huden på de kanter

 

– jeget rundet af København, den lille storby, også tvangsfornyet udgjort af områder der aldrig taler sammen, alligevel kæmper for maksimal ønskværdighed, alternativt viger for invasionen af politisk korrekthed, for indsprøjtningerne af nye familiers énsartede overskud,
i byen penge,
i sindets fremtid,
i stræben mod lyset, bort fra gloseficering af mørket,
der stræbes mod et landskab af cementopfyldte kælderlokaler,
der stræbes fra politisk lavtliggende øer i verdenshavet, mod fremtiden fortsat temporær og nutiden mål for al nødvendighed

– jeget går under i morgen, jeget og byen har en ny ham i morgen, huden i går kastet for at udholde at leve for løgnene fantasierne fortielserne om hvad alting var og hvorfor ikke, resultaterne synlige, jeget dagligt genfødt, arbejderfamiliens sommerhus solgt, aftægten realiseret, familien kortvarende nyrig, penge varmer ikke, men de er rare at have,
var dét dét?!

– jeget går og kommer tilbage, går og kommer igen,
jeget går og returnerer indskuddet, går og går ikke, byen ud af manden går ikke, manden ud af byen nej den grønne natur ér kun så grøn som hjernen der ser,
kun så smuk,
kun så skøn, fantastisk, jeget rundet af alting uset, manglen på historie og af pengenes natur, dagens nødvendighed held og lykke! nabolagets tæft og hæfte, lim og lys, vi er Havnen hér,
VI’et er Havnen,
OS’et er Havnen hver for sig, dér hvor livet begynder, hvor alt hører op,
blindheden dén begynder 2 gader væk, selv ikke skolen kan lave om på dét, siden kvarteret kortvarigt vækstet af gadens unge sammen, alle voksne fortsat buret inde, pendlerzonen har udgang fredag aften til søndag nat, drømmene veksles til længsler når TV’et slukkes, intet findes virkeligt,
alt er alt

– eller også findes intet.

– Østerbro,

København før oversvømmelserne

– men politikerne træder vande

 

En problematik:
1. Lokalplansforslaget fra Østerbro til Rådhuset om at besværliggøre biltrafik ad østerbrogade med indlagt “grøn kile” ved trianglen, hvorved trafikken til/fra Indre by ledes ad Nørre Allé.
2. Retorikken omkring samme, der lægger op til “mere nærmiljø” med cykling og gang til flere ting
3. Lukning af Nordre Frihavnsgade som hovedfærdselsåre
4. Lukning af parkeringspladser, midlertidigt pga. byggeri, og permanent
5. Ingen konstruktion af nye parkeringsområder, andet end når folk begår civil ulydighed som på Strandboulevarden, hvor snigparkering tydeliggjorde problemet
6. Grøngørelse af Strandboulevarden efter færdiggørelse af stormdræn, så de midlertidige P-pladser forsvinder
6. Snak om at hæve parkeringsafgifterne og straffe “weekendbiler”
7. Ukontrollerede boligpriser, manglende lejeboliger, indfødte københavnere der presses ud i omegnen

Unge tilflyttere ser ingen problemer; for dem er byen modellervoks efter grønne, ideelle principper. Men der ER folk tilbage tilbage i København, som er over 30. Og der ER mennesker, som har under 20.000 i indkomst – som måske nok kan betale en hus- eller andelsleje, men ikke bare lige kan vende sig mod fremtiden med økonomisk overskud, men er nødt til at spare – f.eks. ved at købe stort ind med (en gammel) bil, ikke kunne time- eller dagleje sig til bil oa. – og som ikke bør presses til at afgive alle bevægelses- og udfoldelsesmuligheder, eks. ture ud i det blå, besøg uden for trafiknettet, gåture og luftning af hunde i skove og terræn, ved ikke at kunne parkere deres bil.

Continue reading “København før oversvømmelserne”

GRAF 1996 – 2007

– Griflen, GRAFF og Stern und Spielplatz

For himmelråbende 24 år siden og gennem 11 år udkom GRAF, et på mange måder flabet og nyskrivende kulturtidsskrift.

