@ Rumret…

Hvor slutter himlen og hvor begynder Rummet?
Hvem rydder op?
Kan man eje et stykke Rum?
Er det muligt at forsikre mod at blive ramt af meteorer i Rummet?

Måske Stephen Freeland en dag vil være årsag til svar på disse og mange lignende spørgsmål om rumret; han er space lawyer, rumadvokat – én blandt godt 100 i verden, som beskæftiger sig med rumret. Kuldret ord. Rumret. Der burde være en bindestreg: Rum-ret. Men det er stadig tosset.

Anyway – artikel om konsekvenserne af rumturisme, en space law blog!, et essay af Freeland om hvorfor australsk rumfart er gået i stå, Adelta Space Law, et firma specialiceret i rumret… – søg selv videre. Og husk at se op!

Film: Born into brothels (2004)

Dokumentar

En amerikansk kvindelig fotograf, Zana Briski, levede flere år i Bombays red light district.

Her begyndte hun at undervise en flok børn i at fotografere og SE komposition, i håb om at vække deres omgivelser til at tillade dem skolegang, så de – snarere end at “join the line”, blive prostitueret som deres søstre, mødre og bedstemødre, eller alkoholiserede, voldelige, stofmisbrugere som deres brødre, fædre og bedstefædre – kunne gives en chance for en fremtid.

10 børn. I verdens børnerigeste land.

Kids with cameras hedder den organisation, som voksede ud af Zana Briskis arbejde.

“Born into brothels” vandt dokumentar-Oscaren i 2005.

Intet kommer af intet.

Se den.

@ Optagelse på Uni – Brevet! og Schröedingers kat

Er det ikke lidt tidligt? Jeg mener, skulle det ikke først være d. 28/7 – og skulle der ikke kunne gå endnu længere tid, fordi studienævnet først skulle tage stilling til min dispensationsansøgning under Kvote 2, før nogen kunne tage stilling til min ansøgning om at komme ind på Spansk? Men nu ligger brevet fra universitet her, ved siden af tastaturet. Uåbnet.

Og hér kommer Schröedingers kat valsende og stryger sig op af benet.

Og hér ligger den død og og stiv, øjnene mælkede, pelsen mat.

Fristelsen til at lade denne dobbelttilstand herske er stor. Men kunne tolkes som uvilje til at møde “realiteterne”, som de præsenterer sig i autoritære beslutninger.

Altså:

—————————————————————————————–

OPTAGET

IKKE OPTAGET

Er det så dét, jeg egentlig vil?

Vejet og fundet for let?

Går hele min verden så ad den snævre vej?

Hvordan tøjler jeg så min generalist-disposition?
Bare lidt?

Jeg skal ud af huset stort set hver dag fast i flere år –
hvis altså studiet er noget for mig.

Jeg skal finde ud af at komme ud af huset mere,
end jeg gør pt.

Jeg skal til at arbejde jævnligt, og ikke bare i perioder,
for at holde min minimumsindtægt.

Jeg skal – helst i går – i gang med et længerevarende
arbejde af en slags eller på kontanthjælp, hvad der
nu måtte komme først, før kontoen er helt tom

Jeg skal ikke blot begynde på noget helt nyt,
jeg skal begynde forfra.

Den gamle livsstil kan ikke fortsætte
sådan hér meget længere!

Hvad så?

Hvad så?

OPTAGET, IKKE OPTAGET
– forandringer skal ske, uanset hvad.
Og vil ske. Uanset indholdet af brevet.

Puha, godt at få dét på plads.

Op med kuverten.
Er katten stadig levende eller er den død?

Afslag.

Hvordan har jeg det med dét?

Altså, universitet skønner,
at 25 års ekstra livserfaring (i forhold til nye gymnasieelever),
en 4-årig håndværkeruddannelse, undervisningserfaring,
spansk på B-niveau (dog uden eksamen), engelsk på gymnasieniveau,
14 oversatte bøger, 23 års forfatterskab, 9 år som webmaster,
småuddannelser og kurser her og dér, rejser til 31 lande,
periodevist forfatterskabsunderstøttende erhversarbejde
og 1 1/2 års voksenpædagogik ikke kan sidestilles med
en “gymnasiel uddannelse”.

Men jeg kan anke afgørelsen, hvis jeg mener den
strider imod “bekendtgørelsen om optagelse,
forvaltningsloven eller andre regler”.

Jeg har 14 dage til at beslutte mig.
14 dage til at mærke efter.

