HP i Magtenbølle

HP har pludselig opdaget, at han har levende familie, og tager til familiekomsammen. Men det er alt sammen lidt for overvældende, og kendeligt, hvis han skal være ærlig. Indtil han i baghaven ud mod Magtenbøllevej støder på en lokal pige, der slår benene væk under ham.

Under festivitasen som følge af det just erhvervede, men fjerne familiemedlems grandkusines brors sambragte barns dåb, eller noget i den stil, visse mennesker benytter bare alle lejligheder til at holde fest, smuttede HP ud i haven for at … ja, for at ikke være inde i huset, der var chokproppet af den sociale udgave af arten, som må vide alt om enhver, de ikke har set før, uden af den grund at give noget nær den åbenmundethed tilbage, som de fordrer af … hvaad? Kedsomhed? Nysgerrighed? Frygt, måske?? Måske. Det var i hvert fald rart at få en lille pause, nu der var så langt hjem. Magtenbølle ligger godt nok så cirka midt i Danmark, som det er muligt at komme, uden at skulle opholde sig i en båd, og når nu det pludselig viser sig, at man har en familie, og man altid har savnet en familie, var det sådan set bare at slå til. Godt nok havde savnet altid været lidt som den nøgne kvinde, der havde lært at spinde for at beskytte sig mod kulden, men altid drømt sig mod varmere egne, men aldrig fået taget sig sammen til at flytte, endsige at isolere rønnen … HP standsede sin trasketur rundt i den lille have i forbløffelse over sit eget billede på savnet; for fanden, var det ikke bare dovenskab eller hvad!?
     Han stod helt stille og så ud over hækken på Magtenbøllevej, byens hovedgade, som havde to formål med sin eksistens: At forbinde landsdelene for de billister, der ikke gad krydse Fyn med 130 i timen, og at sørge for at byzoneafgrænsningens nogle og halvtreds huse og knap 250 sjæle ikke imploderede i et sort hul af mangel på betydende udstrækningskraft. Ikke at der var noget forstemmede over området. Som byzone manglede det bare i dén grad overbevisning. Fætter, onkel, grand-etellerandet, der havde ført bilen, var faktisk kommet til at køre for langt, og det var først, da et af de sammenklemte bagsædebørn havde kommenteret, at byzoneskiltet, de nys havde passeret, skiltede med noget der vist nok var den rette sammensætning af bogstaver, at selskabet forstod, de var nået frem. Eller for langt, faktisk. ‘Min gud, var der en by dér’, havde HP sagt. Dén stod han så og så ud over nu. Og min gud, ja, den fandtes. Lille, aflang, eksisterende.
     Det er jo altid sådan med hjernen, at når den kommer ind i et rum, studerer den alt i nærmest én flydende bevægelse og afgør hurtigere end den hurtigste computer-cluster, hvad der er kendt og ufarligt, og hvad ukendt og en potentiel risiko skråstreg mulighed for … etellerandet. Dén proces hér ved hækken, med øjnene i tråd fra fjerneste fjerne den ene vej, til fjerneste fjerne den anden vej, overstod HPs hjerne så hurtigt, at han uvilkårligt begyndte at gabe – en naturlig følge af hjernens behov for ilt i situationer, hvor den ikke ved, om manglen på indtryk er en faretilstand eller en lejlighed til at hvile kroppen: Træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, i begge retninger. Hold kæft hvor han ønskede sig tilbage til København!
     “Hvad er der da i København, som der ikke er her?”
     HP var ikke klar over, at han havde tænkt højt. Han vendte sig.
     Pigen, der så på ham, var vel nogenlunde på hans egen alder, måske en anelse yngre, men der var et glimt i hendes øjne, som omgående fik ham op på dupperne. Intelligens! Hendes skikkelse … var en krop: buler under trøjen, ikke alt for stramme-ikke alt for lavtskårne bukser, pigepyntede lædersandaler, langt hår sat op i hestehale, armene krydset over brystet og et udtryk i øjnene som af tålmodighed … sjit, hun havde obset, at han havde skannet hende! Det var ellers gået lynbørge, som det plejede.
     “I København …?” Han forsøgte at vinde tid. “I København …?”
     “Ja, i København. Det ér da dér, du kommer fra, er det ikke?” Et lille smil spillede om hendes læber, godt og vel dét da Vinci havde tilstræbt med Mona Lisa og var lykkedes så forbandet godt med.
     “Joe, København …” Nu syntes han selv, han begyndte at lyde tumbet. “Altså, egentlig er det ikke så meget København–” faldt det ham ind at sige, “snarere dét, at ting bevæger sig dér!” Hvilket i det samme, han udtalte det, forekom at være en rigtig københavnersnude-partydræber, men pigens smil blev bare til et rigtigt smil, der også lyste op i øjnene. Øj, hun var sgu da dejlig!
