tirsdag
UGE 23

 

da han jager kniven ind i bugen på hesten, hyler en ugle i skoven, og derefter bliver alt stille omkring ham. Ingen lyde af smerte fra hesten; den bare pruster, mens blodet siver ud over kniven - en let boblende indånding, der brat standser, da han drejer kniven rundt i såret.

Hesten går i knæ på forbenene; det splintrede bagben brækker yderligere under skævvægten og knækker til et liggende V, og svækket af blodtab og chok, og berøvet væsentlige balancepunkter, vælter den store krop om på siden. Det sker hurtigere, end han havde forestillet sig, og han må hastigt springe tilbage for ikke at blive fanget underneden.

Hans kniv sidder stadig i hestens bug; på dens øjne kan han se hvordan livet forlader kroppen, alt mens egenvægten presser klingen længere og længere ind. Der er ingen frygt at spore i dens blik, men heller ingen forståelse; der er intet at genkende. Blot en stigende lysfattighed, der minder om en flakkende væge i en stage, der løber tør for voks.

Han sætter sig med hestens hoved i skødet, og undgår det fremmede i dens øjne. Hans hånd finder halsens store pulsåre, og uden tænkende selvsnak falder han ind i blodets rytme og følger den, mens den bliver langsommere og langsommere og umærkeligt går over i ikke at være der. Han bliver bare siddende, har ikke lyst til at gå, har ikke lyst til at blive, har ikke lyst til at forestille sig, at han skal have sin kniv tilbage; han har ikke lyst til at tænke.

Månen er gået ned, da han er parat til at rejse sig; hestehovedet føles tungt og leddeløst og er svært at flytte, og han kan ikke helt mærke sine ben. Han læner sig på hestens tinding og kommer op at stå; forsøger at vakle hen til et ung birketræ nogle skridt borte, men det ene ben giver efter under ham og han falder og lander oven på den døde krop. Hesten er stadig varm som efter et heftigt ridt, og da hans hænder glider på hårene, så han kommer til at trykke den på bugen, undslipper en hørbar fis dens røvhul. Han er næsten ved at grine højt, men det bliver ved den impulsive latterindånding - kræet er jo dødt. Kræet er sgu dødt. For fanden!

Han lader sig falde tilbage ned over bugen; tænker tanken, hvor længe hestekroppen mon kan holde ham varm, men lader sig glide ind i søvnen uden at være kommet til et resultat. Sneen ligger tykt overalt, da han vågner; let knogle- og frostknirkende rejser han sig fra sin sovestilling op af bugen, og hvor han lå, damper konturen af menneske på hestekroppen i den kolde luft. Den damper længe; han sidder på sin saddeltaske ved siden af og ser på snefnuggene falde i pulversnore. Da de begynder at blive liggende på hårene snarere end at smelte og løbe af, kaster han saddeltasken over skulderen og går uden at se sig tilbage. Hvad ville der også være at se?

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F 4 [+]
E 7 [+]
I  14 [+]