Time Travel - work in progress

* MOVIES INVOLVING TRAVELLING IN TIME by way of propulsion, magic, sleep, hypnotism, ”time machine”, worm holes, body hopping, ”sudden temporal phenomemen”, weather penomenen, reception of sent data from the future a.o.

Time Travelling expresses control over the progression of Time, oftenmost perceived as the image handed down by Marcus Aurelius: Water flowing toweards the sea as a river that never repeats itself - in either direction it is at any given point different from adjoing points. To most people it feels natural to perceive time, ie. human life, with an ending and a beginning, the beginning being uncontrollably lost to us, but the ending, or the way to the ending, everything that is meant with the word ”control”: The open vista of opportunities and possibilities, of which we will try to ensure a handfull of those most interesting to us and most needed for survival. And when we succeed in our endeavours, we are in control. When we do not succeed, we have lost control. Time Travel is a vent for loss of control: The interesting questing that we find impossible to answer in real life, but... what would have happened to me today, if ”that one little tiny factor” was changed on or before a set date? On a global scale, thinking about the nation’s History, or global history... what would have been today’s reality, if this or that person had not lived to become the horrible despots, we find them today? Time Traval is our means of exploring the fantasy of the what-if’s, maybe to come to acceptance of that in our past, which we carry with us as un-changable sorrows, disasters and shameful actions. And on a lighter note, we can explore our wildest fantasies, and do so every day, when we imagine that we would have become rich, handsome, successful, loved and more, if only we could go back and change things around a little. Just a little bit, which nobody will notice...

Playing with fantasies of control over the past, and control over the future, often carries with it a layer of guilty conscience. We KNOW in our hearts that it will never be, this that we want to change in our past, but sometimes we can employ the longing of change in our past to play out consequences of change. We can weigh our options, because we suddenly have options, when we weigh the longed for past out against our more experienced present. Thus, our present can strenghten considerably, when we see that fantazising about the past can actuate control in our present, and a better grasp of (how to handle) our future.

Speculating in any serious way about Time Travel, necessitates pondering the paradoxes - the appearant co-existance of two or more oppositionally directed forces. ”The Grandfather Paradox” is a classic of the genre as well as of philosophy and science concerned with Time Travel: Go back and kill your grandfather, before he sires your father, and you were never born and cannot go back to kill your grandfather, wherefore you are born and can go back and kill your grandfather! But it is not a paradox, says quantum physics. The man you killed cannot have been your grandfather - your grandfather must have continued to live until your father was sired. And this is how it has always been and will always be: You will travel back to kill your official grandfather, but you can never succeed for real, because then you were not alive to go back.

Time has already happened. Not as predestination, but in the same way that space stretches as far in the opposite direction of the galactic core as there are objects to hint at the distance. With objects in space, space - extension, the physical dimensions - exists. The same with time: Without a focus on ”a time” - the 3D-objects of the time dimension - the boundery of time cannot be defined; looking and not finding anything in the farthest reaches of the void means time has no meaning there. Time needs objects to exists. Humans, Stars, Electrons, Quarks. It behaves slightly different under different circumstances, as seen from a human point of view, but remember we know other humans best, as well as the measurements of our reality that we grew up with. Thus we can learn to accept and even understand the different way time behaves, when we look at it through a telescope, a microscope or a mathemathical equation with the power to reveal the influence of observed time on the smallest fractions of what we call ”matter”.

What we learn there, as well as in emotionally charged situations like anger, fear, love, sex, meditation and so on, is that time is not a constant. Light is a constant measured in distance over time, but time changes by how it is observed. Same as the universe: It only grows, the farther into it we look.

This is the basis of serious speculation about time and multiple dimensions. Imagine any past event in your life, and then imagine it differently. Then imagine the consequences of this difference, and the multitude of other options that come from just this tiny little chance. Just looking at it - imagining it - creates it. And in this instant time for the body, emotions and the mind time has travelled with the speed of thought to another place and another time. Could the body be persuaded to come along, it would be because it was possible. Call it ”ready” - in syncronicity with the laws of the universe.

Many people fight over the concepts of free will vs. determination. For me it is easy: I am the product of all that has gone before, all my reactions as they expressed themselves in the physical world as well as inside my body. I cannot say no, if I Am yes. If I am maybe I cannot say anything but maybe. And a no, to which there is no felt or imagined alternative, is really a no. I am Me, in this point in time. And the more I come to realise this, the less it matters what I imperatively need to do, as long as the doing feels in balance with my abilities, my desires and my existance. I am on a stage or in an arena, and I intuitively understand, what I need to do, when something ”un-expected” happens. Or I don’t, but I cannot but act, even if it is instinctive, and besides: something happens anyway. But once I understand (the parameters of) a situation, or an equation, or a law of people or physics, I create it, or strenghten it. Reality comes from observation, not the other way round. Thus shared reality is stronger than reality percieved only by the individual.

Reality is a language of the mind. And like all languages it sometimes needs translation into another language, or the finer points of meanings needs to be discussed. Regarding Time Travel we are still in the process of discussion the parameters of how, why, where and when. Science says it more likely than unlikely that time travel will be a reality - but a headline preceding such a statement has no interest in discussing the finer points of the reality of time travel - headlines are designed to confirm reality, not question it. So it should be noted that a scientist bold enough to point out that time travel will occur, is most likely not in the discussion of the finer points, but rather on the lookout for reality to strenghten his own reality, and this by continued oberservation in his line of science. Most people don’t get it - most of us are still in the shared reality of the fiction business and their image of time travel as plot device. Time machines with blinking lights or arm wrist thingies, tiny enough to come with brief incomprehensible scientific explanation designed just to shut us up and suspend disbelief.

If we ever want to time travel for real, we need to veer away from finding our time travel reality in fiction - this breeds only more fiction, muddling the broad and strenghtening the fictional, wishful reality. Understandig time travel in its various forms - as psycho stabilising scale centering us in the now, as plot device, as philosophy, as logic enhancer and as science - brings with it the benefit of searching out the real reality of time travel. We cannot travel in time, as a real collective, before we have gathered enough mass to join all of the facets in a consensual reality, strong enough to carry a focus for most, clear enough to carry the same acceptance and basic understandig of functionality as the light bulb and the combustion engine. We cannot understand what time travel really means, and the consequences of time travel, before we as a species possess this understanding.