Lige nu kan jeg ikke føle noget – den ene eller anden vej.
Men jeg er stadig fri.
Jeg er ikke inde i kassen sammen med katten.

Jeg er nu.

dagbog: Snurren på finger

Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: “K er ikke Kræften. K er KRAFTEN”. Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.

Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.

Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene – paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.

Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig – som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage…?

Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.

Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.

Jeg er ikke bange. “Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?” som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.

Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.

Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.

dagbog: Kraft eller kræft?

Ser man bort fra tanken om meningsfuld genfødsel, karmisk gæld og begrebet åndelighed, hvordan bliver så en åbenbaring til en PET-skanning? Jo, bevæger man sig først hen over et barn der dør, et forhold der dør og en identitet der dør, er man godt på vej. Og siger man “dør” (mør) mange gange nok efter hinanden, bliver det til dør (før). Hver død en dør, ikke for afdøde, men for de efterladte.

Jeg havde… ikke elsket hende siden 1991, hvor vi mødtes, men elskede hende dengang i 5 år; havde ikke elsket hende siden 1997, hvor hun første gang gik sin vej, men… båret rundt på følelser for hende, jeg ikke kunne komme af med, fordi hun ikke var der til at tage imod dem.

Sådan var min teori: At elske er den handling, det er at være åben over for et andet menneske, for så vidt det er muligt at handle på anden måde end blot at være åben, hvis behovet opstår – man behøver jo ikke sætte ord på, for at være åben. Dertil komplicerede jeg begrebet med alt muligt om feromoner og personlige præferencer og rette tid og sted og biorytmer og nødvendighed i livet og så videre. Og selve kærligheden var så mødet mellem to åbne mennesker, eller for den sags skyld et åbent og et lukket, det var bare nul-kærlighed, et ikke-møde. Kærligheden var der således teoretisk til stede hele tiden, og opgaven for enhver: At blive eller forblive åben på en sådan måde, at den anden åbnede sig.
Hvordan man skulle gøre dét? Anede det ikke. “Være ærlig” var det tætteste, jeg kunne komme.

I 2004 kom hun ind i mit liv igen. Forelskelse, storslået sex og leg, snak om liv og om børn – jeg svingede frem og tilbage på dét med børn, men hun var så parat, at hun fik en operation, der hidtil havde forhindret hende i at blive gravid. Alle døre åbne; blot at gå gennem dem: Vi flyttede sammen, ungkarlen hér beholdt sin lejlighed i baghånden som kontor, gik på arbejde dér, forsøgte at arbejde hjemme på hendes opfordring, vendte tilbage til kontoret på hendes bøn, og det var svært at bygge bro mellem to relativt ens karakterer, der blot levede forskudt af hinanden – to forskellige behov for tryghed, for sigte med livet. Og hun ville så gerne have det barn, og stabilitet. Hvor ér det en gammel sang, men man synger med på den, hvis følelserne er store nok og mødet stærkt nok – det er dét her med ikke at kunne gå imod sin natur. Sin trang til at blive fyldt op. Ikke gå på kompromis med sig selv. Forsøge at bøje, men ikke bøje af. Sommeren 2006 knækkede så denne film.

Jeg kom hjem fra en 50-års fødselsdag en tidlig sommermorgen, hun var vågen og ville snakke, jeg var småfuld, menneskemæt og ville sove, hun blev ved og ved og ved, og dér blev det for meget. Den tålmodighed, jeg havde troet var min stærkeste side, gik fløjten på tyve minutter. Pakkede alle mine ting – det var ikke mange – og var ude af døren på halvanden time. I døren, mens jeg stod med det sidste, sagde hun: Hvad nu, hvis jeg er gravid? Bagklogskaben ér netop dét, men dér var det bare et uforståeligt udsagn, der føltes som et kluntet forsøg på at holde mig tilbage. “Så tager vi den dérfra”, svarede jeg. Og gravid… det var hun så med sikkerhed en uge senere.

Beskeden kom over mobilen, og da hun sagde det, opstod der en kontakt, BANG! Med det samme kunne jeg mærke barnet, ham, min søn, som det ville blive til. Ikke nogen tvivl om det, ingen troværdighed givet til den velkendte historie om manden, der ønsker sig én magen til sig selv, for skulle jeg vælge, ville jeg foretrække en pige. Men dér var han. På vej inde i maven på den kvinde, jeg havde så mange følelser i forhold til, men ikke forstod og ikke blev forstået af, som jeg havde ladt alene midt i et dårligt timet forsøg på at fortælle mig, at hun måske var gravid. Jeg skulle være far. Det var ikke andet at gøre end at forsøge igen. Endnu en gang.

