Fra d. 15.5. til den 15.8. kører Litteratouren, en skabelsesrejse igennem mange menneskers hjerter med sigte på at rejse Helsingør højere af Sjællands brydende vande end Holger Danske ville kunne det – hvis ellers han ikke var gået i koma.
Som nyeste bidrag til touren stilles multikunstneren, forlagsmanden Henrik Have, en masse spørgsmål af en velforberedt Lonni Krause og kommer med en masse begavede og interessante svar. Ét spørgsmål faldt jeg over og slog mig næsten:
Lonni Krause: Et digt er et digt når ..
Henrik Have: ..det gennem sine rødder åbner for erkendelse. Louis Buñuel citerer en spansk filosof for noget Buñuel ikke kunne trænge til bunds i, jeg heller ikke og heller ikke andre: Al kunst som ikke forholder sig til traditionen er plagiat.
Jeg synes, at det rent overfladisk er umuligt at opfatte udsagnet som andet end sludder. Kun Buñuels respekt for denne filosoft, eller driven gæk med eftertiden, dvs. min respekt for Buñuel, kan skabe mening af det. Eller Henrik Haves respekt for Buñuel, eller Henrik Haves driven gæk med eftertiden, hvis jeg har respekt for Henrik Have. Men da jeg ikke kender nok til Henrik Have til at vide, om han driver gæk med mig, måske selv har opfundet udsagnet og historien, har jeg kun ét tilbage:
At opfatte udsagnet som enten noget, der må afvises – fordi det umiddelbart er noget sludder,
- at traditionsløs kunst skulle foregive en selvstændig og/eller original gengivelse af det traditionsløse, eller
- at kunst, som ikke holder sig inden for rammerne af det beskrevne, er en uoriginal eftergørelse af det beskrevnes (fortidige) objekter
– eller jeg må se på udsagnet som om der gemmer sig noget, en skjult mellemregning, en hidtil uopdaget bro, en naturlig og ubrydelig forbindelse mellem det nye (kunsten) og det gamle (traditionen). Disse er de eneste optioner, jeg umiddelbart kan se at finde mig selv iblandt. Men ved at behøve at se en konflikt mellem de to for overhovedet at have noget at mene noget om – binde deres betydning til enten en villen-traditionen-forklaring eller villen-kunsten-forklaring – vil jeg nok blokere for erkendelse!
Hvis jeg i stedet forsøger at lade både kunst og tradition stå åbne som fortolkninger – at kunst både kan være førstegangssynligtgørende & binder af fortid og meget mere, og tradition både bindende & enhver synliggørelses forudsætning og meget mere (4 gange X i anden muligheder, og dét er muligvis mange) – kan jeg oversætte det til en usproglig tilstand, hvor det føder både kunst og tradition – ikke en kampplads eller en konflikt, men hinandens forudsætning.
Ét svar kunne således være, at det ikke er muligt at trænge til bunds i det, fordi begge er en nutidighed, der skal tolkes og skabes, i nuet: Hér bliver Kunsten til, ved menneskenes benævnelse, og traditionen, ved menneskenes benævnelse. At forsøge at forlige modsætningen er at skabe begge dele. Eller, som Henrik have begynder med at sige, og derfor man kunne regne ham for en skælm, der viderefører en skælms skælm, “Et digt er et digt, når det gennem sine rødder åbner for erkendelse” – han vil erkendelsen, og finder den ved at følge digtet ned under sig selv til den fælles grund, hvor sproget bliver til konstant.
Et digt er et digt, når det er mere end et digt, kunne han have sagt. Og dét er i hvert fald sjovt. Det andet kunne ikke falde mig ind at lade stå uberørt…
Jeg er enig i, at det kan tolkes som du foreslår: “hvordan bryde traditionen uden at kende den?”, hvilket er en traditionel holdning til skabelse – at alt hviler på det forudgående, og at måske især kunstneren har en forpligtelse til at skabe sin kunst i dialektik med al forudgående kunst (=”samfundet ejer/anerkender kunstneren”) – men det er jo faktisk ikke dét, denne filosof i Buñuels og Henrik Haves ord siger.
Så, husker HH forkert – var det oprindeligt den traditionelle fortolkning, som akkurat nævnt (men han siger jo samtidig, at ingen andre har forstået udsagnet!)? Eller ér det skælm?
“Al kunst som ikke forholder sig til traditionen er plagiat.” kan læses som “Al kunst, der ikke tager stilling til “sådan ønsker vi verden forstået”, er en efterligning af den originalitet, vi synes beskriver verden dygtigst og mest originalt, set fra et kunstnerisk synspunkt.”
Nej, det giver sgu ikke mening! Men… jeg får lige en tanke: Hvad nu, hvis man går helt tæt på kunstneren, en hvilken som helst kunstner, og lader “traditionen” være hans egen opfattelse af traditionen…? Sådan hér:
“Hvis jeg ignorerer værdibegrebet i min egen virkelighed, og forsøger at skabe noget af værdi, der således efterfølgende skal hente sin betydning uden for min egen vurderingsevne (uden at jeg selv forstår det), forsøger jeg at gå den frie inspiration i bedene, som er essensen af al originalitet – det oprindelige. (måske den såkaldt “guddommelige”)”.
Det er det tætteste, jeg kan komme på en løsning. Altså, filosoffens uforsonlig holdning til kunst for kunstens skyld – uden for betydning for fællesskabet: At al kunst skal fundere sig på traditionen, fordi den er til for menneskene, og ansvarlig over for menneskene osv. Hvilket også er en gammel holdning.
Hvad synes du?
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Det virker umiddelbart som noget vrøvl at sige, at “Al kunst som ikke forholder sig til traditionen er plagiat.”
Men mit bud på mening med udsagnet kunne være noget i stil med: hvis jeg laver kunst uden at kende til traditionen, ender jeg men at lave noget der er lavet før? For så snart jeg kender traditionen kan jeg vel ikke fraskrive mig mit forhold til den (ud fra et erkendelsesmæssigt synspunkt).
Men derfor er jeg ikke enig. Jeg er langt større tilhænger af “Et digt er et digt, når det er mere end et digt”. Hæ!