@ Alt er digt

– er det muligt for en forfatter at blogge, som alle andre blogger?

Hvad sker der med den beskyttelsesmur, der adskiller menneskets privatssfære og forfatterens offentlige liv, når man begynder at åbne for dagligdagsdetaljer?

Jeg vil påstå, at alt er digt. Men de fleste mennesker, undertegnede inklusiv, falder i at sammenblande offentlig persona og personen bagved. Jeg husker én engang, som i en kommentar skrev: “Og du kalder dig forfatter!” Ja, men visse ting skal bare laves. Andre ting skal kæles for. Håndværk, og sjæl.

Europa – en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft < sorbel@kunst.dk>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: < ccp@kunststyrelsen.dk>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 · lbha@kb.dk

************************************************************************
Se også CCP Danmarks hjemmeside www.ccpdenmark.dk under “Nyheder 2007” / “Meddelelse fra Kommissionen” [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning – hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen… vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen… vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt – når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere… det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat

BARBARISK DANSK

Et givent sprog deformeres af en brugsvirkelighed i en given kultur.

 

Man må erkende, at et givent sprog har en brugsvirkelighed, der knytter sig til en given kultur. Hvor det bliver kvæstet og tilpasset den pågældende kulturs behov og muligheder. (KK i brev, 2012)

Fra jeg var seks år gammel og begyndte at forstå nogle af årsagerne til, at jeg ikke forstod alle, der talte omkring mig, og til jeg som ti-elleve år gammel begyndte at modtage undervisning i engelsk, udviklede jeg dén teori, at der måtte være mindst lige så mange sprog i verden, som der var navngivne sprog gange det samme antal. Det var således helt naturligt for mig, fordi jeg kunne høre forskel på de forskellige måder forskellige nationaliteter talte engelsk på: der er tysk-engelsk, spansk-engelsk, russisk-engelsk osv.. Denne tidlige indsigt rådede min engelsklærer bod på: Der findes kun ét engelsk, et tysk, et spansk osv. og det var bare at rubbe neglene og komme i gang med at lære det.

På en afrapporteringsblog fra et seminar 10.-13. maj 2007 på Biskops Arnö i Sverige om Alternativ publicering / litterær innovation (på initiativ af Litlive.dk) læste jeg om en finne ved navn Leevi Lehto, der havde refereret til et BARBARIC ENGLISH, et (ukorrekt) engelsk der i følge Leevi deles af os alle sammen i verden, som ikke har engelsk som modersmål, og kom således i tanke om min barndoms undertrykte indsigt. Og jeg mærkede, at den ikke var tabt, men blot havde et sidste lag af korrekthed hen over sig.

Sprogrenserne, vil jeg sige, mister ikke noget i deres bestræbelser, og vi andre gør det heller ikke. Det ér muligt og relevant at mene, at et sprog gør sig bedst i en forstand, der forskningsmæssigt, litterært osv. har en genkendelig historie og selvfølgelig også nutidige udøvere. De gør deres ting, hvad angår at fastholde opmærksomheden på den historiske grund, de er fastholderne. Sprogets røgtere og vogtere. Og præcis så statiske, som det er nødvendigt at en majoritet er, for at naturlig dynamik, naturlig griben efter øjeblikkelige løsninger, hvad man også kunne kalde relativt kaos, ikke skal blive til Babel eller absolut kaos – med Ragnarok tll følge, hvor ingen fatter hvad hinanden siger.

Men hvad så med dét dynamiske sprog, som efter en tid vokser sig større og finder indre (social) koherens? Hvis sprogrenserne ikke vil gøre plads til det relative kaos, der findes i f.eks. dansk efter tilkomsten af mange forskelligtartede (oprindeligt forskelligt-sprogede) indvandrere, der lever i 2 sproglige verdener, og er nødt til at kommunikere så godt det er dem muligt, uden at have sprogrensernes forudsætninger (eller overbevisning), hvad så? Så må disse forskellige måder at tale “modersmålet” på have et navn. Skal vi kalde det “barbarisk” og slå de “ukorrekte” versioner af modersmålet sammen til et pidgin-dansk, eller barbarisk dansk? Eller skal vi tegne en helt anden model?