Don’t be disappointed, if the simple answer lies in living itself: the passing from second to second with regular forays into remembering/creating the past and imagening/creating the future, i.e. that we are already doing it. I don’t mean to say this is the answer, but collectively aiming for the understanding of time travel may well have consequences way beyond a mere meddling with past or future events, as depicted in fiction. We may find that we don’t need it, or we may change as much compared to our immediate forebearers, as we ourselves in terms of knowledge, shape, mindset, technology etc. have changed compared to our ancestors of 200.000 years ago. But one thing is certain: If we get to a workable understanding of time travel, it won’t easily go back in the box. Searching for something changes you. And one thing Time Travel has as build in desire is change.

Change is our greatest fear and our collective drive. Observe, create a new reality, stabilize it through the spreading of knowledge. If you don’t like (the possible implications of) what you find, don’t tell anyone. This is what drives all secret societies. What you find sometimes has the power to change other people’s life, and shift the balance of power towards yourself. Time Travel has the potential, at this point in our collective understanding of ourselves and each other as a species, due to our strong collective and prose-driven image of Time Travel, to un-balance change itself. Imagening that we were given a time machine by aliens today, we would not possess the evolutionary capabilities to use it, as we have not yet become it. Searching for it, on the other hand, changes us slowly - we will become adjusted to the mechanisms of Time Travel, as they present themselves, as realistic visualisations of our development as a species. But we won’t find is, as a species, unless we continue to feel a need for it. And looking at the history of fictional represenations of what it implies to travel in time, all it still is is personal gratification and pain avoidence. Not exactly the most noble of causes, but a natural one in times of crisis. Dream yourself away into a better existance. Think it like this: you can only go back in time if you get the urge to prevent your grandfather from getting killed, before he has sired your father. Whether you refrain from travelling or not, he is alive in his own time, and you ahve done good, caring good, just by thinking the thought. Don’t kill him in your mind just to fuck with logic - love him, and save yourself at the same time.

Ancient tribes have the right idea: Ancestor worship. Keeping the ancestors alive as consultants. Just thinking of your grandfather as a consultant equals holding him in esteem and passes his understanding and knowledge on to you - because you are taught to carry your ancestors inside of you as a natural thing. Thus you place the past in your own mind, rather than ”in the past”: his body has died, but you have become it ”enough” to be both the ever changing convergation of your own past as well as a product of - in principle - everyone else. In the western world we translate this as ”History”. With the tiny difference that esteem for certain deceased persons is most often institutionalised by State, Church, Company and the like. Impossible to connect to, unless through the official picture. The Institution will ”time travel” on your behalf, and tell you their findings, as they see fit.

Is this

Etiketter: , , , , , , , ,


Kotka retreat, 2009, "KANTULA"

Kotka, Finland, kl. 18.12. Har set første afsnit af Paradox, en ny engelsk tv-serie om data fra fremtiden, der fortæller om ting, som vil ske - naturligvis ting, der efterlader sig fotograférbare spor, som eksplosioner, døde mennesker osv, som en politimand kan sætte tænderne i og efterforske som et puslespil. Det lover ikke godt, med mindre større ting er på spil i de kommende afsnit.

Meningsfulde historier bliver i det hele taget sværere og sværere at lave - om end jeg havde et hulkeøjeblik, da en af bipersonerne fik sit liv igen, efter at have troet at alt var forbi for ham. Filosofisk fokus er (kvalmende) Gud, tro, familie, redde livet osv.

Det vigtigste, vi kan fortælle i dag, er at livet betyder noget for hver enkelt. Ikke bare bestanddelene, der udgør den enkeltes liv, men livet i sig selv. Derfor er der så mange mord og ulykker på film - fordi livet er vigtigt. At kunne fortsætte med at leve, UANSET hvad der sker af politisk, økonomisk, og anden overgrebsperfiditet mod den enkelte eller grupper af mennesker. Livets fortsættelse. Jordens fortsættelse. Menneskenes fortsættelse. Det overskygger i stigende grad alt andet i dramatikken - fordi alle i større og større grad føler sig truet på sit eget liv med alt, hvad der sker. Og vi vil bare have det overstået, så vi kan komme videre, i fred og ro, med vores familie og vore drømme om fremtiden.

Men hvad hvis alle disse planer er ligegyldige, fordi det er uden betydning om vi lever eller dør? Det er dér religionen kommer ind: Livet SKAL betyde noget - for ellers betyder hverdagen ikke noget. Så er alt behag blot personlig gratifikation - nydelsen af familielivets glæder, arbejdets belønninger, kunstens skabelse, rejser, forbrugsgoder, forestillingen om en utruet alderdom: Livet skal betyde noget i sig selv.

Problemet er bare, at hvad det vil sige at leve med en indre tro aldrig egentlig bliver bespurgt, og "anvendes" religiøs tro som Livets Betydningsmotor, sker det som en selvfølgelighed. Som noget man bare har, eller ikke har. Og stakkels den, som ikke har... indre tro... på gud. Så er man hengivet videnskaben og det efterprøvelige i alle henseender, og således magtesløs, når man stilles over for det uforklarelige.

Det eneste, der kan redde denne serie fra fordummelsens adrenalinpumpende overdrev er, hvis de bevæger sig væk fra den klassiske A-forårsager-B-forårsager-C-osv., og forsøget ér der, i den dramatiske subtekst hér i første afsnit.

Men hvad skal almindelige mennesker bruge en uendelig kompleksitet til - at A ikke forårsager B som forårsager C osv. - når det er sådan, det ser ud for os, og selve måden vi planlægger alt i livet (med mindre vi arbejder med fysik, forsikring eller vejrfænomener)?

Eneste konklusion er tillid. I Tv-serien tillid til GUD, dvs. efterlivet og at "alt har en mening i det større perspektiv, for nogen ønsker det sådan", men hvorfor ikke skridtet videre til ZEN: At det er uden betydning, om vi som enkeltindivider forstår eller ej, fordi den enkeltes indpasning i kosmos ikke kan sammenlignes med andre eller andet, og derfor er nødt til at afkræve den enkelte særlig hengivenhed = nærvær ift. egne udfordringer med kun præcis den mængde pres og eftergivenhed, der skal til for at befinde sig i centrum af sin eksistens? Også kaldet BALANCE.

Den her alfaderlige støtten på skulderen er røvtrættende og fastholder kun de bestående mekanismer, der understøtter alt det, som truer menneskene, enkeltvis og kollektivt.

