Polaroid – Kødsamplinger, 1996-1999

Januar 1996 begyndte jeg at lave disse Polaroider af pornobilleder, jeg hentede på nettet.

Det kostede et arm og et ben i telefonregning over de tre måneder, hvor jeg opdagede pornosites – og hentede billeder til moro og inspiration, på mit 28.8-modem…

Øj, det gik langsomt. Selv med den tids øjne. Men spændingen… Spændingen over, hvad der mon kom igennem fra Usenet!

Samtidig lærte jeg så min grafikprogram at kende, Graphic Converter, som blev det første program, jeg købte en licens til.

Uden for sneede det i flere måneder. Inden for var der varmt.

Polaroid – Kødsamplinger, 1996-1999

Anmeldelser: alle veje fører til Magtenbølle

3. bog

Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994

af Per Højholt

Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?

At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.

Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.

På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14

af Connie Bork

Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.

Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet – andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma ‘vi flytter alt, selv i morgen’. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.

Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994

Digte. Lidt om den ægte vare – og den anden.

Af ULRIK HØY

Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter – hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.

Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.

Det mærkes ikke hos Erik Stinus – og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.

Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris – og det skal der – så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.

POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.

Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.

Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:

Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie

Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.

PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer – i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?

Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.

HOS Kenneth Krabat går det – som navnet antyder – akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!

Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér – og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9

af Jens Hjøllund

I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord “intenerarium”, som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber – i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de “lukkede øjnes stille magi” ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af “sorte” huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er “forankret bag en velkendt moles bolværk”. Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok – og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.

Produktionen af “alle veje fører til Magtenbølle”

Mit svendestykke af en bog, tror jeg. Udgivelsen blev fulgt på vejen af et præsentationssamarbejde med generøse Henrik Hannibal, som udmundede i “Magtenbølleturen”, 8 performanceteater-busture rundt om Københavns centrum á 20 minutter, hvor 15 mennesker gjorde deres ypperligste for at fremstille bogens essens (se “natten swingede langsomt”).

magtenbølle-dagbog 1992-1994 – om livet rundt og op til endelig at finde et forlag – Gyldendal … – for så at få bogen antaget uden at nogen pillede i den.

alle veje fører til magtenbølleBETA, Sidste betaversion af bogen, før den endelige udlugning, dec. 1993 [pdf]

alle veje fører til magtenbølle, trykfærdig version, uden endelig boglayout, juni 1994 [pdf]

Natten swingede langsomt, “livspoetik” (1994) – Om den fælles rejse, vi gør hver for sig; der også er en redegørelse af, hvad Magtenbøllekonceptet er, som det kom til udtryk i Magtenbølleturene omkring København. Første forsøg på en poetik, eller poetikken lige da.

Omstigning til verdensforståelsen” – foromtale af Magtenbølleturen i Politiken

Anmeldelser af alle veje…

det uundfangne barn (1994, Bogmarkedet 35/36) [pdf] – i forbindelse med lancering af “alle veje fører til magtenbølle)

Magtenbøllehymnen [musik: Henrik Hannibal, tekst: Kenneth Krabat] [links følger]

Magtenbøllekataloget [link følger]

Det grædende Barn [link følger]

Program [link følger]

Præsentation til at skaffe midler med [link følger]

Carlsbergs Idélegat [link følger]

Den dag kineserne ikke opfandt krudtet (prosa, ufærdig)

Det har sikkert været en lørdag, hvis man da overhovedet har lørdage i Kina, og hvis disse særlige dage, som i lande, der er mig bedre bekendte, da overhovedet gør nytte som pusterum inden den videre opretholdelse af livet atter begynder mandag morgen (hvis man har mandage…?)

Jamen, lad os antage, at kineserne har lørdage, og at de bruges til dette vigtige formål: at puste ud i, mens man drømmer om flere dage at drømme i, for eksempel flere lørdage, vel vidende at disse aldrig kommer på normal vis. Og så hilser vi på Chan (bare rolig; jeg tror næppe, han bemærker vor eksistens), som netop på denne lørdag, nogle timer forinden i det rum, vi ville kalde husets kontor, havde efterladt sin herre i dyb meditation, vel vidende at denne for de mest fortravlede så vigtige beskæftigelse efter al sansynlighed ville vare frem til aftenmåltidet, hvorfor han var fri til at gøre akkurat dét, han havde mest lyst til.

