Digterstemmer

ja, så er jeg sprunget ud i det. Har købt sitet digterstemmer.dk – efter at have tænkt over det i fire år: Gider jeg bruge tid på det – sidder i forvejen for meget foran maskinen – er der brug for det – der er så meget derude – kan jeg finde ud af at organisere medarbejdere og bidrag – aner det ikke, men så er det forsøgt.

En væsentlig del af det er en netradio kun med digterstemmer – tanken er, at man kan sætte streamen på, og så gå rundt og høre digte. Spørgsmålene om kvalitet og variation melder sig, men det er bedre at høre stemmerne bag digtene end ikke. Nogen er fantastiske til at læse op, andre er elendige, nogen kan ikke lide deres egen stemme og gør det nødtvungent, andre er ikke til at hive væk fra rampelyset. Men de har alle det til fælles, at de er STEMMER.

Her er jeg meget inspireret af en science fiction roman af Samuel R. Delaney, som jeg har været så fri at oversætte nærværende af

http://krabat.menneske.dk/_forfatter/dhalgren.htm

samt af mit eget arbejde med improvisation og recitation. Det er for fedt at bruge stemmen, og for fedt at høre og se folk bruge stemmen. Der er rigtig mange, som ikke har et clue om at bruge kroppen til at underbygge stemmen, men one way ot the other kan man lære enormt meget om mennesker ved at lytte til skaberen af en tekst.

krabat
http://krabat.menneske.dk

KK i flyet

Er i færd med at gennemgå en vens manuskript – skulle være hans 2. bog, men forlaget afviste den. Hans blanding af dagbog og fiktiv dramatisk fremdrift får mig til at frygte for min egen fortælling. Vil jeg kunne lade historien fortælle MIG, snarere end søge at styre den med ønsket om et bestemt udkomme? Og således undgå de værste dagbogsreminiscenser? Jeg har allerede gang i HPs angst i flyet – angsten for livet, der nu pludseligt går ukontrollabelt videre, fordi han for første gang, som han selv siger det, “skal til et sted i verden, som han ikke bare kan GÃ hjem fra” (hvilket var min egen oplevelse ved første tur til sydamerika) – men når jeg ser på fortællingen, og hvor drivkraften skal komme fra, kan jeg kun komme op med den samme vage fornemmelse af styring og forståelse af vejen, som løber gennem mit eget liv!

Man kunne naturligvis, som nogle, sige – når det hele er gået lidt i stå: Er der noget, du ikke ved, så LYV! Lyv og lyv og lyv, indtil det bliver sandt; det er hemmeligheden bag al fiktion (naturligvis…)

Men jeg tror hemmeligheden for mig er at lytte. Lytte til min hovedperson, høre ham jamre sig i søvne, gå med ham på toilettet, prøve at se, hvor det er han gør tingene anderledes end jeg selv – fordi der netop ikke er særlig stor forskel på hvordan vi gør og lever og handler – forskellene ligger i de helt små ting, og det er dét, jeg skal have adskilt fra mig selv, for at kunne se hvem han er. Høre hvem han er. Lugte hvem han er. Mærke, føle, tænke som ham. Være hans stedfortræder på papiret – den, der gør ham synlig, når han rører på sig. Men jeg har lyst til at ruske i ham og skrige ham ind i øret: SÅ… VÅGN DOG OP FOR HELVEDE!!!

HP i flyet

Noter fra 1. kapitel af “Intet er Intet”, historien om HPs søgen efter hjemme.

Har i dag arbejdet med flykapitlet i den hidtil sande historie om HP, også kaldet INTET ER INTET – det er meget udfordrende, både fordi det er prosa – fordi jeg ikke aner, hvor jeg er på vej hen (har en anelse om slutningen, dog) – og fordi alle de informationer der gives (og ikke gives…) i dette første kapitel vil blive bestemmende for de efterfølgende. Præcis som i livet. Hvis man derimod er “rigtig” prosa -forfatter, forestiller jeg mig, at hvert enkelt kapitel ikke i samme grad som hér er underlagt det forrige, men snarere hver især lige frit, fordi de er baseret på en overordnet planlægning, der på sæt og vis gør skrivningen af hvert kapitel til en slags “fill in the blanks”. Måske tager jeg fejl… men jeg kan i øvrigt godt lide den struktur, at jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen med historien. Hvor HISTORIEN vil flytte MIG hen. Jeg fornemmer, og kan planlægge kapitlerne en smule, men jeg ved ikke, hvad de skal slutte med, eller præcis hvordan de spiller ind i den større historie – min rite of passage-fortælling; om storbydrengen, der må til den anden side af jorden for at finde ud af, at hans kultur har agterudsejlet ham, fordi den forventer papir på alt – og ikke anerkender hans evner, fordi han ikke har papir på dem.

Dog har jeg pt en fornemmelse af, at HP slutteligt besvimer af angst eller skam i flyet og bliver “reddet” af en dansk forfatter, der bor i Lima, som fatter interesse for ham – og forfører ham med snak om ayahuasca til at drage ud og lære mere om curanderoer og shamanisme.

