time travel is SO not next year!

Hvad skal vi med tidsrejser længere? Vi skal lære andre ting nu, igen.

“time travel is SO not next year!”

I did a search for this, but nothing.

Just saying: Planes of existence is the next level:

Alternate realities, other dimensions, an infinite multiple of universes branching from free-will overdose to make room for every single one of any other potential full universe that anyone might think of, discarded at the drop of a hat. Planes of existence. Stacked on top of each other, each one their own universe, but each one having less and less need of understanding of its rules.

While time travel by acquaintance with logical and illogical paradoxes can teach us the basics of causality, planes of existence will teach us more about

– being real,
– and about returning to reality,
-and about the cost of distancing apart from the real world we are all fleeing from,
– and about honour taking part in the needs of the real world,
– and dishonour… if you want to stay at an upper plane, as you block your original from… what, waking up…? Continue reading “time travel is SO not next year!”

“Dreaming a space”, Yong Sun Gullach, Bornholm

 

Jeg har bidraget med 35 nattedrømme, der afspilles fra højtalere i denne skulptur, som står ca tre uger i Skulptur Nexøs haller . [Og så loddede jeg alle de mange mange mange LED’er, der hænger som regn fra “grenene”].

“Dreaming a space” er blevet udtaget til at blive opstillet i Galleri Benmel/Skulpturnexø.dk i perioden den 6. til den 27. september i forbindelse med Bornholms kulturuge.

Den 6. september opføres performancen “An Onieronaut is dreaming a space”. Kom, hvis I er på Bornholm i denne periode. Der er mange andre smukke skulpturer at se også.”

Kilde: Hypersensitive

 

The World’s Most Expensive Soap?

Will it ever fly?

topic: The Psychology of Voluntarily Isolated Co-Hab (on Mars)

“Hello mars-one.com, and thank you for pushing the frontier.

I am assuming you are sending human beings to Mars and not emotionally dead people or emotional fugitives leaving their pay to mother or religion. The Psychology of Voluntarily Isolated Co-Habitation is therefore vital to such a mission’s success.

Striving to locate your thoughts on the matter I can find no projections on your website for the chosen live-in-group’s success, once they reach Mars. My un-answered questions specifically deals with group and habitat-psychology, as I find this vital to the continuation of the project, not just for later family settlers to the planet, but absolutely also long-term for all of the human species:

Q1. Will normal human emotions be dealt with on a corporate level, by corporate means and with the consent of the participating Arenauts, possibly even chemically, or will you train for self-sufficiency alone in this department (also?) – ie. your group of 4 people on Mars need to deal with emotional issues, as if they are alone?

Suppressing human emotions chemically is possible, but we have no (as far as I am aware) known evidence of long-term co-habitation in isolated areas controlled by chemical means. Mars is a long way from Earth. The time lag may be noticable and compensated for, but the human isolation on Mars is without the precedented backup of known friends and allies. Humans need to be touched, emotionally and physically. Four people is too little for physical variation, and emotional touch with people on Earth, who can only be known as voices and never as physical touch, will be stressed to the max, once understanding sets in and there is really no coming back.

Q2. Trying to contain or control emotional instability in the co-hab, on scales from 1 to 100, what is your estimate of the effectiveness of

Q3. Assuming that group one and two have means to suppress or adequately deal with strong emotional behavior through mental and organizational other means, after two years of isolation from the homo sapiens collective

3.1 how do you project the behavior of group one towards group two, initially following arrival? 3.2 what will be the powerplay between the old and the new group? 3.3 which educations, apart from those needed for self-preservation, general and specific science at the core of the project and habitat-upholding, would you include as general knowledge for all and specific for some?

I assume from the FAQs and the vision of the mission that the second group two years later to the best of abilities will be composed of members of the training team from which group one was also chosen? The second group will thus have met and worked with the first, maybe even mated, loved, fought?

PS: I must commend you on the soap-like setting for the choosing of highly intelligent and qualified people for the mission. Anything to highten the level of our collectively accepted down-dumbing of merchandize and entertainment consumers. I would like to know, though, how you will avoid cultural commercial poisoning of the mission-script in the public choice of participants. All TV shows from BigBrother and on, if not before, make choosing their participants on a basis of expressivity the main ingredient for mixing an entertaining show. For a mission to succeed on Mars, be it however much sponsored by “the People” and to the people one must avail one self… the opposite must be the case. A Mars expedition consisting of 4 or 8 people cannot survive disruptive emotions forever. I DO suppose you are not just out to create the world’s most expensive TV-soap?

happy go-ahead for all, kenneth krabat”

Source: mars-one.com

Historierne er for de levende.