     “Men jeg bevæger mig da!” Hun drejede rundt næsten på tå som en balletdanser, med armene graciøst snoet om hinanden op over hovedet.
     HP kunne ikke finde på noget at sige til dét. Han kunne i hvert fald ikke sige dét, han tænkte. At han allerede var en smule småforelsket, men at dét skete så ofte for ham, at han ikke længere tillagde det samme betydning som de fleste andre – pulsen, der hamrede af sted, en tydelig tilstrømning af blod mellem benene, skiftevis kold sved og varm sved, og en prikken i huden – det var nærmest en daglig forteelse. Men ikke desto mindre rart.
     Han havde på fornemmelsen, at hvis han åbnede munden, ville den blive stående åben og ubestemmelige lyde ville komme ud, eller en sileregn af spyt. Han måtte hellere bare se; dét var han så til gengæld også god til. Så, han så bare på hende, forsøgte at være hende det bedst mulige publikum, mens hun drejede rundt og rundt på plænen, tydeligvis ikke længere for at illustrere noget, men fordi hun godt selv kunne lide det. Det slog ham, at hun måtte blive voldsomt rundtosset af al det snurreri, og øjnene pludselig en chance for omgående nærkontakt. Han fulgte derfor efter hende, mens hun jævnt hurtigt snurrede hen over plænen, i afventen på øjeblikket, hvor han kunne gribe hende, når hun standsede og ørernes balanceforum ville forsøge at overbevise hende om, at hun stadig var i bevægelse.
     HP skævede op mod vinduerne i huset for at se, om der var nogen, som gloede, men der var mest lys og skygge, som om nogen indenfor lavede menneskeskyggebilleder med et bål som lyskilde.
     Midt ud på plænen standsede hun. Men i stedet for at fortsætte med at snurre rundt med kroppen, stod hun bare helt afslappet og i stedet kørte øjnene rundt som gale i hovedet på hende, mens det rykkede lidt i hendes skuldre.
     Snarere end at føle skuffelse blev HP bare omgående mere varm og tummelumsk inden i. Hun var ikke sådan til at forudsige, det var dét! Han stillede sig lidt til en side for hende; instinktivt fornemmede han, at det var bedre for hende, at der ikke var noget væsentligt i synsfeltet – at øjnene på en eller anden måde fungerede som en slags stabiliserende gyroskoper, der tog brodden af balancenervernes diktat. Men han kunne vente på rigtig mange forskellige måder – at give plads til, at folk var folk, var at give dem frihed til at synes om ham. Undtagen, mindede han sig selv om, når de hang ind over ham med lokalbrygget ølånde og ville vide alt om hans plads i deres verdensbillede.
     Efter en tid, hvor han bare så på hende, og til sin overraskelse opdagede, at de omgivende træer var stopproppede af kvidrende, pippende fugle på forskellige frekvenser og med stor og varierende melodisk kompleksitet, faldt hendes øjenæbler til ro og så over på ham med en ro, der måske havde været der før, men nu havde erhvervet en dybde, der foruroligede ham lidt. Måske var hun én af dem, man sagde der var mange liv gammel?
     “Det skulle du prøve en dag,” sagde hun og halv-smilede.
     Utroligt! Selv hendes stemme var blevet dybere. En rislende følelse bredte sig fra midt i HPs brystkasse og ned igennem begge ben, med et ikke ubetydeligt stop-over i underlivet. “Der er noget, jeg hellere vil!” sagde han, og kneb uvilkårligt øjnene sammen, som om nogen havde langet ud efter ham. Det sagde han ikke! Det sagde han bare ikke!
     “Så skal vi lige kende hinanden lidt bedre” sagde pigen. “Men festen er jo heller ikke slut endnu …?” Cliff-hanger-antydninger og stadig den der dybere snurre-oktav; det gjorde ham helt kuldret. Stod han over for Rita Heyworth inkarneret; hvornår var det hun døde …
     “Danser du?” spurgte pigen, mens hun begyndte at gå hen mod hoveddøren.
     “Spiser mus ost? Har paven en sjov hat på? Er Danmarks præsident kvinde?” HP tog tre hurtige skridt i hælene på hende og kom på omgangshøjde i mere end én forstand, åbenbart, idet hun tog i dørhåndtaget, vendte sig og rakte en hånd frem mod ham. “Så danser vi.”
     Ho-kay! Men var det ikke bare simpelthen præcis den samme måde, Magtenbølle næsten 1000 år forinden bragte sig på landkortet? Og stadig, nu i vægtløshedens tidsalder, fortæller det indre øre den samme historie om kroppen i frit fald, uden at mere end et fåtal faktisk, fysisk har prøvet det!
     Hun trak i ham, inden for i varmen.
—