Vi forsøgte os som weekendkærester. Så kunne jeg arbejde alene ugen lang og være “hjemme” i weekenden. Første gang, jeg skulle noget en weekend, knækkede filmen. Jeg forsøgte at flytte “oftere” tilbage; det virkede heller ikke. Vi havde haft en ferie booket og betalt, som måtte flyttes på grund af nakkefoldsskanning; vi aflyste ikke, vi forsøgte at leve som om, der var en fremtid. Det var min insisteren. Vær hér nu. Vær nu.

I et lånt sommerhus mistede jeg kontakten til min søn. Dén kontakt, som havde været der hver dag siden mobilopkaldet, og jeg tænkte, at min biorytmiske intuitionskurve var nede og at det kun var dérfor. Men tre dage senere aborterede hun. Endnu en gang kom det over mobilen. “jeg bløder, jeg er bange, jeg tager på hospitalet”. Og så var det dét. Jeg skulle alligevel ikke være far til min søn.

14 dage holdt følelsen af at være blevet givet noget dyrebart af Universet, at det var noget, jeg kunne tage ved lære af og blive stærkere af, men så knækkede filmen igen. Jeg vidste det bare ikke. Og vi tog på ferie, med hendes tvivl og på min insisteren, fordi jeg ikke ville give op. Mine følelser for hende var de samme, men ferien blev et helvede. Mig, der ikke kunne være nogen steder, hvor hun var; mig der kogte over, hver gang hun åbnede munden og var rationel, eller ked af det, mig der var alene med mit tab, og ikke forstod, at hun også havde mistet, eller hvad det var, hun havde mistet. Mig alene i mig selv, i savnet af den forbindelse ud af mig og dermed til en fremtid, som kontakten til min søn havde været, nu for første gange nogen sinde rigtig alene.

Ikke længe efter forlod hun mig i en telefonsamtale. Nægtede at mødes med mig, hvis fortiden skulle på bordet; asserterede sig i stigende grad ud af alt, fordi jeg i stigende grad faldt fra “hinanden” og ikke kunne være rationel eller sammenhængende, når vi talte i telefon. Det var et langsomt, men sikkert sammenbrud af hidtil uerkendte forestillinger og drømme, det var mit selvbillede, der krakellerede. For første gang i mit liv havde jeg haft en fremtid, der inkluderede noget, jeg ikke selv var herre over. Ikke kunne flytte mig fra. Og ikke havde haft lyst til at flytte mig fra. Noget ukendt, stort og ukendt, som jeg favnede med hele mit væsen. Og nu var det væk. Og jeg var væk. Det Jeg, jeg villigt havde lagt i hænderne på det ukendte, var væk og ingenting var i stedet. Alt snurrede rundt i mig, der var kun arbejdet tilbage, ikke mit skrivearbejde, men en oversættelse jeg var i færd med. Og jeg klamrede mig til den, så godt jeg nu evnede.

14. december, knap 2 måneder efter hun gik, og 5 efter at jeg mistede mit barn, havde jeg det egentlig okay. Nogle dage forinden var jeg faldet for fristelsen til at gå ind på den webmail, jeg havde oprettet til hende, og forstod af en mail dér, at hun var kommet videre – var begyndt at date, og havde gang i en fyr. Dét rørte mig ikke selvom jeg skammede mig forfærdeligt og gik til bekendelse over for hende. Alt, jeg følte ved tanken om hende sammen med en anden, var, at den del af mit liv var forbi – at jeg var nødt til at sørge, og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at forstå, hvad dét egentlig ville sige – sørgeprocessen var lige så umærkeligt kommet på skinner, så at sige, og jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at der måske kunne være noget på den anden side, hvis bare jeg gav det tid – hvad jeg så end skulle gøre for at hjælpe mig selv. Jeg havde opgivet at skrive det daglige digt i slutningen af november, for at have dét mindre at skulle bruge energi på – jeg havde længe kun magtet rygmarvslinier og -rytme, og det tog mere end det gav. Deadlinen havde også fat i mig, og selvom det var en pinsel at skulle arbejde seriøst med noget, der måtte have min fulde opmærksomhed, var oversættelsen i det mindste en form for kerne i min dag.