Hvis man ville, kunne man nok et eller andet sted finde en komplet kopi af samtlige numre, skanne dem ind og udgive dem som et fuldstændigt stykke kulturhistorie. Men omend mange af artiklerne endnu er stærkt læsbare – det er randzonesarkasme ofte – er livet for kort til komplettering. Og så passer det sgu meget godt til magasinets egen tone, at det ufuldstændigt bare sådan dukker op!

Hér er hvad man får: Continue reading “GRAF 1996 – 2007”

Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?

– høringssvar indgives 30/11 til 24/1 2021

Det har længe undret mig, at man bygger nye boliger i København på gamle kajanlæg og øer tæt på vandspejlet – når alle klimaprojektioner taler om massive vandstigninger i verdenshavene.

Mit eget høringssvar lyder sådan: Continue reading “Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?”

Rokeringer og udskiftninger i Dansk Forfatterforenings bestyrelse

Dansk Forfatterforenings samlede bestyrelse består herefter af:

Morten Visby (formand)
Anne Sofie Hammer (næstformand)
Kirsten Marthedal
Sanne Udsen
Henrik Poulsen
Juliane Wammen
Stephanie Caruana
Inge Duelund Nielsen
Christine Tjalve
Daniel Boysen
Kaare Øster

17. september 2020

Source: Dansk Forfatterforening får ny næstformand og tre nye bestyrelsesmedlemmer – Kulturmonitor

Bombens Bagside, science fiction, antaget solo

Hvad er der OGSÅ i den ueksploderede mappe?

Midt i redigeringen af Bombens Bagside, én blandt en lang række science fiction noveller, som foreløbig Poetisk Bureaus Forlag har lagt billet ind på, blev den modtaget til udgivelse via DAST.nu, et svensk magasin for populærkultur, som har udgivet siden 1969, nu ikke længere på papir – med anerkendelsen “Vi brukar inte publicera texter på andra språk än svenska, men jag tror vi gör ett undantag här som dansk läsövning.” – hvilket naturligvis glæder mig helt vildt. 

Samtidig er det svært at være så produktiv, som jeg gerne vil. Jeg er i gang med den tredje. Og indtil videre har færdigredigeringen af de uudgivne – med tænke- og skrivetid og de forstyrrelser i hverdagen, som uværgelig forhindrer skrift, hvis man ikke tager væk – hvilket under Corona ikke har været muligt – endt med at fordre mindst 1 uge pr. stk. Hvilket alene til de uudgivne vil fordre mindst 3 måneder endnu.

Øj, jeg er altså ikke 30 længere. Og min tålmodighed river og flår i mig – for at komme steder hen, jeg ikke før har været. Frem for alle disse gentagelser af alt jeg HAR været og gjort!! Der MÅ være en ny verden derude et sted, uberørt af ord!


mine udgivne science fiction-fortællinger

Dagbog: Samsø 4 – uveal melanomi

Min mor er blevet diagnosticeret med øjencancer (choroidal melanoma), så jeg er turist i København jul og nytår over, som det mindste. Hvis nogen har personligt kendskab til denne yderst sjældne kræftform, vil jeg blive rigtig glad for kontakt. Også selv du læser det her længe efter publiceringsdatoen. Der findes ingen patientgrupper i Danmark, og nærmest heller ingen andre steder, fordi forekomsten er så lille (45 årligt i Danmark, med 50% chance for overlevelse)

Samsø har været en blandet fornøjelse – overvejende fordi jeg har haft forpligtelser i København (forfatterforeningen) og derfor har rejste frem og tilbage en del, og således ikke har nået at falde til ro i min lejlighed. Lige nu er det ligegyldigt – det gælder min mor og hendes helbred. Men på et eller andet tidspunkt vender jeg tilbage – selvom jeg begynder at fornemme, at der skal mere til, hvis jeg skal falde til ro derovre. Mere skrift, mere arbejde, flere lokale forpligtelser. Og jeg er selvfølgelig nødt til at skabe det hele selv. Men, som jeg skrev i et tidligere indlæg: Drømmenes moder bor på Samsø… så længe jeg er dér.

Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.

* Foto: Felicia Lensborn

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på… Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden…

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?

En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer – men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister – til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi – som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage – modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.

At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens “muligheder”. Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)