benin-bar
hed det
gennem en menneskealder
og lå på en sidegade i det
indre af København
der
kunne et menneske komme fra kl. 10
drikke kaffe drikke øl drikke sprut
og høre jazzmusik med brus og fusion
langt under taleniveau
og
der ville altid være én at tale med
bare læne sig til siden og kommentere
dagens informer poller berlinger
og snakken ville være i gang
inden man kunne nå at skifte sæde
og
man kunne tale om hvad som helst
bare der var dybde i eller personlighed
og begyndte man kun at ville
pludre
blev man bare forladt eller
jeg skal lige tisse...
men lige så nemt tilgivet
igen
og
klokken nul et lukkede den igen
nul to i weekenden
og det var ene journalister forfattere
billedkunstnere skuespillere kunstnere
af den mere
menneskeligt
brugte slags der kom der
og
så fik en filmmager en bevilling
havde længe set sig nostalgisk på
den gamle tapetprøve
sat op ved siden af den nye
og filosoferet over forskellen på
gamle dage og disse dage
og snart længe frygtet at Benin-bar
snart ville være væk
så han lavede en film om stedet
og
nu sidder der ingen gamle par ved vinduet
eller drukbrødre hen langs væggen
eller ved baren
eller for enden af lokalet
eller står vaklende skuespillere
på gulvet nogen steder
hvis man kommer efter klokken tyve
alle er på palæet eller døde
af sorg over
så hurtigt det var at myrde et gammelt
sted
bare sige det er gammelt så forsvinder
det
det
er bygget af ene unge nu flygtet fra det nye
alle paladserne i krom og stål og
glas og
smarte stole skabt med
30 minutters siddekomfort
unge der ikke taler med andre end sig selv
og ankommer i flokke for ikke at være
alene
og kæmper om de bedste pladser og
taler i mobiltelefon mens de brokker sig
over
manglen på café latte og
boller med kalkun
og bare venter på at stedet skal
bevise sit værd
benin-bar
siger jeg
navnet er et påfund i det håb
at
horderne en dag drager videre mod næste
historiefælde
for dér at vente på fremtiden
uden helt at have fortæret enteriøret
og efterladt sig
alt lagt øde i stål og glas
og usænkelige priser
jeg er sikker på dén dag kommer
igen og så vil jeg stå der igen
og tale om verden og livet og
den seneste anmeldelse af den seneste
bog
af ham der står på min anden
side og drunkner sin sorg
det
kunne jo også være mig
eller min bedste ven
vi er sikkert stadig mange tilbage
med værebehov nødig blandt
mangen sjæl
der nok flirter med fortabelsen
men aldrig ønsker at blive frelst
bare så vi kan huske hvad det koster
at leve
bare så vi kan huske hvad en rigtig
samtale er
bare så vi kan huske nogen
når vi vågner næste
dag og har lykkeligt
glemt os selv
tilbage til
toppen