NOTER:
i vægtløshedens tidsalder ved vi, at fornemmelsen af at falde skyldes, at det indre øre ikke er designet til vægtløshed, hvorved vægtløshed, faktisk eller følt, er en sansning vi ikke har oplevet nok til at opfatte som almindelig. Og da den i et menneskes liv oftest har været knyttet til oplevelsen af at falde, med kroppen forgæves i forsøg på at korrigere og forhindre, evt. afbøde, faldet, er en del dødsangst knyttet til følelsen. Men i vægtløshedens tidsalder kan vi lære kroppen nyt – springe i faldskærm, bungeejumping osv – dvs. gå imod vore programmerede impulser, og ligefrem få et kick ud af at lade kroppen tro, at vi skal dø.

HP – er der nogen ude på toalettet?

HP kan skjule sig alle steder. Fordi alle steder findes inden i hovedet.

HP så sig om i badeværelset. Det var godt nok småt. Med tanke på hvor stort huset var, var det ret underligt, at badeværelset var så lille. Og at der kun var ét. Der burde have været flere. Badeværelser. Eller i hvert fald toiletter. ‘Toaletter’. Sjovt, som nogen stadig sagde ‘toaletter’, selvom det staves med ‘i’. Måske havde det noget med størrelsen at gøre. Et ‘toalet’ var stort, ‘a’-et indikerede størrelsen, og ‘toilet’ var småt, helt smalt og snævert aflangt lille som det her, med ‘i’ som indikator. Han forestillede sig scenen i et hjem med prætentioner, hvor han kom til at spørge efter toilettet, og den lange pause hvor ingen sagde noget, og han så kom til at spørge, om der måske ikke var noget. Nej, hvis man ville noget sådan et sted, var det bedst bare at spørge på den bonerte måde, “undskyld, men hvor er …” og så se lidt lidende ud, evt. knibe benene sammen. Han forestillede sig straks at være kommet til at spørge den døve tante med en IQ mindre end pekingeseren, hun ville holde i armene, som, når han endelig var trængt igennem rent lydmæssigt, lige så højlydt ville spørge, hvor hvad var, flere gange, adskillige gange, indtil han og tanten havde hele selskabets opmærksomhed. Han studere sig i spejllågen over vasken, krattede lidt i en tør bums, og kiggede så ind i medicinskabet bag ved for at se, hvor mange skrabere, der var. Der var to.
     Måske var det simpelthen nemmere bare at spørge efter toalettet med det samme, og så tage chancen at man ville tage ham for en proletar. Eller måske sådan en fiks lille gammelmandsvending, ‘undskyld, men ved man, hvor dasset befinder sig?’ Det ville muligvis virke lidt komisk, men kunne også antages at være charmerende. Hmmm, svært at gennemskue.
     Han løsnede bæltet og satte sig på tønden. Knæet stødte ind i toiletrulleholderen, og han var nødt til at sætte sig sidelæns på brædtet for at kunne være der. Gad vide, om det så også ville hedde en toaletrulle?
     Genklangen af det skarpe hånlige grin gjorde ondt i hans ører. Han skyndte sig at rive noget ‘toaletpapir’ af, og proppe et par totter ind i ørerne. Ah, hvor fint! Nu kunne han høre sig selv trække vejret.

HP – [udtalt Ø holdt længst muligt]

Hvor HP er af den mening, at han buuuuuuuuuuuuuuuuuurde være glad.

‘Søøøøde ven’, sagde hun. Udstrukket laaangt ø, findes der noget mere irriterende end et udstrakt ø, ‘søøøøøøøde ven’, og det kan blive ved evigt, der er ingen faktiske begrænsninger, andet end måske luft i lungerne, for hvor længe dét ø kan blive ved, andet end at det ikke kan fortsætte ret ind i evigheden, fordi der også skal være luft til at sige ‘–de ven’, men nærmest, næsten uendeligt, og måske er det ham der er paranoid, men for HP virker det som om der lige under overfladen ligger en trang til at bare blive ved, end ikke med særligt fokus på ham, bare blive i det der high brow-hieraki, hun snobber sig ind i, som følge af sin uddannelse og alle sine penge og fordi hun er kvinde og har styr på sit liv (tror hun), bare blive i deroppe, ved at blive i tonen, men måske ér han ikke paranoid, måske synger den endeløst inde i hende, som en aural trappestige, hun kan overskud verden fra og se ned på den med, øøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøø. Og så er der selvfølgelig de andre dage, hvor hun måske føler sig en smule ydmyg, eller føler trang til at kammerate ham, det kan næsten ikke undgås i noget menneskes liv, at der er dage som adskiller sig fra den statistiske norm, ‘søøøøte du’ siger hun så, det er ‘t-et’, der gør hele forskellen, ikke fordi HP forestiller sig, at det ikke lige så nemt som med d’et kunne indledes af den næsten-uendelige mængde ø’er, men hun gør det ikke, af uransagelige årsager, når hun bruger t’et. Og endnu kortere bliver det med sikkerhed, når hun ‘tt-er’ ham, ‘søtte ven’, – dér er med sikkerhed ikke mere end ét ø, og HP kunne næsten få fornemmelsen af, at de befinder os i jordhøjde med hinanden, selvom han ved, det er umuligt, HUN bevæger sig ikke ned på jorden, med mindre en katastrofe indtræffer, så han er nødt til at i sådanne tilfælde at antage at en form for katastrofe er under opsejling og at hun gør, hvad hun i dét øjeblik er nødt til at gøre, at ydmyge sig, sikkert, for at afværge katastrofen, og tonefaldet er da også ganske lyst og der er næsten ingen luft i hendes brystkasse og hun minder da endnu mere om en fugl, der nipper til rigelige forsyninger af korn fra noget der ligner brysthøjde, han ved ikke hvad det skulle være for en fugl, der ikke nedværdigede sig til at bukke næbbet ned til jorden, men sådan én er hun. Hun er ganske rædsom. Det turde være åbenlyst for enhver. Men ikke desto mindre er der mennesker, som finder hende aldeles bedårende. Eller måske ligger det i brugen af ordet ‘bedårende’, for hvad fanden er egentlig bedårende, andet end noget som på en eller anden vis er uden for rækkevidde, og som sådan måske nok attråværdigt, men også samtidig ganske ufarligt, berøvet alle muligheder for at slå sig på, fordi en regulær berøring aldrig finder sted, det ér faktisk kun fraværet, eller dét fraværet minder om, som nogen sinde gør ondt hos hende. Og han buuuuuuuuuuuuurde være glad.

