Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950’erne.

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue!

Mon ikke mange ville have reageret ved sådant angreb på det mindre flatterende i sin karakter? Og bliver man ved med at stirre på den samme sårbarhed, vil den helt af sig selv komme til at optage en meget fremtrædende plads i vores selvbillede – en psykologisk indsigt, man muligvis ikke var enig om i 30’ernes Danmark, men mon ikke det har været meget tilfredsstillende for Sandemose at komme af med sin vrede og se folket reagere? Kunne man tillægge ham forudsigelsesevne, kunne det ligne, at han hævnede sig på et helt folk, fordi han selv havde haft det svært – men… selvfølgelig ér der noget om dét, han selv kaldte “en universel Jante”.

Frygten for at blive overset og uelsket, fordi andre tager opmærksomheden fra én, ligger i alle mennesker. Det er især svært, hvis man har været centrum for al opmærksomhed. Det er bare ikke det fremmeste element i noget menneske, eller for den sags skyld en hel nation. En nation består af individuelle mennesker, og individer kan støtte og bære selv helt fremmede mennesker, hvis de mindes om, at mere er vundet ved at give end ved at forvente at få.

SÅ mange andre træk end Sandemoses udgaver tegner os som folk og som individer. Præcis som de tegner enhver anden, i enhver anden nation, i enhver anden kultur. Vi er ikke gode, ikke onde, ikke frygtsomme, ikke driftige, men multifacetterede, komplekse, omskiftelige – og præcis af dén grund sårbare over for kritik.

Formår vi som mennesker ikke at tilgive os selv og hinanden for vore svagheder og frygt, fortsætter vi lidelsen og fastholder fortidens problematikker. Sandemose havde ikke haft nogen mulighed for at tilgive (hvis han havde villet eller kunnet), før han havde skrevet sin bog og den var gået ind i kulturen.

VI, derimod, som måler os og bliver målt på “Janteloven”, kan tilgive hver dag. Vi kan tilgive os selv, vore nærmeste, uvenner og fjender, alle i fortid og alle i nutid. Det virker:

Vi stifter fred, når vi tilgiver. Det er hvert enkelt menneskes opgave for sig selv og i sit samfund. At KUNNE stifte fred. At VILLE stifte fred…

VI KUNNE FORSØGE AT MUTIFACETTERE OG SE OS SELV SOM:

– Et folk bestående af mennesker, der vokser op i relativ ufrygt og derfor ikke som tidligere behøver at abonnere på andres kunnen og behov

– Et folk, hvor individerne har stor selvfølelse og ønsker det samme af alle andre som af sig selv

– Et folk bestående af mennesker, der beskytter personlig frihed mod et skabt fællesskabs knugende udfoldelsesbegrænsninger

– Et folk af mennesker, der beskytter et uvurderligt fællesskab mod trusler fra enkeltindivider

– Et folk af selvforherligende og vedvarende nationsbyggere

– Et folk af selvforherligende nationsopløsere

– Et folk af grundlæggende optimister, der ser alle andre som pessimister

– Et folk af grundlæggende pessimister, der ser alle andre som fantaster

– Et folk af rettroende moralskyldige

– Et folk af anarkosyndikalister, som vil forhindre autoriteter af enhver slags i at komme til magt

– Et folk af fantasiløse mennesker uden stjerner i øjnene og højt til loftet

– Et folk delt i eksistentielt fabulerende mennesker og deres støtter

– Et folk delt i fængselsvogtende frygtsomme og deres plejere

– Et folk i sorg over så langsom udviklingen går.

– Et folk i sorg over så hurtig udviklingen går.

– Et sprog, der ikke har andet end dét til fælles.

– En kultur, ingen kan slippe for, men alle forsøger at gøre til sin helt egen.

– DANMARK er ikke én kultur; Danmark er et blik og en holdning. Og hverken blik eller holdninger er ved Guderne hverken statiske eller sande.

– Folkesjælen er ikke en sum af alle disse blikke, alle disse syn, men i sig selv alle individers jonglering med de mange forskellige opfattelser samtidig. Det er IKKE nemt. Det nemmeste er bare at holde sig til sit eget og måske sin partners syn. Og så abonnere på en politisk fraktion. Men der er meget mere. Danmark og danerne ER SÅ meget mere.

– [Fortsæt selv]

Sandemose så ikke så godt. Og Jante, du skal have briller. Det har man ofte skulle længe i din alder!


__

“Sandemose skrev om arbejderklassen i byen Jante og om en kreds af mennesker med samme sociale position. Senere har janteloven fået udvidet betydning: til dem der vil bryde ud af deres sociale lag og nå en højere position i samfundet generelt.” Wikipedia februar 2012

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

6 thoughts on “Du ska ha briller, Jante!!”

