du er omgivet
af din familie. de er omkring dig i huset. hvis du tuner ind på
dem > hvis du lytter efter et navn >
et liv > i et værelse > i dit hus, kan du høre hver
og én af dem trække vejret
de trækker
vejret omkring dig. det må betyde at du selv er i live
det tordner
over Fyn. SÅ langt væk, men huset ryster når det smælder.
det regner, men du kan se stjernerne lige over dit hoved og månen,
du kan se månen, selvom det regner > hvorfor er der ingen skyer
på himlen over dit hoved
der er ikke
noget du frygter > ikke noget, der truer dig og din familie. blot en
følelse
du tænker,
at du vil ringe til nogen > vække nogen udenfor huset til at sætte
alting i perspektiv > som kan minde dig om verden udenfor, men da du
løfter røret kan du ikke huske numrene på nogen af dem
du kender. det er som om de aldrig har eksisteret andet end i din fantasi
du lægger
røret tilbage i gaflen med usikre hænder > besøger
hver enkelt af din familie i ånden og undrer dig pludselig over, at
du ikke selv sover
du står
ved det åbne vindue og ser over mod Fyn. tordenen føles i græsset
og som en hul rungen i træværket. det regner dén regn
enhver ønsker for græsset om sommeren, men det ér kun
forår nu > og du er selv fyldt op og ønsker at alting skal
stoppe. en kort pause hvor alting fryser > regndråberne i luften
> lydene i træ og græs og vindfang under taget > åndedrættene
fra de tilstødende værelser > minderne
bare du kun kunne høre dig selv og holde vejret og ingenting høre
overhovedet. men det sker naturligvis ikke
kun tanken sker. men tanken bliver til en varm strøm der siver fra
toppen af hovedet og ned gennem kroppen på dig og får det til
at prikle og stikke i alle lemmer og presse på inde i maven > en
kæmpe knytnæve der holder fast, og holder fast, og holder fast
og pludselig > er det som i et blink næsten muligt
og så
er øjeblikket forbi. og regnen falder men den er kun vand. og tordenen
brager men den er kun lyd. og Fyn findes derude i mørket et sted
> og lydene af lunger er lyden af dem der giver dig grund til at ønske,
og du er næsten ved at skrige af smerte og glæde på samme
tid og opdager så, at du har holdt vejret indtil dine lunger gjorde
ondt og bemærker at månen ikke står hvor den stod
da du hiver
frisk ny luft og langsomt lukker det ud > er du næsten ved at gå
i stykker > så lykkelig er du. så lykkelig er du
tilbage til
toppen