THEE EEMAIL (24.12.06)

juleaftensdag 2006
naive DUMB BROADS with minds for hearts tror ikke at noget ondt kan ske dem og føler sig ikke inspireret til at yde lidt ekstra og det kan jeg så sige om mig selv også DUMB NAIIVE BUCKO det er nok at elske det er nok at have store følelser det er nok at stå STOLT på idealerne men når noget er NOK er det det sjældent

hvad var det der ikke var NOK?

THEE EEMAIL (22.12.06)

22.12. 2006
Kære scarlet, dit navn er en grotte, en hule jeg går ind i, og solen er længe om at trække sig hérfra, den sniger sig altid ud, fordi den må, det er tid, dit navn gør det muligt at tro det er mere end fan ta si … hvad? skal gøre det muligt for dig at være hér, som ikke er muligt uden at kende dit navn, Scar-let? prin-ses-se blandt alle almin-delige de ser dig ikke, ven inde, de ser kun o ce a net SÅ vis dem det da! VIS DEM at bølgerne findes at kraften den findes at DU skylder livet vis se … interesser du ikke vil nævne ved navn og … nævner han dem … nævner han dem … nede fra hoften taler om livet på havet og ér mere dér end hér i fredfyldt HAM, så lyt til ham lyt til ham lyt scar-let, lyt! Du er kun derude som én, og som én skal du kende din re pli kation du skal se du er til, som dig selv.

scarlet, lyt
scarlet, lyt

THEE EEMAIL (20.12.06)

20. december 2006
jeg har altid fundet skovturen, der er afhængig af setting, kedelig og forudsigelig, men hvis den finder sin egen tone, hvis deltagerne finder omgivelsernes tone og derigennem hinandens, hvis deltagerne er vigtigere end stedet og lugten og udsigten og udsigterne, er en skovtur noget af det dejligste to eller flere kan gøre sammen. Én-persons skovture, derimod … hvem fanden gider egentlig hengive sig til kulde, regn, myrer, larmende køretøjer og sportsudøvelse … for sig selv?

ACCEPT AF TORTUR

med love, tortur og dødsstraffe sætter vi idealer for det, vi er kommet til at kalde ‘civilisation’ – ikke ‘survival of the fittest’, men et tilsyneladende ønske om, at de mest moralske skal overleve. Det anslås fra officielt hold, at 2/3 af verdens lande i dag stadig bruger tortur. Men hvilke lande, hvis man spørger sig selv, bruger ikke tortur, om end de udadtil ikke måtte sanktionere brugen?

den menneskelige ånd er pr. definition fri – intet menneske ønsker i princippet at lægge bånd på sig. Og sådan er det vel med en hvilken som helst anden livsform: overlevelse frem for alt. Men kombinér denne frihedstrang med muligheden for at erkende, huske, planlægge, lyve, dramatisere, forgøgle, og vi har den værst tænkelige livsform i verden – den. der kan blive i stand til at overleve på bekostning af alle andre.

det er muligt, at regler og lov i de tidligste dage har afspejlet en despots personligt foretrukne livsførelse, men med tiden er vel i det mindste hér og dér regler og love og straffe blevet udtryk for, hvordan det lod og lader sig gøre at holde en befolkning relativt stabil, uden samtidig at pisse dem mere af, end at de ikke gør oprør mod båndlæggelsen af deres ånd og energi. Det har f.eks. nok i et mandsdomineret samfund som det gamle Ægypten været nemt at futte konen af på bålet for at dyrke sex udenfor ægteskabet – ikke på grund af erkendt frygt for genetisk at blive udkonkurreret, men for socialt at tabe ansigt, ikke af erkendt frygt for at samfundet med tabet af éns indsats skulle blive svækket, men for at risikere forringelse af ens personlige placering i fødekæden. Omfanget af behag hvormed man overlever.

det skal være behageligt at overleve. vi kalder det ‘opdragelse til fællesskabet’, at ‘kunne udvise social adfærd’, men som i alle udviklingsprocesser er der forskellige lag af raffinement. forskellige styrkelser af erindring og planlægning med henblik på optimering af overlevelsen indenfor rammerne af fællesskabets love. og udenfor.