For tiden er det brag. Ja, brag, voldsomme lyde, men ikke hvilke som helst lyde, ikke hvilken som helst voldsomhed. Han vil lave brag, der lyder af noget, store brag, mægtige brag, men de skal lyde præcis, som han vil have dem. Han ønsker ikke at efterligne naturen, nej, han vil bortskaffe forudsigeligheden, bragene skal være hans og de skal brage, når som helst han måtte få lyst til det.

Egentlig er det meget simpelt:

En dag, sikkert en lørdag, havde han ligget på en nærliggende eng og studeret himlen med stor alvor. Ikke, at han vidste, at han gik alvorligt til værks, endsige at han gik til værks; havde nogen spurgt ham, hvad han lavede dér, havde han vel blot svaret: Jeg ser på himlen og skyerne og nyder solen og lugten af græsset og… Nej, muligvis ville han ikke svare så aldeles uddybende – men han havde ligget og studeret himlen og skyerne med det intense nærvær, som kommer af ikke at bespørge meningen med sin eksistens og blot være spørgsmålet, som er forudsætningen for liv. I det fjerne havde han set en sort bræmme af tordenskyer nærme sig ganske langsomt, rigeligt langsomt til i ro og mag at kunne studere kontrasten til den blomsterblå himmel over ham. Og med ét var spørgsmålet slået ned i ham: Hvorfor tordner det ikke, når himlen er klar?

Nu var han endnu ikke kommet på kant med guderne og kunne derfor tillade sig undersøgelserne af en gudelige mekanik, og da verdens navle lå godt fem centimeter over hans egen, kan man godt sige

alt i alt temmelig uhindret tænkende

Nej, spørgsmålets indhold var kort og godt: Hvorfor? Altså: Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke få det til at tordne? Hvorfor skal jeg vente på regnskyerne? Hvorfor kan jeg ikke ligge her og nyde varmen og lugtene og så høre torden uden at skulle tænke på at være nødt til at gå i læ for regn og kulde? Hvorfor er verden ikke min at befale? Hvorfor er den ikke det?

Jeg garanterer for, at det spørgsmål satte mere fut i ham end en hvilken som helst længsel mod karneval eller helligdag havde gjort det tidligere. En veritabel stormvind blev han – og alle ledige øjeblikke sidenhen, og det er ikke mange, kan jeg godt fortælle, brugte han på at forsøge at skabe et brag, som skulle være mindst lige som tordenen, men aldeles under hans kontrol.

Nu var han jo ikke dum, og for at få et indblik i hans problemløsningsproces, er her et udpluk at hans liste, hvor man tydelig kan se, at han ikke lod mange muligheder uprøvede:

kaste sten fra bjerg eller andet højt sted: Upraktisk. Man kan ikke slæbe et bjerg med sig, eller være sikker på¨at finde et højt sted, når man får lyst til et brag. Desuden får man ikke nær samme glæde af braget, som dem der står nedenfor

knuse en masse glas samtidig: Upraktisk, da jeg ikke selv har noget at smadre, og udsigterne til at jeg får råd er lange – men interessant at prøve en dag.

punktere en oppustet svineblære: Virker ikke, hvilket vist er meget heldigt. Luften bare siver ud, som den gør det når svinet er i live.

klappe hænderne hårdt sammen: Godt i en grotte, men der uden for er det mere smerte end nydelse.

klaske to metalplader sammen: Praktisk og variabelt, men trættende efter en tid.

DIGT: lunas vugge

fuldmånenat og luna i sit venstre kvadrat lyste gaden op. En ridder kom gående, ringlende, raslende. Skikkelsen standsede ved et busstoppested, kiggede længe på tidstabellen og så… genlød gaden af skarpt metallisk klik: to harniskklædte fingre havde knipset. Det var sikkert af ærgrelse, ihvertfald blev skikkelsen ikke stående, men skramlede varsomt ned ad gaden i retning mod søen og planetariet. Fornuftigt, vil jeg sige – der kører ingen natbusser på denne strækning.

overfor insisteredes flere steder på at gøre natten mørkere – “er det nu de forbandede unger igen, fægter med træstave og skraldespandslåg midt om natten, har de ikke bedre at tage sig til, skal de ikke i skole, nej, Manfred, Ole, Torkild, Lars-Peder, Esben, Erik, Peter, Hans-Henrik, de har jo skolefri, det er jo juledag i morgen”, og én efter én slukkedes de gule gaskegler, natten vendte tilbage mørk og mild, forstyrrede ægtepar søgte tilbage mod hvilen, og fra et stykke nede af gaden hørtes endnu lyden af fægtende børn, der ikke kunne sove for bare spænding.

her slukkedes så min lampe – for mig bliver det aldrig mere jul – men jeg vil gå en tur i morgen – det gør jeg så sjældent – og jeg elsker sne. Bare det nu sner i nat. Jeg vil drømme om sne, og sove i snebunker højere end min far. Sove fastholdt og drømme. Sove inde i en kæmpe snemand og drømme at jeg er vågen og snemester med en magisk stav af is fra Antarktis.