Denne dag havde jeg således knoklet mine 7 sider af, og var af en eller anden årsag kommet til at fundere over mit forhold til den danske forfatter, Erwin Neutzsky-Wulff, som jeg syntes var horribel i sit menneske- og kvindesyn, kold og rationel og fjendsk, og så fik jeg denne tanke: Hvad skulle jeg sige til ham, hvis jeg gik op af hans havegang og bankede på hans dør… hvad skulle jeg sige til ham, når han lukkede op, det skulle være ærligt, noget kort og præcist, som han med alt sit fjendtlige rationale og store viden ikke uden videre ville kunne afvise? Og så slog det ned i mig: “kærlighed er den stærkeste kraft i Universet”.

Jeg sad og smagte på det. Det var vinter. Jeg havde haft en fremtid, nu havde jeg kun “på den anden side søvnen uden…”, uden muligheden for at udleve de forestillinger, der var fulgt med tilliden til hengivelsen til det, jeg ikke kunne kontrollere. Der var bælgmørkt udenfor, og kun en enkelt lampe tændt i lejligheden. “Kærlighed er den stærkeste kraft i Universet”. Jeg grinede for mig selv, mens jeg så mig selv vende om på hælen og efterlade Erwin Neutzsky-Wullf stående sådan “øbbe-øbbe-øbbe” på dørtærskelen til sit hus. “Kærligheden er den stærkeste kraft…” Med ét følte jeg, at dét hér… det var vigtigt. Det var ikke noget, jeg blot skulle bortdømme som så meget andet tankespinderi, give slip på, glemme, nej, jeg skulle gøre noget med det. Men hvad? Skrive et digt? Nej, det var jeg ikke i stand til efter alle de timer med oversættelsen dén dag. Skrive det på en lap papir og gemme det til dagen efter? Nej, det ville bare som alt muligt andet blot være et minde om gårsdagens indsigt og kraft, nej, jeg skulle skrive det på væggen.

Det er noget, jeg ofte har gjort, når noget skulle bæres gennem dagene. At fjerne det fra væggen er ikke uden videre gjort, og alene besværet adskiller et udsagn dér fra et udsagn på en lap papir. Giver det tyngde og tvinger mig ind i substansen igen. På min toiletvæg skrev jeg f.eks., da jeg i 2001 dybt disillusioneret omkring min egen placering i verden kom hjem fra Perú: “I am no poet, I am invention” – jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg kan mærke en essens i det, som gør det rigtigt, at jeg jævnligt skal tage stilling til det. Så, på væggen, midt mellem alle Ole Comolls fantastiske mennesketegninger, som hang der indtil vi kunne komme videre med vores LYS-projekt, hvilket i de dage ikke lige var aktuelt for mig, skrev jeg med speedmarker: “Kærlighed er den stærkeste kraft i universet”, fint tegnede bogstaver, jeg mente det og ville skulle se på det i lang tid fremover. Og så sad jeg og kikkede på det.


Jeg må have det tættere på, tænkte jeg; jeg må skrive det på mine arme; tættere på end kroppen kan det ikke komme, før jeg forstår, hvad det betyder; det skal stå på begge mine arme… og med samme permanent-tush skrev jeg det omhyggeligt på begge mine arme. “Kærligheden… er… den… stærkeste…” – det blev pænere på højre arm end på venstre, fordi jeg som højrehåndet måtte være mere omhyggelig dér. Og så sad jeg dér, væggen beskrevet, semi-permanent tatoveret på begge arme med store bogstaver – måske skulle jeg simpelthen gå rundt med det en måned og se, hvordan det ville føles, når andre så det – hvordan det ville være at vågne til hver morgen, tatoveringen jeg aldrig havde fået lavet, fordi jeg ikke før havde fundet noget jeg havde lyst til at se hver dag, ufjerneligt på min hud.

“Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer, ikke holde på den, ikke skubbe den væk” begyndte at køre rundt i hovedet på mig som en remse. “Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer, ikke holde på den, ikke skubbe den væk” – som et lydspor fra en fjern lejlighed. Og så kunne jeg med ét mærke noget vokse frem i min brystkasse, nej, i hele min overkrop, fra lige over pelvis til struben og ud til hvor ribbenene bukkede rundt mod ryggen, følelsen som af en stor piet heinsk superelipseformet opsvulmet ring, der omkransede og tegnede hele forsiden af min overkrop, 5-6 cm i bredden, en fortykning der ikke var synlig på huden og ikke kunne mærkes, når jeg trykkede på den, jo, jeg kunne ikke mærke ringen, men kun fingrenes pres, når jeg trykkede, men straks jeg fjernede fingrene igen, vendte følelsen af opsvulmethed tilbage. Jeg følte mig let. “Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer…” Jeg havde intet at frygte længere ud over frygten selv; jeg behøvede ikke længere lade frygten køre rundt med mig, frygten for fremtiden uden et barn til at give mig mening og fokus, frygten for at være alene, frygten for om jeg nogen sinde ville finde et menneske at dele mit liv, følelser og tanker med, som jeg ikke konstant skulle kæmpe med, frygten for min skrivekarriere og frygten for at blive glemt, leve uelsket, uden venner, familie, alene.