Etiketter: , ,


Science Fiction: "Lige under overfladen, 2" - novelleoverblik plus lektørudtalelse

Et utroligt godt og sobert, og positivt, indlæg, der synopser alle 20 noveller i "I overfladen - lige under overfladen, 2"

Her følger lektørudtalelsen

Etiketter: , , ,


Ny dansk science fiction-antologi: I Overfladen

15. august 2008 udgiver Science Fiction Cirklen


- Lige under overfladen 2 -

en ny Science-fiction-antologi, denne gang med 20 danske forfattere (i kronologisk rækkefølge): Kenneth Krabat, Richard Ipsen, Flemming R.P. Rasch, Arash Sharifzadeh Abdi, Patrick Leis, Søren E. Hemmingsen, A. Silvestri, Nikolaj Højbjerg, Camilla Wandahl, Ellen Miriam Pedersen, Rasmus Wichmann, Camilla Fønss Bach Friis, Johan Peter Andersen, Brian P. Ørnbøl, Gudrun Østergaard, Manfred Christiansen, Sara Tanderup, Lars Ahn Pedersen, Dan Mygind og H. H. Løyche

Fra pressemeddelelsen:

"Sidste år udgav SFC originalantologien Lige under overfladen. Den blev heldigvis godt modtaget, og vi håber at vi nu har påbegyndt en tradition, med en årlig originalantologi, med nyskrevne science fiction-historier.

Antologien indeholder noveller af et udsnit af de forfattere i Danmark, der i øjeblikket skriver science fiction. Nogle af dem har allerede udgivet romaner enten inden for science fiction, fantasy eller andre genrer, men mange har tidligere kun udgivet enkelte noveller i andre tidsskrifter, men er snart klar til det store marked.

Titlen i år: I overfladen, er både titlen på en af novellerne, og på samme tid ment som en antydning af at 'Lige under overfladen' nu er kommet et step videre.

Læseren vil finde rumrejser, tidsrejser, fremtidsscenarier, aliens i forskellige sammenhænge, spekulativ fiktion, og også et par historier de fleste nok vil mene befinder sig i genrens udkant."


ARRANGEMENT i forbindelse med udgivelsen:

D. 24. september 19-22 vil man i Valby Medborgerhus i Kbh. kunne møde en række af forfatterne; læs merepå Science Fiction Cirklens hjemmeside.

I overfladen - Lige under overfladen 2
268 sider, 269 kr.
(medlemmer af SF-Cirklen: 215,20 kr)
ISBN 978-87-90592-34-9

Kan købes

- gennem boghandlen
- ved indbetaling på giro 3 26 19 48. Science Fiction Cirklen c/o Lars Wriedt, Dagmarsgade 3A, 3., 2200 Kbh. N
- ved indbetaling på bankkonto reg. 6610 konto 66102688393 (skriv til kasserer snabelA sciencefiction.dk og fortæl, at du har betalt)
- direkte via hjemmeside
ANDRE UDGIVELSER fra Science Fiction Cirklen

Etiketter: , , , ,


Så tæt på en heltinde, jeg kan komme

"Kaylee Frye" fra Firefly er i følelsesmæssig kontakt med rumskibet Serenity, som hun er maskinmester på, og inkarnationen af et varmt menneske uden de store komplikationer eller neuroser. Et menneske, der altid ser det bedste i andre.

Etiketter: ,


Lang Science-Fiction-diskussion på Mandala.dk

Diskussion kommer langt omkring, og jeg supplerer med nogle film- og TV-anbefalinger, samt en reference til The Philip K Dick Library.


Etiketter: , , ,


Science fiction-novellebidrag søges

Science Fiction-Cirklen modtager bidrag på op til 10.000 ord til ny antologi - senest 21. marts 2008


Etiketter: , ,


@ NET-TV: Science Fiction

http://www.americafree.tv/scififree/index.shtml er en gratis net-kanal med gamle science fiction-film. Og her er den fulde liste. Har du andre bud på TV-kanaler på nettet, gerne science-fiction og fantasy, så skriv gerne en kommentar.

Etiketter: ,


@ Goddag til Fremtiden 2: The Philip K Dick Library

Overdragelsen af science fiction-bøger til Blågårdens Bibliotek er nu fuldendt.

1600+ bøger, der kommer på hylderne hen over vinteren - det tager tid at registrere dem, fordi mange af dem ikke findes i basen. Men så har fødekæden lidt mere substans at tage næring af - måtte det blive til gavn og glæde for alle.

I øvrigt har jeg da ikke kunne nære mig for at købe flere brugte bøger... :-), som jeg så vil forære til biblioteket, når jeg er færdig med dem. Har også fundet et par dubletter, som vil gøre det muligt for biblioteket at nul-resse disse titler.

At "nul-resse" er bibliotekarslang for at have en bog i mindst to eksemplarer, hvorefter man så kan forhindre den ene af dem i at "rejse", hvilket vil sige, at den kun kan udlånes til områdets lånere. Inden for bibliotekernes regler er dette eneste mulighed for at lave et "bibliotek i biblioteket" - med en realistisk udlånstid/holdbarhed.

Andre, som måtte have bøger, de vil donere til samlingen: Mange, mange tak på vegne af mig selv og genrens interesserede; bøger kan afleveres til

Blågårdens Bibliotek
Blågårdsplads 5
2200 N

skriv "attention" progressiv bibliotekar Tue Gaston

hvis STORE fortjeneste det er, at det er lykkedes samlingen at finde et permanent hjem, ikke blot i fysisk forstand, men også som den tanke det er, AT det på et offentligt bibliotek kan lade sig gøre at opstille - ikke blot paperbacks, men en sådan mængde af den ret aparte og lidet anerkendte form for litteratur, som science fiction også er. Stor tak.

Med tiden er det tanken at fuldstændiggøre samlingen af PKD - også hér modtages både manglende titler og dubletter med stor TAK (mangellisten ses hér).

Hér er en snak om science fiction, "den krabatske samling" og science fiction på danske biblioteker, som jeg har deltaget i på fanzine.dk

"Reality is that which doesn't go away, when you stop believing in it".
-- Philip K. Dick

Etiketter: ,


Digte: samling sælges, læser søges

elskede elskede er min seneste fysiske digtsamling, fra 2003. Jeg har akkurat opkøbt restlageret af den og sælger ud af den for kr. 55 kr (det er inklusiv forsendelse - den vejer 400 g!) Vil du købe én, så se nederst.

