THEE EEMAIL (20.12.06)

20. december 2006
jeg har altid fundet skovturen, der er afhængig af setting, kedelig og forudsigelig, men hvis den finder sin egen tone, hvis deltagerne finder omgivelsernes tone og derigennem hinandens, hvis deltagerne er vigtigere end stedet og lugten og udsigten og udsigterne, er en skovtur noget af det dejligste to eller flere kan gøre sammen. Én-persons skovture, derimod … hvem fanden gider egentlig hengive sig til kulde, regn, myrer, larmende køretøjer og sportsudøvelse … for sig selv?

Krabat. Menneske. Dk.

Et sted at være, noget at være, nogen at være.

MENNESKER

krabat.menneske.dk

Det forekommer mig absurd, denne dag i dag, at jeg igennem så mange år, helt præcist otte, har forbundet min søgen efter identitet med begrebet menneske. Nok er det næppe en uværdig søgen, om end ubevidst, og mit resultat, om man så må sige, ikke stort mere bevidst i dag end i 1998, men for nyligt blev dele af denne søgen sat på spidsen:

Jeg var i Portugal, og som det ofte er med mig i lande, jeg tror er fattigere, læs=billigere, end Danmark, forsøger jeg at anskaffe mig ting, som er nemme at transportere og stærkt anvendelige ved hjemkomsten, læs=visitkort. I Perú, i Mexico kaster gadetrykkerne sig over hinanden for at låne et bly-snabel-a i den rette font, men Portugal er ikke 3. verden. Ikke mere.

På et af sidestrøgene i Lisboa, samme gade men halvtreds husnumre fra XXXelevatoren, som hver dag hæver i tusindvis af turister op til en café XX meter over gadeplan og et fem-fotos og tre-wows-besøg, ligger en lille butik, der laver stempler og visitkort.

Det var dagen før dagen før jeg skulle hjem tidlig morgen, og dagen efter var en national helligdag, så det skulle være dagen i dag, ja sådan er det ofte med mig: får jeg ikke min vilje, inden jeg sover, vil den muligvis være helt væk i morgen. Det ér altså meget vigtigt. Virkelig.

30€ for 100 visitkort! Manden må da have sæd i hjernen eller sådan noget! Men dét er så det dyre papir, det billige papir er lidt billigere, en lille smule, den der lille smule, som i den 3. verden, som det her burde være, ville være en angivelse af vilje til forhandling om prisen, men hér blot er fuldstændig identisk med hjemlige måder: NUL forhandling, ting koster hvad de koster, så… ønsker jeg det billige eller det dyre papir?

Forskellen er 4€, ca. 30 kr., altså hvert visitkort bliver 33 øre billigere, og hver gang jeg rækker det nogen med mine bedste ønsker for fremtidig kontakt, skal jeg tænke hvor meget jeg sparede… Jeg tror prisen er fiktiv. Hvis jeg ikke havde bedt om at få de dyre kort, var en eller anden sikkert kommet ud af baglokalet og havde holdt mig til politiet kom. Eller bare stukket mig lussinger indtil jeg vågnede op, hvor lidt var det jeg betalte i mexico city? 40 øre pr. stk, var det?

Og så kommer så processen med at vælge en skrift, og dette belevne menneske, hvis butik jeg formoder det er, som ikke taler en lyd engelsk, men ikke desto mindre fuldstændig ved, at han har en kunde i sin butik som har fanget sig selv ind, kaster om sig med skrifttyper, man kan få bladre bladre bladre bladre, men jeg skal bare have american typewriter, til nød courier, hvis ikke han har american typewriter og det har han naturligvis ikke, men courier har han, ikke new courier, men den gamle, der er lidt mere rundt og mere 30’er-40’er-agtig eller sådan noget, mens den anden passer bedre til rejseskrivemaskiner af lidt mindre omfang, tror jeg nok, og den kan fås i to størrelser, for stor og alt for stor.

Hvordan skulle nogen kunne bruge den skrift på et lille visitkort, og få plads til andet end navn titel og en halv adresse? Men jeg glemmer, at han ikke ønsker at fatte noget som helst, og skriver blot adressen ned, fuldstændig tydeligt og let læselig med store bogstaver og masser af plads mellem de enkelte tegn, så ingen let løse streger blander sig med streger fra andre tegn og kommer til at lave dem om til andre tegn, der så ville blive trykt på 100 vistitkort til over 2.25 stykket. Virkelig umage. Og straks jeg er færdig, går han i gang med at tolke hvert et tegn i sin egen skrift, som jeg, der er vant til min egen nervøse version af autodidakt stenografi, ikke formår at opfatte mere end et par af bogstaverne af, men jeg tror på ham, det er jeg jo ligesom nødt til, og han spørger et par gange til udformingen af min streg og jeg lydliggør dem med navne, geeeeee djiiiiii george! Gunnar! Guitar, ja, guitar, og han skribler noger, der ligner et snabela, tja, jeg stoler på ham.

Jeg betaler, de skal hentes senest kl. 17, ellers er han der ikke. Og i morgen er jo helligdag, jaja, den har vi fanget, i morgen er det helligdag og butikken er lukket og det skal være i dag før 17, hvis jeg vil have, hvad jeg har betalt for.