Selvanmeldelse: elskede elskede

“Tegnforekomst: Ialt 55124 bogstaver, tal og tegn, hvoraf 29990 er tastet med venstre hånd på tastaturet, 22918 med højre og 2216 med enten højre eller venstre (y og b).”

elskede elskede
kenneth krabat:

der bliver sagt
jeg 229 gange, du 205 gange, vi 48 gange, os 12 gange, hinanden 124, ikke 181, og vil 157 gange, overvejende i forløb, men ikke sjældent op mod tegnsætning – komma, punktum, spørgsmålstegn, udråbstegn, semikolon. Tid forekommer ofte (tiden 34, altid 20, tid 13, fremtid 3, fremtiden 2, tidsnoktidligttider og livstid hver 1) – i forhold til f.eks. kærlighed (kærlighed 13, elske 9, kærligheden 10,forelskelse 2, kærlighedens 2, kærlighedsmolekyle1, efterkærlighed 1, elskovenforelsket og forelsker hver 1) toenhalv gang hyppigere, og sådan er det over hele linien. Men når man kalder en bog elskede elskede beder man vel selv om det?

forekomst af forkortelser –
dvs. (det vil sige) og 1 kl (klokken).

talesprogsforkortelser –
ku, 6 ka, 4 ha, 2 gi, 4 gir, 3 ska og 1 ta.

ordforekomster
12535 ord; i forhold til bogstavforekomst 3,9 bogstav pr. ord. Den store forekomst af en-stavelsesord, f.eks. 439 og, 268 at, 222 i, og så fremdeles: jegdetdererduviltilmedafen, tofordenmig, som alle har frekvenser på over 100 – angiver dog et noget højere lixtal end man umiddelbart måtte tro, alene baseret på den gennemsnitlige ordlængde.

tegnforekomst –
ialt 65642 tastetryk, mellemrum indregnet (10518), skifteknap til store bogstaver og accenter, og alt-tast til specialtegn ikke indregnet; heraf bogstavforekomst (53619) – fordelt på 20037 vokaler og 33498 konsonanter: 2707 a – heraf 2 accenterede á, 8803 e – heraf 111 accenterede é, 3150 i, 2220 o – héraf 1 accenterede ó, 909 u, 368y, 482 æ, 757 ø, 639 å, 1 ü, 1 ä, og 1898 b, 134 c, 3432 d, 1127 f, 2820 g, 1243 h, 681 j, 2022 k, 2691 l, 2138 m, 4040 n, 575 p, 1 q, 4679 r, 2550 s, 3051t, 375 v, 18 w, 7 x, 3 z, 1 ß (tysk dobbelt-s) og 3 &(eta=og); talforekomst (232) – niogfyrre 1, enogtredive 2, femten 3, ni 4, tolv 5, syv 6, seks 7, tolv 8, treogtredive 9, otteoghalvtreds 0tegnforekomst (1346) – 359 komma, 504 punktum, 136 udråbstegn – héraf 1 spansk, 132 spørgsmålstegn, 15 semikolon, 27 tankestreg, 73 bindestreg, 17 venstreparantes og 17 højreparantes, 1 hård venstreklamme og 1 hård højreklamme, 7 slash forward, 2 underscores, 17 kolon, 1 havelåge (#=nummertegn), 1 snabel@, 16 ‘gåseøjne’, og 18 citationstegn; grafik (findes ikke på tastaturet) – 2 copyleft-tegn – . Ialt 55124 bogstaver, tal og tegn, hvoraf 29990 er tastet med venstre hånd på tastaturet, 22918 med højre og 2216 med enten højre eller venstre (y og b).

tegn i afsnit –
elskede elskede 6179 tegn, åremål 5839, tid til og fra 2355, da jeg byggede reolen 7326, i virkeligheden hvad 10 og 11 1049, ialt 22748
– i virkeligheden hvad 8 og 9 2483, 1 og 1 er 4 1387, gummihud 411, todervil ABC 7668, termodynamikken udsat for vand 114, ialt 12063
– CR-solar plexus 5371, i virkeligheden hvad 6 og 71530 æggende i klar figur 636, ved håret 4915,efterår 603, ialt 13055
– CR-mellemgulv 4205, krum vej til blind lænker 453, i virkeligheden hvad 4 og 5 1028, disse uegale dage 672, kody 615, ialt 6973
CR-underliv 6361, slangesøjle 301, vandfast med havet 863, i virkeligheden hvad 2 og 3 1191, voksen hele ugen 585, ialt 9301
– jeg rød 259 i virkeligheden hvad 1 653

tomme sider –
12: s. 1/96, ss. 5/92 og 93/4, ss. 9/88 og 89/8, s. 73/24, s. 61/36, ss. 43/54 og 55/42, ss. 29/68 og 67/28, og s. 7/90.

tabuleringer –
1345 pauseindrykninger, i op til 7 tabuleringer på en linie.

antal tomme linier i tekstmassen –
210 (titler ikke medtaget som del af teksten).

tekstcentreringer –
4 tekstsider (begge titelblade, kolofon, “af samme forfatter”).

digtene
er placerede hhv. midt på siderne og med ca. 3 cm margen til venstre side eller ryg, givet optisk vurderet efter hvor lange de længste linier er.