Jeg foreslår, at vi klassificerer versionerne under dialekter. Indser, at et menneskes primære behov er at Kommunikere og Blive forstået, og da dét gør sig gældende for alle mennesker, bør vi tillade OS SELV at strække os for at forstå. Hvis ikke frivilligt, så via lovgivning.

I mine bestræbelser på at få brød på bordet har jeg siddet i et analyseinstitut og lavet befolkningsundersøgelser. Og dér oplevede jeg til min glæde, at der for det første var et hav af dialekter landet over, som man aldrig hører i offentlige medier – i modsætning til f.eks. engelsk TV, der frisk kører på med nyhedsværter med gebrækkelige tungemål. Og for det andet var der en enorm uvillighed til at forsøge at gøre sig forståeligt på rigsdansk, eller kald det selvfølgelighed: En vildt fremmed københavner ringer op og stiller spørgsmål – hvorfor skulle de så tale noget andet end det, der falder dem nemmest? De er jo hjemme, for pokker!

Det samme gælder alle såkaldt nydanskere. Hvorfor skulle de dialekter, de efterhånden har erhvervet sig, transformeres til noget mere korrekt? De kommunikerer, og hvis jeg vil kommunikeres med eller til, gør jeg mig anstrengelser for at forstå. Vil jeg ikke, er det svært for mig at forstå selv en sprogrøgter som vores Dronning.

Dansk falder i dag i et hav af udgaver, og har altid gjort det, og en del af disse udgaver er yngre end jeg er. For mig er det ganske naturligt, at f.eks. min iranske grønthandler har et dansk, der passer til hans evner til at indlytte, hans naturlige behov, og til den omgang han plejer med mere eller mindre rigsdansk talende kunder og venner. Og jeg spekulerer ofte på, hvordan det ville se ud, skrevet ned.

Jeg savnede i dén grad en båndoptager – senere – da jeg i to timer sad i Perús jungle over for en shipibo-indianer og med mit ordforråd på tres substantiver spansk og nogle få verber formåede at få min svært fordomsfulde vært dér til at fatte, at homoseksualitet i bund og bund handler lige så meget om kærlighed som forholdet mellem mand og kvinde gør det, fuck! jeg ville gerne have set den samtale skrevet ud!

Mit spanske dér var barbarisk, ja nok værre end barbarisk, men det var båret af ønsket om at kommunikere, som blev til dén aktion, vi kalder vilje: Jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte indtil det – med hans velvilje – lykkedes mig at overbringe mit budskab. Har vi viljen til at kommunikere – at tale menneske, plejer jeg at kalde det – kan vi, om man så må sige, tale alle sprog under solen.

Så, hvor mange sprog er der i dag? Med min voksne erfaring vil jeg sige, at der er lige så mange, som der er ønsker om at kommunikere, der manifesterer sig i handling. Mit barnlige jeg kan både sige, at der er uendeligt mange eller kun ét: At tale menneske, eller ikke.

Barbaric… engelsk, dansk, tyrkisk, kroatisk, arabisk fra Libanon, Egypten, Saudi Arabien, swahili i oprindelig skabelse eller variationerne… Disse sprog findes, når der er mennesker nok til at påvise en forekomst. Muligvis – og det kan man håbe på – bliver kravene til forekomst-antal mindre dag for dag. Og dermed vokser Babel på det politiske papir, som indtil videre kun har evnet statiske tiltag, men hvis befolkningernes krav til antal-mennesker-om-et-sprog-eller-dialekt mindskes, også i den protektionistiske vestlige verden, kan det være at de politiske krav ændrer sig tilsvarende. Måske begynder de repræsentative stemmer også en dag at tale menneske snarere end løsninger for flertallet. Hvordan forholder man sig politisk til et bestandigt kortere og kortere historisk øjeblik? Hvordan forholder man sig som forsker til det? Som menneske… er det nemt nok. Det er bare at gøre som altid: Gider jeg snakke eller hvad?