Jeg er der kl. 16.55. Han ser ud som om, han ikke genkender mig, denne mand er utrolig. Jeg føler mig, næsten lykkelig, flyttet til en gadebutik i Lima, men ham her har betalt sig fra at få nakket alle konkurrenterne… eller også har han arvet, og holder business gående af trangen til at skulle noget med sin dag, eller også… det er svært at sige. Men jeg får en kvittering, og visitkortene i en lille pakke. Jeg er lige ved at flå den op, men styrer mig; jeg er ikke nogen total taber. Og så dog alligevel.

På kortene står alt, vi enedes om. Alle bogstaver i rette rækkefølge, adressen på to linier i stedet for tre som aftalt, det er godt nok en smule klemt, men hjemmesideadressen… Det er helt åbenlyst nu, at jeg befinder mig i et 1. verdens land, om end denne mand muligvis er lige så computer-analfabetisk som min far, før han fik en Mac… Det er de grimmeste, mest uharmoniske laser-udprintede, ikke trykte, visitkort, jeg nogen sinde har set, jeg kunne uden tvivl selv gøre udvælgelsesprocessen for en kunde mere fuldbyrdet og resultatet baseret på kvalificeret råd, men det er lige gyldigt. Et 3.verdensland ville forsøge at lave resultatet så godt som muligt i forhold til kundens ønsker, og fejle. Vende et bogstav hist og pist, have dansende linier, stave mit navn forkert, og alligevel kræve betaling. Men det er kun i et I-land, at man kan finde den fuldstændig absolutte arrogance og ligegyldighed overfor hvad- og hvemsomhelst, der på samme vis som forsøget på at kontrollere og fatte kaos giver resultater fra sig, som i kraft af forventningerne til deres perfektion, er nye opdagelser i sig selv: URL’en står trykt dér, hvor en titel ville have stået, og fungerer pludselig som en titel. Denne mand har udnævnt mig til mig. Og sender adskillige blikke mod døren, som jeg først sent fatter: Ah, han vil gerne hjem, jamen, selvfølgelig. Og på bølgen af hans foragt går jeg ud af butikken, døren brager i bag mig, gitteret begynder omgående at rulle ned. Jeg bliver stående lige udenfor og ser ned på URL’en. Jeg husker ikke fra aftalen, at han skulle kapitalisere den. Eller lave mellemrum. Men han har tænkt selv, det er dét, han har tænkt selv: Efter Punktum kommer stort begyndelsesbogstav. Og derfor er også første ord med stort. Krabat. Menneske. Dk. Hér står jo dét, jeg har søgt efter. Et sted at være, noget at være, nogen at være.

Mennesker er det, jeg ikke har lært noget konklusivt om. “Spørg mig; jeg ved ikke noget, har en mening om alt”, dét er mig, men mennesker… ‘Hvad er et menneske for eksempel’? Hvad så, hører ‘for eksempel’ med til spørgsmålet, eller må jeg rydde lidt op, inden jeg svarer?

Medlæsen

Mens jeg endnu befandt mig i Lima, besluttede jeg IKKE at ville høre radio, se nyheder på TV og læse aviser, når jeg kom tilbage til DK – for, om muligt, at forblive i den stemning af fremmedhed, jeg efterhånden følte mig hensat i, med alle alle de steder og mennesker jeg havde mødt og endnu ikke fordøjet… Ja, fremmedhed som ufordøjethed… Og ganske frivilligt – for det var ret behageligt. Et mellemrum, hvor ingen uden videre ville kunne aftvinge mig stillingetagen til lokale forhold, fordi jeg følte jeg retmæssigt kunne påberåbe mig “mangel på data”. Ansvarsfrihed, fordi jeg ikke vidste “nok”.

Men nogle uger, inden jeg skulle tilbage, begyndte jeg alligevel at læse danske aviser på nettet – I begyndelsen for at se hvordan det var gået min svenske antihelt Rocky i Politiken, men siden af en blanding af manglende lokale input og vaccination mod (en voksende ulyst til) at skulle tilbage til DK. Bliver jeg for længe i dette mellemrum, hvor min for-blandede vrede trækker sig og giver plads til menneskelig udfoldelse på alle niveauer, begynder alle menneskelige handlinger at blive lige gyldige. Hvilket de ikke er for andet end en teoretiker. Eller en guru. Jeg vil ikke være et menneskeligt Schweitz.

For et menneske må andre menneskers handlinger betyde noget. Noget må rykke. Og fordi vi ikke evner 100% overblik over eller indsigt i alt, der rører os, må det være ok, at vi hver især kun evner at blive gode til at fokusere på små bestanddele af det totale menneskelige behovsområde. At vi får dårlig samvittighed – over ikke at nå, ikke at kunne, ikke at turde, ikke at orke, ikke at have råd, at følge os udenfor eller anderledes, eller måske slet ikke at ville – gør os ikke mere fleksible, villige, dygtige, begavede, talentfulde, indsigtsfulde… Hvorimod følelsen af at måtte/kunne fokusere på det, vi er gode til, uden at skulle føle dårlig samvittighed over alle de ting, vi ikke er gode til, gør os åbne overfor at lære nyt.