Jeg tror nok jeg sover nu.

DIGT: opløst til metafor

jeg opløses. disse øjne jeg peger. mine øjne ind i mig. tilstrækkelig dækkende metafor ønskes. opløses. jeg ser og ser ikke. ingenting at forstå, intet at frygte. dækkende metafor ønskes. omgivet af en aura i gul, ser jeg intet? ser jeg intet, må jeg opløses? i spørgsmål, for det er dem og det er dem og det er dem. som er intet og ingenting. jeg ser alt (det hele) men, ingen tror mig. øjet der ser, You know. dækkende metafor, tak. intet tror jeg. jeg ved, jeg ser. og intet kigger igen, ingenting. jeg duer ikke. jeg er øjne, jeg er ikke brugbar. jeg er øjne jeg ér ikke jeg er øjne jeg er opløst, nu. til syn.
Dit.

DIGT: i anden poetens

i låsen som en nøgle
to kopper
te af brudte flader
placerede
her donerede
ukvikke øjenposer
mens årene forsvinder
i slowmotion-fastmotion
trangen til at mærke efter
i mørkerum og stivnede former
uformgivne
alene
med ét ben trukket op
et andet løftet fra sumpen
svamp suger vand
sand
sand
man
går alene ind i mørket

står på tærskelen
langt fra alene
langt fra noget som helst
stramme regn¬bælter endnu et hul
og ét til
klemmer vejen hertil fast om sig selv
man
går alene ind i mørket

DIGT: symfoni for hval med tække

Der er fest i den flydende tunnel, ingen venter, musene piber, glæde svinger partnere rundt, men den pensionerede fyrbøder i hullet er tilfreds med at ånde, signaler til fremmede lande, langt borte, fremmede lande, “se, mor, skyer som taler. Se, mor, se!” Der er ingen til at svare, det er længe siden bjergryggen kastede sine ribber, fundne men glemte ligger de på banens hittegodskontor, spiller stille for sig selv, små rystelser som tog i anmarch… og og og hobe af benrader tilspørger uret, suger falsk luft ind, gylper af kulde… små rystelser i betonen, i et land, langt borte, “mor, hvornår kommer toget, hvornår er vi hjemme? Hvornår, mor? Hvornår?” små rystelser, små

DIGT: landflygtig

Han opdager at bordet bølger, alt er normalt, bordet er jo hav, for alle bølger fødes vel i havet. Men hvad om en klippefast hånd i opportunistisk higen efter revolution skulle røve kraften i sansningen, forankre havet til jorden? eller værre endnu, selv begynde at skælve, og kraftløs give bevægelsen adgang, rytmisk bølgende og uhindret voksende til en bjerghøj tsunami, der udiskriminerende underlægger sig alle egne af legemet og slutteligt kapsler øjnene ind? Han opdager at bordet endnu bølger. Ja, han er landfast, jo, han er i sikkerhed.

DIGT: ultimativt egern

som den bølger mellem parterne, er legen den ultimative opfyldelse af øjeblikkets behov, intet ord er betydningsformindsket i samme grad som ultimativt, legen bølger ultimativ, intet ord er her så træt efter leg som leg, ultimativt bølger, på fortove på pladser mellem høje ege hvor kun egern kommer, rette æt, intet bølger, kun egern i leg, leg er egern som skyer på himlen, leg er egern, egern, ultimativ leg

DIGT: nattesyges sjælesorg m.m.