som taxachauffør fik jeg engang en historie fra én, der angiveligt havde været chauffør for Simon Spies – om hvordan Simon Spies i 80’erne havde tilbudt en callgirl 25.000 for retten til at brække hendes arm, fordi han havde behov for at komme af med noget. I dag er det vist ikke særlig chokerende – enhver, der har lært reglerne i petriglasset at kende rigtig godt, og derudover har en facade som én der yder til samfundet, kan stort set slippe af sted med hvad som helst. Jo større ydelser til samfundet, jo flere ‘goder’, man står for at skabe, desto mere kan man slippe af sted med. Blodvold, sexvold, mord, tyveri, brandstiftelse, og allehånde overgreb fra ansvarsforflygtelse til forrædderi.

hvem skal regulere dét? Hvem skal forhindre den kløgtige i umærkeligt, ofte usynligt, at stå på skuldrene af dem, der ikke modsætter sig det? Ingen? Eller enhver?

det er ikke reglerne, og har aldrig været reglerne, der tillader tortur, drab, overgreb. Det er mennesker, der tillader det. Det er forestillinger om soning, bod, udligning af overgreb, fjernelse af trusler, advarsler til andre om det samme – simple forestillinger om opretholdelse af et minimum af stabilitet i det enkelte menneskes liv, uden hensyntagen til prisen for hele samfundet. Gengældelse, eller hævn.

med tiden fandt vi ud af at bruge fængslet snarere end blot at hukke lemmer af til højre og venstre – at berøve mennesket dets tid og dets selvbestemmelse som straf. Stjæle menneskets frihed som straf for at have forbrudt sig. Det er en avanceret form for straf, der antyder at f.eks. en slaveholder ikke kan beskyldes for uvidenhed, men udmærket har vidst, at han har med ligesindede at gøre – væsener, der reagerer som ham selv – om end han fandt dem laverestående på grund af hudfarve, religion, uddannelse eller vaner. Uden vished om, hvor ondt det gør at blive frihedsberøvet, ville man ikke bruge denne straf. At fængsle folk i dag er derfor intet mindre end hævn. Stadigvæk. Fordi man ved, hvor ondt det gør.

hvilket samfund har ikke fængsler? Hvilket samfund er således i sin grundkerne ikke ondskabsfuldt? Hvad enten det ud fra en personligt fokuseret overgrebsmodel benytter sig af tortur eller ej? Fængsel er tortur, ret og simpelt.

det er nok, hvad man må kalde et civilisationsdillemma. På den ene side vil vi alle gerne leve og udfolde os, som vi behøver for at føle, at vi har et behageligt liv – et liv, hvor vi bliver inspireret til at gøre noget godt for andre end os selv. På den anden side er mange af de mekanismer i vores samfund lokalt og globalt, som sikrer vores velfærd, set fra et synspunkt, hvor vi faktisk empaterer med fremmede, under al kritik. Hvilket, stærkt forenklet, er årsagen til, at greenpeace, amnesty international, læger uden grænser, røde kors og alle de andre findes OG IKKE ER STØRRE END DE ER – ikke er naturlige dele af vores fællesmenneskelige bevidsthed, men adskilte institutioner enhver er nødt til personligt økonomisk, mentalt, socialt at bidrage til.

set ovenfra erkender vi således, at vi har et problem: de kloge i petriskålen er hele tiden hurtigere end dem, der forsøger at bøde på skaderne af menneskelige overgreb. Set ovenfra er det således også tydeligt, at vi endnu ikke har en global, menneskelig kultur, men stadig overvejende tænker som bønder: Hvis ikke det regner på min mark, må jeg erhverve flere marker. Et i bund og grundliggende JA til endeløs ekspansion for den enkelte. Men da kun nogle ganske få i petriskålen kan få tilladelse til endeløs ekspansion, må samfundet komme op med flere og flere regler, efterhånden som der bliver flere og flere mennesker. Og derved bliver der flere og flere regelbrud, og mere og mere straf. Hårdere og hårdere fængselsstraffe, dyrere og dyrere bøder. En eskalerende spiral af straf, der grundlæggende kun har én effekt: At sætte enhver, der endnu ikke har overtrådt nogen love, på pinebænken. Det er et psykisk fængsel.

Dét er tortur. Det er tortur mod den menneskelige frihedstrang. Og det sker som følge af manglende ønske hos nogen! til at begrænse børnefødsel.

