Borgersamling om grønt byliv på indre Østerbro

– nej til selvomklamring, ja til dynamik

Ud af 80.000 udvalgte borgere på Indre Østerbro (er det ikke reelt alle stemmeberettigede?) bliver 36 efter opfordret ansøgning udvalgt til at deltage i en borgersamling.

Initiativet er reelt EUs, der stiller krav til de europæiske lande om borgerinddragelse, og angiveligt har der været flere af slagsen.

“Hvordan skal vi prioritere pladsen på Indre Østerbro mellem biler, bynatur og byliv?” er spørgsmålet, som samlingen skal mødes om 5 gang i 2023 – for siden at give anbefalinger til borgerrepræsentationen. Som dog ikke er forpligtet til at følge anbefalingerne.

Min fremmeste tanker handler om IKKE at aflive byens parkeringspladser, uanset hvor ideelt det ser ud på “fremtidsplakater” med mennesker frit drivende gennem åbne byrum fyldt af træer og plæner. Min bydel har været både arbejderkvarter og en lidt forsagt del af byen på grund af sin placering, med tidligere paradoksalt tung trafik i sit yderområde, Strandboulevarden, fra Frihavnen/Københavns Havn, og er i dag qva ejendomsmæglerne og retten til at belåne andelsboliger med 80% (Tak, Anders Fogh Rasmussen…) blevet til et semi-velhaverkvarter med mange små lejligheder, og – ikke mindst med trafikkens omdirigering uden om bykvarteret – til et fredeligt kvarter, som nogle ønsker gjort endnu fredeligere. Mere indrettet på måske især unge menneskers drømme om nærhed, økologi, gåafstand til indkøb, mødesteder i det offentlige rum, minimal gadetrafik (men ingen unge forældre i dag sender børnene ud at lege uakkompagneret…!)

I min optik er drømme om voldsom trafikminimering uforsvarlige. Mit mareridt er københavnske gader alene med pakkeudleveringsbutikker/kiosker, barer, caféer, restauranter, fastfood joints, et-tre supermarkeder pr. hovedstrøg, og så grønt for resten. Og dét er dér, vi styrer hen, hvis vi fjerner biltrafikken i byen, og i kvarteret. Jeg forstår behovet for forudsigelighed, især blandt unge voksne, der ikke har levet så længe endnu, men som én der har tilbragt 10 år væk fra København, så er der fordele OG ulemper ved forudsigelighed og overskuelighed og højt til himlen.

Jeg har ikke økonomi længere til at have egen bil. Ind imellem låner jeg min gamle fars Opel for at hente og bringer ting, besøge venner i afsides egne, køre ud i det blå med kæresten, som ikke er muligt hverken med en afstandsbegrænset bil eller offentlig transport. Jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at de holdninger, der kræver byer gjort grønne, ikke nødvendigvis er trofaste – støtter af ideelle forhold bliver selvfølgelig ikke hængende, når målet er nået og/eller livet stiller andre krav, og lader så andre tilbage med de ændrede forhold – og med tiden vil denne manglende dynamik, de manglende transporteringsmuligheder ind og ud af og rundt i byen, midt i og delansvarlig for trafikken, gøre bydelen til en soveby, hvor man kan daldre rundt mellem plæner og samle hundeefterladenskaber op. Høje Gladsaxe, når det er værst – den fantastiske udsigt til trods.

Et par amerikanske kunstnere har for nyligt brugt medskabende billed-AI’er til at forestille sig byer uden mennesker.

Processen med at få en Billed-AI til at skabe noget brugbart er ofte lang og indebærer en mængde menneskelige valg og fravalg, og de billeder jeg har set (af megabyen New York, hvor en stor del af beboerne i dag i forvejen ikke har adgang til bil, og gerne bor og arbejder inden for Subway-afstand), afspejler lige præcis min frygt. At den AI-hjulpne genskabelse af byen drives af pænhedsidealer, som gør byen endnu mere anonym – bydele, man ikke nemt kan identificere, fordi alt det urbane grimme smukkificeres på stort set samme måde ud fra samme idealer (som ovenstående) – hvilket gør følelsen af ejerskab minimalt, hvilket vækster følelsen af isolation, hvilket skaber ensomhed – midt i den efterlignede landbonatur.

