demarkation

lørdag
UGE 40

 

min ven og jeg er på udstilling
og ser på to meget store fotostater
   3 x 1 1/2 meter mindst
med et lille bitte panorama-billede
placeret udenfor det gyldne snit
   i bunden og i siden som del af de to hvide flader

og mit meta-meter registrerer straks strålingsfare
"udsagn om det store fravalg ved alle valg overhovedet"
og jeg er nødt til at blive stående foran længe
længe
for om muligt at give kunstneren credit
   for at være dygtigere end jeg er skeptisk
men jeg finder ingen formildende omstændigheder
går blot hjemad
   håbende
      at det ér sådan han ser

på vejen erindrer jeg en oplevelse fra en lille uge forinden
en følelse af at overskride en grænse
mellem villen og ikke-villen
   en nærmest håndgribelig sensation i kroppen af
      at glide i et enkelt skridt
      hen over en demarkationslinie
         på faneflugt ind i fjendeland
      uden at kunne stille noget op
      uden at ha villen at stille op med
      men havne et sted jeg er ligeligt velkommen
         og ligeligt hjemme

og jeg erindrer min registrering af forbløffelse
   over så
      nemt det var
så kort vejen er fra
kærligheden er selvfølgelig og total
   til
kærligheden er en kamp der ikke krediterer ofre
   og jeg synes jeg har forstået det hele
trods forbløffelsen synes jeg jeg har fattet alt
   der er at fatte om dén oplevelse uagtet
      at den lige har kostet mig mit forhold

og i flere dage undrer jeg mig
mere end jeg savner og gør ondt
men da muligheden byder sig for at vende tilbage
   da realiteten melder sig
kan jeg ikke se og sige andet end at
jeg har krydset en grænse
   som jeg skal krydse tilbage over
og så
melder frygten sig
for
grænsen er usynlig og uforklarelig
og jeg er muligvis helt palle
   på dén side hvor jeg er havnet

hun siger: jamen nu går det da godt igen!
jeg siger: jamen jeg er ikke tilbage over grænsen endnu!
fotografen dér på væggen siger: seks månder brugt på udmåling af ingenting!
vennen der kender fotografen siger: sådan sér han faktisk verden!
og rådgiverne siger
lev i begge verdener men
   ikke en lyd om hvordan kampen skal foregå
   hvordan jeg tager det næste skridt
   fra denne verden
   og ind i dén
      som overlapper hendes
   hvor vi forstår hinanden
   helt selvfølgeligt
   helt naturligt

bare et enkelt skridt
bare et enkelt lille glidende skridt
ind over demarkationslinien igen -
eller måske
simpelthen slutte fred?

men kærligheden kan ikke vente på freden
den venter jo ikke på noget
   for fanden!
   the show must go on
   the show
will go on
   life goes on
livet fortsætter uantastet videre mod fjernere horisonter
og jeg skal bare tage et enkelt lille skridt
fremad
   ikke tilbage -
fremad!

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F 12 [-]
E 18 [-]
I 5 [+]