Selvfølgelig kan mange lære nyt med en ladt pistol trykket mod nakken. Hvem hér vil være blandt dem, der ikke kan…?! Traumebaseret læring er den ene halvdel af Krisen – den upopulære skyggelærer, det sorte får, den hungerramte, kaos som ingen civiliserede ønsker for sig selv og sine – mens belønningsbaseret læring er den anden side, den hvide mands orden og evige ideal, han evigt forsøger at forbeholde sig og sine, men alligevel ikke evner at holde fri for frygt: “Hvis ikke I får over 8-9-10 i karakter, får I ingen relevante jobs og et dårligt, meningsløst liv.” Tænk, at vi ikke tager vare på vore egne! Tænk, at vi ikke tænker på, at resten af samfundet skal leve med følelsen af vrede og forbitrelse fra alle dem, vi sorterede fra (godt nok maskeret som, at: “Det er de selv skyld i – de kunne jo bare have strengt sig an…”)

Problemet, når man læser danske aviser er, at der sjældent står noget af substans. Læser man om Haarders holdninger til undervisning eller flygtninge, er det Haarder, der er citeret. Læser man om (fra dagens politiken) at psykologi er vor tids religion, er det forfatterne til en ny antologi, der er citeret… Okay, og så fremdeles – aviser er oftest citat. Men de har en uforholdsmæssig stor betydning som lyttepost: Vi behøver alternative meninger, så vi ikke føler os isolerede.

Kortet over verden – dagbog fra de sidste dage i Lima

Mens jeg ventede paa at brillerne skulle blive faerdige, gik jeg en tur. Satte mig paa et lille torv og kiggede paa folk gaa forbi.

Roedligt lys i flad vinkel rammer over 5. etage paa husene overfor. AftenLima i centrum, meget nedslidt, alt undtagen kirkerne i formstoebt beton med skarpe kanter, oftest firkantet, og tilstoevet fordi det sjaeldent regner her – meget sjaeldent. Forestil dig en husfacade i en storby, tusinder af biler hver dag med sodpartikler og gummi fra daekkene og det graa graa stoev, som Lima er funderet paa, som vinden fra Stillehavet blaeser i saa rigelige maengder ind gennem byen hele tiden, at jeg efter 3 timer udendoere foeler mig daekket af en glatklistret ekstra hud – JEG kan gaa i bad, men ikke mange hoejhuse faar vasket vinduer, for slet ikke at tale om facader. Der skal virkelig store anstrengelser til, hvis ikke byen med tiden af sig selv skal gaa i eet med det omliggende oerkenlandskab.

Paa det her tidspunkt, halv syv, er folk ikke paa vej hjem – de bevaeger sig foerst hjemad henad 10-11 om aftenen. Alt foregaar i butikken, som ofte ejes af en familie, og alle keder sig i kor, mens de venter paa de ofte faste kunder, der skal faa det til at loebe rundt. Ingen bliver voldsomt rige af at konkurrere i et samfund, hvor alle konkurrerer saa voldsomt, at flertallet tvinges til at organisere sig erhvervsmaessigt op og ned af hinanden for at kunne vaere med. Du ved, metalgader, vvsgader, brillegader osv. Saa, al transporten paa gaden er kunder. Potentielle kunder. Altsaa er jeg ogsaa en kunde. Blot fordi jeg befinder mig paa gaden. Spoejs tanke, ikke? Jeg gaar paa gaden, fordi jeg vil koebe et eller andet…

Jeg sad paa et ubehageligt cementgaerde, der omhegnede et stykke stoev, hvori 2 forkroblede traeer kaempede for eksistensen. Sad bare og kiggede. Jeg saa godt, at to skopudserdrenge naermede sig – den ene 5-6 aar, den anden 9-10. De kredsede lidt om mig – jeg kunne se, at de pekulerede paa mulighederne for at tjene lidt, men jeg foelte mig sikker i min endnu uudtalte afvisning, fordi jeg havde mine sandaler paa! De passerede mig, og satte sig med deres kasser nogle meter fra mig, lige omkring hjoernet paa cementgaerdet. Jeg ignorerede dem. Men de var lige i oejenkrogen. De diskuterede, eller den store af dem gjorde ihvertfald… Og paa et tidspunkt havde han samlet sig nok mod, flyttede sig saa langt ind i mit synsfelt, hvor de fleste mennesker ikke kan ignorere en henvendelse, og spurgte, meget utraditionelt, om ikke han skulle ordne mine sandaler.

Jeg maatte le. Goere *hvad* ved mine stofsandaler? Pudse dem?! “Nej, ellers tak – de behoever det ikke”. Var det ikke aabenlyst, at der ikke var stof til mere end et stroeg med boersten? “Men jeg kan bare rense dem…?” “Nej, tak, jeg behoever det ikke” – og strakte foden frem for at vise, at der ikke var noget at rense. Jo, de var stoevede, men jeg havde ingen, jeg skulle imponere.

Vende blikket vaek. Ignorere, ignorere. Se paa folk vaere paa vej. Men de to drenge lige i ojenkrogen hele tiden. Er de gadeboern? Er de farlige? Okay, det her er ikke Sao Paulo eller Rio de Janairo – bedre at tage tyren ved hornene. Se dem lige i oejnene med venlighed og respekt, og vedblive i min afvisning.