Så, jeg glæder mig til den første bog – novelle eller roman eller digtsamlig eller… – skrevet på nydansk. “Nydansk” defineret som en sprog, der giver mening for en befolkningsgruppe, som ikke bør have problemer med at manifestere sin stolthed over ønsket om at kommunikere, og gør det på bedst mulig vis. Så må vi andre se, om vi gider lytte, eller ej…

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på… Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden…

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?

En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer – men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister – til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi – som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage – modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.

At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens “muligheder”. Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)

23. marts 2007 : min hånd på din ryg i solen i køkkenet

alle mine digte
handler om dig

om hvem du er hvad du er
om hvad du savnede hvad dine følelser var
hvad du behøvede fra mig
om den person jeg ikke var den person jeg ikke er
om den person jeg ikke

de vokser ikke frem disse digte
de grædes frem de brydes frem de betales med vrede
ja sågar med had alt
der skal til
for at findes hér

for den midaldrende
som er naiv
uvidende
udannet uskolet ubelæst
asocialt kyndig ukorrekt uempatisk
findes ingen tilgivelse en sådan profil
kan ingen kvinde med selvrespekt elske
som en sådan mand kan elske
med respekt for sig selv derfor

skriver jeg digte om dig
så du vil forstå ikke hvorfor
nej at
du forlod mig
fordi du ikke elskede kun
drømte
u foranderlige drømme som belønning
som erstatning for dine tidlige tab
din voksne kamp og dine sejre

rigiditet er normalt jeg kender det
indefra kender det
som intention om at elske én
hver
dag
og helst den der elsker med samme kraft

der lever jeg
min hånd på din ryg i solen i køkkenet

det var dig

BACKSTAGING WIKIPEDIA

At gå bag om kulisserne på Wikipedia og se hvordan indlæggene er blevet, som de er blevet.

[kan med fordel dyrkes på forae, hvor brugerne udøver indlydelse på deres site, men er klart fedest dér, hvor man som udefrakommende uden større besvær kan give et afgørende besyv med, skulle man føle sig inspireret.]

At dyrke historikdiskussion på Wikipedia:

Læse historik, baglæns, på wikipediaartikler; nyeste ændring af artiklen står øverst på siden.*

Finde artikler, med interessante historikdiskussioner

Udveksle interessante artikler og læseoplevelser med nære sprogspasservenner

første læseforslag:
Tag hhv Kabul, Israel, 9/11, Osama bin Laden, bagfra.

meget forskellige diskussioner. den om osama er ørkenhed, om kabul tobakshandlerdyrisk, israel millimeterskarp, 9/11 storbyrationel.

* ændr antallet af indlæg på siden til 5.000, da artiklens “første ændring” nemt kan være flere 1000 indlæg væk: Log in og vælg |vis 500| og ret så på URL-linien, når siden er loadet, tallet ‘500’ til et hvilket som helst højere tal for at få flere historik-datoer på den samme side, som selvfølgelig tager tilsvarende længere tid at loade.

(Og jeg forsøgte ikke engang at fremstille mine fordomme 1900-talsagtige, det er bare podet ind med nyhederne fra fucking barnsben af! Og ikke siden nuanceret og tempereret nok af dannelse.)

PISTOLER INGEN HELTE GØR

Tre røvere trængte ind i en urmagerbutik i indre København og truede Urmageren og hans niece til at udlevere sagerne. Urmageren skød de to af dem, og blev selv ramt. Politiet anholdt Urmageren for drabsforsøg, mens Urmageren hævder, at det var selvforsvar. Læsere af Ekstra Bladet har efterfølgende udråbt Urmageren til helt, og krævet at han blev frifundet. En anerkendt jurist ved Københavns Universitet mener (17. jan.) det muligt, at Urmageren kan blive frifundet for selvtægt. Urmageren har tilstået ulovlig våbenbesiddelse.

