Film: The Secret Life of Words (2005)

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV’et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver “vores egen” fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie (“Kopenhaaagen”) – jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna – hold øje med hende; hun er dygtig.

@ Eurocon 2007, 21.-23. september 2007

Den 29. europæiske science fiction-festival.

Hvis du er til fantasy og science fiction, skulle du tage at aflægge Eurocon 2007 et besøg. Det er første gang siden undfangelsen i 1972, at Eurocon afholdes i Danmark, og så store notabiliteter som Anne Macaffrey, Harry Harrison og Stephen Baxter er gæster (men der er 19 andre, heriblandt vore egne Svend Åge Madsen, Lene Kaaberbøl, H. H. Løyche og Anne-Marie Vedsø Olesen).

Samtidig kan du deltage i en novelle-konkurrence på engelsk, hvor teksten ikke må overstige 2007 ord! – senest 1. august. Teksten kan også have digtform, og kan også være kortere – blot skal emnet være inden for rammerne af det fantastiske. [Hvis i tvivl, så læs om Todorovs definition hér] (Det kan godt nås, hvis man vil – selv lykkedes det mig på 18 timer at skrive en historie på præcis 2007 ord. Jeg kunne ikke lade være med at prøve, og synes faktisk resultatet blev meget hæderligt: En slags parabel om det at balancere på grænsen mellem tomhed og fællesskab, iscensat i en verden, hvor enhver lever omgivet af et “ghost”, som er repræsentationen for fællesskabet og konsensus, og hvad der sker for en, som mister sit “ghost” og ikke ønsker at vende tilbage til fællesskabet.)

Tilmelding inden 1. august 150 kr.
Efter eller i døren 100 kr. dag/200 for weekenden, hvis købt i døren fredag.

Eurocon 2007
Novellekonkurrence med 2007 ord

Film: World Trade Center (2006)

Doku-drama

Overraskende afdæmpet Oliver Stone-film om nogle af menneskene, der blev direkte berørt af angrebet.

Imdb

Synops: Baseret på en virkelige historie om to betjente og deres familier, i timerne op til, under og efter tårnene er styrtet sammen.

Jeg kan ikke fordrage Nicholas Cage – eller har ikke kunnet siden Raising Arizona. Han har en tendens til at vælge roller, han egentlig ikke gider, hvorefter han overspiller helt ud i frikadelle-amatørteater for overhovedet at være til stede.

Hér går det dog okay – måske fordi det er svært at se den texanske gummimimik (måtte bare skrive dét ord!) og de overdrevent seriøse øjne under et tykt lag aske. Og Oliver Stone holder sig næsten helt fra excesserne, hvilket faktisk gør filmen udholdelig.

Der ér kun lige den tidligere marinesoldat, nu præst (vi erindrer, at det er en virkelig historie – OS må have elsket, at han ikke behøvede tildigte den amerikanske ånd…), som sendes på mission af Vorherre for at hjælpe til efter tårnenes kollaps. Som efterfølgende udtaler, at hans nye mission er at tage hævn over de ansvarlige. Jojojo, en enkelt repræsentant for de kræfter i USA, som med Vorherre eller Djævelens magt vil stå i centrum af det Jordiske Univers uden at skele til egen navle, skal der da med for at nuancere billedet, jojojo.

WTC rører ingen steder ud over enkelte hulke-impulser i tabs- og genforeningsscener. Ikke engang halvvejs ned til hjertet når den. Hvilket så heller ikke balanceres ud af actionscener. OS har givet tænkt, at den skulle leve som “indre action” – fra katastrofen i den ydre verden til hengivelsen til verden indeni – i de erindringer og følelser, vi bærer rundt på, som udgør vores verden, når vi ikke har adgang til den, som vi plejede.

Men på en absurd måde er den sindssvagt flot: Ground Zero, som krateret kom til at hedde, er genskabt i alle detaljer, som hele kloden kender det fra medierne på dagen, hvor det skete. Det er på en måde totalt perverst: Nogle ødelægger disse bygninger, hvorefter andre genskaber dem og ødelægger dem igen. Havde det været en oralt afleveret historie, ville enhver have skabt sine egne billeder af rædslerne baseret på fortællerens indlevelse i egen historie – men hér kan OS i sin bearbejdede historie ikke afvige det mindste fra det, som folk allerede kender fra CNN og alverdens TV-kanaler. Følelsen af perversitet kommer således primært af, at hele verden fastholdes i sin kollektive billedindfangelse, ikke med fokus på selve kollapset men på efterladenskaberne. Stålkonstruktionerne, som er levnet efter WTC. Altså såret. Vi fastholdes i såret. Og i billedet på det tabte.