De resignerede ikke – byttet sad stille, helt frivilligt, og var til at kontakte flere gange, hastede ikke bare forbi uden blik en halv meter laengere oppe, men byttet plejer ikke sidde stille, saa hvordan handterer man deet… ihvertfald den store var aabenlyst utryg ved situationen. Fuck mand, han var sgu da bange! Aftenen er naturligt mere usikker, eller hvem giver dem fuld kontakt, er det ikke nok mest ligegyldighed og overbaerenhed, de faar, eller maaske direkte fjendtlighed? Men han tog sig sammen, man kan altid spoerge om to ting: Hvad hedder du, hvor kommer du fra. Saette navn paa det ukendte.

“Danmark” resulterede i badevaerelseglassede oejne. “Europa”? Heller ingen respons. “Nord for Afrika… kender I Afrika?” Nej, de kendte ikke Afrika. “Okay”… jeg vendte mig om paa stengaerdet og tegnede verden i stoevet for dem – her er Nordamerika, ovenover Canada, saa Alaska, og ved siden af Groenland, en kampestor iskold oe. Her er Sydamerika, her er Peru, her er Chile, meget dyrt i Chile, her er Brasillien, Bolivia… og her er et kaemepestort hav, og heer Europa, det bestaar af rigtig mange lande, sometimes over 20, og her er Skandinavien, hvor jeg bor, her er Rusland, kender I Rusland…? Nej, de kendte ikke Rusland. “Og her er Kina…”

“Japan?” spurgte den mindste. Jeg kiggede overrasket paa ham – hvad var der ved Japan, som havde gjort indtryk paa ham? Det skulle snarere vaere Kina, eftersom stort set alle papkasser i alle markeder er stemplet “Made in China”. Og ikke langt fra pladsen hvaelvedes en gadeudmunding af en stor, imiteret kinesisk port… Maaske spoeger tidligere praesident Fujimori? Ham, der foraerede Perús gasindustri vaek og stak af med statskassen 2 sekunder, foer han blev lynchet, og nu stiller op som praesident igen med velvillig stoette fra befolkningen? Eller manga? Hvad taler til en 5-aarig dreng, der ikke kan laese?

“Ja, her er Japan… oest for Kina, og her er indien, og her er Australien og New Zealand, Sydpolen, og Nordpolen. Det er verden. Kender I slet ikke nogen af landene?” Forstod de overhovedet mit spanske? Jeg taenkte paa dyr – giraffer og loever, isbjoerne, brune bjoerne, buffaloes, kaenguruer, og elefanter; alle boern elsker da for fanden elefanter! – men intet ringede i deres oejne.

“Bor I paa gaden? Har I familie heer i Lima? Kan I leve af at pudse sko?”… i tilbageblikket alle sammen de forkerte spoergsmaal, fordi der for dem kun findes Peruanere og fremmede, og de aner ikke, hvem de fremmede er. Peruanere stiller ikke den slags spoergsmaal – de interesserer sig ikke for de matchende svar, fordi der ikke er noget nyt under solen. Kun fattige skaebner som er paa arbejde for livet. Men nej, de var ikke fra centrum, de boede i en barrio langt vaek. “Og det her er min lillebror”…

Hvad skulle jeg goere? Altsaa, hvordan komme videre? Jeg havde ikke brug for deres tjeneste. Men jeg havde lyst til at honorere deres modige, ja, modige indsats – isaer den stoerste, fordi han klart var bange for situationen, men arbejdede for sin sag. Den mindste reagerede bare paa mit klare blik og min direkthed med aabenhed og uden frygt.

“Okay, jeg har et forslag…” Jeg vidste med det samme, at “propocisión” ikke var det optimale ord, men jeg kender ikke et synonym for “jeg vil give jer et valg, fordi jeg gerne vil hjaelpe jer, men jeg bryder mig ikke om at goere det gratis, fordi jeg ikke bryder mig om at folk, der kan arbejde, tigger.” Principielt ville jeg foretraekke at alle boern kom i skole og havde elskelige, respektfulde foraeldre og familie, der ikke led under manglende vand og mad og opvarmning og… omsorg – men er det noedvendigt at overleve, er tiggeri mig en kende for antisocialt og demoraliserende. Saa – “…jeg har et forslag: Jeg kan koebe et kort over verden til jer, eller I kan faa tre soles…” – ikke meget, 8-10 gange tariffen paa en enkel boerstning. “Hvad siger I til det?”

Er jeg et modbydeligt menneske? Et menneske, der leger med andre, fordi jeg ikke har magt nok, viden nok, forstaaelse eller empati eller kaerlighed nok til at lade folk vaere folk? Eller kan jeg bare tillade mig at vaere nysgerrig? Gik graensen her?

Den store dreng forstod ikke, hvad jeg mente. Men det gjorde den lille, at doemme efter hans straalende oejne. Det store blev ved med at vaere usikker – og jeg maatte skubbe handfladerne foran mig, den tomme haand uden vaaben, og mig selv bagud: “Jeg vil jer ikke noget, det er en gave, men I skal selv vaelge.”

“5 Soles!” sagde straalede lille dreng begejstret.

“Nej”, sagde jeg, “det er en gave!” Hvilket var loegn – de skulle arbejde for sagen, men alligevel en gave, for de skulle ikke goere andet end at beslutte sig. Og jeg ville gerne hoere, hvad de besluttede.