Det var en bog, som var ekstremt svær at skrive. Faktisk tog det så mange kræfter at holde sammen på bogens kerne igennem 9 år, at pusten gik lidt af mig i nogle år.

Men så sent som i dag glædedes jeg over en begejstret tilbagemelding på "i virkeligheden hvad" - et digt, jeg skrev til et vennepars bryllup i 2001. Det handler om det, der kan motivere et menneske til at sige JA til den anden. Her er uddrag:

I virkeligheden hvad, 11-1 (teksten løber i modsat retning i bogen)


Kan du huske
     den første gang du sagde
          Jeg elsker dig?
Husker du
     første gang du sagde
          Jeg elsker dig
     med stor omhu fordi du vidste hvad det betød?
Erindrer du første gang
     du brugte disse tre ord
     uden rigtig at mene dem?
Og derfor
ka du genkalde dig første gang
     du sagde Jeg elsker dig
     hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt?
Husker du
om du døde lidt hver gang?


min antagelse er
at du besidder en form for
     der fungerer i dit liv
          der vil forfægte enten
          at kærligheden vil blive
          eller ikke forsvinde
          eller vil vende tilbage
          eller ankomme fristende frisk som nyplukkede roser
          eller som det allermindste eksistere
               som noget ud over og
               meget meget mere
               end nætters og dages drømme som afgrænsninger af indholdet og omfanget
                    af kærlighed...
for uden
     hvad er vi da?
     jeg mener ikke kærligheden i sig selv
     men en definition
          på kærlighed...
          for hvad er vi uden denne definition
               ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget
          men i særdeleshed

Og hér et meget aktuelt uddrag fra begyndelsen af "Åremål", som jeg skrev da jeg i forbindelse med flytning fik mine opmagasinerede ting og bøger tilbage - det var i 1998 - og læsere af bloggen her vil bemærke, at visse processer tager meeeeeeget lang tid:


jeg har tyve flyttekasser med bøger
de fem letteste med science fiction
     tusindtolvhundrede af de bedste og største værker
     Bradbury både før og efter hans tolvårige skrivekrampe
     Philip K. Dicks samlede syrede værker
     Stephen Donaldson som døde på dansk
     Asimov og the foundation
          og pulp og fantasy og novellesamlinger
og jeg forsøgte at forære dem alle sammen væk
til de største Københavnske biblioteker
     men de havde heller ikke plads

Og så er der Ordbog over det Danske Sprog
     i 28 bind og nye ord i nye bind og usynligt gjort plads
          til det næste årtusinde
og der er NuDansk og etymologi og fremmedord og synonymordbog
     både retvendt og på vrangen
og ordbøger fra og til alle europæiske sprog før unionen
og bøger med rim
     uden rim på kartoffel
og der er opslagsværker om alt under solen
     fra bøger om svampe
          til bøger om matematik
     fra stærkt uddøde stammekulturer
          til instruktion i porcelænsmaling
     bøger om bridge, astralprojektion, shamanisme,
          psykologi og alverdens navne
     der er godt nok ingen om opdræt af heste,
          men jeg blev også en gang bidt af én, så
               hvad skal jeg med bøger om opdræt af heste?

Og der er masser af kasser med tegneserier
     de gode gamle basserne fantomet edderkoppen dare devil
          agent X9 Modesty Blaise Seriemagasinet komplet
og så er der megamonsterkassen
     en sviner af en kasse ene dedikeret albums
og den vejer mindst 100 kg
     rent guld, selvfølgelig
          lortet ér solgt fra
men det eneste derfra jeg virkelig kan huske
     er Hugo Pratts Corto Maltese for fanden
          10 år i mørke kan jo tage livet af enhver!

Og der er selvklart også
     almindelig skønlitteratur
såkaldt normalprosa
     hvis man nu kan kalde Kierkegaard , Stefano Benni, Robert
Graves, Iain Banks, Oehenschlæger, Hemingway, Bukowski,
Günther Grass, Kosinski
     for nu at nævne nogle få
for normalprosa?
Og alt det jeg ikke har læst
og aldrig
     kommer til at læse
men de ser stadig fede ud
     føles godt i hånden
     og lugter rigtigt
          af papir.


Skriv en mail til bloggens titel (uden mellemrummene) og angiv navn, adresse, antal eks. og at du har sat pengene ind på konto 6610 0004312307 med dit navn som betaler. Du må også gerne angive en særlig dedikation, hvis den skal gives som gave.

Jeg takker og ønsker god fornøjelse.


Etiketter: , , , , ,


@ Samsø, transport, science fiction, livsændringer

Bunkeindlæg #1:

Har deltaget i et panel - Open College Network, OCN - der skal skabe grundlag for pointgivning til undervisning i digtning for unge. Point, som kan samles sammen og måske bruges på en højere uddannelse. En anelse tvivl om meningen med at karaktergive alle livets erfaringer - er jo selv en troende hvad angår mentorvirksomhed og mester-lærling-uddannelse. Men erkender at samfundet ændrer sig. Og at dem, som behøver erhvervelsen af kynde - tavs viden (hvordan undervise i at holde balancen på en cykel, sætte tungen rigtigt på et klarinetblad, begåe sig i en bestemt kreds? Den slags -) - nok skal finde de lærere, de behøver. Har i den forbindelse været omkring mit autodidakte forhold til den teoretiske litteratur. Jeg tror bare, jeg fortsætter med at holde mig til rygmarven, når jeg selv underviser.

Men her er en fantastisk side for dén, der måtte have lyst til at se skriften efter i kortene.

Var på Eurocon her i weekenden - science fiction festival startet i Trieste in 1971, og nu på besøg i DK for første gang. Blev fotograferet sammen med legenden Harry Harrison (efter at have "fået lov" at betale ham en drink...) og fik en signatur i en af hans bøger, hvor omslaget... ja se hér! Den skal indgå i min samling af science fiction, som nu er ved at komme på hylderne på Blågårdens Bibliotek.

Søndag aften fik Biblioteket lov at købe resterne af en science fiction-samling at udvide den samling med, som nu er kommet til at hedde The Philip K Dick Library - og det har intet at gøre med denne artikel.