Vi gør det mod os selv. Ingen gør det mod os. Vi gør det mod os selv, hver især. Hver dag.

man kunne forledes til at tro, at der var en løsning. Og i hverdagen er man nok nødt til at leve, som om der er en løsning – hvis det skal give mening at leve. Men alt hænger så godt sammen, at man udadtil ikke kan pille ved noget, uden at pille ved det hele: ingen højteknologi og superforskning i medicin, fysik, våben, psykologi, pædagogik, miljø (for lige at illustrere et skarpt faldende fokus, hvad midler angår…) uden et publikum og monoteistisk kapitalisme (mærkevarer). Hele konstruktionen – økonomi, undervisning, produktion og afsætning – er et korthus, som de bedst uddannede både arbejder for ikke at forstyrre, og for at maksimere det personlige/lokale/nationale afkast af. Globalisering? Ha!

det er udmærket at arbejde empatisk. I mine øjne nok det bedste, enhver kan gøre, på sit eget niveau. Forstår man hvem et andet menneske er, kan man kun elske vedkommende. Og héraf kommer løsninger, som vil forsøge at tilgodese et flertal. Men empati står altid i opposition til det modsatte, og er på kort sigt at regne som en svagere kraft end psykopatien, den sygelige egoisme, der kun indregner personlig overlevelse. Vort åndelige kulturfundament, De Ny Testamente, og dets budskab om at vende den anden kind til, udtrykker idealet om ikke at gengælde vold med vold, overgreb med overgreb – hvilket i de dage givet har været mindst lige så svært at efterleve som i dag. Vi vil jo for pokker gerne hver især leve NU! og ikke dø for et ideal!

så, når der ingen klare løsninger er – empati forekommer ikke at kunne vinde over psykopati, og samfundets stabilitet hviler på evnen til at straffe, hvor det gør mest ondt – må enhver navigere, som han eller hun bedst kan. Og man kan således tale om, at der ikke længere ér et samfund, men kun en lovmæssig afgrænsning af individer.

for at overkomme følelsen af isolation tager nogle religionen i hånden, nogle lader deres arbejde og/eller deres familie fylde det hele, nogle arbejder bredt politisk, nogle laver kunst, nogle hjælper de svagere. Og så videre. Uden det store overblik. Og dermed uden den store sikkerhed for ikke at træde ved siden af de mange love og regler.

romerne omkring år 0 skal have været meget partikulære med, hvem der blev straffet – og på hvilken måde. Der var dem, der kunne undværes, og dem der ikke kunne. Præcis som i dag. Dengang som nu var det graden af selvkontrol, OG indsigt i samfundsmekanismerne, der bestemte omfanget af støtter – som dermed afgjorde omfanget af straf. Jo mere kendt og agtet, desto større handlefrihed.

Ikke meget anderledes i dag. Eller måske snarere MEGET anderledes, sådan at forstå, at kampen for anerkendelse, og dermed muligheden for større frihed til at udfolde sig, er vokset mere end eksponentielt med væksten i befolkning. For i dag VED vi – vi ser det overalt, på TV, i film, i bøger, på nettet – at succesrige mennesker ikke er meget anderledes end os selv. Og vi får at vide, at der kun er sociale formler til forskel på fattigdom og rigdom, fiasko og succes. Enhver kan blive en stjerne, for en aften og måske resten af livet. I årevis har vi set, at synlighed kan være en beskyttelse.

nu er vi så begyndt at forstå, at dét at være synlig også er en risiko – man kan blive forfulgt af fans og folk, der ikke kan lide én; blive overfaldet, anklaget for alt muligt, sagsøgt, udsat for kidnapning og afpresning, brugt som terroristmål, myrdet. Måske er det ikke så fedt at blive synlig. Måske er det ikke så fedt tilsyneladende at have frit råderum…

Forkert! Alle stjernerne afleder opmærksomheden fra dem med det “uregulerede” liv. Fra beslutningstagere af alle slags, på alle niveauer. Mennesker, som ikke på samme måde som alle andre står til ansvar overfor lovene. De er måske ikke synlige, men de er der ikke desto mindre i store antal. Og de vil nok altid være der. Hele vort system, vores civilisation, er bygget på at beskytte dem, der leder. Alle begrænsninger i vore kulturer kan føres tilbage til dét, at vi som art mener, vi behøver at beskytte vore ledere. Alt, hvad vi accepterer af overgreb, beskytter en faktisk leder eller et lederideal. Religiøst eller politisk eller socialt eller en forælder… listen stopper ikke.

Igen: NÅR vi accepterer et overgreb, beskytter vi en leder. Når vi stillet overfor historier om tortur, politisk mord, isolationsfængsling…, administrativ negligering, siger ” men hvad skal jeg gøre ved det?”, beskytter vi en leder. For flertallet et grundlæggende billede af en forælder, der ikke var der nok, eller var der for meget, eller var der tilpas, omfanget af behovsstillelse er lige meget. For det var vores første leder. Og dén leder søger de fleste af os efter resten af livet. Og forsvarer enhver, der synes at komme tæt nok på idealet. Far eller mor er dén inde i os, som tillader eller forbyder overgreb af alle slags. Far eller mor tillader tortur og politiske fængslinger og udsultninger af den 3. verden og oliekrige og folkemord. Indtil vi er parat til at beskytte en mere human leder – sekundært i vores omverden, men først og fremmest inde i os selv.

værkstedet cirkel

BARMFANG

jeg ser på et billede som dét her – ikke porno, måske sælger det porno, måske er det blikfang for noget andet, hvem ved – dét jeg ser, er en kvinde med en stor barm, som er præsenteret, fremvist, af et snit i sit tøj, som hun måske, måske ikke, selv har valgt, på en sådan måde, at formen på barmen optimeres i retning af det absolutte: så stram som muligt, så stor som mulig, så synlig som mulig, inden for rammerne af hvad hendes barm og materialet kan sammen.