Den store kaempede meget haardt med sig selv, han proevede at diskutere sagen med den lille, men det var tydeligt, at det var ham selv, han diskuterede med. Noget vandt i ham – det var ikke den eksistentielle resignation, men sejr der traadte frem i hans oejne. Han var ikke mindre utryg, men der var en dybde i hans blik, da han svarede: “Landkortet”, for derefter at se ned paa den lille: “Ikke?” Den lille vidste ikke rigtig, hvad han skulle mene, men et eller andet ville der da komme ud af det her, saa han nikkede.

“Ok, hvor er der en boghandel?”

“Dos cuadros”. Den store dreng.

“Er du helt sikker?!” Dumt, hvis de ikke var her, naar jeg kom tilbage.

“Helt sikker!”

“Okay, jeg er tilbage om 10-15 minutter. Venter I heer?”

Usikkert blik fra den store, stort smil fra den lille.

Jeg pressede paa – “jeg gaar ned til boghandlen og er tilbage om lidt – venter I?”

O-kay. De venter…

Tjae, saa er det nu! “Vi ses om lidt”… stort socialt eksperiment, den fremmede har vist sig at vaere meget fremmed, hvad nu? Jeg krydsede gaden i roligt tempo, og oppede til normal “maal-hastighed”, forstyr mig ikke, jeg har ikke tid-hastighed, og var to blokke oppe ad gaden paa et par minutter. Men var der en boghandel? Gu var der ej! Og hvordan skulle en gadedreng, der ikke kender Afrika, vide hvor den evigt naermeste boghandel er?! Men tankes skubbes paa afstand, her er en venlig politimand, som laeser boeger og ved, at der ligger en stor boghandel to blokke ned, ind i passagen til bunden og til hoejre, ned paa hjoernet. Det er nede af den officielle gaagade mod Plaza Armas, byens centrum – og gaden er fyldt af mennesker. Byen er saa stor, at alle har individuelle vandhuller, og kender ikke de andre, saa i forsoeget paa at spare tid spoerger jeg en ny politimand, der lykkeligvis er enig med den foerste, og jeg stikker i loeb.

Jeg VIL give det her en chance for at blive en succes. Jeg forestiller mig, at et verdenskort kan saette gang i fantasien paa en maade ikke noget smugkikket voldsfilmsTV kan. Jeg forestiller mig ligefrem, at jeg kan goere noget ved deres liv, at jeg kan aendre deres liv til det bedre. Jeg tror ikke paa, at nogen er beskyttet af uvidenhed – med mindre det er total og absolut uviden – som den gang der fandtes indfoedte stammer, der aldrig havde moedt andre end sig selv. Jeg foeler mig naesten FORPLIGTET til at naa at komme tilbage til dem, saa de kan faa mere end bare *tanken om* at en verden findes udenfor Perú, eller blot udenfor Lima…

Jeg loeber “det er altsaa vigtigt det her!” gennem menneskemaengden paa gaagaden. Ingen flytter sig – kun tyve og vanvittige loeber – saa jeg snor mig. Og der er passagen, og der er sidegaden, og… hvor… jeg kan sgu ikke se nogen boghandel, ikke nogen skilte der averterer med nye titler og billige paperbacks, som jeg er vant til, fuck! Lige ud, ned til naeste gade, virkelig helt tilfaeldigt spoerge en haerget forbrydertype, der staar udenfor en butik; “lige rundt om hjoernet, overfor kirken!” Ah, een til, som laeser: Mange tak, spaene rundt om hjoernet – der er butikken – for fanden, den ligger jo praecis, hvor politimaendene placerede den, den er bare ikke saerlig uadadvendt!

Butikken er stor og lys, og fuld af boeger langs alle vaegge. Venlig butik. Ved skranken staar en aeldre mand, den snakkesagelige, der elsker at diskutere politik med sig selv som sandhedsvidne, han nyder at have verbalt fat i den kvindelige ekspedient, der sidder og skriver paa computeren samtidig med, at hun lytter med et halvt oere. Jeg oensker at bryde ind, men venter alligevel 30-45 vaerdifulde sekunder paa, at de anerkender min tilstedevaerelse, foer jeg bryder ind med et “har I verdenskort her”?!

Det har de ikke. Ikke et. “Et kort over Perú, maaske?”

Nej, ellers tak – det skal vaere hele verden!”

Den snakkesagelige mand bryder ind: “Et perúkort er alt, man behoever – Perú eer Verden!”…

Ja ja, det er godt – der er mange ting, der kan taenkes om den bemaerkning, og givet ikke gaas for dybt ned i, men den summer alligevel i mit hoved mens jeg gennembladrer en stor geografibog for i det mindste af finde et kort deer, jeg muligvis kan faa lov at kopiere. I perú er mange af den slags ting mulige, netop fordi midlerne er saa smaa, frisoerer med vand, sodavand og oel, vvsfolk med balloner og barbie… men nej. Intet oversigtskort – kun partielle landskaber.

