Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.
Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.
Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )
Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.
Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!) Continue reading “dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)”