Muligvis skal hun eksemplificere noget – amning, bryster par excellence oa., Eller måske være et skræmmebillede. Eller et stereotypt billede på en stærk, selvstændig kvinde – eller en ironisk reklamekampagne – eller en selvhøjtidelig reklamekampagne… Men det er ikke til at vide, om billedet er stjålet ud af en anden kontekst, en mere privat kontekst, i hvilken hendes fremtoning ville passe og ikke være eksempel på andet end dét, som kontekstens regler og rammer angav som mulighed og begrænsning.

Fokuserer jeg på mængden af elementer i billedet, rummer billedet ikke meget andet distinkt end bryster og solbriller, muligvis hår og hårets længde (dét tager vi ikke med), hvorved solbrillerne bliver ret signifikante i ligningen, Men uanset omfanget af synlighed i billedet, kan hendes solbriller ikke analyseres til at angive, at hun ikke ønsker at se folk i øjnene, eller at hun bruger tildækningen til at forblive i eller bevare en rolle, eller noget tredje fjerde femte, idet konteksten som sagt ovenfor ikke kendes. De kan kun konstateres at skjule hendes øjne, således at noget ud over (illusionen om) de fuldt nøgne bryster er skjult.

Det er derfor stort set kun muligt at konstatere, at et menneske, en kvinde, iført svært gennemsigtige solbriller, fremviser sin næsten nøgne barm. Hvis man aldrig havde set en kvinde før, ville man ikke engang kunne sige dét.

Dog – fordi hun og hendes fremtoning anes at tale til en forbruger eller forbrugergruppe, en modtager eller modtagergruppe, siger analysen at hun og hendes barm – synligt, som blikfang, reklame … anvendes til at sige, jeg ved ikke hvad. Og fordi jeg ikke evner at reagere klart på nogen af signalerne i billedet, stor barm, synlig barm, usynligt menneske, synlig kvinde, finder jeg heller ikke ud af det hvem afsenderen er. Eller websitet. Eller hvem afsenderne tror billedets ‘modtagere’ er.

Men jeg ved, at fotoet findes. Og er af den opfattelse, at nogen forsøger at trække mig til sig. Uden rigtig at arbejde på det. Dét er alt..

Krabat. Menneske. Dk.

Et sted at være, noget at være, nogen at være.

MENNESKER

krabat.menneske.dk

Det forekommer mig absurd, denne dag i dag, at jeg igennem så mange år, helt præcist otte, har forbundet min søgen efter identitet med begrebet menneske. Nok er det næppe en uværdig søgen, om end ubevidst, og mit resultat, om man så må sige, ikke stort mere bevidst i dag end i 1998, men for nyligt blev dele af denne søgen sat på spidsen:

Jeg var i Portugal, og som det ofte er med mig i lande, jeg tror er fattigere, læs=billigere, end Danmark, forsøger jeg at anskaffe mig ting, som er nemme at transportere og stærkt anvendelige ved hjemkomsten, læs=visitkort. I Perú, i Mexico kaster gadetrykkerne sig over hinanden for at låne et bly-snabel-a i den rette font, men Portugal er ikke 3. verden. Ikke mere.

På et af sidestrøgene i Lisboa, samme gade men halvtreds husnumre fra XXXelevatoren, som hver dag hæver i tusindvis af turister op til en café XX meter over gadeplan og et fem-fotos og tre-wows-besøg, ligger en lille butik, der laver stempler og visitkort.

Det var dagen før dagen før jeg skulle hjem tidlig morgen, og dagen efter var en national helligdag, så det skulle være dagen i dag, ja sådan er det ofte med mig: får jeg ikke min vilje, inden jeg sover, vil den muligvis være helt væk i morgen. Det ér altså meget vigtigt. Virkelig.

30€ for 100 visitkort! Manden må da have sæd i hjernen eller sådan noget! Men dét er så det dyre papir, det billige papir er lidt billigere, en lille smule, den der lille smule, som i den 3. verden, som det her burde være, ville være en angivelse af vilje til forhandling om prisen, men hér blot er fuldstændig identisk med hjemlige måder: NUL forhandling, ting koster hvad de koster, så… ønsker jeg det billige eller det dyre papir?

Forskellen er 4€, ca. 30 kr., altså hvert visitkort bliver 33 øre billigere, og hver gang jeg rækker det nogen med mine bedste ønsker for fremtidig kontakt, skal jeg tænke hvor meget jeg sparede… Jeg tror prisen er fiktiv. Hvis jeg ikke havde bedt om at få de dyre kort, var en eller anden sikkert kommet ud af baglokalet og havde holdt mig til politiet kom. Eller bare stukket mig lussinger indtil jeg vågnede op, hvor lidt var det jeg betalte i mexico city? 40 øre pr. stk, var det?