Af sted ud paa gaden igen! Det foeles, som om lang tid er gaaet. Det er blevet helt moerkt. Gaderne er oplyst af gule lamper, der ikke raekker ind i krogene. Jeg koncentrerer mig op ikke at traede i nogle af de mange mange huller i gade og fortorv, som benbraekkende goer det af med horder af fremmede hver dag. Heer giver det god mening at have laest aftalepunkterne i sin sygeforsikring! Men jeg kommer kun langsomt frem – saa hurtigt, jeg kan, men ikke hurtigt nok.

Drengene er der ikke, da jeg kommer tilbage til pladsen. Jeg brugte oven i koebet min sunde fornuft til at udregne praecis hvor pladsen laa, saa jeg slap for at tage fremvejen tilbage igen. Men de er der ikke. Jeg hoerte godt nok nogen med et floejtekald i gaden lige rundt om hjoernet fra pladsen… saa de mig, og saa de mig uden noget under armen eller i haenderne? Jeg reagerer ikke paa det; er de vaek fra pladsen, maa kontrakten anses for brudt.

Jeg sad nogle minutter og drak lidt vand og lod aftenbrisen suge af sveden i min t-shirt. Ingen skuffelse. Ingen aergrelse. Det her var det mest sandsynlige udkomme. Men maaske havde jeg alligevel afstedkommet noget – hvis storebror snarere end sin frygt huskede sin nysgerrighed, “hvad nu hvis?” Perú er et land, blot eet af mange lande, hvor boern i hobevis forsvinder sporloest. Og deen slags trusler behoever de ikke laese om i avisen eller se TV for at forstaa. Men maaske ville han en dag fortaelle historien om landkortet og turisten, og selvom han ikke selv var ramt mere, ville han maaske smitte en anden dreng eller pige. “Afrika – hvor er det…?” Maaske.

Jeg naaede sent ned til min brilleaftale, jeg fik mig et par billige brillemandsbriller og to ekstra glas, og jeg tror faktisk at jeg laeser bedre uden dem. Jeg tror, jeg er blevet taget i roeven. Jeg tror, de er ubrugelige. Fandens til kynisk konkurrencementalitet.

Procesbeskrivelse

jeg har lige fået den idé i dag, at jeg vil beskrive processen med at skrive den roman, jeg er i færd med at skrive. Har fået min kæreste til at sende mig alle de udgaver af den, som jeg har sendt til hendes arbejde – så jeg kan komme i tanke om de ting jeg tænke, og følte, og havde oplevet, som foranledigede forandringer i teksten og bragte den videre.

Det har været en sej måned. Kæresten er blevet opereret. Og jeg har stort set ikke skrevet en linie, som ikke var mails. Men i dag kom der endelig hul på bylden igen. 4 sider blev det til. Og så ideen med at skrive en art poetik, baseret på en processbeskrivelse. Jeg ÆLSKER jo processen – ofte mere end produktet.

Pt. står alle mine biokurver i top samtidig – der har skabt nogle søvnløse nætter, og døgn, der pludselig blev 27-28 timer lange. Om en uge ca. går de alle ned samtidig. Det skal nok blive sjovt – så kan jeg vist skyde en hvid pind efter de høje ambitioner om at skrive hver dag. Men jeg skal nok få skrevet – det varer ikke længe før socialkontoret kommer efter mig. Og jeg skulle gerne nå så langt som overhovedet muligt. 1 side om dagen gange 25 dage er 25 sider, 2 sider om dagen gange 25 dage er 50 sider, 3 sider om dagen gange 50 dage er 150 sider. 10 sider om dagen gange 100 dage… nå ja… den monomane megaloman slår til igen.

KK i flyet

Er i færd med at gennemgå en vens manuskript – skulle være hans 2. bog, men forlaget afviste den. Hans blanding af dagbog og fiktiv dramatisk fremdrift får mig til at frygte for min egen fortælling. Vil jeg kunne lade historien fortælle MIG, snarere end søge at styre den med ønsket om et bestemt udkomme? Og således undgå de værste dagbogsreminiscenser? Jeg har allerede gang i HPs angst i flyet – angsten for livet, der nu pludseligt går ukontrollabelt videre, fordi han for første gang, som han selv siger det, “skal til et sted i verden, som han ikke bare kan GÃ hjem fra” (hvilket var min egen oplevelse ved første tur til sydamerika) – men når jeg ser på fortællingen, og hvor drivkraften skal komme fra, kan jeg kun komme op med den samme vage fornemmelse af styring og forståelse af vejen, som løber gennem mit eget liv!

Man kunne naturligvis, som nogle, sige – når det hele er gået lidt i stå: Er der noget, du ikke ved, så LYV! Lyv og lyv og lyv, indtil det bliver sandt; det er hemmeligheden bag al fiktion (naturligvis…)

Men jeg tror hemmeligheden for mig er at lytte. Lytte til min hovedperson, høre ham jamre sig i søvne, gå med ham på toilettet, prøve at se, hvor det er han gør tingene anderledes end jeg selv – fordi der netop ikke er særlig stor forskel på hvordan vi gør og lever og handler – forskellene ligger i de helt små ting, og det er dét, jeg skal have adskilt fra mig selv, for at kunne se hvem han er. Høre hvem han er. Lugte hvem han er. Mærke, føle, tænke som ham. Være hans stedfortræder på papiret – den, der gør ham synlig, når han rører på sig. Men jeg har lyst til at ruske i ham og skrige ham ind i øret: SÅ… VÅGN DOG OP FOR HELVEDE!!!