  1. Jeg kan heller ikke med aggression. Desværre er mennesket en af de mest aggressive arter overfor både andre arter og hinanden på Jorden. Samlet set den mest voldelige og mest invasive art, der findes. Det er ikke en dom men et faktum.

    For at andre skal “kunne forstå mig” skal jeg først påstå, at jeg forstår mig selv, men det gør jeg ofte ikke, slet ikke sprogligt, før jeg er i netop en relation til et andet menneske eller en hvilken som helst anden relation, fordi jeg ellers “sidder i rammen”. Dog er denne forståelse netop ordløs, og den er mere lig med væren end med forståelse i ordets egentlige forstand, fordi jeg, og alle mulige andre, ikke skylder nogen en forklaring på vores eksistens, for at vi må eksistere. Vi skal respekteres, fordi vi eksisterer, sammen og hver for sig. Ikke fordi vi som enkeltindivider ligner andre. Sidstnævnte er dog ofte et kriterium, mange mennesker sætter op og putter ind i et hierarkisk system. Og hvis noget er lig med at gå ud i mørket, så er det det.

    Jeg hylder ikke et princip om at “komme tættest på verden”. Jeg hylder det at være her allerede og have fred i sit hjerte med det. Og så ellers møde de udfordringer, livet, og en selv, sætter op, for at lære mere. Om empati og kærlighed og den slags livsvigtige emner.

  2. Alle udsagn er forenklinger. Ingenting kan rummes fuldstændigt i ord, i blikke, i virkeligheden – i virkeligheder.

    Men vi bliver nødt til at reducere, for at kunne eksistere. Grænseløs forståelse er ikke-menneskelig, vi kan ikke fatte kompleksiteten, og det er heller ikke muligt. Selv begrebet i bestemt form “kompleksiteten” er en reduktion.

    Men det er godt at vide, at alt hvad vi ser og alt hvad vi føler og alt hvad vi mener er ufuldstændigt.
    Sandemose pegede fingre af vores menneskelighed. Det er ok. Men også hans beskrivelse er en afart af janteloven, tænker jeg.

    Spændende overvejelser, Kenneth. Tak for at sætte ord på dem.

    1. @Louise

      Hvordan kan du sige med sikkerhed, at “alle udsagn er forenklinger”, at “vi bliver nødt til at reducere, for at kunne eksistere.” eller “at alt hvad vi ser og alt hvad vi føler og alt hvad vi mener er ufuldstændigt.”? Det indikerer, at du har indsigt i en anden form for udsagn, en anden form for oplevelse og en mere fuldstændig livsoplevelse, for i modsat fald kan dine udsagn ikke fungere sprogligt.

      Jeg synes, det er langt mere rigtigt at sige, at mange udsagn, oplevelser og livsoplevelser er irreducible, forbundet med mysterier, som ikke skal eller kan løses men netop opleves, fordi naturen, som vi er en del af, (ikke “en almægtig Gud som har skabt mennesket i sit billede” som jeg tror, du opererer med her), er ikkeeksisterende, når mennesker forsøger at indtage en forvalterrolle, hvor det umulige, at træde ud af naturen, påstås at være en mulighed.

      Vi behøver ikke at reducere noget som helst for at eksistere, da megen eksistens er ordløs. Det der ofte er reducerende er sproget, ikke livet selv. Ved ikke at forveksle sig selv med en, der er identisk med sit sprog har man løst, eller løser fortløbende, det (selvskabte) problem.

      1. Indlægget er fra 2012.

        Vi kan ikke opleve noget helt, som kan videregives. For at “få andre med på det”, må vi forenkle vore helhedsopfattelser. Reducere dem til noget formidlbart, eller omforme dem til noget “parallelt” sansbart eller forståeligt. Det styrker vore overlevelsesmuligheder, fordi vi er afhængige af hinanden.

        1. Ja, det så jeg først efter min egen kommentar.

          Jeg er uenig, og grunden til at jeg er uenig er, at udsagnet om at “få andre med på det” forsøger at forenkle noget, der ikke kan forenkles, f.eks. ved hjælp af ordet “helhedsopfattelse”. Af samme grund skriver nogle mennesker bøger frem for pamfletter. Jeg tror heller ikke, at det styrker vores overlevelsesmuligheder at forsøge at finde den konsensus om en, i både teori og praksis mulig, irreducibel oplevelsesrigdom som levende væsen. Tværtimod tror jeg, at det er selve kimen til en del ødelæggelse, fordi den beror på hurtig “validering” o.l. ikke ulig hurtige “likes” og “bekræftelse” på såkaldt sociale medier. Tryghed ved det (kunstigt skabte) kendte kan på den måde virkelig skærme for muligheden for at gå ud i det (ikke kunstigt skabte) ukendte. Og uden helte der gør det, så er “vi” for alvor fucked. Ideen om konstant at “blive spejlet” af andre mennesker på bekostning af at være en del af en ufatteligt større verden er ved at ødelægge en masse overlevelsesmuligheder. Hvis nogens idé om “god litteratur” beror på oplevelsen af “det kender jeg godt, det kan jeg også mærke på samme måde”, så foretrækkes det netop at blive “valideret i det allerede kendte” frem for at opleve noget reelt nyt, noget udfordrende, noget vildt, noget måske endog eksistentielt udfordrende, reelt perpektivforskydende o.l. At blive stryget MED hårene er nu engang bare det.