Det skal dog siges til Oliver Stones fortjeneste, at han for én gangs skyld balancerer nogenlunde – uden at tvære. Der placeres ingen skyld, ikke direkte. Der er til og med en kort scene i en arabisk bazar med en mand med en radio til øret. Men såret står tydeligvis åbent, og scenen af de endnu levende, der bæres gennem en hær! af redningsfolk, er så entydig amerikansk i sin dokumentation af menneskelig lidelse, at man derigennem på sin vis fatter, at det var muligt at slippe af sted med endnu en krig i og besættelse af Irak.

Battlespace (Science Fiction, 2007)

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det – måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

“The saga of Humanity” hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. “The Konstruct War”, som er et andet navn for “Battle Space”, er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet – og sin datter – fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan – selvom de er stort set state-of-the-art – ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer – men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix – billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 – 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette “civiliserede” som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af “Battlespace”, snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

2V andelslejlighed til salg, Frederiksberg 2000

SOLGT

2V på 50 m2

andel 780.000, muligvis ex. forbedringer. Men det er ikke meget.
Husleje 3137,- inkluderer kabeltv, byfornyelseslån og acontovarme.

Høj stue på stille vej i svømmehalskvarteret, 5 min. til Metro, bus 18 og 2A. Udsigt til stor og grøn gård med grillområde, blomsterbede, store træer og buske og legeplads i gårdens fjerneste hjørne.

2 gode fællesbade i kælder (7 trin ned ad køkkentrappen – men mange har inddraget lejlighedens toilet til bad/toilet), fælles vaskemaskiner (10 kr. for en vask!) og tørrekælder.

Køkkenet er af størrelsen “gramsekøkken” med godt, langt køkkenbord, nyt gaskomfur med gasovn og højenergi-køleskab.

1Mb/1Mb netforbindelse for 99kr/md via Frederiksbergnet, eller ca. 140 med 1/1 + IP-telefoni Forbindelsen kan opgraderes til 50Mb/50Mb.

Foreningen A/B Sindshvile har rigtig god økonomi, idét ALT, der stort set kan laves på huset, ér lavet siden foreningens begyndelse i 1984 – tag, kældre, lyskasser, vinduer, vaskerum, bade, what else. God bestyrelse og intern hjemmeside på vej.

Der ses gennem fingre med kattehold, såfremt katten ikke render ude i gården (pga. børnenes sandkasse).

Og der begynder at blive en del børn i gården igen – man kan mærke de mange sammenlægninger på Frederiksberg har haft effekt. Vi er 9 sammenlægninger ud af oprindeligt 40 andele.

Billeder kan følge på opfordring. Ingen besigtigelse ml. 3/8 og 26/8.

Svar i kommentarfelt eller på mail, som er den samme som blogtitlen uden mellemrum.

Vel mødt!

PS: Til sammenligning ligger andelspriserne i området i følge den blå avis på mellem 900.000 og 1.5 mio for tilsvarende lejlighed. [Dette er også et historisk dokument 🙂 ]

Film: 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994)

Vanvid?

Juledag i begyndelsen af 90’erne træder en 19-årig computerstuderende ind i en bank og affyrer 14 skud med en automatpistol. Derefter går han tilbage til sin bil og skyder sig selv. 3 af menneskene i banken dør.

Meningsløse kalder vi begivenheder som den unge mands handling. Men Michael Haneke (Pianisten, 2001) psykologiserer ikke omkring hans motiver: Continue reading “Film: 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994)”

dagbog: Anatomisk blåstempling

“Ja, jeg må hellere omgående sige, at der ikke er noget som helst”. Fin læge, godt menneskesmil bag professionalismen.

Sådan. Tak, fint. Men det vidste jeg også godt. En lille bløb i bagkraniet om, at min lungekapacitet er nedsat ca. 6%, givet gr. rygning. Men ingen pletter på lungerne. “Der er ikke noget som helst”.

Nu må jeg så tage stilling til følelsen i min brystkasse ud fra andre kriterier. Som jeg endnu ikke ved, hvad skal være. Men efter at have set The Secret i går aftes, blev jeg klar over, at jeg er på rette vej. Og at det kun er mit anstrengte forhold til penge, følelsen af aldrig at have nok (=tid), der har spærret mig vejen: Min vægtning af fri tid snarere end de muligheder, som at have penge giver. Men også den adskillelse på godt og ondt, som fri tid i mit tilfælde er blevet til, helt naturligt-agtigt-lignende. Fri til at tænke i fred, fri til at mærke det hele uden back-up.