PKDLibrary er nu oppe på godt 1600 bind af det fedeste fede science fiction, fantasy og horror, til gavn og glæde. Så skal også de "bare" plastes - men jeg gør det gerne. Efter at have forsøgt at forære hele samlingen til forskellige biblioteker i 10 år er det fantastisk, at det nu er lykkedes at give den et hjem - og at hjemmet er offentligheden. Min teori er en enkel fødekæde: Bøgerne står på hylderne, flere læser, flere skriver, flere bøger bliver trykt og udgivet, og flere læser. Det kan kun være til gavn for den bredere forståelse af alle sammenhænge, sådan som jeg opfatter genren: Altid på forkant med de seneste landevindinger inden for alle forskningsgrene, og først med spekulation om konsekvenserne. Altid optaget af menneskene inde i maskinen, i det STORE billede.

De seneste 6 uger har dagligt været tilbragt på Landtransportskolen med at tage et erhvervskort til bus. Hver dag optaget af total udmattelse som følge af teori og mekanik proppet ind i dette ældre kranium. Ikke megen tid til noget andet. Men formålet er at få et buskørekort, så jeg evt. kan afløse på Samsøs lokale buslinie. Køreprøve på fredag. Jeg ØNSKER mig at bestå! Jeg VIL!

I baggrunden: Afrejse til Samsø. Har afhændet min lejlighed. Begynder på noget nyt, der ikke nødvendigvis ender med fast ophold på øen. Mere at komme ud af København og ud til nye udfordringer. Dage, hvor jeg er tvunget til at gøre ting anderledes.

Drømmer om et helikoptercertifikat, men er farveblind i danske prøver (omend jeg er uddannet elektriker og engang har samlet en overbrændt 140-leder med 10 farvekoder på hver ledning, og det virkede første gang...). Har dog hørt, at man i udlandet anvender andre farvemålingsteknikker, som ikke er så antikverede som i Danmark.

Men men, det handler blot om at lade drømme åbne døre og gå igennem dér, hvor den totale modstand er mindst. Fordelen er, at jeg efter dette sidste annus horribilis og min lungekræft-frikendelse ikke længere er bange for frygten. Frygen er blot en følelse, der som alle mulige andre følelser vil fortælle mig noget om, hvem jeg ér. Ikke om, hvem eller hvad jeg bliver. En satans befrielse sådan ikke længere at behøve blive kørt rundt ved næsen af min frygt. Og uden at føle, at jeg er ligeglad, hvis jeg tillader mig ikke at gide mennesker eller er nødt til at forlade dem - søge min skæbne uden mine elskede lige om hjørnet.

Denne svulmende følelse i min brystkasse (adskillige omtaler her på bloggen - brug søgefeltet) er der stadig - den kommer og går, og jeg ved stadig ikke, hvad det er. Af og til tror jeg, at det betyder jeg er lukket. Af og til, at det er et panser. Af og til, at det er bevis på, at jeg har kraft og styrke. Af og til, at det er det fysiske tegn på forandring. En blanding af det hele, eller noget ganske andet? Jeg savner dog følelsen de dage, hvor følelsen ikke er der - føler mig ordinær. Men jeg behøver jævnligt konkrete beviser for, at ting og følelser og mennesker findes som andet end tanker. "Før" var det nok at have verden "inden i" - men sådan er det ikke længere.

Jeg er på vej ud i verden, kan jeg mærke. Ved ikke hvorhen. Jo, Samsø. Første skridt.

Etiketter: , , , ,


Film: Kim Jong-il's monsterfilm, Pulgasari

Hvis man uddelte en Oscar for "mest diktatorisk producerede film", måtte den gå til Kim Jong-Il, den nuværende diktator af Nord-Korea, som i 1985 kidnappede en instruktør og dennes hustru fra Syd-Korea med formålet at instruere en række film til højnelse af filmstandarden i Nord-Korea.

Ægteparret indvilligede, fordi der ikke var andet at gøre, men narrede hen mod slutningen af indspilningerne af Pulgasari Kim Jong-Il til at lade dem deltage i filmbienalen i Venedig, hvor de angiveligt ville reklamere for Nord-Koreansk film. Her flygtede de under dramatiske omstændigheder og søgte asyl på den amerikanske ambassade.

I 2006 døde Shin Sang Ok, instruktøren af Pulgasari, en absurd historie om et monster, der lever af jern, som først hjælper bønderne med at omstyrte kejseren og siden vender sig imod dem.

Shin Sang Ok nåede at se filmen finde kultstatus, før han døde.

Sjovt, så absurd morsomt det regulære lort kan være.

Etiketter: , , , , , ,


Film: Puzzlehead (2005)

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske


: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige - idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, "Hvem er robotten og hvem er mennesket", men ét, der er meget vigtigere: "Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel - når begge er lige kolde?"

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den - "da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke", som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): "Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde - der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden - hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på."

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen - også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set - Puzzlehead er en fed titel - men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted...

*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder - hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner - dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp - især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

Etiketter: , , , , , , , , , ,


@ Goddag til fremtiden - og hvad skal samlingen hedde?


Fire tidligere indlæg, under overskriften "Farvel til fremtiden", beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange - for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40'erne og novellehæfter fra 30'ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt - mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet...


Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren - de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.

Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde - jeg var 16 og hun 17 - som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.

Så brugen af "krabat" som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre - der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.

Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken - signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden - eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.

Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne...

Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker - i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).

Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.

Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med "Den Krabatske samling", mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.

Skal samlingen hedde "Bibliotek for fantastisk Litteratur?" Eller "Det Fantastiske Bibliotek", i stíl med hedengangne "Det Kulørte Bibliotek"? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem "Philip K Dick Memorial Library?", fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.

Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.

Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.

Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten...:-)

Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.

Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom - hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.

Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere - hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger - vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.

Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.

*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden - men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af...)

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,


Film: Na srebrnym globie (the silver globe) (1977/1987)

Science fiction


: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film - mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.

Filmen blev påbegyndt i midt'70'erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film, med en fortællende voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme - måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70'ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80'erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen "mislykket". (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld - og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60'erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt - tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem - skubbe "de gamle" ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren...) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

Etiketter: , , , , , , ,


@ Eurocon 2007, 21.-23. september 2007

Den 29. europæiske science fiction-festival.

Hvis du er til fantasy og science fiction, skulle du tage at aflægge Eurocon 2007 et besøg. Det er første gang siden undfangelsen i 1972, at Eurocon afholdes i Danmark, og så store notabiliteter som Anne Macaffrey, Harry Harrison og Stephen Baxter er gæster (men der er 19 andre, heriblandt vore egne Svend Åge Madsen, Lene Kaaberbøl, H. H. Løyche og Anne-Marie Vedsø Olesen).