Og så ringede det på døren. Det var hende. Af alle mennesker på denne dag, som kunne ringe på min dør, var det hende. Hvordan…?

Jeg havde ikke set hende i næsten 2 måneder. Hendes væsen var det samme. Men lukket på den selvbeskyttede måde. “Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det.” Med ét var jeg selv forsigtig. Meget, meget glad for at se hende, men forsigtig. “Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det” stemte ikke overens med al den tid, hvor hun nægtede at se mig, fordi jeg ikke kunne love ikke at tale om noget “før”. Der var så mange uafklarede spørgsmål, som hun havde nægtet at svare på, så hvad lavede hun i min lejlighed, når hun oven i købet havde gang i noget nyt?

Vi trippede rundt om hinanden en tid, hvorpå hun spurgte om vi ikke kunne ligge lidt ned – hun ville bare gerne holdes. Og det kunne jeg godt, kunne jeg mærke. Ikke tale, bare holde. Men vi havde ikke ligget der længe, før jeg kunne mærke hvordan ringen i min brystkasse begyndte at pulsere heftigt med en voldsomt brændende fornemmelse, og jeg følte mig opfyldt og så fuldstændig overflydende af kærlighed til hende, alle mine følelser væltede ud af mig, mens jeg bare lå og holdt. Jeg sagde ikke noget, men hun kunne mærke det, det var helt tydeligt at hun responderede, og dette kærlighedsfelt voksede til nogle proportioner, hvor vi var nødt til at afstemme følelsen med hinanden ved at se hinanden i øjnene. Mine øjne var bløde og intenst alvorlige på samme tid, husker jeg, og min brystkasse føltes som en kogende vulkan, hvor altid bare væltede ud.

Det endte selvfølgelig med, at vi måtte have tøjet af, fordi alting skreg på størst mulig tæthed, men følelsen varede ved i 24 timer, indtil hun var nødt til at gå, fordi hun havde en aftale. “Og jeg kan faktisk heller ikke tage mere ind”, sagde hun. Tage mere ind? Er der en begrænsning? tænkte jeg. Jeg havde undladt at komme i hende, standset mig selv, fordi jeg kunne mærke at hun ikke ønskede det, ikke ønskede min sæd oppe i sig, men i kampens hede ikke var i stand til at standse mig eller sig selv. Jeg standsede mig selv, selvom jeg brændende ønskede, at dét barn ville vende tilbage, og at jeg dog bare var kynisk nok til ikke at tage hensyn. Jeg standsede mig selv, selvom følelsen var, at jeg kunne fortsætte med at give hende af hjertet til mine dages ende, hvad enten vi kunne forstå hinanden eller ej. “Tage ind?”

De næste dage fik jeg grædt igennem. “Ikke invitere frygten, ikke skubbe den væk…” gjorde mig i stand til at lytte til kroppens behov. Jeg kunne pludselig føle, at det skulle være “nu”, lægge mig på sengen, på ryggen, og med ét bryde ud i voldsom, gennemrystende gråd, og i modsætning til tidligere var jeg i stand til at hengive mig til det, lade det ske som en valid form for udrensning. Rette kroppen ud, når den var færdig med sin udladning, lægge mig på ryggen igen, give slip igen hvis der skulle krampegrædes mere, lægge mig på ryggen igen osv., og på et eller andet tidspunkt klart mærke, at nu var det færdigt. På sin vis voldsomt spændende pludselig at opdage, at kroppen havde disse behov, der ikke hverken skulle verbaliseres eller føles på, men blot handles på, på samme måde som sult og tørst.

Men hende. Hvor var hun? Var hun på vej tilbage, kunne vi gøre et nyt forsøg, skulle vi gøre et nyt forsøg, hvad handlede dette utrolige og aldrig tidligere i den størrelsesorden oplevede kærlighedsmøde om? Jeg vekslede mellem tvivl på og tillid til mit nye kropslige fænomen, og forfaldt til endnu en gang at glo i hendes webmail, hvoraf jeg så kunne forstå, at hun havde skulle møde sin date den foregående fredag, hvor hun var nødt til at gå. Jeg forstod hende egentlig godt, mente jeg: Hun var usikker ved det nye, skulle lige tjekke det gamle, og det blev til noget andet, end hun havde forventet, men hun ville ikke opgive muligheden for det nye, så…

Jeg havde ingen problemer med at tilgive det. Mine egne overskridelser var straks noget andet. Ikke noget “in love and war” hér.