Følgende hængte jeg op i spiseseddelkassen ved indgangen til Politikens hus på Rådhuspladsen i København:

HELT, MIN BARE RØV!

Urmageren er et menneske, der har set for mange amerikanske krimier! En frygtfuld voldspsykopat, der ikke er mere undskyldelig end unge med knive “til at forsvare sig med overfor andre bander” …

Et skydevåben er pr. definition et mordvåben – i en skov kan geværet anvendes til jagt, men i byen er det og pistolen kun til at dræbe mennesker med – intet ansvar, bare trykke aftrækkeren ind, BANG, død. Det er ikke modigt – det er FEJT! Urmageren er en kujon, der havde givet op! Det skal han ikke belønnes for – han skal hjælpes!

Hvis Urmageren ikke kunne få sit levebrød forsikret for penge, skulle han have skiftet job, snarere end at finde sin tillid i et mordvåben! ALDRIG lade frygten diktere – der ér andre måder at forsvare sig på: Selvforsvar, panserglas, overvågning, årvågenhed, vagtmand, vagtservice i området og … psykologi!

Jeg bor i København, har kørt taxa i København om natten. En uformel jobbeskrivelse er, at man kan håndtere sin frygt og sin vrede. Og selv de fuldeste langt ude på coke voldspsykopater kan håndteres med psykologi. Tænk på en vred hund.

50% stigning i antallet af skydevåben blandt danskerne … Det er REN terrorkrigsskræk og TV-mords-afsmitning! Hvis disse mennesker bevægede sig i de kriminelle miljøer, hvor våben er fuldt synlige, ville de kende konsekvenserne af at trykke på aftrækkeren!

Overvejer man at anskaffe et skydevåben til at “forsvare sig med”, bør man overveje, hvorfor man er så bange, at man kan forsvare at tænke på at slå ihjel. Den BEDSTE bevæbning ER IKKE AT LADE FRYGTEN STYRE.

Vold KAN løses med psykologi. Også den vold, der ikke er sket endnu!

Kærlig hilsen,
Kenneth Krabat, forfatter og oversætter
Sindshvilevej 22
2000 F

menneske.dk

HP og den store bog

-“Skaat, ved du, at jeg kan mærke, at du tænker på mig?” siger HP. -“Ja, det er sådan vi ved, når I er utro.”

‘Jeg ved ikke, hvordan ting hænger sammen’, skriver HP. ‘Hvordan A bliver til B, kærlighed bliver til had, styrke bliver til svaghed, og hvorfor det nybagte og varme rugbrød hos bageren på Gothåbsvej er muggent allerede, når jeg pakker det ud derhjemme. Jeg forstår ikke hvordan.’
HP har en stor bog, han skriver vigtige ting i. Den er så stor, at han ikke uden videre kan have den med i skuldertasken, så han er tvungen til at huske de vigtige ting, og skrive dem ind i bogen senere. Praktisk sker det ofte sådan, at han laver et notat på en lap, og så skriver det ind, lige så såre han kommer hjem.
     Indlægget fra dén dag HP opdagede, at der var en periodicitet over hans optegnelser:

‘Måske er jeg komplet ravende sindssyg–men er det ikke sådan, at jeg synes kun at være i stand til at vurdere denne bindegale verden i perioder? Ti, hundrede flip tilbage her på de foregående sider afslører, at datoerne klumper sig sammen. Og hvad sker der så i de mellemliggende perioder? Der står jo ingenting. Er jeg så bare fuldstændig kold dér? Eller sker alt vigtigt i verden i perioder?’