Samtidig kan du deltage i en novelle-konkurrence på engelsk, hvor teksten ikke må overstige 2007 ord! - senest 1. august. Teksten kan også have digtform, og kan også være kortere - blot skal emnet være inden for rammerne af det fantastiske. [Hvis i tvivl, så læs om Todorovs definition hér] (Det kan godt nås, hvis man vil - selv lykkedes det mig på 18 timer at skrive en historie på præcis 2007 ord. Jeg kunne ikke lade være med at prøve, og synes faktisk resultatet blev meget hæderligt: En slags parabel om det at balancere på grænsen mellem tomhed og fællesskab, iscensat i en verden, hvor enhver lever omgivet af et "ghost", som er repræsentationen for fællesskabet og konsensus, og hvad der sker for en, som mister sit "ghost" og ikke ønsker at vende tilbage til fællesskabet.)

Tilmelding inden 1. august 150 kr.
Efter eller i døren 100 kr. dag/200 for weekenden, hvis købt i døren fredag.

Eurocon 2007
Novellekonkurrence med 2007 ord

Etiketter: , , , , ,


Film: Battlespace (2007)

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.


(som jeg husker det - måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

"The saga of Humanity" hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. "The Konstruct War", som er et andet navn for "Battle Space", er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet - og sin datter - fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan - selvom de er stort set state-of-the-art - ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer - men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix - billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 - 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

"Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore..."

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette "civiliserede" som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af "Battlespace", snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

Etiketter: , , , , , , , , ,


@ Rumret...

Hvor slutter himlen og hvor begynder Rummet?
Hvem rydder op?
Kan man eje et stykke Rum?
Er det muligt at forsikre mod at blive ramt af meteorer i Rummet?

Måske Stephen Freeland en dag vil være årsag til svar på disse og mange lignende spørgsmål om rumret; han er space lawyer, rumadvokat - én blandt godt 100 i verden, som beskæftiger sig med rumret. Kuldret ord. Rumret. Der burde være en bindestreg: Rum-ret. Men det er stadig tosset.

Anyway - artikel om konsekvenserne af rumturisme, en space law blog!, et essay af Freeland om hvorfor australsk rumfart er gået i stå, Adelta Space Law, et firma specialiceret i rumret... - søg selv videre. Og husk at se op!

Etiketter: , , ,


@ Den tavse Jord

I godt og vel 80 år har Jorden gjort sig bemærket. Ikke i nogen betydning af ordet, som kan rumme en hverken positiv eller negativ kvalitativ vurdering, vi kan forstå. Men præcis som vi selv forsøger at gøre det med SETI, har levende væsener andre steder i ca 80 år kunne både se og høre, hvad vi går rundt og laver.

Men radio og TV-bølger bevæger sig ikke hurtigt nok på 80 lysår til at kunne nå en planet, vi kan antage er beboelig for andre såkaldte intelligenser, så med mindre nogen har placeret relæstationer for vore signaler derude, som vi har gjort det med vore satellitter, er popcornspisning til vort jordiske liv primært forbeholdt intelligensformer på gennemrejse i vor del af Mælkevejen.

Vi har dog fans derude, ingen tvivl om dét. Fans af Jorden 24/7. Dén, der fatter, at nogen kunne lade sig fascinere af Plantageejerens Datter i 900 afsnit, burde ikke have besvær med at godtage forestillingen om en fanskare, som i flere generationer har byttet optagemedier med sjældne optagelser af jordelivets glæder og sorger.

I dag flytter vore radio- og TV-transmissioner i stigende grad over på kabel, og vi sender derfor færre og færre timers repræsentativ kultur ud i rummet. Ca. samtidig med nærværende blogtransmission vil vore fans i rummet være begyndt at opdage, at kvaliteten og frekvensen af den sitcom, de har fulgt i næsten 80 år, er for nedadgående. Inden så mange år, vil stort set kun trafik- og militærkommunikationsfrekvenser forlade Jorden, hvilket stort set må svare til, at vi var tvunget til at finde vores underholdning ved at ringe til kommunekontoret.

Hvad gør fans, der bliver svigtet af produktionsselskaberne? De klager.

"Bare vent".

Gid jeg kunne sige dét. En sammenrotning af fans som med Farscape, og Firefly. Men som med alle andre serier, der langsomt fiser ude, finder fansne andre vandhuller at drikke ved. Andre frekvenser. Andre kanaler.

Sidste sæson?

Etiketter: , , ,


@ intet kommer af intet

"... So, in this picture, you are about to see, you'll see the culmination of a long series of such desires to look into the Earth. One might well believe philosophically that some ancient culture, engulfed through some great upheaval of nature, might linger on, in some "pocket" of Earth. This is science fiction, of course, it's a fiction. It is a fable, beyond fiction, for I think if you will study this picture, when it's over, you'll realize that this is more than just a story told - it's a fable of meaning and significance, for you and for me, in the 20th century."

Dr. Frank C. Baxter
Professor of English, University of Southern California

i indledning til


se den som fototegneserie

Etiketter: , ,


@ Saint Phil - Philip K. Dick og T.O.E.

Benjamin Walker har en Teori om Alt (en TOE er et begreb fra fysikken, der dækker... Ja, netop en kobling af forskellige teorier til en helhedsteori) og podcaster bl.a. forskellige interviews og snakke-shows, hvoraf jeg her vil anbefale dette, der begynder i en tatoveringsbiks, hvor han er i færd med at få spraydåsen fra PKDs UBIK tatoveret på armen... talk about dedication eller vanvid...

Find den i afspilleren i højre side.

Benjamin Walker's Theory Of Everything
Saint Phil, direkte link

Etiketter: , , , ,

@ bloggerloops og science fiction

Skulle man have lyst til at læse mere om science fiction som oplevelse, følelse og begreb og om bibliotekernes stilling til "fænomenet", kan man gå i loop med denne lange tråd - på fanzine.dk, som henviser tilbage hértil, skønt så vidt vidende endnu ikke til nærværende faktiske indlæg, da indlægsskribenten dér ovre endnu ikke ved, at jeg bevidst sender trafik i snævert sigte til et enkelt indlæg, hvor jeg selv kommenterer, men måske kan jeg nå at komme derover, inden nærværende indlæg er publiceret på min FTP-server, og sige et eller andet nyt begavet, før det er for sent og det først vil blive læst næste gang, nogen linker dértil eller til dette indlæg? Eller hvad?