HP i flyet

Noter fra 1. kapitel af “Intet er Intet”, historien om HPs søgen efter hjemme.

Har i dag arbejdet med flykapitlet i den hidtil sande historie om HP, også kaldet INTET ER INTET – det er meget udfordrende, både fordi det er prosa – fordi jeg ikke aner, hvor jeg er på vej hen (har en anelse om slutningen, dog) – og fordi alle de informationer der gives (og ikke gives…) i dette første kapitel vil blive bestemmende for de efterfølgende. Præcis som i livet. Hvis man derimod er “rigtig” prosa -forfatter, forestiller jeg mig, at hvert enkelt kapitel ikke i samme grad som hér er underlagt det forrige, men snarere hver især lige frit, fordi de er baseret på en overordnet planlægning, der på sæt og vis gør skrivningen af hvert kapitel til en slags “fill in the blanks”. Måske tager jeg fejl… men jeg kan i øvrigt godt lide den struktur, at jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen med historien. Hvor HISTORIEN vil flytte MIG hen. Jeg fornemmer, og kan planlægge kapitlerne en smule, men jeg ved ikke, hvad de skal slutte med, eller præcis hvordan de spiller ind i den større historie – min rite of passage-fortælling; om storbydrengen, der må til den anden side af jorden for at finde ud af, at hans kultur har agterudsejlet ham, fordi den forventer papir på alt – og ikke anerkender hans evner, fordi han ikke har papir på dem.

Dog har jeg pt en fornemmelse af, at HP slutteligt besvimer af angst eller skam i flyet og bliver “reddet” af en dansk forfatter, der bor i Lima, som fatter interesse for ham – og forfører ham med snak om ayahuasca til at drage ud og lære mere om curanderoer og shamanisme.

IDÉ: Alene Gør Det Ikke (fortælling i 4 dele)

at gø i nutid

Alene Gør Det Ikke – disse fire ord som udgangspunkt for en samlet historie bestående af fire afsnit, der hver for sig udforsker mulige betydninger og forhold af og omkring hvert af de fire ord – og hvert afsnit begyndende med “sit” ord:

1. Alene…
2. Gør…
3. Det…
4. Ikke…

der tilsammen danner historien om og betydningen af det samlede udsagn: alene gør det ikke.

Noter:

Alene – som tillægsord, noget man påhæfter for at uddybe – i dette tilfælde for at uddybe en fysisk eller mental placering eller eksistens i forhold til omgivelserne. Synonymer: Isoleret, udeltagende, en(e) – ugeneret, på egen hånd, selvstændig(t). Som biord: kun, blot, helt og holdent.

Som udtryk for følelse er der mange aspekter: Sejrrigt eller glædeligt alene (“endelig!”); kedsommeligt alene (“festen er slut, og gæsterne er gået…”); sørgmodigt alene (“forladt…”); frygtsomt alene (“Jeg må tale med nogen…”); panisk alene (“hvorfor kan jeg ikke nå ind til nogen?”) m.m. Det følelsesmæssige indhold opstår ud af i hvilken grad man føler sig som herre over den kvalitative opfyldelse af behovet for værdi og antal af omgivende mennesker. Og må som sådan betragtes som en relativ målestok for evnen til at forstå sin egen delagtighed i opfyldelsen af de personlige behov.
Ordet er formentlig opstået før erkendelsen af det flertallige eller fælles, og kan som sådan (måske) ses som indikator for en menneskelig idealtilstand: At være ikke-alene, dvs. at ikke være (ganske) ene, men “have” nogen i sit liv, at der er nogen for hvem man betyder noget, som betyder noget for én.

Åbninger:
– Alene tanken var nok! At nogen… – som biord
– Alene ville aldrig komme på tale… – som begreb/tilstand
– Alene bliver han nok aldrig… – brugt adverbielt
– Alene med Tom for første gang!… – brugt adverbielt i sin modsætning

Gør – udsagnsord i bydeform. Eller som erstatning for et foregående eller ikke udtalt udsagnsord som f.eks. udvirker, frembringer, duer, evner, kan, rækker, klarer, formår – og til nød “at tillægge værdi”. Eks: “Jo, det gør han”.
Uden forudgående udsagnsord vil betydningen sammen med en negation i dette tilfælde nok være “løser ingenting”, eller umiddelbart betragtet “duer ikke”. Også “går det ikke, fungerer det ikke”.

Evt. som synonym for at have afføring.

Evt. at gø i nutid, hvilket i sammenhængen skaber et interessant billede af dyret, der siger som en hund.

Åbninger:
– Gør det noget, at jeg kommer? –
– Gør noget ved det! –
– Gør mig ikke fortræd! –
– Gør dit, gør dat! Tror du jeg… –
– Gør du i nælderne,…
– Gør hunden nu igen…?

Det – et kendeord, altså noget, som refererer til noget andet, som oftest til noget føromtalt. Men i det dette tilfælde er det selvrefererende, idet dét her gælder “alt”, med negation “intet/ingenting”.
Som påpegelse: “dét må du gerne” eller “det må du gerne” i stedet for “du må gerne” og “du må gerne”.
Som aktiv vs. passiv “det gamle…” vs. “et gammelt…”
Men i denne sammenhæng som et simulakrum – ikke-refererende, selv refererende, en selvforklarende kopi uden original, en uudtømmelig skatkiste af mulige associationer.