så kortlevende, at den næsten ingen forbrydelse er, burde ikke opfattes som en forbrydelse

utålelig adfærd gjort tålelig gennem vedholdende umage uformåen generelt hvad angår identifikation og behandling af utålelig adfærd

stødvis pumpen i lytterør ført ud under Atlantens bund, hvæsen, sug over kilometer og kilometer i vand, talestrømme landfaste

gnidningsfri gliden fra skeden til begyndende dulmen de nattesyges utålmodige venten, væk fra den ene af to fastgroede positioner mod den anden, igennem og vækmod, i skede igen, måske, farvel

bulder, et tårn rasler i kæderne, jorden smiler, giver tårnet fri, sænker landskabet, giver gammel horisont ny beundrer, tårnet, ser

afsked med vennerne, vennerne siger vi, vennerne er her da altid, de lever i os, følger os på toilettet, børster tænder retvendt, vasker tøj, piller næse, gør nar af det naragtige, dør med os, vennerne dør med os, vi dør når vennerne dør, vi pudser os alene

ét er moro, et andet at le med vidtåbne tænder

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed

grøddag nr. 1

jeg er inde under ovnen, og da jeg rækker op og ind gennem hullet, og griber fat om bagerste gasrør, glider fingrene i en klistret grød, klumpet fuld af hårde partikler. Denne grød er lunken. Bliver varmere i mit tankerum, kommer ingen steder fra, men kommer alligevel. Varmen dækker min arm, følger den ud, drypper ned på min mave. Og videre, ned på gulvet. Der bliver blot mere og mere, og jeg er stivnet i min tid, måske finder dette slet ikke sted. Måske er det en tanke, som varer et sekund. En varm tanke, som dækker køkkengulvet, planer 7 gradersfaldet ud og… Er det mennesker, jeg ser komme ud af de små hårde klumper, små mennesker med flag, ja, det minder om mennesker, men disse smiler. Kunne jeg blot slippe røret, og hilse dem, supræm indbygger nr. 2 på Jorden hilser jer velkommen. Men nu tager de små pistollignende tingester frem, og peger på hinanden, og trykker af og falder om, døde, tror jeg, ned i grøden. Og jeg følger de små legemer. Mens grødbølgen langsomt bærer dem ind i stuen. Mens de synker ned i den rødbedefarvede grød. Det er ikke så fandens poetisk, men det finder sted.

et lille skridt for h.s.s. (prosa, ufærdig)

Egentlig kunne det vel hænde for enhver – altså dermed ment, at skønt behovet sagtens kunne udtrykkes i en bevidst handling, var kontrol ikke en forudsætning.
Men altså: Torsdag, den foregående uge, var han begyndt at bevæge sig i cirkler. Rundt og rundt og rundt, i store og små cirkler omkring centre, som ikke nødvendigvis var i fase; hverken tid eller rum. Det var ikke spiraler – dertil var cirklerne hinanden for uafhængige. Enhver passage fra cirkel, skønt en sjælden forteelse, foregik som astronautens svæven i rummet, roligt, som den stivnede krops opstigen mod overfladen, ufravigeligt, som at måtte ånde, en drift lavere end instinktet, denne vej, lige ud, i en bue – men bryder altid bevægelsens retning (begejstring) i en bue, men selv en bue er lige ud fortsat det er lige gyldigt, hvor man ender.
Og det er det. Når han forlader sin cirkel. Enhver anden. Dét er målet. Indenfor og udenfor. I cirkler og i cirkler.
Når han lander på ydersiden, og dét uanset han kommer indefra eller udefra, må han finde balancen. Har han længe opholdt sig dér, han kom fra, sidder denne cirkels hastighed ham i rygmarven og han må justere sig til de nye forhold, som altid er hurtigere – indad – eller langsommere – udad; altid hurtigere og langsommere, og tyngden er en anden.
Han har kunnet drive i æoner uden at tænke over det, men nu er han begyndt at mærke efter – tanken, at mærke efter, er blevet en besættelse hos ham og hans fødder og ben retter sig, søgende, suger, og, straks, dér, er en ny cirkel under fødderne, og han vakler, svømmer med armene, danser lidt til ære for de nye forhold, vænner sig dertil eller lægger hurtigt fra igen, i et sæt, ud eller ind.
Han har altid været det, men taget i betragtning at torsdag i sidste uge var første gang, han gjorde det, er det temmeligt mærkeligt at han ikke bliver længere på sine cirkler, end han gør. Mårske tror han de findes i et ubegrænset antal. Det gør de, og det gør de ikke, alt efter synspunkt, men deres antal formindskes jo mere han kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud han kaster sig ud han kaster sig ud han
Og dér svæver han igen, nu siden for lidt siden – ikke siden torsdag i sidste uge – siden for lidt siden har han haft retning. Mod sine fødder.