3 dage før jul kom hun tilbage. Hun “var lige i nærheden” – men ligesom i filmen “groundhog day”, som Bill Murray er dømt til at gennemleve igen og igen, og er nødt til at lære at der er forskel på det spontane og det taktiske, var også jeg nødt til at indse, at øjeblikket er noget man udfylder med nærvær, ikke med erindring eller forventninger. Hun var ganske lukket, blev ikke særlig længe, og da døren lukkede sig bag hende, gik bunden ud på dette menneske.

Hvordan jeg kom igennem jul, nytår, min fødseldag i slutningen af januar, ved jeg ikke. Men jeg fik afleveret oversættelsen i begyndelsen af januar og skrevet et par daglige digte, ikke mange, men nok til at bevise for mig selv, at jeg af og til levede. I perioden efter d. 21. december havde jeg med al tydelighed gjort det klart for hende, at jeg aldrig ønskede at se hende igen. Hun skulle ikke “lige komme forbi for at se, hvordan jeg havde det”. Skulle hun noget, skulle hun give sig hen – men jeg kunne se, at hun ikke regnede mig for dét materiale, hun skulle lave børn af. Og at dét var hendes største ønske.

Så godt jeg nu evnede det gav jeg slip på hende, men min sorgprocess var der gået ged i. Jeg begyndte at veksle mellem en form for følelsesløshed (numbness) og selvmedlidenhed. Kunne ikke længere mærke, hvad det var, jeg havde mistet. Det var nemt at redegøre for og sætte i ord, men ordene var ligesom ikke forbundet til en virkelighed i fortid eller fremtid. Og samtidig havde jeg så selv fundet mig en dating-veninde. Som med tiden, snarere end at blive nemmere at være sammen med, blev mere belastende, fordi hun kom til at spærre for dét, jeg skulle arbejde med i mig selv. Som sådan noget ofte bliver til, kom jeg til at bruge hende til at gemme mig bag, ikke som trøst, for jeg havde ikke behov for trøst, men hvordan siger man nej tak til åbne ører og sympati, der vises én, når man mest har brug for det og i realiteten kun har sig selv at tale med? Jeg vidste ganske enkelt ikke længere, hvad jeg skulle gøre eller gribe i, eller hvordan jeg skulle komme videre med noget.

I løbet af denne periode på 4-5 måneder fik jeg ikke løn-arbejdet overhovedet. Kunne ikke tage mig sammen, var træt træt træt hele tiden. Ringfølelsen var min ven igennem lang tid, af og til måtte jeg lige tænke på den om morgenen for at få den frem igen, men den var med mig hver dag. I januar var jeg faldet over en kvinde på nettet, som på halvandet år havde gennemgået en spontan kundalinirejsning, en oplysning, der havde fået hende til at forsage sit kærlighedsliv og arbejde til fordel for et liv med healing og kærlighed. Hende konsulterede jeg et par gange, og blev da overbevist om at følelsen i mit bryst var en god ting. Men en dag opdagede jeg, at følelsen havde ændret sig.

Snarere end at være en ring, var den nu blevet til en plade-følelse – som dét der var inden i ringen. “Hullet i nullet” som titlen var på en bog, jeg engang læste. Og jeg behøvede ikke længere “forstærke” den ved at tænke på den – følelsen var (og er) i brystet konstant, ca. fra navlen til hjertet. Men fordi jeg ikke havde evnet at overskue konsekvenserne af at være sammen med en anden kvinde, uden at være afklaret omkring konsekvenserne af den forrige, og fordi dette kortvarige forhold blev så problematisk, mistede jeg min indre vished om, at min ring/pladefølelse var af det gode. Jeg vidste sådan set godt, hvor det kom fra, hvad historien var, men med alle de nye ting der begyndte at ske i min dag, var der ligesom ingen relation til følelsen. Intet, der angav, hvad følelsen skulle eller kunne, eller ville mig, for den sags skyld. Og jeg begyndte at tænke, om det måske var symptom på noget andet. På noget indeni. Kræft, måske. Måske var alt det her med en ekstra-sanselig dimension noget vås. Måske var det ikke andet end et symptom på det liv, jeg havde ført. Der, som jeg selv kunne vurdere det, havde svaret til at være spøgelsesbillist på en befærdet vej.

