Category: Ikke kategoriseret

På 50-årsdagen for indførelsen af offentlig støtte til kunsten kiggede premiereminister Stephen Harper ikke op fra sine papirer i de 5 minutter, ceremonien varede…

[det er ham til venstre]

Yann Martell, Canadisk forfatter til “Life of Pi”, var én af 50 canadiske kunstnere inviteret af det canadiske parlament for at fejre 50-årsdagen – 1 for hver år.

Ud af 306 canadiske parlamentsmedlemmer var 20 mødt op til fejringen – en klar tilkendegivelse, at kunstnere, som har samlet og bygget hjertet i moderne canadisk kultur, tages som en selvfølge: “Kunst er noget, der altid vil være der, og man kan betale sig fra det”.

Yann Martell besluttede sig for hver anden mandag, så længe premiereministeren er premiereminister, at sende ham en bog, der er “kendt” for at skabe og forlænge det tyste rum, hvor kunsten er.

På What is Stephen Harper reading? er bogreolen i skrivende øjeblik 27 bøger lang.

Jeg har jo været lidt borte – 3 uger for at besøge en rejseven, der bor i bjergene i Katalonien, Hovedstad Barcelona – men tag ikke fejl: Det er ikke Spanien. Det er Katalunya!

De Barcelonaske taxer er det, der ville fortælle enhver, som uforvarent blev beamet ned i gadebilledet, hvor han eller hun befandt sig. En sådan taxa var vel stort set også en af de få ting, der gjorde indtryk, jeg ikke fik taget fotos af – så her er en andens udgave af samme.

Fuck, det er morsomt!!

http://jesperbay.org/

ReacTable er elektroakustisk instrument, hvor brugeren – eller brugerne, for man kan være flere om det – styrer lyden ved at flytte rundt på en række forskelligt formede brikker på en vandret skærm.

Det er præcis dét, jeg har drømt om, og jeg vidste det ikke: Direkte og synligt samarbejde om lydskabelse. Hér ser vi første skridt. Næste er inddragelse af reallyde og samplingsloops, og derfra står verden åben.

Ked af at skulle sige det så banalt, folkens, men den går i bukserne på mig!

ReacTable live in Berlin (youTube)
ReacTable homepage

[tak til Kitta for linket og LabLog for beskrivelse]

I København i Kødbyen ligger Karrierebar, hvor man kommer, når man holder fri fra sin karriere.

Hér kan man med stor sikkerhed for at blive overhørt tale om sine inderste hemmeligheder: Kunstnerne Janet Cardiff og Georges Bures Miller (i samarbejde med firmaet DPA Microphones) har lavet en installation, som består af et en kålhovedlignende skulptur, hvorpå en særlig mikrofon er monteret, som opfanger enhver lyd rundt om bordet.

Vær med på en lytter. Hvem ved – måske kan du få et karrierefif?!

Jeg er dødtræt af at høre fra alle colalightdrikkere og kagespisere og indtagere af hvad som helst andet, der er sødet med Aspartam, at det er påvist fuldstændig ufarligt. Hér er en forklaring på, hvad aspartam er:

Aspartam

Da det kunstige sødemiddel aspartam, også kaldet nutrasweet, indførtes på verdensmarkedet forårsagede det betydelig debat og vægtige protester. Siden er stoffet blevet vidt udbredt og debatten og protesterne er praktisk talt forstummet. Desværre!

Den kemiske struktur af aspartam – 200 gange sødere end stødt melis – er de to aminosyrer asparaginsyre og fenylalanin tilsammen forbundet med methylalkohol (metanol) til ét molekyle.

Stoffet nedbrydes under kogning og i surt miljø, hvad der i høj grad har begrænset dets muligheder indenfor levnedsmiddelindustrien. Men det kan bruges i læskedrikke, kakaopulver, tebreve, konfekt, tyggegummi, sødetabletter, diabetikervarer, slankemidler og deslige, – og det er her, vi finder det – ofte uden at vide, hvad det egentlig er, vi finder!