At dette spørgsmål ér stillet forholder et senere indlæg sig uvidende til:

‘De tapper mig, kvinderne. Er de da alle sammen vampyrer? Har igen længe været totalt underdrejet og ude af stand til at forholde mig til en skid andet end mine følelser og hendes følelser og vores følelser og de følelser, vi ikke har, og burde have, og kunne have, og må se at finde for hinanden, hvis vi ikke skal nå under en følelsesgrænse, hvor de følelser der er, ikke vil være nok følelser til at retfærdiggøre opretholdelsen af et forhold. Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi aftalte IKKE–som nu–at bruge halvdelen af vores sammentid på at diskutere, hvad der burdekunneskulleMÅ indfinde sig i den resterende tid? Ville vi kede os? Lave hver vores i det samme rum? Besøge vore respektive venner? Bruge tiden på at kneppe? Hun kan jo for fanden ikke gå på toilettet, uden at hun også tænker på mig dér–der er denne her psykiske larm på hendes frekvens–og det er ikke nødvendigvis, fordi hun glæder sig til at få vasket fingre og komme tilbage til mig i stuen. Jeg tror fandme, hun sidder og tænker strategi for forholdets fremtid, mens hun skider!’

HP har tænkt meget over det der med frekvensen. F.eks. sådan hér:

“Skaaat, ved du, at jeg kan mærke, at du tænker på mig?”
     “Ja, det er sådan vi ved, når I er utro.”
     “Meget morsomt.”
     “Jamen, det er rigtigt.”
     “Kan du måske læse tanker?”
     “Neeej … ikke sådan direkte. Nogen gange, jo, men så måske ikke helt alligevel …”
     “Ja-jae … Hvad tænker jeg så på lige nu?”
     “Du tænker på at kneppe?”
     “Ho-Kay!”
     “Men det gør du jo altid lige når du er stået op, og du har fået søndagsavisen og kaffen og bassen, hvis jeg ellers har gidet at hente den til dig, så dét er ikke nogen big deal.”
     “Jamen, hvad mener du så med, at kvinder ved, når mænd er utro?”
     “Hvis der ikke er nogen blokering på dine tanker, så ved jeg, at du har rene fingre. Men hvis du lukker af, så har du noget at skjule. Og der skal ikke mange tests til for at finde nuancerne mellem surpriseparty og læsegruppebol.”
     “Ho-kay! … Og det mener du, alle kvinder kan? Og gør?”
     “Mænd kan da også. Men I er alt for selvfede til at lære nuancerne at kende.”
     “Hvaaad … er jeg så lukket eller åben nu?”
     “Du tænker på at begå selvmord, fordi du tror at jeg kan læse alle dine tanker, du tænker stadig på, om du kan komme til at kneppe mig, inden jeg skal ud til min søster, men så skal du fandme være hurtig, og så er der et eller andet, som er pakket ind, ikke sådan rigtig lukket eller afspærret, og jeg håber fandme for din skyld, at det er en ordentlig gave til min fødselsdag og ikke som det åndsforsnottede batiktørklæde fra Indien, du gav til min søster!”

HP har ikke for vane at bolle udenom – selvom han tænker meget på det. Altså på sex. ‘Det er røvkedeligt,’ har han skrevet et sted. ‘Kroppen tænker bare på pik i kusse, men når man så endelig får hende lagt ned, så er hun en fuldstændig selvstændig krop, og hun vil gerne have, at man forholder sig til det hun selv kan lide ved den og ignorerer eller slet ikke ser det, hun ikke kan lide, så hun ligger akavet for at skjule knopperne eller sin cellulitis eller har hånden over brysterne fordi de er forskellig størrelse eller for små til at leve op til standarden – og når man endelig når frem til at slikke eller pille eller kysse eller noget, så er al tiden gået, og man skal hjem eller op. Og så skal man kæmpe for ikke at få et forhold, men det eneste der kan gøre hende tryg er troen på, at man respekterer hende som hun er, og det foregår ved at man siger ja til konstant at være sammen. Det er fuldstændig til at forstå, at folk knepper får.’
     Ved siden af dette notat har HP tegnet en noget ubehjælpelig kuglepennetegning af en lille mand med stivert i en elevator, der er på vej op til eller ned fra bagenden på et gigantisk krøluldsfår med opsvulmede kønslæber, der hvor anus vist skulle være.
HP går i dag ud fra, at han den dag har ment, at elevatoren var på vej op – for hvorfor skulle den lille mand ellers have stiv pik? Han bladrer tilbage til siden, han var i færd med at skrive på og læser det, han havde skrevet. Måske er det usolgte brød, der er blevet varmet samme morgen? Men hvorfor tage chancen for at miste sine kunder? Er det ikke bagerens egen butik?

HP på turistpas

Hvor HP bliver stillet over for at tro på noget, der gør et helt livs mistro unødvendig, og unødvendig at bringe med ind i fremtiden.

Vækkelsen fandt hurtigt sted. Meget hurtigere end HP kunne have forestillet sig det, hvis han faktisk havde troet på, at det kunne ske, og han ikke bare var, sådan, på turistpas. Vupti sagde det i kroppen, da prædikanten præsenterede HP for hans farfar. Nej, selvfølgelig sagde det ikke sådan rigtig ‘vupti’, men da han bagefter tænkte over det, var alt forandret. Og det var gået så hurtigt, at det var ligesom et piskesmæld. Du ved, bilen bliver påkørt bagfra, en så hurtig påvirkning, at hjernen ikke når at registrere, at sener og muskler i nakke og ryg er beskadiget og derfor efterfølgende gør, hvad den kan for at opretholde en tilstand i kroppen, der ikke længere er, som den var før påkørslen. Sådan føltes det: Prædikanten lagde hånden på hans isse, og vupti var hele verden anderledes, men alt føltes normalt. Bortset fra, at HP ikke tidligere havde troet på et efterliv, og nu oplevede det lige så normalt som at lyskrydset skiftede mellem rødt og grønt, og så var man fri til at krydse vejen.
     Da han tænkte over det, var det faktisk som om noget var blevet befriet inde i ham. Som om han havde gået rundt med sin farfar inde i sig, snarere end at farfaren skulle havde fulgt efter HP rundt i livet i forgæves forsøg på at komme i kontakt med dette unge menneske, der bare ikke ville tune ind på dén frekvens, nej … det var som om farfaren havde været inde i ham, og som følge af prædikantens hånd på hans ryg og isse var blevet lokket til at komme ud, så HP kunne møde ham. En meget virkelig følelse, og da prædikanten beskrev ham, så han ud nøjagtig som sidste gang HP havde set ham – da han var 3 år gammel og hans mor havde haft ham med på det sidste besøg i sit barndomshjem. Og så var farfaren død ganske kort tid efter.
     Han huskede, at moren havde fortalt ham om farfarens død mange år senere. Selvfølgelig var hun fuld, men normalt blev hun bare mere indesluttet, når hun nåede sin funktionsbrandert, men et eller andet dén dag havde gjort hende sentimental, og i flere timer havde hun fortalt alt muligt om sin egen barndom, skolen i Esbjerg, hvor hun var vokset op, om vennerne dér, og fjenderne, og hendes drømme om at blive damefrisør, der røg da hun snittede tommelfingrene af i båndsaven på fiskefabrikken.
     HP havde som voksen ofte forsøgt at forestille sig, hvordan nogen kan være så klodset at save begge tommelfingre af på samme tid, og var havnet på en model, når han skulle forklare det til nogen, der var lige som vittigheden med århusianeren, der havde taget fejl af det glohede strygejern og telefonen, da den ringede, og én gang til, på den anden kind, da det blev nødvendigt at ringe til lægen. Men det var vist noget med at save en frossen fisk over, og så have tommefingrene liggende oven på hinanden, så båndsaven havde savet halvdelen af dem begge. Lægerne havde syet begge tommelerne på igen, men moren var efterfølgende aldrig kommet til at kunne bruge dem rigtigt. Jo, godt nok til at arbejde videre på fiskefabrikken, men ikke til at håndtere en frisørsaks.
     Det var åbenbart ganske kort tid efter farfarens død, at de var flyttet til København. Senere havde HP sluttet, at moren ikke havde haft andet end drukvenner i Esbjerg – ingen virkelige venner eller familie, der kunne holde hende der. Men i København var der heller ingen mangel på drukvenner, så dét var fortsat. Hver dag. Ingen pauser eller ferier. Hver dag.
     “Der er én hér, som gerne vil sige noget til dig,” havde prædikanten sagt. HP havde følt det, som om prædikanten havde udvalgt sig ham lige fra starten af. “Det er en midaldrende mand, han hedder … L-L-L-Lasse … kender du en midaldrende mand med … runde briller – sygekassebriller … der hedder Lasse?”
     Det gjorde HP ikke umiddelbart.
     “Han er i familie med dig. Nær familie med dig. Han er din bedstefar, hed din bedstefar Lasse?”
     Og da var det, at det på den der måde nærmest sagde vupti inden i HP. Han havde jo ligesom ikke haft et skilt med ind i Danielkirken, hvorpå der stod: “Mine familiemedlemmer hedder … det og det, og dem og dem er levende og døde”. Hvorfra kunne denne mand, denne kæmpe af en mand, med hænder som skovle, og et ansigt så koparret som en skrotforhandlers, vide hvad hans afdøde farfar hed? Og så var det, han fik den her fornemmelse af, at noget forlod ham – at noget sev ud af ham og kom til stede ved siden af ham. “J-ja,” havde han stammet, forfærdelig flov over på én gang at være synlig for alle de tilstedeværende i det lille kirkerum, og at være sådan én, der ikke bare var en nysgerrig gæst, men faktisk én, som havde en grund til at være en del af dette cirkus af dødssøgende, skulle han nu også til at konsultere sine afdøde hver uge, for at kunne leve sit liv?
     “Din farfar står her ved din side. Han har noget, han gerne vil sige til dig.”
