mandag
UGE 23

 

da han jager kniven ind i bringen på hesten, hyler en ugle i skoven, og derefter bliver alt stille omkring ham. Der kommer ikke en smertenslyd fra hesten; den bare pruster, mens blodet siver ud over kniven - en let boblende indånding, der brat standser, da han drejer kniven rundt i såret.

Hesten går i knæ; det splintrede bagben brækker yderligere under skævvægten og knækker sammen til et liggende V, og uden balancepunkter vælter den store krop om på siden. Det går hurtigere end han havde forestillet sig, og han må hastigt springe tilbage for ikke at blive fanget underneden.

Hans kniv sidder stadig i bringen; på hestens øjne kan han se hvordan livet forlader kroppen, alt mens dens vægt presser klingen længere og længere ind. Der er ingen frygt at spore i dens blik, men heller ingen forståelse; ikke noget, han kan genkende. Blot noget der minder om en flakkende væge i en stage, der løber tør for voks.

Måske for at undgå at se flammen brænde ud, sætter han sig med hestens hoved i skødet. Hans hånd finder halsens store pulsåre, og uden kommenterende tanker falder han ind i blodets rytme, og følger den mens den bliver langsommere og langsommere og ganske umærkeligt går over i slet ikke at være der. Han bliver bare siddende, har ikke lyst til at rejse sig, har ikke lyst til at gå, har ikke lyst til at blive, har ikke lyst til at forestille sig, at han skal have sin kniv tilbage; han har ikke lyst til at tænke.

Månen er gået ned, da han er parat til at rejse sig; hestehovedet føles tungt og leddeløst og er svært at flytte, og han kan ikke helt mærke sine ben. Ved at læne sig på hestens tinding kommer han op og forsøger at vakle hen til et ung birketræ nogle skridt borte, men det ene ben giver efter under ham og han falder og lander oven på den døde krop. Hesten er stadig varm som efter et heftigt ridt, og da hans hænder glider på hårene, så han komme til at trykke den på bugen, undslipper en hørbar fis dens røvhul. Han er næsten ved at grine højt, men det bliver ved den impulsive latterindånding - kræet er jo dødt. Kræet er sgu dødt. For fanden!

Han lader sig falde tilbage ned over bugen; tænker tanken, hvor længe hestekroppen mon kan holde ham varm, men lader sig glide ind i søvnen uden at være kommet til et resultat. Da han vågner, ligger sneen tykt overalt; han rejser sig let knogle- og frostknirkende fra sin sovestilling op af bugen, og hvor han lå, damper konturen af menneske på hestekroppen i den kolde luft. Og damper længe; han bliver siddende på sin saddeltaske i sneen ved siden af og ser på sneen falde. Da den begynder at blive liggende på hårene snarere end at smelte og løbe af, kaster han saddeltasken over skulderen og går uden at se sig tilbage. Hvad ville der også være at se?

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F3 [+]
E 6 [+]
I  13 [+]