Jeg stod bare HVAAD?!

Etiketter: , ,


@ Farvel til fremtiden 4 - Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick... så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion - en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk - gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60'erne til sin død i 1983 - som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed - hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

"Reality tunnels" - dét, at man som menneske "ser ned ad en tunnel", hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet - hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads - i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til - måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker - trods at vi ligner hinanden så meget - tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at "virkeligheden" udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen - der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes - stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre - indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen - lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv - og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb - kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.


Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med - og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet...

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne - også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten - hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio - In pursuit of valis - selections from the exegesis
autobio - selected letters vol 1
autobio - selected letters vol 2
autobio - selected letters vol 3
autobio - selected letters vol 4
autobio - selected letters vol 5
bio - the shifting realities of philip k dick
bio - Philip K Dick in his own words (interviews)
bio - PKD, A Philip K. Dick biography
bio - Starmont Reader's guide to PKD, by Hazel Pierce
roman - bladerunner (på basis af filmen)
roman - confessions of a crap artist
roman - cosmic puppets
roman - gather your selves together
roman - in milton Lumky Territory
roman - Mary and the giant
roman - puttering about in a small land
roman - the broken bubble
roman - the dark haired girl
roman - The man who japed
roman - Valis trilogy
roman - World of chance
noveller - A handfull of Darkness
noveller - en håndfuld mørke
noveller - Best of Philip K. Dick
noveller - book of pkd
noveller - Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller - robots, androids and other mechanical oddities
noveller - Second Variety, collected stories 2
noveller - The days of perky pat, the collected stories 4
noveller - The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller - the father thing, the collected stories 3
noveller - the preserving machine
noveller - the turning wheel and other stories
noveller - vintage PKD
noveller - writers of the 21st century: PKD
skuespil - ubik, the screenplay

Etiketter: , , , , , , ,


@ Velvilligt indstillede anmeldere

som jeg har bidraget til med 3 fortællinger, er på scifisiden.dk blevet anmeldt af Janus Andersen, MetrOrd af Brian Storm og af Jeppe Larsen på Interstellar Sysctl.

Personligt takker jeg for velvilligheden til at acceptere mine eksperimenter.

Andre bidragydere er Jens Blendstrup, Richard Ipsen, Stig W. Jørgensen, Steen Knudsen, Lars Konzack, H.H. Løyche, Michael Erik Næsby og Flemming R.P. Rasch.

Den kan erhverves gennem forlaget Ny Sciencefiction for blot 98 kr.

Etiketter: , , ,

@ Todorovs fantastik - læseren på glatis

Forlaget klim har genudgivet strukturalisten Tzvetan Todorovs banebrydende bog om fantastikken, den fantastiske litteratur (Klim, 2007). Den er ikke dyr.

Med fantastikken befinder vi os i et mellemrum, omgivet af det overnaturlige på den ene side, eventyret, og det rationaliserede på den anden, gyseren.
"Det overnaturlige som præmis for historien, som vi f.eks. ser det hos Tolkien, anerkendes fra første side. Derfor undrer hverken læseren eller historiens aktører sig. I gyseren, f.eks. Mary Shelleys Frankenstein, frembydes derimod rationelle forklaringer på hændelser, som i første omgang kan virke overnaturlige. I de to yderpunkter er ingen rigtig på glatis.

Det er midt imellem disse to genrer, at Todorov finder det fantastiske. Her, hvor læseren tøver: Skal han, eller skal han ikke, tro på det han fortælles? En tøven mellem "l'imaginaire" og "le réel".

Det fantastiske som genre er således flydende, fordi dens fortælling eksisterer i grænselandet mellem det forestillede og det virkelige."
(Parafraseret citat fra bibliotekaropgave af Tue Gaston, "Store fortællinger og moderne amerikanske tegneserier".)

I Den Store Danske Encyklopædi defineres den fantastiske fortælling således:
"En fortælling, hvori overnaturlige fænomener med foruroligende realisme rokker ved hverdagsvirkeligheden. Den er således forskellig fra trylleeventyret, hvor det overnaturlige er forud accepteret."
Todorov svæver mellem linierne i denne definition, og han er da også nævnt andetsteds i artikelen.

(mange tak til Tue Gaston)

Etiketter: , , ,


@ Farvel til fremtiden II: Hvis nu, hvad så? og PKD

Man er næsten nødt til at tro det, før man ser det. Så, prøv lige dét: Danmark med en interesse i andet end sig selv, i rummet over vore hovedet, dét man ikke kan se, det fremmede, det ukendte. Prøv alvorligt at tro på det, og klik så på indlæggets titel øverst.

Der er en heftig, seriøs grund til, at jeg lægger min lille samling i offentlige hænder: Vi tænker for småt her i landet - grundlaget for oversættelse af science fiction ligger i hænderne på forestillingskraftløse bibliotekarer, forestillingskraftløse litteraturforslugte redaktører, forestillingskraftløse billigbogsudgivere, der derfor konsekvent kommer for sent til alle væsentlige nye udgivelser - for sent, fordi alle der faktisk læser science fiction, og det er ikke et fåtal, for længst har købt dem på engelsk eller tysk, før tanken rammer en forlagsmedarbejder, der kan begrunde en anbefaling med, at den pågældende bog da har litterære kvaliteter eller ligger på bestsellerlisterne i andre lande...

Men rent bortset fra, at det altid er rart, når der er tænkt over sproget, er det overhovedet ikke det litterære aspekt, det handler om ved science fiction. Det handler om at åbne døre til nye måder at tænke på, ved at forestille sig. Sige: Hvis nu, hvad så?


