mandag
UGE 14

trommen udenfor drømmen
(skitse til digterens forståelse)

 

ser jeg på verden gennem ravnens øjne
er Jorden ikke blot veje med hjulspor
håndpumpen over brønden på gårdspladsen og
radioen der spiller dansemusik for sig selv

i flyvehøjde passerer tiden hurtigt, og slet ikke
10.000 år passerer, frem og tilbage som vinden;
fra et hustag, i hvile efter flugten, høres trommerne,
ikke fra radioen, men fra en dreng med en dåse

han lytter til sig selv, drengen spiller rytmen i sit blod
hans skygge farver støvet, mens han venter uden at vente
og dér kommer vennerne, i flok med hunde
og blodet trommer videre, på et andet instrument

deres verden, menneskene, er menneskenes verden,
hver for sig alene - skovene, jorden, selve livet er deres
at gøre med som de bestemmer, som de ønsker det
de mangler kun himlen og himlen mangler dém

de passer deres børn som de passer deres ældste
som de passer deres dyr som de passer på sig selv,
med ét blik på himlen og kun ét bånd til jorden
som videnskaben alene, og ikke døden, får klippe

de evner at elske, menneskene, siger de stolt
som de eneste i universet har de ord for at savne livet -
for det voksne menneske er al tid tid tilbage,
fortid nutid fremtid - barnet ser med ravnens blik

kun barnet trommer ikke for denne drøm
om at alt bliver bedre med det næste åndedræt
hvis man holder, holder vejret ganske kort forinden
og så puster liv i, puster liv i, det næste, den nye verden

på gårdspladsen, med ravnen på skulderen
med en dåse i skødet, og klappen for mit øje
der lukker lyset ind i det mørkeste sted i mit indre,
er min indsigt gudeløs og obskøn

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel