@ Farvel til fremtiden

Jeg er ved at realisere fremtiden. Dette indbefatter at skille mig af med min 1000+ science fiction-bogsamling. FUCK, det er smertefuldt. Men klipning af navlestrengen er altid svært.

Lyspunktet er så til gengæld, at det er et københavnsk bibliotek, som overtager samlingen. Endelig, vil jeg sige.

Det er 4. forsøg – Guldbergsgade, Hovedbiblo, og Blaagaarden for 4 år siden – og det var lige ved at lykkes på Guldbergsgade, men de kunne ikke love, at samlingen ville blive stående fremme, så det takkede jeg nej til. Men betingelsen for bibliotekets overtagelse er, at jeg lader mine 53 Philip K. Dick-bøger indgå… Det er min ven, bibliotekaren, der står fast på dette punkt… Det svarer nærmest til at skære en arm af – men hvor er det godt, at man har venner til at hjælpe én hen over de svære bump.

I disse dage gøres der plads til samlingen på det pågældende bibliotek, så i lyset for enden af tunnellen ser jeg unge og ældre kæmpe om de bedste af bøgerne, og sidde behageligt og drømme drømme, der er større end menneskene hver for sig.

Hovedparten af “den krabatske samling” er paperbacks, som har notorisk kort levetid, men mit eget håb om at presse en spekulativ kile ind i unge menneskers tankegang bakkes op af de progressive bibliotekarer, der indtil videre har midler til også at forny og forbedre samlingen. Hovedparten af min samling er af ældre dato, dvs. fra en tid hvor der var mere gang i grundlæggende filosofiske overvejelser om dét at være menneske, etik, bidraget til samfundet, samfundets påvirkning af den enkelte osv osv. I dag er science fiction-genren overvejende mere sammenskrevet og problemstillingerne ikke så åbenlyse – og fortælleformen mere båret af “den gode historie” end af egentlig litterært drive.

Menmenmen… det er stadig som at skære i mig selv at sidde her og sige farvel til hver eneste bog. Jeg mærker det dog nok først for alvor, når der ikke længere er bogstabler på gulvet – og det er formodentlig meget godt, for overhovedet at give slip… men 22 hyldemeter. Fuck, altså…

@ isen

Da jeg en sjælden gang står i kø i supermarkedet, hvor hun altid handler på vej hjem fra arbejde, får jeg lyst til den is, jeg ikke har smagt, siden hun gik.

Isskabet er fuldt, men jeg ser den ikke, men. Skiltet sidder der stadig, jo. De har lavet etiketten om, og beholderens form er stadig den samme, og jo. Det er stadig det samme firma, men supermarkedet har sat sit eget logo på, godt. Måske den så ikke er udsolgt så ofte som før.

Den ryger ind i fryseren hjemme og jeg forsøger at glemme den, som jeg altid gjorde det dengang, til et øjeblik med lyst til netop den is, ja, det var nok mig mest, og hun købte den ofte for at se mig netop så glad, som når jeg huskede at den var der, med aller mest lyst. Til is.

Dage efter har jeg spist til aften, og så husker jeg, der er is. Og dropper den ekstra delle, mens jeg rydder køkkenbordet, og lokaliserer beholderen bagerst i fryseren, hvor den er havnet af roden rundt efter ting, og. Og den føles som dengang, formen, den. Følelsen er genial, den omvendte kegle er som at holde på noget, der vil hoppe fra hånden, noget. Stort, der er større end. Dén er.

Teksturen er ikke den samme, den skraber nemmere, den skraber uden problemer, hvor før. Før kunne jeg bore med opvarmet ske og pludselig stikke hul gennem siden på beholderen og ind i maven på mig selv, men nu. Måske hendes fryser er koldere end min. Måske.

I lænestolen smager den ikke. Som dengang, friskere, den er friskere, hen mod citron men uden at nå dertil, og hvad med rørsukker og hyld? Hvor lidt blev for meget, og mere blev for meget og meget alt rigeligt, men det var altid umuligt at standse, før bægeret var tomt, hér. Standser jeg nemt. Den smager godt, men. Ikke den samme. Ikke den samme. Is.

Isen fra dengang, hvordan? Smagte dén?

@ Overkvalificeret, my ass!

Jeg fik ikke mit job. Halvanden måneds fast arbejde nu, og 15 ugentlige timer derefter – perfekt studiejob for en sprogmand! “Overkvalificeret” til at oversætte manualer fra engelsk og svensk til dansk… Det er sgu snarere rekrutteringsbureauet, der ikke aner, hvad det vil sige at oversætte. Ikke forstår processen, og hvilket engagement der fordrer, uanset hvad det er, der skal oversættes.

Jeg tror, de lyver. Jeg tror, det handler om at DE vil have et menneske, der ikke har prøvet så meget endnu. Et ungt menneske.

Men jeg kan så afsløre, at jeg godt vidste, hvilket firma det drejer sig om, selvom rekrutteringsbureauet, jeg havde hørt om jobbet igennem, havde gjort sit til at maskere det. Og at jeg havde ringet til Philips – og omgående blev kaldt til samtale, blot af en overordnet, der ikke vidste, at et rekrutteringsbureau var hyret til at tage sig af det. Men nu skriver jeg til firmaet alligevel og laver en uopfordret ansøgning.

Hundehoveder! Det er mit job!

@ Pardannelse til alle

Hvorfor er at sælge sin krop anderledes end at underlægge sig en kontorchef eller en lagerforvalter? Digteren Ursula Andkjær Olsen harmes i dagens Information. Jeg tænker videre.

Digter og medlem af avisen Informations Tæskeholdet, Ursula Andkjær Olsen, harmes i dagens avis over politikeren Margrethe Vestagers vrede over bagmændene i købesex-branchen, og svovler over, hvordan dét at sælge sin krop til sex på nogen måde kan adskilles fra dét at sælge sig selv på alle andre tænkelige måder (“det er jo den kreative klasses spidskompetence”.) = Nutidens krav til mennesket om at sælge flest mulige af sine kompetencer til højestbydende kan ikke adskille de to ting, blot fordi der måtte være en kriminaliseret “bagmand” bag en gade- eller kælderluder.

UAO siger det ikke lige ud, men lad mig føre hendes tanke videre: Hvorfor er det i orden at være underlagt en kontorchef eller en lagerforvalter, men ikke en alfons, der beordrer den ansatte hen på et bestemt gadehjørne? Hvori består forskellen, når alle er nødt til at arbejde for føden? Mennesket Margrethe Vestager kan givet erkende, at alle gør det bedste de kan, med de muligheder de et givent øjeblik i livet har til rådighed – om end man kunne ønske sig, at overlevelsen fra dag til dag hvilede på et fundament af tålmodig, empatisk afventende udbalancering af enhvers behov, ønsker, erfaringer, kraft, følelser, tanker osv med ens eget niveau. Men utopien sælges altid nemmere af dén, som har sit på det tørre. Og det er hér, politikeren træder frem – hér, hun ophører med at tale om menneskelige kår, og begynder at tale om regulering.

Det mest meningsgivende for en biologisk organisme er stadig hver dag at få noget at spise – det kan der næppe herske uenighed om (hvis man ser bort fra breatharians). Den kvindelige digter siger ovenfor, at alt kan og bliver handlet – krop, følelser, viden, relationer – og at enhver sælger sig selv for at overleve. Hun taler om øjeblikket, om at have udgangspunkt i den daglige overlevelse. Hun forsvarer ikke prostitution, men angriber politikeren for at være politiker – og sætter dermed en standard for en poltikers åbenhed. Men kan en politiker være åben, og samtidig politiker?

Med sin vrede over de prostituererede bagmænd udtrykker den kvindelige politiker, at kvinder ikke sælger sex af egen fri vilje. Underforstået héri ligger en masse politiske agendaer og holdninger at købslå med på Christiansborg: Noget – uddannelse, oplysning – ville kunne forandre kvinders evne til at vælge “bedre” måde at tjene til dagen og vejen på; købesex er ikke et værdigt job (for kvinder; hvornår hører vi om mandlige prostituerede?); en fremtid kan skabes, hvor en mand altid vil kunne finde en kvinde, der elsker og vil elske med ham (og det samme for kvinder, men det hører vi heller ikke om); men skulle man endelig offentlig vedgå, at sex er kommet for at blive, og at det er sit eget marked, og vi ikke lige med deet samme kan skabe harmoni og kærlighed og pardannelse til alle, skulle købesex være bedre reguleret; og skal købesex reguleres, er det bedre at være venner med producenterne (luderne) end med grossisterne (alfonserne) osv osv. Margrethe Vestager vælger derfor en strategi, hvor hun kun anklager bagmændene, som allerede er kriminaliseret. En legalisering af købesex, som med alt hvad det indbefatter af arbejdsbeskyttelse, forsikring, ferie, uddannelse (!) osv., efter en tids instabilitet ville tvinge de kriminaliserede bagmænd ud ad af spillet, skabe tryghed blandt de ansatte, skabe flere selvstændige erhvervsdrivende, tvinge de laveste priser i vejret og generelt set sende flere penge i statskassen – hvilket jo er blandt andet er politikerens rolle.

Men hvad så med digterens anke? At politikeren ikke taler åbent om sin agenda? I et selvoptaget velfærds*samfund, som har glemt, at der overalt på kloden, inklusiv Danmark, findes mennesker, som her og nu behøver at overleve, og at de kun har sig selv at sælge (hvis altså nogen vil købe), ville en politiker, der er mere interesseret i regulering og skabelse af nye indtægter til staten end i kønslige problematikker, og i klummen citeres for at kalde anskaffelser af virtuelle møbler i Second Life for umoralske, kunne få noget igennem? Nogen steder?

Og sådan gik der 4 1/2 timer med den tanke. Nu frokost. Så besøge mormor på hospitalet. Så skrive eller besøge ven med behov for hjælp.