Jeg var totalt nedkørt, da vi nåede maj måned. Og som altid, når jeg er nedkørt, uden penge, retning, forståelse, bliver jeg stresset, og når jeg bliver stresset, reagerer mit tandkød med betændelse. Lavt immunforsvar = Akut nektrotiserende gingivitis (akut døende tandkød). Af sted til tandlægen, ny dosis smalspektret penicillin, 10 dage. Et par besøg til gruppeterapi havde ikke kastet noget af sig, og det var blevet sommerferie for gruppen, og jeg ventede bare… på et eller andet. Jeg fik stadig ikke lavet nogen penge, følte mig svag og sårbar og havde ondt i kroppen. Påbegyndte i stedet en blog for simpelthen at have noget at lave. Og så blev jeg syg med feber og hoste, og da jeg havde hostet 5 dage, gik jeg langt om længe til lægen. Jeg forklarede om denne følelse i brystet – at jeg gerne ville vide, om det var fysisk eller… noget andet. Kunne ikke fortælle ham, at jeg tænkte, at det måske kunne være en form for resultat af min åbenbaring d. 14. december, men hosten og trykken for brystet… var nok for ham til at sende mig til røntgen.

“Der er en skygge i lungen – det er nok en gammel lungebetændelse, her er en recept på penicillin, tag dét, og så bestiller jeg tid til en undersøgelse, når du er færdig med pillerne.” Undersøgelsen var et nyt røntgenbillede i mandags. “Skyggen, din læge så, er der ikke længere, men der er en anden skygge, som vores professor siger nok er et blodkar, men vi vil gerne tjekke dig yderligere.”

Bispebjergs lungeafdeling – der var jeg så i dag igen. Bronkoskopi – kikkert ned i lungerne, fuldt bedøvet, og groggy, da jeg vågnede. Og i morgen skal jeg PET-skannes, kontrastvæske sprøjtet ind, så de kan se blodbanerne i lungerne. Min cykel var jeg nødt til at efterlade derude i eftermiddags, så jeg skal tidligt op, for at komme til tiden. Jeg forventer, at de ikke finder noget. Og at jeg skal til at tage dét seriøst, som ligger som en plade i min brystkasse hver dag. Men hvor? Hvem pokker skal jeg spørge om det?

Spørgsmålet om noget fysisk betinget står foreløbigt åbent til i morgen. Jeg indrømmer, at jeg i dag tænkte, at det på sin vis ville være betryggende, hvis de fandt noget – fordi der så var noget konkret at hægte mig på. Snarere end denne vedvarende følelse, der er som første side i en ABC, jeg end ikke kan tyde omslaget på.

I morgen. Efter i morgen…

[nu poster jeg den hér, uden yderligere korrekturlæsning, fordi den skal af sted, inden jeg om 8 timer skal op og på lungeklinikken igen.]

kenneth krabat,
13.07.2007

@ Den tavse Jord

I godt og vel 80 år har Jorden gjort sig bemærket. Ikke i nogen betydning af ordet, som kan rumme en hverken positiv eller negativ kvalitativ vurdering, vi kan forstå. Men præcis som vi selv forsøger at gøre det med SETI, har levende væsener andre steder i ca 80 år kunne både se og høre, hvad vi går rundt og laver.

Men radio og TV-bølger bevæger sig ikke hurtigt nok på 80 lysår til at kunne nå en planet, vi kan antage er beboelig for andre såkaldte intelligenser, så med mindre nogen har placeret relæstationer for vore signaler derude, som vi har gjort det med vore satellitter, er popcornspisning til vort jordiske liv primært forbeholdt intelligensformer på gennemrejse i vor del af Mælkevejen.

Vi har dog fans derude, ingen tvivl om dét. Fans af Jorden 24/7. Dén, der fatter, at nogen kunne lade sig fascinere af Plantageejerens Datter i 900 afsnit, burde ikke have besvær med at godtage forestillingen om en fanskare, som i flere generationer har byttet optagemedier med sjældne optagelser af jordelivets glæder og sorger.

I dag flytter vore radio- og TV-transmissioner i stigende grad over på kabel, og vi sender derfor færre og færre timers repræsentativ kultur ud i rummet. Ca. samtidig med nærværende blogtransmission vil vore fans i rummet være begyndt at opdage, at kvaliteten og frekvensen af den sitcom, de har fulgt i næsten 80 år, er for nedadgående. Inden så mange år, vil stort set kun trafik- og militærkommunikationsfrekvenser forlade Jorden, hvilket stort set må svare til, at vi var tvunget til at finde vores underholdning ved at ringe til kommunekontoret.

