jeg spiser kogt, frisk pasta stegt på panden i smør opblandet med den yderste del af gran padanoen, der ikke viste tegn på mug, vendt med resten af artiskokpestoen – jeg måtte rejse mig for at se, hvad det er den hedder, denne grøntsag eller frugt eller hvad det nu er – samt to hele æg og masser af peber på, det smager fint, men ikke som forventet af smør pasta gran padano æg artiskokker og peber, faktisk ved jeg ikke, om den smag findes overhovedet.
og som mit måltid ér mange litterære blogs. Det er et ophold, et værdigt ophold, tror jeg, jeg vil kalde det. Selvom jeg oftest gerne selv vil have lidt flere informationer at syntetisere af. Jeg finder sjældent mig selv i grublen over poesiens væsen. Og overvejer i så fald sjældent, hvor den går hen, poesien, for den altid vil være her, er jeg overbevist om. Så længe der er mennesker, vil poesien komme og gå i bølger. På den ene eller anden måde, med det ene eller andet udtryk.
Er det forkert med sådan overbevisthed – for hvad kan man så se at kæmpe for? Nej, overbevistheden er fin fin; det er givet konklusionen, at der så intet ér at kæmpe for, der er mangelfuld:
Kampen foregår ved at læse digte. Ved at skrive digte. Ved at lytte til digte. Som sådan er det nemt.