Mennesker vil gerne eje ting. Ting giver identitet, følelse af velstand, fremviser den personlige historie, og et vigtigt ejerskab er stedet man bor, ens byrum: Man vil gerne kunne identificere sig med dets udseende og dets muligheder, af nødvendighed underkaster man sig svært foranderlige tilstande og steder oa. – dét, som ikke er ideelt, men som man forstår betydningen og nødvendigheden af, og måske behøver historien om, som tilsammen kan bruges som afsæt for drømme om noget bedre. Og når man får det som man vil have det, og dér ER fredeligt og grønt og stille og ufarligt og så videre, hvad vil så adskille et tidligere dynamisk bykvarter fra et stille parcelhuskvarter?

Bilerne tilbage i byerne, bilerne ud af byerne (som skibe mod fjerne egne) og bilerne tilbage i byerne med nyt om fjerne egne, hjem til bydelen, som beviser for eksistensen af verden udenfor. Fri mig og mine børns børns børns børns børns osv. for et statisk boligkvarter uden INDRE dynamik. For det er dét, der sker, når et område, et rige, en gruppering, en forening, en relation osv ikke tilføres nyt, men forsøger at leve helt af og for sig selv. Selvomklamringen mister nødvendighed og tro på sig selv og sjæl og hjerte, og bliver til et spørgsmål om at forsvare SIN EJENDOM med vold og magt.

“Og kan vi ikke få et fredeligt, mere attraktivt kvarter uden (så mange) biler?”, vil nogen sige. Måske, men moden skifter – og fysisk infrastruktur er svær at lave om uden mange midler.

SÅ hellere gå linen ud: SIG, at det man ønsker er bondelandet i byen: Alle egnede huse, der ønsker det, kan anlægge haver på taget. Alle gårdmiljøer, der egner sig til det, kan gøre det samme. Spisedyrshold på udvalgte områder (fordi veganisme er en kropspolitisk holdning, der ikke må blive religion). Andre dyr i byrummet. Allehånde alternative strømkilder. Lokal Afledning af Regnvand. Genanvendelse af forbrugsartikler. CO2-beregning. Klimakrise som drivmiddel i gammelt og nyt. Og så videre og så videre. Lav om på samfundet efter de største idealer, og lad være med BARE at pille i overfladen og skabe momentane velhaverkvarterer ud af græsplæne-glæde – byområder, der lukker sig om sig selv om 10-20 år, fordi der ikke tilføres noget nyt. Utopier bliver hverdag, hvad enten de fungerer eller ej – men hver eneste utopi udtrykker en særegen drøm med konsekvenser. Sigt ikke efter utopier. Gå efter dynamik, der kan rumme alle økonomiske niveauer, uddannelser, karakter osv. Hvor folk behøver hinandens forskellighed.

Eller sig: Bynatur er ikke det samme som landnatur – som byen er kunstig er grønne anlæg kunstigt. “Naturen” kan optræde alle steder, og på mange måder. Den behøver ikke være natur-logisk – og den kan opfylde “unaturlige” behov for variation med stor artsrigdom på samme sted, eller monokultur. Eller fremdyrke og understøtte nutidige holdninger om agens med udgangspunkt i respekt for “tidens grønne natur”. Mulighederne er legio – men de ligger ikke i “grønne områder”. De ligger i selvforvaltning blandt ejer-, lejer- og andelsforeninger: At kommunen ikke forsøger at opretholde en særlig københavnsk arkitektur-profil med vedligehold af bygninger efter bestemte krav, men tillader individualitet i bykvarter, strøg, gader, enkelthuse og måske sågar også lejligheder. Uden sunde arkitektoniske/ingeniørmæssige forskrifter med dokumenterbar økonomi og forsikring, så projekter bliver gjort færdige som planlagt – men individuelt, og med kommunen som rådgiver. Ikke det samme gamle kommunale overformynderi, der indkalder til borgersamling og på forhånd vasker hænder ift. at lytte til noget som helst af det, som en borgersamling kommer frem til.