titler –
ialt 27 digte og tekster, i syv afsnit, med fem digte i hver fem afsnit, og 1 digt i hver af to – og vignetterne som skillerum: elskede elskede; åremål; tid til og fra; da jeg byggede reolen; i virkeligheden hvad (afsn. 10 og 11); vignet; i virkeligheden hvad (afsn. 8 og 9); 1 og 1 er 4; gummihud; todervil ABC; termodynamikken udsat for vand; vignet; CORPVS REGIVS – solar plexus; i virkeligheden hvad (afsn. 6 og 7); æggende i klar figur; ved håret; efterår; vignet; CORPVS REGIVS – mellemgulv; krum vej til blind lænker; i virkeligheden hvad (afsn. 4 og 5); disse uegale dage ; kody; vignet; CORPVS REGIVS – underliv; slangesøjle; vandfast med havet; i virkeligheden hvad (afsn. 2 og 3); voksen hele ugen; vignet; jeg rød; vignet; i virkeligheden hvad (afsn.1). Digtene varierer i længde fra tolv sider til fire linier.

digtenes titel
forekommer kun i de enkelte digtes begyndelse, og er sammen med sidetal rykket ud til ca 1,5 cm fra sidekant, svagt grå-rastede titel for oven, paginering for neden.

sideantal –
96. Pagineringen er dobbeltrettet, dvs. side 9 er samtidig side 88, skrevet 9/88 på en højreside; side 10 er også side 87, skrevet 87/10 på en venstreside, og så fremdeles, så tallet tættest ryggen tæller siderne fra forside mod bagside, og sidernes yderstplacerede sidetal tæller fra bagside mod forside.

vignetter –
på s. 95/2, 90/7, 74/23, 62/35, 44/53, 30/67 – disse spiller op imod omslagets tegning af fauen der klamrer sig til Kloden, og viser en nærmest filmisk udvikling i 6 klip, hvor den lille faun på 5 af vignetterne roterer på sin klode og kommer tættere og tættere på eller længere og længere væk fra beskueren, alt efter hvilken læseretning man følger forløbet, mod eller væk fra den sjette vignets reproduktion af den stjernehobslignende eksplosion fra omslagets bagside.

indholdsfortegnelse –
der er ikke nogen indholdsfortegnelse.

1. tekstside
er en venstreside!

taksalver –
4 digtere, heriblandt 1 prominent navngivet og 1 anonymiseret, samt venner, familie, kærester, bogens redaktør og Statens Kunstfond takkes. Det angives at bogen har taget en – uhyrlig – årerække at blive færdig med.

kolofon –
rummer forfatter, forfatters email, ISBN (ISBN 87-595-2050-7), trykkeri (Nørhaven Book), årstal (2003), skrifttype (Trebuchet MS), illustrator og layout, samt forlagets web-adresse. Ud for forfatteren sidder et spejlvendt copyright-tegn? Nederst på siden er en tekst indledt med det samme tegn – som om tegnet i kolofonen var en fodnotehenvisning. Teksten definerer begrebet “copyleft”: en tilladelse givet til læseren af forfatteren til at citere elektronisk fra bogen, såfremt læseren selv giver egne tekster fri til elektronisk citat – en moralsk byttehandel, kaldet Copyleft.

citater –
Indledende: 2 (bruce lee og gregory benford) taler om flow og nærvær.

bibliografien –
forekommer umiddelbart lang, men ser man efter er kun 6 værker forfatterens personlige, mens de resterende 5 angives som “medvirken på”.

titelblad –
titlen med relativt store typer, forfatterens med mindre og en undertitel i samme størrelse – den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand. Absurd! Dog sammenbinder et lille “og” titel og undertitel – altså er den fulde titel: elskede elskede og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand. Hmmm?

indledende titelblad –
elskede elskede skrevet med meget små typer.

papir –
valset, mat, formodentlig 110 eller 120 grams, sikkert syrefrit. Smag: Jeg har ikke smagt på det, ikke endnu. Duft: Det dufter af nyt papir! Farve: knækket hvid, behageligt for øjnene. Bogen ligger i øvrigt godt i hånden, selvom den er stor.

højreflap
er farvet ligesom venstreflappen. Her står 5 udpluk af anmeldelser af andre af forfatterens bøger,…Naiv? sagde det nøgne barn, Dragens tab af hoveder, og alle veje fører til Magtenbølle. Der citeres fra hovedsagligt forfattere i anmelderrollen – Poul Borum, Klaus Lynggaard, Juliane Preisler og Per Højholt, samt Per Stounbjerg fra Standart. Budskabet er rosende, de enkelte anmeldelser hver for sig, men tilsammen forekommer tonen at rumme en snert af ironi. Tegninger af et opretstående klaver, bladet på et stemmejern og et par gavepakker anes i baggrunden, på vej ud af billedet. Nederst på flappen står navnene på illustrator og omslagslayouter: Ole Comoll Christensen og Werktoy, i hvid skrift.

venstre flap
rummer et aflangt, gulnet forfatterportræt; en mand står omgivet af hvide spisestuestole-lignende stole med dobbelt-lange ben, hans venstre hånd hviler næsten vandret på en stoleryg, den højre hånd holder noget, muligvis et bæger, cirka midtvejs ud for kroppen. Han er iklædt hvidt; er kortklippet, og har et lille tykt overskæg – ligner noget fra mormors skuffe. Undertekst: “digteren som gammel” i hvid skrift. Flappen er noget mørkere end omslaget, men gennemsigtig, så man kan se endnu to objekter på vej ud af billedet: Over forfatterportrættet en tegning af en brændende bro, underneden og halvvejs skåret af bogens kant, en tegning af en mølle.