Har siddet og ordet det sidste af indskrivningen i den database, som udgør grundlaget for overdragelsen af "den krabat'ske samling" til biblioteket. Det aller sidste var at tjekke om alle Philip K. Dick-bøgerne var der - de havde i modsætning til 3/4 af samlingen ikke været været pakket ned pga. pladsmangel. Og det var fandme med blødende hjerte, at jeg overgiver 50 af hans 58 romaner til offentlige hænder, der vil behandle dem præcis som alle behandler biblioteksbøger: Råt, brutalt, æder, skider, drikker, ryger hen over dem - fordi læsning foregår i det lukkede, private rum, hvor det SKAL foregå. Så, der er ikke noget at gøre. De må holde så længe de kan. Og indtil samlingen er udryddet af almene bogovergreb, håber jeg, at denne mester ud i bevidsthedsafsøgning kan have givet et par mennesker en fornemmelse af, at alting ikke er så fandens konkret endda, som vort lille beskyttersamfund byder os at tro.


i øvrigt er det ikke kun lille Danmark, der lider under det. Den britiske The Guardian kårede de tyve vigtigste bøger "for nørder" i 2005. Listen følger hér, og jeg kan så glæde alle nørder med, at der er 16 af de nævnte i samlingen, som snart bliver tilgængelig fra biblioteket.

1. The HitchHiker's Guide to the Galaxy -- Douglas Adams 85% (102)
2. Nineteen Eighty-Four -- George Orwell 79% (92)
3. Brave New World -- Aldous Huxley 69% (77)
4. Do Androids Dream of Electric Sheep? -- Philip Dick 64% (67)
5. Neuromancer -- William Gibson 59% (66)
6. Dune -- Frank Herbert 53% (54)
7. I, Robot -- Isaac Asimov 52% (54)
8. Foundation -- Isaac Asimov 47% (47)
9. The Colour of Magic -- Terry Pratchett 46% (46)
10. Microserfs -- Douglas Coupland 43% (44)
11. Snow Crash -- Neal Stephenson 37% (37)
12. Watchmen -- Alan Moore & Dave Gibbons 38% (37)
13. Cryptonomicon -- Neal Stephenson 36% (36)
14. Consider Phlebas -- Iain M Banks 34% (35)
15. Stranger in a Strange Land -- Robert Heinlein 33% (33)
16. The Man in the High Castle -- Philip K Dick 34% (32)
17. American Gods -- Neil Gaiman 31% (29)
18. The Diamond Age -- Neal Stephenson 27% (27)
19. The Illuminatus! Trilogy -- Robert Shea & Robert Anton Wilson 23% (21)
20. Trouble with Lichen - John Wyndham 21% (19)

Etiketter: , , , , , , ,

jeg læser: Karl Schroeder "Permanence"

Science fiction.

Hovedproblematikken er spørgsmålet om bevidsthed: Er bevidsthed blot et evolutionsstadie, som siden passeres, når den biologiske udvikling og truslen mod livets beståen fra omgivelserne kommer i balance? Altså, hvis vi som biologiske væsener lever i overensstemmelse med, hvad omgivelserne stiller af krav og byder af muligheder, vil vi da holde op med at kunne erkende os selv?

Synops: Menneskene har længe ledt efter fremmede livsformer, der er som vi selv er. Har fundet en del livsformer, men der er altid noget, som adskiller os fra dem, så vi ikke er i stand til at kommunikere. Ikke kan bygge bro over. Og de meget gamle livsformer, vi er stødt på, som længe har været alene i universet, forekommer at være smeltet sammen til én bevidsthed, dvs. ingen bevidsthed, som reagerer med voldsomhed, når den opdager noget, der er fremmed fra den selv.

Jeg aner, hvor problematikken bærer hen (1/3-del igennem bogen) - mod spørgsmålet om det mulige i opretholdelsen af bevidsthed gennem samarbejde med og accept af det fremmede. Måske tager jeg fejl i min vurdering, men god science fiction er altid en spejling af nutidige problematikker og konflikter - hvilket hér ville være et billede på samarbejdet mellem de forskellige menneskelige kulturer, religioner, kulører, køn, sociale preferencer.

Med udgangspunkt i den centrale problemstilling, kunne man også se det som et billede på middelklassen, der har fået deres velstand og relative tryghed foræret af klasse- og arbejdskampe, demokrati og administration, og derfor er kollektivt faldet i søvn hvad angår at handle kollektivt i forhold til deres klasses placering i verden, dvs. den enkelte er uden for bevidsthed om, hvad der opretholder hans/hendes egen placering økonomisk, socialt osv. og kan således kun handle med frygt og aggression, når noget nyt melder sig (truende) på banen: Fremmed religion, fremmede vaner og måder.

Etiketter: , ,


@ Farvel til fremtiden

Jeg er ved at realisere fremtiden. Dette indbefatter at skille mig af med min 1000+ science fiction-bogsamling. FUCK, det er smertefuldt. Men klipning af navlestrengen er altid svært.

Lyspunktet er så til gengæld, at det er et københavnsk bibliotek, som overtager samlingen. Endelig, vil jeg sige.

Det er 4. forsøg - Guldbergsgade, Hovedbiblo, og Blaagaarden for 4 år siden - og det var lige ved at lykkes på Guldbergsgade, men de kunne ikke love, at samlingen ville blive stående fremme, så det takkede jeg nej til. Men betingelsen for bibliotekets overtagelse er, at jeg lader mine 53 Philip K. Dick-bøger indgå... Det er min ven, bibliotekaren, der står fast på dette punkt... Det svarer nærmest til at skære en arm af - men hvor er det godt, at man har venner til at hjælpe én hen over de svære bump.

I disse dage gøres der plads til samlingen på det pågældende bibliotek, så i lyset for enden af tunnellen ser jeg unge og ældre kæmpe om de bedste af bøgerne, og sidde behageligt og drømme drømme, der er større end menneskene hver for sig.

Hovedparten af "den krabatske samling" er paperbacks, som har notorisk kort levetid, men mit eget håb om at presse en spekulativ kile ind i unge menneskers tankegang bakkes op af de progressive bibliotekarer, der indtil videre har midler til også at forny og forbedre samlingen. Hovedparten af min samling er af ældre dato, dvs. fra en tid hvor der var mere gang i grundlæggende filosofiske overvejelser om dét at være menneske, etik, bidraget til samfundet, samfundets påvirkning af den enkelte osv osv. I dag er science fiction-genren overvejende mere sammenskrevet og problemstillingerne ikke så åbenlyse - og fortælleformen mere båret af "den gode historie" end af egentlig litterært drive.

Menmenmen... det er stadig som at skære i mig selv at sidde her og sige farvel til hver eneste bog. Jeg mærker det dog nok først for alvor, når der ikke længere er bogstabler på gulvet - og det er formodentlig meget godt, for overhovedet at give slip... men 22 hyldemeter. Fuck, altså...

Etiketter: , ,