Nyt udtryk fra hér til aften: Fintænken. “Og så kan jeg finde på at trække mig fra selskabet og sætte mig i et hjørne og fintænke lidt”, sagde Mette, jeg mødte på Apoteket på Blaagårds plads i København.
“Reflektere” har alle andre sagt i de århundreder, siden ordet blev indført til brug i den dannede klasse, men nu, hvor befolkningen mere eller mindre har været igennem den “gymnasielle uddannelse”, kan alle og enhver uspottet vedgå at lade tid gå i fuld offentlighed, hvor de mærker lidt efter og finder sig selv. I fintænken.
“Står det så i relation til grovtænken?”, spurgte jeg. “F.eks. at sidde i en alkoholisk animeret samtale og ikke nå til ben eller bunds i særlig meget, men derimod hele horisonten og elefanten rundt i løbet af adskillige armbevægelser? De brede generaliseringers postkasse, det hele på halv tid?”
Det kunne hun ikke afvise.
Jeg fintænker lige lidt over potentialerne i det danske sprog, inden jeg skal sove. Undervejs søvnen vil jeg så overveje, hvad jeg skal fortælle om det at være ærkekøbenhavner med by på ryggen, som flyer fadet og favner revlen midt i Storebælt. For det er – Alt Andet Lige – eddermugme mærkeligt at forlade stenbroen. Selv efter en del år på Frederiksberg…