(*velfærd betyder “kvalitetssikring” og ikke i sig selv kvalitet)

@ Vadested

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

@ Jobbet, der slap væk (nok)

ja, det var så dagen, hvor jeg troede, jeg skulle have det der job, som skal bære mig igennem, indtil jeg muligvis skal begynde på spansk på uni.

Men 10 minutter efter at have lavet en jobsamtaleaftale om to dage, samme tid, andet sted, blev der ringet tilbage: Desværre. Vi skal først igennem [vikarbureau], som vi har betalt for at finde en oversætter og webkyndig…

For fanden! Det er MIT job, det der! Mit navn står ud over det hele, kan I ikke se dét? Og det tror jeg måske, de kunne. De lød simpelthen sultne.

Men for nyligt var jeg udsendt som vikar for samme rekrutteringsbureau. Én måned i et analyseinstitut. Da jeg gerne ville fortsætte med at arbejde der, sagde de at bureauet skulle have 10.000 kr., hvis de ansatte mig! Vikarbureauet har samtidig berufsverbotet mig i 6 måneder i analyseinstituttet, hvilket vil sige, at jeg ikke kan sige ja til tilbud om vikarjobs dér, hvis jeg – om 6 måneder – måtte ønske at arbejde der fast!

Havde jeg været chef for bureauet, ville jeg have beskyttet firmaet på samme måde, men jeg så det bare ikke komme.

@ Ulønnet, frivilligt, hjerte, nødvendigt

I nat færdiggjorde jeg kommentarerne til en vens udkast til standardkontrakt for et særligt oversætterfirma, han vil lave. En interessant idé, som jeg håber han kommer langt med. Hvad enten jeg kommer til at lave noget sammen med ham eller ej, er det en fornøjelse at hjælpe ham på vej mod en pension. Og ligeledes en fornøjelse at bøje kontraktens ordlyd til noget, der minder om samarbejde, mens alt der ligner slavebinding luges ud. Min ven må gøre, hvad han vil med sin kontrakt, men jeg tror nu på, at kontrakten skal erstatte håndtrykket – ikke være en fælde for en juridisk ukyndig.

Inden sengetid, sent, nåede jeg også lige deadline på et internetinternatkursusforslag til dansk forfatterforening, som ligger mig meget på sinde, fordi medlemmerne ikke er sikre nok på digitale rettigheder og den slags til at kunne tale åbent om problematikkerne omkring overgangen til den digitale verden.

DFF er en gammel forening, og gamle foreninger bevæger sig meeeeeget langsomt. Jeg er sikker på, at afhandlinger findes, som beskriver dynamikken i nye og gamle foreningsstrukturer, givet med pænt forsvar for den slags foreninger, som umiddelbart fordrer en anelse veneration. (Kan jeg komme på andre, som folk venererer en smule? Nej.)

Men det ér og skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville pille den helt fra hinanden og begynde forfra, “nu også i den digitale verden”. Og vedgår samtidig helt åbent, at visse ting – f.eks. kunststøtte – hviler på troen på nytten af kunsten. Og således også troen på forfatteren.

Som alt andet er det en illusion, det (indtil videre) er hensigtsmæssigt for samfundet at opretholde. Og Skal jeg så være dén, som kommer og siger:

Hør hér, I gamle skrivetudser! Folk har aldrig skrevet så meget som nu. Aldrig fortalt så meget som nu. Hvor er dansk forfatterforening i dét? Hvor er dffs forfattere på nettet? Hvad er holdningen til digitale rettigheder? Hvordan optager man digitale forfattere, og er det overhovedet muligt?

Måske, ja. I hvert fald er jeg dén, som galper mest op om den slags i de udvalg, jeg har sagt ja til at deltage i.

(Hvordan var det lige, at jeg på halvanden måned nåede at sige ja at sidde i idéudvalget, kursusudvalget, biblioteksudvalget, optagelsesudvalget og lyrikgruppen? Knækker filmen, følger det hér…)

Et internet-internat-kursus er i hvert fald mit bud på en fordybelses-proces, for den forfatter der ønsker at skabe sig en digital profil, og bevæge sig professionelt med nogenlunde tryghed på nettet.

et blidt sted at være menneske

SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske “dage” blandt menneskene – hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige. Continue reading “et blidt sted at være menneske”

DIGT: people forged from war

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

People forged from war
People forged form war

War Whistle
war whistle

@ Alt er digt

– er det muligt for en forfatter at blogge, som alle andre blogger?

Hvad sker der med den beskyttelsesmur, der adskiller menneskets privatssfære og forfatterens offentlige liv, når man begynder at åbne for dagligdagsdetaljer?

Jeg vil påstå, at alt er digt. Men de fleste mennesker, undertegnede inklusiv, falder i at sammenblande offentlig persona og personen bagved. Jeg husker én engang, som i en kommentar skrev: “Og du kalder dig forfatter!” Ja, men visse ting skal bare laves. Andre ting skal kæles for. Håndværk, og sjæl.