Og så kommer så processen med at vælge en skrift, og dette belevne menneske, hvis butik jeg formoder det er, som ikke taler en lyd engelsk, men ikke desto mindre fuldstændig ved, at han har en kunde i sin butik som har fanget sig selv ind, kaster om sig med skrifttyper, man kan få bladre bladre bladre bladre, men jeg skal bare have american typewriter, til nød courier, hvis ikke han har american typewriter og det har han naturligvis ikke, men courier har han, ikke new courier, men den gamle, der er lidt mere rundt og mere 30’er-40’er-agtig eller sådan noget, mens den anden passer bedre til rejseskrivemaskiner af lidt mindre omfang, tror jeg nok, og den kan fås i to størrelser, for stor og alt for stor.

Hvordan skulle nogen kunne bruge den skrift på et lille visitkort, og få plads til andet end navn titel og en halv adresse? Men jeg glemmer, at han ikke ønsker at fatte noget som helst, og skriver blot adressen ned, fuldstændig tydeligt og let læselig med store bogstaver og masser af plads mellem de enkelte tegn, så ingen let løse streger blander sig med streger fra andre tegn og kommer til at lave dem om til andre tegn, der så ville blive trykt på 100 vistitkort til over 2.25 stykket. Virkelig umage. Og straks jeg er færdig, går han i gang med at tolke hvert et tegn i sin egen skrift, som jeg, der er vant til min egen nervøse version af autodidakt stenografi, ikke formår at opfatte mere end et par af bogstaverne af, men jeg tror på ham, det er jeg jo ligesom nødt til, og han spørger et par gange til udformingen af min streg og jeg lydliggør dem med navne, geeeeee djiiiiii george! Gunnar! Guitar, ja, guitar, og han skribler noger, der ligner et snabela, tja, jeg stoler på ham.

Jeg betaler, de skal hentes senest kl. 17, ellers er han der ikke. Og i morgen er jo helligdag, jaja, den har vi fanget, i morgen er det helligdag og butikken er lukket og det skal være i dag før 17, hvis jeg vil have, hvad jeg har betalt for.

Jeg er der kl. 16.55. Han ser ud som om, han ikke genkender mig, denne mand er utrolig. Jeg føler mig, næsten lykkelig, flyttet til en gadebutik i Lima, men ham her har betalt sig fra at få nakket alle konkurrenterne… eller også har han arvet, og holder business gående af trangen til at skulle noget med sin dag, eller også… det er svært at sige. Men jeg får en kvittering, og visitkortene i en lille pakke. Jeg er lige ved at flå den op, men styrer mig; jeg er ikke nogen total taber. Og så dog alligevel.

På kortene står alt, vi enedes om. Alle bogstaver i rette rækkefølge, adressen på to linier i stedet for tre som aftalt, det er godt nok en smule klemt, men hjemmesideadressen… Det er helt åbenlyst nu, at jeg befinder mig i et 1. verdens land, om end denne mand muligvis er lige så computer-analfabetisk som min far, før han fik en Mac… Det er de grimmeste, mest uharmoniske laser-udprintede, ikke trykte, visitkort, jeg nogen sinde har set, jeg kunne uden tvivl selv gøre udvælgelsesprocessen for en kunde mere fuldbyrdet og resultatet baseret på kvalificeret råd, men det er lige gyldigt. Et 3.verdensland ville forsøge at lave resultatet så godt som muligt i forhold til kundens ønsker, og fejle. Vende et bogstav hist og pist, have dansende linier, stave mit navn forkert, og alligevel kræve betaling. Men det er kun i et I-land, at man kan finde den fuldstændig absolutte arrogance og ligegyldighed overfor hvad- og hvemsomhelst, der på samme vis som forsøget på at kontrollere og fatte kaos giver resultater fra sig, som i kraft af forventningerne til deres perfektion, er nye opdagelser i sig selv: URL’en står trykt dér, hvor en titel ville have stået, og fungerer pludselig som en titel. Denne mand har udnævnt mig til mig. Og sender adskillige blikke mod døren, som jeg først sent fatter: Ah, han vil gerne hjem, jamen, selvfølgelig. Og på bølgen af hans foragt går jeg ud af butikken, døren brager i bag mig, gitteret begynder omgående at rulle ned. Jeg bliver stående lige udenfor og ser ned på URL’en. Jeg husker ikke fra aftalen, at han skulle kapitalisere den. Eller lave mellemrum. Men han har tænkt selv, det er dét, han har tænkt selv: Efter Punktum kommer stort begyndelsesbogstav. Og derfor er også første ord med stort. Krabat. Menneske. Dk. Hér står jo dét, jeg har søgt efter. Et sted at være, noget at være, nogen at være.

Mennesker er det, jeg ikke har lært noget konklusivt om. “Spørg mig; jeg ved ikke noget, har en mening om alt”, dét er mig, men mennesker… ‘Hvad er et menneske for eksempel’? Hvad så, hører ‘for eksempel’ med til spørgsmålet, eller må jeg rydde lidt op, inden jeg svarer?