Behøver jeg sige “Borgerforslag”?

huden på de kanter

 

– jeget rundet af København, den lille storby, også tvangsfornyet udgjort af områder der aldrig taler sammen, alligevel kæmper for maksimal ønskværdighed, alternativt viger for invasionen af politisk korrekthed, for indsprøjtningerne af nye familiers énsartede overskud,
i byen penge,
i sindets fremtid,
i stræben mod lyset, bort fra gloseficering af mørket,
der stræbes mod et landskab af cementopfyldte kælderlokaler,
der stræbes fra politisk lavtliggende øer i verdenshavet, mod fremtiden fortsat temporær og nutiden mål for al nødvendighed

– jeget går under i morgen, jeget og byen har en ny ham i morgen, huden i går kastet for at udholde at leve for løgnene fantasierne fortielserne om hvad alting var og hvorfor ikke, resultaterne synlige, jeget dagligt genfødt, arbejderfamiliens sommerhus solgt, aftægten realiseret, familien kortvarende nyrig, penge varmer ikke, men de er rare at have,
var dét dét?!

– jeget går og kommer tilbage, går og kommer igen,
jeget går og returnerer indskuddet, går og går ikke, byen ud af manden går ikke, manden ud af byen nej den grønne natur ér kun så grøn som hjernen der ser,
kun så smuk,
kun så skøn, fantastisk, jeget rundet af alting uset, manglen på historie og af pengenes natur, dagens nødvendighed held og lykke! nabolagets tæft og hæfte, lim og lys, vi er Havnen hér,
VI’et er Havnen,
OS’et er Havnen hver for sig, dér hvor livet begynder, hvor alt hører op,
blindheden dén begynder 2 gader væk, selv ikke skolen kan lave om på dét, siden kvarteret kortvarigt vækstet af gadens unge sammen, alle voksne fortsat buret inde, pendlerzonen har udgang fredag aften til søndag nat, drømmene veksles til længsler når TV’et slukkes, intet findes virkeligt,
alt er alt

– eller også findes intet.

– Østerbro,

København før oversvømmelserne

– men politikerne træder vande

 

En problematik:
1. Lokalplansforslaget fra Østerbro til Rådhuset om at besværliggøre biltrafik ad østerbrogade med indlagt “grøn kile” ved trianglen, hvorved trafikken til/fra Indre by ledes ad Nørre Allé.
2. Retorikken omkring samme, der lægger op til “mere nærmiljø” med cykling og gang til flere ting
3. Lukning af Nordre Frihavnsgade som hovedfærdselsåre
4. Lukning af parkeringspladser, midlertidigt pga. byggeri, og permanent
5. Ingen konstruktion af nye parkeringsområder, andet end når folk begår civil ulydighed som på Strandboulevarden, hvor snigparkering tydeliggjorde problemet
6. Grøngørelse af Strandboulevarden efter færdiggørelse af stormdræn, så de midlertidige P-pladser forsvinder
6. Snak om at hæve parkeringsafgifterne og straffe “weekendbiler”
7. Ukontrollerede boligpriser, manglende lejeboliger, indfødte københavnere der presses ud i omegnen

Unge tilflyttere ser ingen problemer; for dem er byen modellervoks efter grønne, ideelle principper. Men der ER folk tilbage tilbage i København, som er over 30. Og der ER mennesker, som har under 20.000 i indkomst – som måske nok kan betale en hus- eller andelsleje, men ikke bare lige kan vende sig mod fremtiden med økonomisk overskud, men er nødt til at spare – f.eks. ved at købe stort ind med (en gammel) bil, ikke kunne time- eller dagleje sig til bil oa. – og som ikke bør presses til at afgive alle bevægelses- og udfoldelsesmuligheder, eks. ture ud i det blå, besøg uden for trafiknettet, gåture og luftning af hunde i skove og terræn, ved ikke at kunne parkere deres bil.

Continue reading “København før oversvømmelserne”

GRAF 1996 – 2007

– Griflen, GRAFF og Stern und Spielplatz

For himmelråbende 24 år siden og gennem 11 år udkom GRAF, et på mange måder flabet og nyskrivende kulturtidsskrift.