et opslag
afslører en ca. halv meter lang, pang-rød akvarel af en smækker kvinde, der ligger hen over opslaget, med brysterne på omslagets bagside og mave og underliv på forsiden. Stjernehoben er ca. dér hvor hjertet er. Og overalt er alle objekter i bevægelse ud af billedet, væk fra stjernehoben, retningsmæssigt forbi beskueren. Nederst dækker den trykte hvide stregkodeboks for et objekt. Fy!

ryggen –
på ryggen ligger forfatter og titel i ens typestørrelse og typografi, igen i sort og hvid; et par tegnede objekter fra forsiden lapper ind over ryggen: venstre side af et åbentstående tegneseriealbum og slangen til en håndbruser. Nederst står L&R, forlagets initialer.

bagside –
midtpå ses noget der ligner en stjernehob eller en eksplosion, hvorfra objekter slynges mod beskueren – en pakke cigaretter, en “dark side of the moon”-plade, en blyant, en cykel, en afskåret hånd med fjerpen og andre ting. “(elskede elskede)” står trykt i hvidt cirka midtpå, med mindre typer end forsidens titel – teksten er optisk placeret til venstre for en stump fly-landingsbane, komplet med vindpose.

forsiden –
på forsiden er en størrelsesmæsstigt dominerende tegning af en lille trold eller faun, der stirrer ud på beskueren, mens den klynger sig til Jordkloden; dé to og en mængde andre objekter – en bruserslange, et kranie, et tegneseriealbum, en gammeldags telefonboks, en blå tyr og en bogreol med et par bøger hængende i luften ud for øverste hylde, – forekommer alle at svæve, på en baggrund af et knaldrødt hav. Omslagskartonen er blank og farverne meget klare. Titel og forfatter står ind mod ryggen; titlen elskede elskede med hvidt og meget store typer, mens kenneth krabat forholdsmæssigt står ret småt, med sort. Både titel eller forfatter er med små begyndelsesbogstaver. Nederst, også ud mod ryggen, står forlaget, Lindhardt og Ringhof, i kapitæler. Bogreolen øverst i billedet til højre og en blå og panisk tyr nederst til højre synes at være på vej ud af billedet, hvilket kunne angive at alle objekter bevæger sig væk fra noget, som måske er at finde på bagsiden.

bogen
er ret stor – måske 25 x 25 cm. Ikke just et pocketformat.

(trykt i Sentura on-line)

Anmeldelser: elskede elskede

Så gik der 9 år…

elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand

BLÆST 29, 2003, s.17 og 18
/Syddansk Universitets Litterære Fakultets Magasin

elskede elskede
af Christine Fur Poulsen

Kærlighed og parforhold. Disse to størrelser, som næsten alle har erfaringer med. Som unge, danske digtere bliver klandret for at skrive for meget om. Parforholdets lille verden, som de bliver beskyldt for kun at interessere sig for. Disse to udgør også emnet for Kenneth Krabats nye digtsamling elskede elskede. Titlen er meget beskrivende for samlingens temaer. Den består af to ord, en tosomhed, et par. Men de to er identiske og peger på en enhed. Samtidig kan ordet ‘elskede’ ses som den elskede, men også som jeg elskede, vi elskede; altså en datidsform, en fortid.

Digtene beskriver kærligheden som den kommer til udtryk i et parforhold og som den bevægelse, der arbejder udefra og ind, fra to mod én, og igen indefra og ud, fra én mod to, mod ophør og tab. De handler om kærlighedens begyndelse, midte og slutning, men selv lige efter begyndelser er bevægelsen der; bevægelsen, der fører til splittelse. Den ligger hele tiden som en understrøm, der er umulig at kæmpe imod. Bevægelsen, som går fra den stormende, altoverskyggende, vidunderlige forelskelse til hverdagen og den mere rolige, kedelige, morgengrimme kærlighed, der udgøres af parternes afhængighed af hinanden, men også bare af vanen, der gør, at man bliver sammen. Og så indser man, at det kun er vanen, og så går man, og derefter slutter det, og så står man tilbage med tomrummet.

Der filosoferes og poetiseres, som titlen også antyder, over individet overfor parforholdet. Hvor bliver individualiteten af, når man elsker helt ind til den elskedes kerne af sig selv og vice versa, og hvordan finder man den frem igen, når man pludselig står alene tilbage, og ikke kan definere sig gennem den elskede, som ikke mere er elsket eller vil elskes?

“Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel? / Hvordan siger man overhovedet / farvel?” (åremål s.17/80).

Siger farvel til hvad, kunne man spørge? Til sin elskede? Eller til sig selv? Eller den man var, mens man levede sammen?

Tiden er tilstede overalt i digtene og mellem kærligheden og parforholdet. Den arbejder uophørligt, og i elskede elskede arbejder den hele tiden ubørnhørligt mod enden, som det ses i følgende citat:

“Kan du huske / den første gang du sagde / Jeg elsker dig? / Husker du / første gang du sagde / jeg elsker dig / med stor omhu fordi du vidste hvad det betød? / Erindrer du første gang / du brugte disse tre ord / uden rigtig at mene dem? / Og derfor / ka du genkalde dig første gang / du sagde jeg elsker dig / hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt? / Husker du / om du døde lidt hver gang?” (fra “i virkeligheden hvad 5”, s 96/28)