Åbninger:

Ikke – som negation eller som biord i spørgsmål, der forventes bekræftet. Bruges også til at ophæve andre negationer i samme sætning, og til at nedtone noget positivt (underspille: Ikke dårligt!) I sammenhæng som betegnelse af det modsatte: Ikke-ryger f.eks.

Er som hér mest virkningsfuldt som sidste ord i en sætning – hvor fraværet af negationen skaber sætningen om til en halvfærdig og nær-objektiv vurdering, fungerer negationen som en personlig vurdering i forhold til noget ideelt, faktisk aldrig udtales: “Det virker – ikke”. “Det virker” er nærmest blot en konstatering, man fornemmer savnet af et tillægsord som “godt” eller “fremragende” eller “efter hensigten”, mens “det virker ikke” fratager “det” enhver kvalitet, uanset hvad “det” så er i stand til – der angives en idealtilstand, som hér ikke er opnået eller opfyldt, og ofte er det nok blot at konstatere negationen: Forklaring unødvendig, vi kender alle til ting som IKKE virker, men når de virker, må vi person-relativisere dem for at formidlingen har en værdi. Sjovt nok.

Åbninger:

Tanken er så at skrive en historie, som udforsker de fire aspekter, som hver for sig og tilsammen er mindre end den helhed, de giver anledning til. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed.

1.
Måske en historie om (et gimmick), der sætter reflektions-hastigheden i vejret, uden at man samtidig mister evnen til at handle. Men konsekvensen heraf, sålænge alle andre kører på normalhastighed, er at det eftersøgte/reflekterede ikke ikke når at finde en stabilisering i form af “de andres sprog”, at “de andre er med på de personlige symboler for de personlige oplevelser”, og at den af (gimmicken) påvirkede derfor spinder sig ind i en egen verden, som hastigt fjerner sig fra muligheden for et fællesskab, ihvertfald hvad angår at tale med ord. Skal det køres helt ud kunne man muligvis udstyre (gimmicken) med hukommelsesforøgende effekt, således at den påvirkede til enhver tid kan selv-slette ubrugelige konklusionsrækker, og returnere til tilstanden før konklusionen iværksattes… nej, vedkommende vil så blot vælge det sammen, hvis der ikke gives mulighed for erindring om de fejlsslagne konklusioner. Hmmm…

Nå, men det minder jo meget om tankerne om at skrive noget om hvad LSD gjorde ved mig, som jeg ser det – og hvad det gør generelt – det der med det hastighedsforøgende. Men hvis man samtidig påhæfter et sådant stof evnen til at handle, på trods af at refleksionen går i ét med oplevelsen/eftersøgningen, så skal
der tales MEGET varmt for værdien af at følges ad med de andre (sådan da i hvert fald), for at det ikke skal lyde som en reklame for noget, der kan gøre én bedre end de andre. Tale for overlevelsesværdien af det fælles som forudsætning for overlevelsesværdien af det individuelle.

IGEN:

tanken er at skrive en historie, som udforsker de fire delelementer, som hver for sig og for-pålydende-helhed er mindre end den helhed, de åbner for. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed/erkendelse. Men hvor længe varer erkendelse?

2.
Måske kunne det blot være en simpel historie om en ung mand, som søger efter sig selv så ihærdigt, at han lukker resten af verden ude, og derfor må komme til den erkendelse, at “at erkende” er tærsklen mellem at ville (leve) og ikke ville (leve), og at der ingen vej er tilbage til uskyldigheden. men har den historie ikke været fortalt 1000 gange?

Den kunne twistes således, at han gør hvad han kan for at glemme sine erkendelser, måske simpelthen ved at drukne dem i flere erkendelser, indtil den erkendte er blevet større end ham og begynder at få verdensstørrelse. Og her ville så atter komme forholdet til de andre, som formodentlig ville have meget svært ved at forstå ham. Der kunne komme noget meget morsomt ud af at lade ham kommunikere med diagnosticerede sindssyge, som halvdelen af tiden til hans store glæde ville kunne fatte ham, mens han den anden halvdel af tiden jagtede dem ned af deres tanke-gange for at holde dem fast i deres forståelse af ham.

FAKTORERNES ORDEN kunne være en arbejdstitel. Faktorernes orden er ikke ligegyldig i livet, for de kommer først, når de kommer – og som eftertanke eller erfaring er rækkefølgen, de er opstået i, altafgørende for hvordan man senere reagerer på netop faktorerens opståen. Måske er det sådan, når man er ung – når man bliver ældre, vil alting måske glide mere ind i hinanden, og rækkefølgen af hændelser vil måske ikke have helt den samme indflydelse, fordi man måske med alderen bliver mere viljebestemt, og derfor (i så fald) vil kunne se bort fra faktorerenes orden.

: Historie om den unge med den altafgørende orden i faktorerne, oppe imod den eller de ældre, hvor faktorernes orden er mindre væsentlig. Hèr og nu, versus “når det lader sig gøre” (hvis ikke dét netop er “her og nu” på en anden måde: Når man VIL, er det sådan sét allerede sket eller i gang).