Når aspartammolekylet splittes i organismen frigøres fenylalanin. Folk med højt blodtryk og dem, der tager anti-depressiv medicin af anti-MAO-typen (monoaminoxidasehæmmere), bør jo undgå fenylalanin i større mængder. Gravide kvinder og spæde børn bør også holde sig fra større mængder koncentreret fenylalanin. Visse forskere mener, at større indtagelse af fenylalanin hos vordende mødre nedsætter afkommets intelligenskvotient, og at spædbørn reagere på samme måde. En meget lille og veldefineret gruppe patienter, der helt klart ikke tåler noget drastisk udsving i deres indtagelse af fenylalanin udover det fastsatte tolerable minimum, er de børn, der lider af den heldigvis ret sjældne medfødte sygdom fenylketonuri – i international forkortelse PKU. Alt dette er betænkeligt nok i sig selv.

Men så er der den tredie og sidste faktor: metanol = metylalkohol – eller på jævnere dansk – træsprit! Ikke alene er træsprit i sig selv giftigt; men det kan også ved sin kemiske indblanding ændre virkningen af andre substanser. Træspritforgiftninger er traditionelt velkendte. Tragiske tilfælde med metanolforgiftning, ofte med dødelig udgang, følger regelmæssigt i kølvandet på ulovlig smugdestillation over hele verden.

Det er værd i denne forbindelse at notere sig, at de mest almindelige forgiftningssymptomer rangerer fra synsforstyrrelser til total blindhed. Det er også værd at notere, at forgiftningsrisikoen ved metanol/træsprit er betydelig mindre udtalt ved alkoholindtagelse, fordi “rigtig alkohol” – altså ætanol – i organismen konkurrerer med metanol/træsprit, dermed blokerer og forsinker dens omsætning og således udtynder dens giftvirkning. Dette forhold er så udpræget, at man faktisk giver alkohol som modgift i den akutte behandling af metanol/træsprit-forgiftning.

Når metanol/træsprit optræder som naturlig forekomst er det almindeligvis i selskab med ætanol. Men når metanol-fraktionen er uden konkurrence fra “normal” alkohol, kan de negative virkninger forventes at blive langt alvorligere. Mange af de registrerede klager over aspartam opregner symptomer svarende til dem, man finder ved metanolforgiftning, i første række hovedpine, desorientering og svære synsforstyrrelser.

De amerikanske sundhedsmyndigheders hovedorganisation FDA begyndte i 1985 at indsamle klager over negative reaktioner på ingredienser i fødevarer. Af de 6000 indkomne klager, omhandlede de 80% aspartam!

Kilde: Erik Kirchener, NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE 1, Forlaget Sund&Rask 2001

“Interessen for ophavsrettens funktion og betydning i og for Danmark skal stimuleres. Det mener “Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde”, UBVA, der er tilknyttet Akadmikernes Centralorganisation. Udvalget henviser til en undersøgelse fra CBS fra sidste år. Undersøgelsen viser bl.a. at den samlede ophavsretsbranche står for 17 procent af værdiskabelsen i Danmark.

UBVA udskriver derfor for første gang en konkurrence om tre prisopgaver der hver er på 75.000 kr. Priserne vil blive uddelt på et symposium om ophavsret som UBVA afholder i november 2007.

De tre priser der kan kæmpes om, er:

– Videnskabsprisen. Denne kan gå til et retsvidenskabeligt værk om et ophavsretligt emne der er
relevant for den akademiske verden.

– Formidlingsprisen tildeles en forfatter der i et populærvidenskabeligt værk henvendt til ikke-jurister formidler information og viden om ophavsretlige spørgsmål af relevans for den akademiske verden.

– Den forskningsetiske pris vil blive tildelt et videnskabeligt værk der beskriver og afgrænser de etiske problemer og konflikter der kan være i forbindelse med forskning eller formidling af forskning.

Besvarelserne skal være modtaget i UBVA senest mandag den 22. oktober. Læs mere om de nærmere vilkår på www.ubva.dk“

[citat: http://www.kommunikationogsprog.dk]

Kunne man forestille sig, at vi står midt i “det argumenterede ungdomsoprør”?

Min tanke er, at det er så usædvanligt, at de unge kan mobilisere 5000 aktive opbakkere omkring et enkelt mål, på en måde der kan få politikere i tale. Her har jeg lyst til at sætte tre prikker, men lad mig prøve at sige det i stedet:

Et ungdomsoprør går imod konventioner og autoriteter. Og “oprøret” defineres af mængde.

Er 5000 mange? Eller 5000 blot de synlige – dem, der aktivt er i stand til at manifestere fysisk nærvær omkring en sag, som i dén grad er begrænset til hovedstaden?