Hvad gør fans, der bliver svigtet af produktionsselskaberne? De klager.

“Bare vent”.

Gid jeg kunne sige dét. En sammenrotning af fans som med Farscape, og Firefly. Men som med alle andre serier, der langsomt fiser ude, finder fansne andre vandhuller at drikke ved. Andre frekvenser. Andre kanaler.

Sidste sæson?

@ intet kommer af intet

“… So, in this picture, you are about to see, you’ll see the culmination of a long series of such desires to look into the Earth. One might well believe philosophically that some ancient culture, engulfed through some great upheaval of nature, might linger on, in some “pocket” of Earth. This is science fiction, of course, it’s a fiction. It is a fable, beyond fiction, for I think if you will study this picture, when it’s over, you’ll realize that this is more than just a story told – it’s a fable of meaning and significance, for you and for me, in the 20th century.”

Dr. Frank C. Baxter
Professor of English, University of Southern California

i indledning til

THE MOLE PEOPLE (1956)

se den som fototegneserie

@ Først den færdige er fri

Går det langsomt? Går det hurtigt? Det betyder ikke så meget, jeg er alligevel ikke så dygtig, til at frasere eller se hvad der følger på guitaren, eller kan følge, baseret på hvad der er gået forud, akkorder, akkordrundgange, F-maj7 og svenske skovsøer, jeg kan ikke genkende tonernes placering eller overhovedet identificere dem i forhold til noget mellemmæssigt, på tværs af landegrænser, ordløst sprog.

Men jeg kan mærke, om han ér der, om han forsøger at ramme det rigtige eller lader det forkerte blive rigtigt i en ny sammenhæng, og hvor meget han selv får ud af det, og jeg kan forstå hans glæde ved instrumentet, måden han vælger at spille på, mens han opholder sig visse steder på gribebrædtet, fordi der dér opstår en karakteristisk lyd i instrumentet, som han godt kan lide.

Og så falder jeg selv ind, med den evig fortælling. Eller begynder den selv på stemningen i kroppen, eller rummet, eller bare forbindelsen til historien som den hænger i luften, ikke hvor skal vi hen, du, men siger dét der kan siges på en vejrtrækning, inden akkorden skifter, eller ud over luften, og ind i næste åndedrag, eller ind over næste akkord.
Så han må afgøre med sig selv, om han vil gå med eller kæmpe imod. Mig er det ligemeget, jeg kæmper gerne og forsager gerne, jeg har en historie at fortælle og den er slut, når den er slut. Ikke før, ikke tidligere, hvad enten han er på eller ej, hvad enten han spiller eller ej, historien slutter først, når den slutter.

Først når den slutter, har jeg fri.

Velkommen til dagensdigt2006

Det er anden gang, jeg har forsøgt mig med at skrive et digt om dagen – første gang var fra dec. 1999 til dec. 2000.

2006 blev noget anderledes, end jeg havde både forestillet og ønsket mig. Et år fuld af afslutninger: kvinden, jeg havde elsket i 15 år, mit første regulære forsøg på at bo under tag med en kvinde, og min søn, der døde i livmoderen på sin mor. 2006 var mit annus horribilis. Mit forfærdelige år.

Hvis du vil se denne hverdag afspejlet i digt, skal du ned i bunden af siden og begynde dér – i januar 2006, på min fødselsdag, som jeg nægtede at fejre, fordi jeg var hamrende deprimeret efter hvad jeg oplevede som en mislykket, nys overstået legatrejse til Peru, samt parforholdsrelationen, der forekom mere og mere absurd, når som helst vi åbnede munden.

Som du kan læse af kontrakten d. 30. januar, var det intentionen at lade det daglige digt holde mig til ilden og forhindre mig i at synke ned i det hul, man ikke kommer op af igen. Paradoksalt nok var denne vedholdende stædighed med til at manifestere en uoverstigelig forskel hende og jeg imellem. Jeg, der var gift med min skrift og klagede når den svigtede mig, og hun der ønskede en regelmæssighed i sit liv, og klagede over at jeg ikke leverede varen.

Jeg tror, det er en gammel historie. Måske er den interessant for dig at se fra dénne vinkel. I så fald: God læselyst.

Kenneth Krabat
Frederiksberg
07.07.07