Samtidig er hele samlingens form og struktur et billede på denne tidens bevægelse mod afslutningen. Eksempelvis angives sidetallene både forfra og bagfra – man kan altså både orientere sig om hvor langt, man er fra begyndelsen, og hvor langt fra enden. Digtet, hvor ovenstående citat er taget fra udgøres af elleve strofer af varierende længder, som er delt op og bringes to og to, løbende i samlingen fra 10. og 11. til 2. og 3., og som sidste stykke tekst i samlingen står alene strofe nr. 1 fra “i virkeligheden hvad” og viser den modsatte bevægelse – den der ikke fjerner sig fra kærligheden, men nærmer sig den og tror på den:

“min antagelse er / […] at kærligheden vil blive / […] eller som det allermindste eksistere / for uden / hvad er vi da? / jeg mener ikke kærligheden i sig selv / men en definition på kærlighed… / for hvad er vi uden denne definition / ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget / men i særdeleshed dette!” (i virkeligheden hvad 1.” s 95/2)

Budskabet eller udsigelsen i elskede elskede synes at være, at måske gør kærligheden utilgiveligt ondt, måske mister vi hver gang, vi elsker lidt af os selv, men til gengæld bliver vi rigere på små bidder af andre mennesker og deres tid. Og uden kærligheden, at tro på, leve for, leve i, håbe på: Hvad er vi i virkeligheden så?

Ud fra min beskrivelse kommer krabats digtsamlig til at fremstå som meget afpudset, meget formfuldendt og måske lidt for glat og gennemtænkt. Det er den dog langt fra; den er fuld af finesser, sjove rammer, gentagelser, udråb, talesprog, leg, rå kanter og uskønne, vulgære formuleringer. Den er alt det, kærligheden, et menneske og et parforhold også er. Krydret med en masse tør humor!


Weekendavisen juni 2003

A-KRABAT OH
Den eksemplariske outsider Kenneth Krabat er på banen igen med forholdsvis vitale variationer over den gamle traver, kærligheden, den lykkelige og den u-

Forgræmmet Granat
Af Lars Bukdahl

Det er lidt irriterende, at Kenneth Krabats nye digtbog hedder elskede elskede (hvilket nemlig ikke – efter Dan Turèlls gl. forslag – skal læses: el-skede el-skede), når hans forrige overgrundpublikation, der kom for hele forbandede ni år siden, hed noget så fantastisk som Alle veje går til Magtenbølle. Ligesom Jens Blendstrups debutnovelle-samling, Mennesker i en mistbænk, fra samme år var Alle veje en eklatant utidig bog. Som nemlig gik til ypperlige yderligheder med en eksperimenterende kortprosa, herunder – WOW! – decideret lyddigtning, der først markerede sig som tidens korrekte tone-klang en tre-fire år senere. Og nu da alle de små forkælede poet maudits ivrigt-artigt skriver eksperimenterende kortprosa, må den umulige Krabat naturligvis atter træde helt ved siden af og præsentere en stor samling tænksom, konceptuel, oprigtig kærlighedsdigtning, hvilket ærligt talt også er lidt irriterende, når man nu trofast har gået og hæget om den skammeligt oversete Magtenbølle-bogs pionér- og nyklassiker-status, dens centrale plads på den dybt decentrerede reol bagmin ryg: Hvor er dog den sorte, skæve, vrængende humor, hvor i alverden er for fanden lyddigtningen (i to små, gode bagateller er den faktisk tæt på: en, der igen og igen staver til lægemidlet ”acetylsalicylsyre” og en, der i stadig nye opsætninger gentager den ømme linie: ”det meste af natten stod de under halvtaget og lod det regne på sig”)?

Det er ikke fordi, humoren er blevet væk, men den er blevet betænkelig moden, synes jeg, kun i glimt spyttes den frem og ud som i de gamle dage. Jf. f.eks. den ene af bogens to store digtføljetoner, ”CORPVS REGVS – solar plexus”, der i fireliniede strofer indmonterer kærligheds-brokker, aforistiske såvel som ready-made’ske, mellem det faste liniepar: Krigsbørnene løber hjemmefra/ Krigsbørnene kommer hjem. Det er nemt nok at dømme føljetonen alt, alt for lang, men den opnår også et eller andet sted god, sand monstrøsitet, og på hver eneste side er der den håndfuld brokker og brokkonfrontationer (må det vel hedde?), der rimer og rammer overbevisende: ”Snakke snik, klappe kagemand mig et vist sted!/ Krigsbørnene løber hjemmefra./ Din krop er lige stor nok til os begge./ Krigsbørnene kommer hjem” Den anden, store føljeton, ”i virkeligheden hvad” (plus titeldigtet) er til og i overflod helt ærlig, velformuleret bortforklaring, et hyperrealistisk überkærlighedsbrev, der nægter at agere poesi med nogen som helst spilfærdighed. Allerbedst går kærligheden fra og til koncepterne i den mest formalistiske juleleg, nemlig ”todervil ABC”, sådan lyder h-afsnittet:

” to der vil hinanden hader krummer på lagnerne, og spiser altid kiks i sengen alene/ to der vil hinanden har standset tiden/ to der vil hinanden hilser på hinanden på trappen, hvis de tilfældigt mødes/ to der vil hinanden holder hånd på vej ind i mørket og skændes om retningen/ to der vil hinanden husker at vande blomster i underskålen, med kalkfrit vand”

Den gode lovmæssighed er her, at formalismen tvinger konkreterne i spil, hvor talen lige fra hjertet har det med at jokke løs i abstraktioner. For jeg vil også meget gerne fremhæve de to turèllske monolog-rutiner udenfor (kærligheds-)nummer, ”åremål”, en opremsning af det samlede indhold i de krabatske flyttekasser, og ”da jeg byggede reolen” en apologi for den omstændelige, krabatske reolkonstruktion, som sejt foredragende flyder over med kærlige, kantede (i monolog nr. to ekstremt reol-faglige) konkreter.