Jeg tror, det sidste er tilfældet. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sætte min hat på højkant: Jeg æder den, hvis ikke der rundt omkring i hele landet, på alle børne og ungdomsværelser findes sympatisører med Ungdomshussagen – ud fra kriterier, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med det faktiske hus, men handler om vilkår i nærsamfundet: Muligheder og umuligheder, overvågning, beskyttelse, kedsomhed, overprotektionisme, ufarlighed i livet – listen er lang i dette samfund, som i ekstremt grad har fokus på ungdommen, uden at forstå at ALLE mennesker er unge: Livet bliver mere mere og mere kompliceret at navigere, fordi alle ønsker at beskytte livet i en sådan grad, at vi ikke ser, at vi ikke blot beskytter os mod trusler mod livet, men også¨mod livet i sig selv.

Hvori består så oprøret?

At den parlamentariske metode i de unges hænder, skønt forbeholdt professionelt civiliserede mennesker, rent faktisk kan vise sig at få en afsmittende effekt på de enkelte myndighedspersoner, og tjenestemænds opførsel generelt.

Jeg er sikker på, at nogle ville argumentere det direkte modsatte ud af tidens begivenheder i forhold til kravet om et nyt Ungdomshus – at de unge spiller de parlamentariske politikere direkte i hænde ved at anvende et sprog, som politikerne er hjemmevante i, snarere end som det hidtil har været tilfældet: At vise tænder mod alle tegn på Systembefamlelse og regelmagt – men tænk på, at disse unge bliver ældre. De bliver stemmegivere og aktive. Måske politikere.

Her er en øvegrund for en sag, der kan danne præcedens for samfundets videre udvikling. Foreløbig plads til alle, der opfatter sig som modstander af et regelsystem baseret på voksenmoral, som ikke desto mindre giver plads til voldsomt hyklerisk forskelsbehandling på alle områder i samfundet – fra integration over handicappede og faderskab til netop unge.

Lad mig se de unge blive selvbevidste i forhold til at politisere Samfundet snarere end blot deres egne teenagemuligheder. Et samfund behøver ikke korrupte magtsyge ældre. At opfatte det parlamentariske system som uforanderligt spundet ind i magtplacering er et spørgsmål om at forlade sig på Historien snarere end på sine drømme. Og de unge har stadig drømme. Men nu kan de også formulere dem. Med en sag.

Ungdomsoprør eller ej? Svaret følger, når de har fået deres hus.

Hvad skal jeg leve for er ikke det samme som Hvorfor skal jeg leve? Jeg bor i den såkaldt Vestlige verden – Vestlig i forhold til hvad? Occidenten eller Østen var jo bare den anden del af verden for de industrialiserede historieskriveres Verdenshistorie, og er man et menneske i sin lænestole, bil, bar, seng før vækkeuret ringer og ikke et gudsøje eller et teleskop på den drejende Jord, står solen op i øst og går ned i vest, ahh, Vesten er dér, hvor solen går ned, okay… – jeg bor altså i den del af verden, hvor lyset altid forsvinder, hvor erindringen altid handler om savnet, om manglerne, det er selvfølgelig dét, der driver os. Vi er som panikere før lukketid, vore opfindelser og vores forbrug handler om lysets forsvinden, vi drives af, at vi skal dø. Gudfaderbevares. Hvad kan vi gøre andet end at rejse? Rejse mod lyset. Men vi rejser altid kun i forestillingen. Og flytter os ikke ud af stedet. Det er dét, Kapitalismen er til for. At holde det enkelte menneske produktivt til samme sted. Et Anti-åsyn. Der ønsker at alle andre skal have det på samme måde. Vesten skal spredes til alle egne. Solen skal ikke stå op nogen steder og have anden betydning end begyndelsen på en arbejdsdag. Vesten er for “avanceret” til primitiv legen med realiteterne som at hylde livets begyndelse. Jeg bor omgivet af en mental verdensdel, hvor døden ikke blot ønskes, den prises også. Men det er sgu da så nemt at omgås. Bare sige tak, når solen står op. Hvor svært kan det være? Men selvfølgelig – for den blinde, der kan kun mærke effekten på huden, er det vågentidspunktet, der er verdens og livets begyndelse, ikke solen i sig selv. Det er den enkelte, individet, det handler om – ikke at være til i et univers, der er større end det er muligt at fatte.