     HP kunne på ingen måde forestille sig, hvad dét kunne være, men vupti-følelsen var så stærk, at han nærmest kunne læne sig op af den – som om der var en fjeder inde i ham, der holdt ham oppe. Der var en følelse af efter – hvis dét, han var kommet ind i kirken med havde været før, så var det her efter; det var det tætteste han kunne komme på, hvad der skete lige dér.
     Inden prædikanten fortsatte, vendte han sig om mod forsamlingen og forklarede, at HPs farfar havde ventet på denne lejlighed til at tale til HP, og at han – farfaren – efterfølgende ville forlade Jord-planet. Det var altså et farvel.
     Typisk, havde HP tænkt, på vej hjem fra kirken. Så kommer der endelig noget familie, og så er det sidste besøg nogen sinde! Men lige dér var han bare i ro og stod med blussende kinder og ventede på sin besked.
     “Din bedstefar siger … din farfar … han siger, at han har været med dig, lige siden I flyttede – lige siden du og din mor flyttede – fra din fødeby. Ege … Egebjerg?”
     “Esbjerg?” sagde HP nærmest mekanisk.
     “Esbjerg, ja. Lige siden har han været med dig, og i dag vil han benytte lejligheden til at sige, at du bliver passet på. Og at du altid har været passet på. En engel passer på dig. En engel har altid våget over dig, og våger over dig nu. Han siger … han siger, at du skal tilgive din mor–”
     I dét sekund brast HP i tårer. Det kom ud af ingenting. Ingen fornemmelse af, at han skulle græde, eller at noget skulle ud, men ud af det blå begyndte han bare at vold-græde. En mumlen af sympatitilkendegivelse fra hele forsamlingen af spiritister og turister lige mødte hans gråd, hvilket kun fik ham til at græde hårdere, men prædikanten beholdt sin hånd på hans hoved, indtil gråden stilnede af, og cirka dér sagde det vupti for anden gang. Som om noget faldt i hak inde i ham.
     “Din farfar siger, at han er ked af, at han ikke kunne være der i levende live for dig, mens du voksede op, men at du er parat nu til at tage ansvaret for dit eget liv nu. Han har gjort, hvad han kunne for at vejlede dig, men at du skal vide, at du er ansvarlig for alt, du har gjort. Du er selv ansvarlig, nu og altid. Selvom du bliver passet på. Faktisk … faktisk … faktisk …”
     HP mærkede prædikanten træde et skridt tilbage ind mod væggen, men han beholdt hånden på HPs isse. Der var en følelse som af noget, der prikkede ham i huden på ryggen, og han drejede sig halvt rundt mod skibet, hvor folk på grund af pladsmangel også havde taget plads, men nu trak sig væk både op mod pulpituret og ned mod indgangen, så der blev et tomt stykke gangareal mellem stolerækkerne lige ud for HP.
     “Faktisk er denne engel til stede lige nu, den kommunikerer at du aldrig vil være alene, hvis du ikke selv ønsker det.”
     HP kunne mærke, at den enorme hånd på hans hoved rystede, men han vendte sig ikke for at se på prædikanten; hans blik flakkede rundt i tomrummet over det tomme gangareal, for at finde noget at fokusere på, men han mødte kun øjne på mennesker, der så alt fra henført til dybt skræmte ud.
     “Englen er her for at føre din farfar til det hensides,” sagde prædikanten med dirrende stemme, som showmanden i ham hurtigt lykkedes at få under kontrol. “Din farfar siger, at du er et godt menneske. Og nu siger han farvel. Englen–” hér dirrede prædikantens stemme igen, “englen kommunikerer, at jeg skal fjerne min hånd fra dit hoved …” – dét gjorde han så – “og at du skal lukke dine øjne.”
     HP følte alle de tilstedeværendes øjne på sig, og lagde en hånd på skulderen af den kammerat, han havde fulgtes med, hvis idé det var at besøge Danielkirken, og vovede så at lukke øjnene. Følelsen af prikkende hud blev stærkere og det føltes som om han skulle skide rigtig meget, og som om musklerne i benene ikke rigtig kunne bære ham, og så var han vågnet op nede i krypten, i prædikantens kontor, liggende på ryggen på personalets frokostbord. Uh, hvor er her koldt, havde været hans første tanke.
     Over ham havde prædikanten stået, og to mænd og en kvinde, som alle åbenbart var tilknyttet kirken. Prædikanten havde talt til ham med den der cecilrustne stemme, der passede så godt til hans statur, men i modsætning til showet oven på ganske ganske blidt – som man taler et barn til ro, der ikke vil sove. HP kunne efterfølgende ikke huske, hvad det var, prædikanten havde sagt, men havde siden haft svært ved at ryste de skuffede ansigter på de fire mennesker af sig, da han kort efter rejste sig og sagt, at han gerne ville hjem.
     Hans kammerat havde ventet udenfor kirken, og klappet ham på skulderen og sagt, “nå, ér du vågen?” og grinet fjoget, på en irriterende beundrende måde, og da han kort efter havde sagt farvel til ham og var begyndt at trække hjemad, havde han for første gang i sit liv haft en følelse af, at han ikke behøvede at være alene. Hele vejen hjem havde han forestillet sig Nørrebrogade fuld af afdøde og engle svæve over det hele, men havde ikke kunne mærke noget særligt. Og havde heller ikke følt sig som noget særligt. Han var stadig sig selv. Bare mere, på en eller anden måde mere HP.