Kærligheden er konkret, har Svend Johansen engang udtalt, det samme er poesien, hvilket Kenneth Krabat udmærket er klar over, så med håbet om nye, (endnu) mere bogstavelige operationer uden (alt) for megen mimrende modenhed velkommer vi ham tilbage i Anarkistan!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Nordjyske 10.4.2003

Det år digteren gik i sort
af Jens Henneberg


[KLIK – åbner i eget vindue]

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Boganm: Kenneth Krabat: Elskede, elskede
Politiken 21 maj 2003, 2 . sektion side 2

Kenneth Krabats digtsamling letter ikke.

Af Niels Lyngsø
Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme.

Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, ‘elskede elskede’, er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme.

En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren – bogens jeg – i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande.

Krabats digteer lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke – og det er afgørende – den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for ‘vel at mærke’) og »løber ingen chancer« (frem for enten lsquo løber ingen risici’ eller lsquo tager ingen chancer’) – for bare at nævne nogle af dem.

Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge.

Så trods store – også kompositoriske – armbevægelser letter ‘elskede elskede’ ikke rigtigt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

Boganmeldelser
Berlingske Tidende 23 maj 2003, 2 Sektion, MAGASIN side 5

Krabat er ingen Turèll

Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« er tydeligvis skrevet med en stor del inspiration fra Dan Turèll, som jo kunne skrive lange, talte, rablende digte. Det prøver Krabat også i denne samling, der handler om ham selv og vist nok også om den tabte kærlighed. Men nogen Dan Turell, det er Krabat ikke. Det svinger ikke i hans lange digte, særligt ikke de flere sider lange, som oven i købet har et fast omkvæd gående:

Krigsbørnene løber hjemmefra/ krigsbørnene kommer hjem. Det er rent ud sagt en monoton og på en eller anden måde indforstået oplevelse. Kenneth Krabat har rigtig gode syrede anslag, som kunne have stået skarpt frem, men de drukner i den tungt gungrende mængde af ord. Det er tydeligvis hans poetik ikke at sortere for meget, men resultatet er derefter. »Acetylsalicylsyre/ acetyl salicylsyre/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord«. Så skulle det vel være sagt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Fyns Stiftstidende
Af Martin Glaz Serup
Digte
Kenneth Krabat: “Elskede Elskede”

“Da jeg byggede reolen/ byggede jeg den selv/ jeg byggede sgu selv reolen/ ha ha/ jeg byggede sgu selv min reol/ fandme gu gjorde jeg!”

Sådan lyder en strofe fra et af de i tung tomgang kørende digte, man kan finde i Kenneth Krabats fjerede digtsamling – den første i otte år. Selvfølgelig har digteren bevidst arbejdet med det monotone, enerverende og evigt åndsforladte for at få form og indhold til at passe sammen. Problemet er bare, at det til forveksling ligner hjælpeløshed. Og det bliver kun værre.

De indledende digte er de mindst svage i bogen. De er kalkeret over bl.a. det første digt i Dan Turèlls legendariske “Drive-in Digte”. Krabat arbejder som forbilledet med langdigtet, den lange, strømmende form, der tilsyneladende kan trække alt ind – fra det mindste i hverdagen til Gud.

Fremdriften ligger i lyden, rytmen, rimet og de “åbne” associationer, der kan opstå undervejs. Det er en slags jazzvariationer over et tema. Men her dur det ikke: sproget er slapt og upræcist, der leveres ikke én eneste original eller spændende betragtning i hele bogen, der hurtigt begraver sig selv i en syndflod af banaliteter.

Der er desværre uendelig langt fra Dan Turèlls “Éénmands razzia i Underbevidsthedens Natklub” til Kenneth Krabats navlepillende ligegyldigheder og intetsigende lister.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Dansk Biblioteks Center (03/20) 2 459 109 3 (A)

af Steffen Kronborg

Kenneth Krabats seneste trykte udgivelse er fra 1994, men i 2000 skrev forfatteren hver dag et dig til internetprojektet Dagens Digt, og det er en del af disse digte, som nu kan læses i Elskede, elskede * sammen med en stribe nye tekster. Som digtsamlingens titel antyder, er indholdets altoverskyggende tema kærligheden – og kærlighedens ophør. I tekst efter teks gennemspiller Krabat et kærlighedsforholds forskellige faser, ofte i form af replikker mellem de elskende, og i en række digte lovpriser han i besværgende toner kærligheden som livets eneste ægte værdi – trods dens udsathed for tidens eroderende effekt. Der er noget klaustrofobisk over den insisterende foukusering på kærlgihedstemaet, specielt fordi de mange ord ikke bringer læseren tættere på kærlighedens væsen. Kenneth Krabat ynder ** ræsonnerende og aforistiske formuleringer à la: “for at noget kan forandre sig/ for et givent menneske må dette menneske/ mønstre alt mod og sige NU/ og mene det”. Men sådanne sætninger end ikke ridser overfladen i afdækningen af tilværelsens vilkår – her må skarpere sansninger til.