Fandens, når nogen skriver det, man selv arbejder på!
Men så er det nok heller ikke værre.

 

Kender du det: Din gode idé eller måske tilmed din halvt udførte idé må du pludselig se overhalet indenom: Nogen har skrevet historien, du har barslet med, og pludselig er det ikke længere nødvendigt at arbejde videre på den: Hvad gør man så: Man redefinerer sig selv.

I følge en amerikansk udgivelse fra 40’erne er det kun muligt at skrive 34 forskellige historier – det er klassiske fortællinger om dannelse, tab, gevinst, vækst, forandring, fortabelse osv., som trods moderne forklædning i cyberham og med lommerne fulde af digitalt mudder næppe ville bliver hveren færre eller flere i antal i dag.

Man redefinerer sig selv, når verden løber med ens historie. Selvmord eller varig gemsel i bjørnekostume i de karpatiske alper er naturligvis en mulighed, der kunne bibringe wikipediaindlægget en smule farve, men så heller ikke mere. Historierne er for de levende. Også dem, der ikke er skrevet endnu.

Kenneth Krabat, 30.1. 2011

morgen på bjerget

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

Mens jeg forklarede, var hendes øjne blevet smalle. Jeg havde først fortalt om manden, der sad fast i gitteret, fordi hans ven eller broder havde hjulpet ham med at komme over, og så for at drille givet forkert besked om, hvor han skulle træde, så han nu var havnet mellem gitteret og en række vandret-løbende stålstrenge til afstivning mellem stolperne. Vennen eller broderen stod bare og grinede, mens den fangne bandede af ham. Og jeg havde fortalt om familien med de to børn, som fandt et hul i gitteret og hjalp hinanden igennem, fat i hånden hævet, så dem længere nede kunne finde sikre steder at træde, hele tiden snak om at passe på og være forsigtig. Og så ham der. Der lavede højdespring over gitteret.

“Og ingen af dem var dernede. Jeg ved godt, jeg har talt med døde et par gange før, men det her…” Hun kikkede stadig på mig med et blik, der var svært at tolke. Var jeg vanvittig i hendes øjne? Men jeg havde jo set, hvad jeg havde set.

“Hvordan kom du herop,” sagde hun så. “Du var ikke med vores gruppe, og porten blev først åbnet dernede, da vi kom. Har du været her hele natten?”

“Nej, jeg kom op af en meget stejl sti, nærmest et gedespor. Det tog 3-4 timer. Den udmundede dérovre…” Jeg pegede.

Hun gik der hen, hvor jeg pegede. “Der er ikke noget,” sagde hun. “Det er et næsten lodret fald.”

Jeg løb derhen. Hun havde ret. Der var ingen mulighed for at komme op dér. Ikke uden bjergbestigerudstyr. Men jeg havde jo kæmpet mig vej op siden før solopgang… hele tiden været i kontakt med mine egne grænser, kan jeg gøre det, skal jeg vende op, ikke noget med at presse mig med en belønning, hvis jeg nåede toppen, hvis jeg kom helt op. Jeg havde passet på mig selv…

“Du ved ikke hvem, du er, vel?” sagde hun.

“Jo, da”, sagde jeg indigneret. “Jeg er…” Og så kunne jeg ikke huske noget. Jeg kunne kun huske klatreturen, og hvordan jeg havde været i kontakt med min krop. Hvordan jeg havde følt det at være dér på gedestien, hvordan det havde været at tage fat i bevoksningen for at holde balancen og slippe den igen. Hvordan sveden først kunne mærkes, når jeg holdt pause. Hvordan jeg havde afstemt min vejrtrækning. Og jeg kunne huske at være på toppen sammen med alle de der mennesker, der lignede noget fra en film fra halvtredserne, alle mændene havde hat på og kvinden opsat hår med bånd og sløjfer. Og jeg ihukom følelsen af både lettelse og frygt, da den nye gruppe for lidt siden ankom med kvinden hér forrest. Men intet om mit liv før bjerget.

“Hvem er jeg?” sagde jeg.

Hun bare så på mig. Sommerkjolen flagrede omkring hende, hun var i tresserne, kraftig over i det fede. Hun blik sagde, at det ikke var første gang, hun havde mødt mig, eller én som mig. Hendes øjne var mørke, næsten sorte, og var der et gran af medfølelse at se? Eller genkendelse?