DIGT: ultimativt egern

som den bølger mellem parterne, er legen den ultimative opfyldelse af øjeblikkets behov, intet ord er betydningsformindsket i samme grad som ultimativt, legen bølger ultimativ, intet ord er her så træt efter leg som leg, ultimativt bølger, på fortove på pladser mellem høje ege hvor kun egern kommer, rette æt, intet bølger, kun egern i leg, leg er egern som skyer på himlen, leg er egern, egern, ultimativ leg

DIGT: nattesyges sjælesorg m.m.

så kortlevende, at den næsten ingen forbrydelse er, burde ikke opfattes som en forbrydelse

utålelig adfærd gjort tålelig gennem vedholdende umage uformåen generelt hvad angår identifikation og behandling af utålelig adfærd

stødvis pumpen i lytterør ført ud under Atlantens bund, hvæsen, sug over kilometer og kilometer i vand, talestrømme landfaste

gnidningsfri gliden fra skeden til begyndende dulmen de nattesyges utålmodige venten, væk fra den ene af to fastgroede positioner mod den anden, igennem og vækmod, i skede igen, måske, farvel

bulder, et tårn rasler i kæderne, jorden smiler, giver tårnet fri, sænker landskabet, giver gammel horisont ny beundrer, tårnet, ser

afsked med vennerne, vennerne siger vi, vennerne er her da altid, de lever i os, følger os på toilettet, børster tænder retvendt, vasker tøj, piller næse, gør nar af det naragtige, dør med os, vennerne dør med os, vi dør når vennerne dør, vi pudser os alene

ét er moro, et andet at le med vidtåbne tænder

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed

grøddag nr. 1

jeg er inde under ovnen, og da jeg rækker op og ind gennem hullet, og griber fat om bagerste gasrør, glider fingrene i en klistret grød, klumpet fuld af hårde partikler. Denne grød er lunken. Bliver varmere i mit tankerum, kommer ingen steder fra, men kommer alligevel. Varmen dækker min arm, følger den ud, drypper ned på min mave. Og videre, ned på gulvet. Der bliver blot mere og mere, og jeg er stivnet i min tid, måske finder dette slet ikke sted. Måske er det en tanke, som varer et sekund. En varm tanke, som dækker køkkengulvet, planer 7 gradersfaldet ud og… Er det mennesker, jeg ser komme ud af de små hårde klumper, små mennesker med flag, ja, det minder om mennesker, men disse smiler. Kunne jeg blot slippe røret, og hilse dem, supræm indbygger nr. 2 på Jorden hilser jer velkommen. Men nu tager de små pistollignende tingester frem, og peger på hinanden, og trykker af og falder om, døde, tror jeg, ned i grøden. Og jeg følger de små legemer. Mens grødbølgen langsomt bærer dem ind i stuen. Mens de synker ned i den rødbedefarvede grød. Det er ikke så fandens poetisk, men det finder sted.

et lille skridt for h.s.s. (prosa, ufærdig)

Egentlig kunne det vel hænde for enhver – altså dermed ment, at skønt behovet sagtens kunne udtrykkes i en bevidst handling, var kontrol ikke en forudsætning.
Men altså: Torsdag, den foregående uge, var han begyndt at bevæge sig i cirkler. Rundt og rundt og rundt, i store og små cirkler omkring centre, som ikke nødvendigvis var i fase; hverken tid eller rum. Det var ikke spiraler – dertil var cirklerne hinanden for uafhængige. Enhver passage fra cirkel, skønt en sjælden forteelse, foregik som astronautens svæven i rummet, roligt, som den stivnede krops opstigen mod overfladen, ufravigeligt, som at måtte ånde, en drift lavere end instinktet, denne vej, lige ud, i en bue – men bryder altid bevægelsens retning (begejstring) i en bue, men selv en bue er lige ud fortsat det er lige gyldigt, hvor man ender.
Og det er det. Når han forlader sin cirkel. Enhver anden. Dét er målet. Indenfor og udenfor. I cirkler og i cirkler.
Når han lander på ydersiden, og dét uanset han kommer indefra eller udefra, må han finde balancen. Har han længe opholdt sig dér, han kom fra, sidder denne cirkels hastighed ham i rygmarven og han må justere sig til de nye forhold, som altid er hurtigere – indad – eller langsommere – udad; altid hurtigere og langsommere, og tyngden er en anden.
Han har kunnet drive i æoner uden at tænke over det, men nu er han begyndt at mærke efter – tanken, at mærke efter, er blevet en besættelse hos ham og hans fødder og ben retter sig, søgende, suger, og, straks, dér, er en ny cirkel under fødderne, og han vakler, svømmer med armene, danser lidt til ære for de nye forhold, vænner sig dertil eller lægger hurtigt fra igen, i et sæt, ud eller ind.
Han har altid været det, men taget i betragtning at torsdag i sidste uge var første gang, han gjorde det, er det temmeligt mærkeligt at han ikke bliver længere på sine cirkler, end han gør. Mårske tror han de findes i et ubegrænset antal. Det gør de, og det gør de ikke, alt efter synspunkt, men deres antal formindskes jo mere han kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud han kaster sig ud han kaster sig ud han
Og dér svæver han igen, nu siden for lidt siden – ikke siden torsdag i sidste uge – siden for lidt siden har han haft retning. Mod sine fødder.