* forkert; citat: “Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser – redigeringen af dem tager laaang tid. ” Citat slut (http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt/status/02.status.html)
** forkert; denne er den eneste i bogen. KK.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –     til top

En stor Krabat
Flensborg Avis 22 april 2003, side 6 / KULTUR

Man sluger Kenneth Krabats digtsamling “elskede, elskede” både forfra og bagfra.

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling “elskede elskede” har en faun fra den romerske mytologi haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

En ordentlig Krabat
Vejle Amts Folkeblad 11 april 2003
af Morten Tjalve

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« har en faun haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden. Lad det være slået fast med det samme, det er en meget vellykket skildring af kærligheden og tomrummet bagefter, Krabet har skrevet. Digtsamlingen er meget kompleks, hvilket mest konkret kommer til udtryk i sidenummereringen, der både tæller op og ned som et tegn på, at digtene ikke nødvendigvis skal læses forfra. Kernedigtene i samlingen, der går under fællestitlen »i virkeligheden hvad« og har numre fra ét til ti, står da også i omvendt rækkefølge og tilskynder at læses bagfra. Vel nok en anelse forvirrende, men det er på den anden side venligt af digteren at tvinge læseren til at se nogle af de sammenhænge, der er.

Digtene er personlige skildringer, af tiden efter den eneste ene er gået, og hvad der så er tilbage. Tematisk er digtene en helhed, men formmæssigt spænder de vidt: fra en enkelt kort strofe til tre, fire, fem sider, fra åbne fortællende historier til det fortættede billeddannende. »elskede elskede« er, på trods af sit tema, en af de mest oplivende og udfordrende digtsamlinger, der længe er udkommet, vel har den et par svage passager, men langt hovedparten er så interessant, at man sluger den både forfra og bagfra.

IDÉ: Alene Gør Det Ikke (fortælling i 4 dele)

at gø i nutid

Alene Gør Det Ikke – disse fire ord som udgangspunkt for en samlet historie bestående af fire afsnit, der hver for sig udforsker mulige betydninger og forhold af og omkring hvert af de fire ord – og hvert afsnit begyndende med “sit” ord:

1. Alene…
2. Gør…
3. Det…
4. Ikke…

der tilsammen danner historien om og betydningen af det samlede udsagn: alene gør det ikke.

Noter:

Alene – som tillægsord, noget man påhæfter for at uddybe – i dette tilfælde for at uddybe en fysisk eller mental placering eller eksistens i forhold til omgivelserne. Synonymer: Isoleret, udeltagende, en(e) – ugeneret, på egen hånd, selvstændig(t). Som biord: kun, blot, helt og holdent.

Som udtryk for følelse er der mange aspekter: Sejrrigt eller glædeligt alene (“endelig!”); kedsommeligt alene (“festen er slut, og gæsterne er gået…”); sørgmodigt alene (“forladt…”); frygtsomt alene (“Jeg må tale med nogen…”); panisk alene (“hvorfor kan jeg ikke nå ind til nogen?”) m.m. Det følelsesmæssige indhold opstår ud af i hvilken grad man føler sig som herre over den kvalitative opfyldelse af behovet for værdi og antal af omgivende mennesker. Og må som sådan betragtes som en relativ målestok for evnen til at forstå sin egen delagtighed i opfyldelsen af de personlige behov.
Ordet er formentlig opstået før erkendelsen af det flertallige eller fælles, og kan som sådan (måske) ses som indikator for en menneskelig idealtilstand: At være ikke-alene, dvs. at ikke være (ganske) ene, men “have” nogen i sit liv, at der er nogen for hvem man betyder noget, som betyder noget for én.

Åbninger:
– Alene tanken var nok! At nogen… – som biord
– Alene ville aldrig komme på tale… – som begreb/tilstand
– Alene bliver han nok aldrig… – brugt adverbielt
– Alene med Tom for første gang!… – brugt adverbielt i sin modsætning

Gør – udsagnsord i bydeform. Eller som erstatning for et foregående eller ikke udtalt udsagnsord som f.eks. udvirker, frembringer, duer, evner, kan, rækker, klarer, formår – og til nød “at tillægge værdi”. Eks: “Jo, det gør han”.
Uden forudgående udsagnsord vil betydningen sammen med en negation i dette tilfælde nok være “løser ingenting”, eller umiddelbart betragtet “duer ikke”. Også “går det ikke, fungerer det ikke”.

Evt. som synonym for at have afføring.

Evt. at gø i nutid, hvilket i sammenhængen skaber et interessant billede af dyret, der siger som en hund.

Åbninger:
– Gør det noget, at jeg kommer? –
– Gør noget ved det! –
– Gør mig ikke fortræd! –
– Gør dit, gør dat! Tror du jeg… –
– Gør du i nælderne,…
– Gør hunden nu igen…?

Det – et kendeord, altså noget, som refererer til noget andet, som oftest til noget føromtalt. Men i det dette tilfælde er det selvrefererende, idet dét her gælder “alt”, med negation “intet/ingenting”.
Som påpegelse: “dét må du gerne” eller “det må du gerne” i stedet for “du må gerne” og “du må gerne”.
Som aktiv vs. passiv “det gamle…” vs. “et gammelt…”
Men i denne sammenhæng som et simulakrum – ikke-refererende, selv refererende, en selvforklarende kopi uden original, en uudtømmelig skatkiste af mulige associationer.