          1. “Forenkling” er ikke et princip. Det er simpelthen måden andre forstår os på, når de ikke har delt vores rum og vores oplevelse. Ikke-forståelse + nødvendighed-for-forståelse = ufred ELLER forståelse, afhængig af tålmodighed og tid til at vente på forståelse.

            Som jeg læser dit argument hylder du et princip om at komme tættest mulig på Verden-i-sig-selv – hengivet omstændigheder og uviden. Og hvad dét angår kan jeg “som princip” ikke være mere enig: Hér er “mest virkelighed”, hvor der ikke er noget regelsæt – ikke andet end at “show up”. Ankomme, være der, blive der, lade sig forme, give sig hen, turde det, turde forandring. Men det er så også det samme, der sker i GOD undervisning – at blive ét med redskaberne; at lade sig forandre af fordringen om forståelse, så man flytter sig og lader hjernen skabe nye veje. Jeg sagde GOD, og mener GOD – en undervisning, der lige som Verden-i-sig-selv fordrer, at man selv tager stilling til det oplevede.

            At kramme et træ og forsøge at afgøre, om man KAN tale træ med tilstrækkelig hengivelse? At blive ét med eksistensen ved en eller 1000 solopgange eller solnedgange uden at tænke på farvespektrum eller Jordens rotation eller størrelsesforhold eller heliocentri eller antropomorficering – bare være der? Men dét i sig selv er en tillært position, Rune. Det er nok tættere på eksistensen end ved at sige MÅ eller SKAL, men det samme findes i en fyldt bus eller i en kampsituation med levende kombatanter. Og måske findes det også på et af trappestigens højere trin – som udviklingsmodel for alle andre at tage ved lære af? Svært at afgøre – men min pointe er, at vi vokser sammen som art; når vi deler vore oplevelser på en måde, som andre forstår, vokser de ind i større forståelse af eksistensen. Hvilket kan afføde love, leveregler, sund fornuft, uenighed, dissens eller enegang – men da de fleste er programmerede til at ønske smertefrihed, hvilket (igen) for de fleste oversætter til “fred”, så de fleste tillader en stor del af dette spektrum, anerkender det måske ligefrem, fordi det er det Menneskelige Spektrum På Vej Mod Fred.

            Hvad skal vi ellers gøre, Rune? Manualen er ikke skrevet, den skrives. Du skriver den, hvor du har hjemme; jeg skriver den, hvor jeg. Og måske er der ting, vi kan dele uden at skulle tale om det. Jeg personligt kan ikke med åbenlys aggression, bliver syg af det, trækker mig, går væk – men rammes en af mine sager, et af mine mennesker, så får du at se en bulldozer, der ikke stopper. Jeg personligt går sjældent på kunstmuseum, men deler jeg en oplevelse dér med nogen, bliver kunsten relevant og øjeblikket prægnant som næsten intet andet. Der er hele tiden “mellempunkter” – jeg kalder det broer – mellem mig og alt. Nogle “står til evig tid”, nogle er nye, skrøbelige, smukke, simple, og nogle skal vedligeholdes, hvilket er det værste for mig – at komme tilbage til en bro og opdage, at den ikke er der mere! – og nogle er usynlige og tillid er alt. (Min “Over kløften ad usynlig bro” beskriver netop sådan en dialog med mig selv – skal, skal ikke?) 99% af alle klarer sig ikke uden de andre. Og at få dét til at funke fordrer broer. Alliancer. Forståelse. Kommunikation. Intention, ønske, viljens kraft og vej, hvor det er allermest ufremkommeligt og forekommer aldrig at blive til noget. For at få et måltid hjem til komfuret, hvortil gassen flyder fra værket, som vedligeholdes af arbejdere og politiske aftaler af mennesker, der kører på veje, som vedligeholdes og banes af mennesker, der er ansat af hele samfundet til opgaven, der af og til møder modstand af de seneste oplysninger og holdninger og af og til ændrer flertallets holdninger, så enkeltindivider beslutter fremtiden anderledes for flertallet, så freden kan sænke sig ved aftensmaden, også i morgen.

            Hvilket ikke forhindrer nogen i at rejse sig og gå ud i mørket alene og gå Jorden rundt og ligge og se op på Universet, givet samtidig med mange mange andre, der ser op frem for ned eller kun til næste træ i en uendelig skov af andre træer.

Leave a Reply to Rune Kjær Rasmussen Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.