Med The Secret i hovedet sad jeg i venteværelset og forsøgte at forestille mig, hvad jeg gerne ville med følelsen i brystkassen. Som herre over mit eget liv og kosmos er det nemt nok at se, at jeg indtil videre ikke har andet, jeg vil med følelsen i brystet end at åbne yderligere og give mere til andre. Venlighed, imødekommenhed, kraft, styrke, tillid, tro – frygtløst og med fokus på åbne mig for deres bedste følelser snarere end deres frygt, mistro, og gamle vaner.

Og til mig selv. På denne dag, hvor jeg er levende, og raskmeldt! har jeg lyst til at give efter for min lyst til at vende tilbage til en Landrover, få mig et buskørekort, flytte til Samsø. Fuck at komme på universitetet. Jeg gider det jo egentlig ikke:

Fat i AMU mandag og høre om buskørekort. Har fundet en landrover, jeg skal se, og et hus på Samsø jeg skal se. Livet udmærker sig.

Belært af livet ved jeg, at verden ikke nødvendigvis ændrer sig med den overbevisning, denne dag har for mig, men maskinen har været i gang et stykke tid – har set på hus i tre uger nu, talt med bankrådgiver, fortalt at jeg muligvis er ved at rykke teltpælene op for at gøre noget nyt. Det ér sådan set bare at fortsætte, og fastholde at jeg får igen, hvad jeg giver ud.

Så, andelslejlighed sættes til salg i næste indlæg.

dagbog: PET-skanning

aldeles udramatisk – indsprøjtning af radioaktivt sporstof (hvor sygeplejersken skyndte sig ud af rummet efterfølgende, fordi hun laver det hver dag, og skidtet ER radioaktivt). Stoffets halveringstid er på 110 minutter, hvilket vil sige, at det er halvt så radioaktivt efter godt 2 timer, og halvt igen efter 2, indtil det er skyllet ud af kroppen via nyrerne (4-6 timer ved rigelig væskeindtagelse). (I princippet må man så konkludere, at der via toilettet skilles ganske små mængder radioaktivt materiale ud til omgivelserne, som i teorien aldrig holder op med at være radioaktivt. Men i praksis er der stråling mange steder fra, herunder også baggrundsstråling fra universet, så det betyder ikke noget. Tror jeg.)

Dernæst slappe af 1 time uden aktiviteter, fordi stoffet flyder med blodet op i hjernen alle de steder, der er aktivitet. Og stoffet ér som sagt radioaktivt, så det er bedst at undgå det steder, hvor det ikke behøves. Altså, ingen bøger, og ned i zen-mode. Total afslapning. Ingen problemer, fordi jeg ikke mærkede den fjerneste angst eller frygt.

Sært nok er jeg helt rolig omkring alt det her – fuldstændig overbevist om, at der intet er galt. Jeg har tænkt, om jeg har dødsdrift. Hvilket er sådan noget, man helst ikke skal tale om, Måske er jeg bare urealistisk. Men jeg tror, jeg bare er hengivet omstændighederne i dét omfang, jeg føler jeg ingen indflydelse har. Og indtil det modsatte er bevidst, fejler jeg ingenting. Og når de har konstateret dét, de anatomiske læger, kan jeg rette opmærksomheden fuldt og helt på følelsen i min brystkasse.

Efter 55 minutters søvn blev jeg sendt ud at tisse, og så ind i PET-skanneren, som er den type skanner, der laver lodrette “snit” af kroppen, så man kan gå den igennem som spegepølseskiver. Den er så hér kombineret med en røntgenskanner, en CAT-skanner, der arbejder 2-dimensionelt på knoglestrukturen – og som nøgle i lås bliver lægerne ved at kombinere de to informationsmaterialer i stand til at se et fuldt billede af hele kroppen.

Undervejs skanningen indsprøjes et stof, som virker kar-udvidende – det føles som om man bevæger ekstremiteterne – fingre og fødder – meget tæt på et bål, men er overstået smertefrit på 30 sekunder.

Skanning: 45 minutter. Totalt knap 2 timer.

Svar fredag morgen. Så skifter verden karakter igen. Uanset hvad… 😉

@ Rumret…

Hvor slutter himlen og hvor begynder Rummet?
Hvem rydder op?
Kan man eje et stykke Rum?
Er det muligt at forsikre mod at blive ramt af meteorer i Rummet?

Måske Stephen Freeland en dag vil være årsag til svar på disse og mange lignende spørgsmål om rumret; han er space lawyer, rumadvokat – én blandt godt 100 i verden, som beskæftiger sig med rumret. Kuldret ord. Rumret. Der burde være en bindestreg: Rum-ret. Men det er stadig tosset.

Anyway – artikel om konsekvenserne af rumturisme, en space law blog!, et essay af Freeland om hvorfor australsk rumfart er gået i stå, Adelta Space Law, et firma specialiceret i rumret… – søg selv videre. Og husk at se op!