Åbninger:

Ikke – som negation eller som biord i spørgsmål, der forventes bekræftet. Bruges også til at ophæve andre negationer i samme sætning, og til at nedtone noget positivt (underspille: Ikke dårligt!) I sammenhæng som betegnelse af det modsatte: Ikke-ryger f.eks.

Er som hér mest virkningsfuldt som sidste ord i en sætning – hvor fraværet af negationen skaber sætningen om til en halvfærdig og nær-objektiv vurdering, fungerer negationen som en personlig vurdering i forhold til noget ideelt, faktisk aldrig udtales: “Det virker – ikke”. “Det virker” er nærmest blot en konstatering, man fornemmer savnet af et tillægsord som “godt” eller “fremragende” eller “efter hensigten”, mens “det virker ikke” fratager “det” enhver kvalitet, uanset hvad “det” så er i stand til – der angives en idealtilstand, som hér ikke er opnået eller opfyldt, og ofte er det nok blot at konstatere negationen: Forklaring unødvendig, vi kender alle til ting som IKKE virker, men når de virker, må vi person-relativisere dem for at formidlingen har en værdi. Sjovt nok.

Åbninger:

Tanken er så at skrive en historie, som udforsker de fire aspekter, som hver for sig og tilsammen er mindre end den helhed, de giver anledning til. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed.

1.
Måske en historie om (et gimmick), der sætter reflektions-hastigheden i vejret, uden at man samtidig mister evnen til at handle. Men konsekvensen heraf, sålænge alle andre kører på normalhastighed, er at det eftersøgte/reflekterede ikke ikke når at finde en stabilisering i form af “de andres sprog”, at “de andre er med på de personlige symboler for de personlige oplevelser”, og at den af (gimmicken) påvirkede derfor spinder sig ind i en egen verden, som hastigt fjerner sig fra muligheden for et fællesskab, ihvertfald hvad angår at tale med ord. Skal det køres helt ud kunne man muligvis udstyre (gimmicken) med hukommelsesforøgende effekt, således at den påvirkede til enhver tid kan selv-slette ubrugelige konklusionsrækker, og returnere til tilstanden før konklusionen iværksattes… nej, vedkommende vil så blot vælge det sammen, hvis der ikke gives mulighed for erindring om de fejlsslagne konklusioner. Hmmm…

Nå, men det minder jo meget om tankerne om at skrive noget om hvad LSD gjorde ved mig, som jeg ser det – og hvad det gør generelt – det der med det hastighedsforøgende. Men hvis man samtidig påhæfter et sådant stof evnen til at handle, på trods af at refleksionen går i ét med oplevelsen/eftersøgningen, så skal
der tales MEGET varmt for værdien af at følges ad med de andre (sådan da i hvert fald), for at det ikke skal lyde som en reklame for noget, der kan gøre én bedre end de andre. Tale for overlevelsesværdien af det fælles som forudsætning for overlevelsesværdien af det individuelle.

IGEN:

tanken er at skrive en historie, som udforsker de fire delelementer, som hver for sig og for-pålydende-helhed er mindre end den helhed, de åbner for. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed/erkendelse. Men hvor længe varer erkendelse?

2.
Måske kunne det blot være en simpel historie om en ung mand, som søger efter sig selv så ihærdigt, at han lukker resten af verden ude, og derfor må komme til den erkendelse, at “at erkende” er tærsklen mellem at ville (leve) og ikke ville (leve), og at der ingen vej er tilbage til uskyldigheden. men har den historie ikke været fortalt 1000 gange?

Den kunne twistes således, at han gør hvad han kan for at glemme sine erkendelser, måske simpelthen ved at drukne dem i flere erkendelser, indtil den erkendte er blevet større end ham og begynder at få verdensstørrelse. Og her ville så atter komme forholdet til de andre, som formodentlig ville have meget svært ved at forstå ham. Der kunne komme noget meget morsomt ud af at lade ham kommunikere med diagnosticerede sindssyge, som halvdelen af tiden til hans store glæde ville kunne fatte ham, mens han den anden halvdel af tiden jagtede dem ned af deres tanke-gange for at holde dem fast i deres forståelse af ham.

FAKTORERNES ORDEN kunne være en arbejdstitel. Faktorernes orden er ikke ligegyldig i livet, for de kommer først, når de kommer – og som eftertanke eller erfaring er rækkefølgen, de er opstået i, altafgørende for hvordan man senere reagerer på netop faktorerens opståen. Måske er det sådan, når man er ung – når man bliver ældre, vil alting måske glide mere ind i hinanden, og rækkefølgen af hændelser vil måske ikke have helt den samme indflydelse, fordi man måske med alderen bliver mere viljebestemt, og derfor (i så fald) vil kunne se bort fra faktorerenes orden.

: Historie om den unge med den altafgørende orden i faktorerne, oppe imod den eller de ældre, hvor faktorernes orden er mindre væsentlig. Hèr og nu, versus “når det lader sig gøre” (hvis ikke dét netop er “her og nu” på en anden måde: Når man VIL, er det sådan sét allerede sket eller i gang).

Biorytmer

Hvis man har en tro på, at noget kan siges at være konsistent for det enkelte menneske. og man ønsker at bevare dén tro, skal man holde sig fra biorytmer. Det er ikke dét, biorytmer viser.

Man kan derimod få stor glæde af biorytmer, hvis man har en behov for at få sin fokuseringsevne, udholdenhed og vilje testet op imod et kun lidet konsistent, men ubestrideligt grundlag: Ens egen krop.

Kik evt hér.