Hvis man ville, kunne man nok et eller andet sted finde en komplet kopi af samtlige numre, skanne dem ind og udgive dem som et fuldstændigt stykke kulturhistorie. Men omend mange af artiklerne endnu er stærkt læsbare – det er randzonesarkasme ofte – er livet for kort til komplettering. Og så passer det sgu meget godt til magasinets egen tone, at det ufuldstændigt bare sådan dukker op!

Hér er hvad man får: Continue reading “GRAF 1996 – 2007”

Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?

– høringssvar indgives 30/11 til 24/1 2021

Det har længe undret mig, at man bygger nye boliger i København på gamle kajanlæg og øer tæt på vandspejlet – når alle klimaprojektioner taler om massive vandstigninger i verdenshavene.

Mit eget høringssvar lyder sådan: Continue reading “Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?”

Rokeringer og udskiftninger i Dansk Forfatterforenings bestyrelse

Dansk Forfatterforenings samlede bestyrelse består herefter af:

Morten Visby (formand)
Anne Sofie Hammer (næstformand)
Kirsten Marthedal
Sanne Udsen
Henrik Poulsen
Juliane Wammen
Stephanie Caruana
Inge Duelund Nielsen
Christine Tjalve
Daniel Boysen
Kaare Øster

17. september 2020

Source: Dansk Forfatterforening får ny næstformand og tre nye bestyrelsesmedlemmer – Kulturmonitor

Bombens Bagside, science fiction, antaget solo

Hvad er der OGSÅ i den ueksploderede mappe?

Midt i redigeringen af Bombens Bagside, én blandt en lang række science fiction noveller, som foreløbig Poetisk Bureaus Forlag har lagt billet ind på, blev den modtaget til udgivelse via DAST.nu, et svensk magasin for populærkultur, som har udgivet siden 1969, nu ikke længere på papir – med anerkendelsen “Vi brukar inte publicera texter på andra språk än svenska, men jag tror vi gör ett undantag här som dansk läsövning.” – hvilket naturligvis glæder mig helt vildt. 

Samtidig er det svært at være så produktiv, som jeg gerne vil. Jeg er i gang med den tredje. Og indtil videre har færdigredigeringen af de uudgivne – med tænke- og skrivetid og de forstyrrelser i hverdagen, som uværgelig forhindrer skrift, hvis man ikke tager væk – hvilket under Corona ikke har været muligt – endt med at fordre mindst 1 uge pr. stk. Hvilket alene til de uudgivne vil fordre mindst 3 måneder endnu.

Øj, jeg er altså ikke 30 længere. Og min tålmodighed river og flår i mig – for at komme steder hen, jeg ikke før har været. Frem for alle disse gentagelser af alt jeg HAR været og gjort!! Der MÅ være en ny verden derude et sted, uberørt af ord!


mine udgivne science fiction-fortællinger

Dagbog: Samsø 4 – uveal melanomi

Min mor er blevet diagnosticeret med øjencancer (choroidal melanoma), så jeg er turist i København jul og nytår over, som det mindste. Hvis nogen har personligt kendskab til denne yderst sjældne kræftform, vil jeg blive rigtig glad for kontakt. Også selv du læser det her længe efter publiceringsdatoen. Der findes ingen patientgrupper i Danmark, og nærmest heller ingen andre steder, fordi forekomsten er så lille (45 årligt i Danmark, med 50% chance for overlevelse)

Samsø har været en blandet fornøjelse – overvejende fordi jeg har haft forpligtelser i København (forfatterforeningen) og derfor har rejste frem og tilbage en del, og således ikke har nået at falde til ro i min lejlighed. Lige nu er det ligegyldigt – det gælder min mor og hendes helbred. Men på et eller andet tidspunkt vender jeg tilbage – selvom jeg begynder at fornemme, at der skal mere til, hvis jeg skal falde til ro derovre. Mere skrift, mere arbejde, flere lokale forpligtelser. Og jeg er selvfølgelig nødt til at skabe det hele selv. Men, som jeg skrev i et tidligere indlæg: Drømmenes moder bor på Samsø… så længe jeg er dér.

Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.

* Foto: Felicia Lensborn