Den dag kineserne ikke opfandt krudtet (prosa, ufærdig)

Det har sikkert været en lørdag, hvis man da overhovedet har lørdage i Kina, og hvis disse særlige dage, som i lande, der er mig bedre bekendte, da overhovedet gør nytte som pusterum inden den videre opretholdelse af livet atter begynder mandag morgen (hvis man har mandage…?)

Jamen, lad os antage, at kineserne har lørdage, og at de bruges til dette vigtige formål: at puste ud i, mens man drømmer om flere dage at drømme i, for eksempel flere lørdage, vel vidende at disse aldrig kommer på normal vis. Og så hilser vi på Chan (bare rolig; jeg tror næppe, han bemærker vor eksistens), som netop på denne lørdag, nogle timer forinden i det rum, vi ville kalde husets kontor, havde efterladt sin herre i dyb meditation, vel vidende at denne for de mest fortravlede så vigtige beskæftigelse efter al sansynlighed ville vare frem til aftenmåltidet, hvorfor han var fri til at gøre akkurat dét, han havde mest lyst til.

For tiden er det brag. Ja, brag, voldsomme lyde, men ikke hvilke som helst lyde, ikke hvilken som helst voldsomhed. Han vil lave brag, der lyder af noget, store brag, mægtige brag, men de skal lyde præcis, som han vil have dem. Han ønsker ikke at efterligne naturen, nej, han vil bortskaffe forudsigeligheden, bragene skal være hans og de skal brage, når som helst han måtte få lyst til det.

Egentlig er det meget simpelt:

En dag, sikkert en lørdag, havde han ligget på en nærliggende eng og studeret himlen med stor alvor. Ikke, at han vidste, at han gik alvorligt til værks, endsige at han gik til værks; havde nogen spurgt ham, hvad han lavede dér, havde han vel blot svaret: Jeg ser på himlen og skyerne og nyder solen og lugten af græsset og… Nej, muligvis ville han ikke svare så aldeles uddybende – men han havde ligget og studeret himlen og skyerne med det intense nærvær, som kommer af ikke at bespørge meningen med sin eksistens og blot være spørgsmålet, som er forudsætningen for liv. I det fjerne havde han set en sort bræmme af tordenskyer nærme sig ganske langsomt, rigeligt langsomt til i ro og mag at kunne studere kontrasten til den blomsterblå himmel over ham. Og med ét var spørgsmålet slået ned i ham: Hvorfor tordner det ikke, når himlen er klar?

Nu var han endnu ikke kommet på kant med guderne og kunne derfor tillade sig undersøgelserne af en gudelige mekanik, og da verdens navle lå godt fem centimeter over hans egen, kan man godt sige

alt i alt temmelig uhindret tænkende

Nej, spørgsmålets indhold var kort og godt: Hvorfor? Altså: Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke få det til at tordne? Hvorfor skal jeg vente på regnskyerne? Hvorfor kan jeg ikke ligge her og nyde varmen og lugtene og så høre torden uden at skulle tænke på at være nødt til at gå i læ for regn og kulde? Hvorfor er verden ikke min at befale? Hvorfor er den ikke det?

Jeg garanterer for, at det spørgsmål satte mere fut i ham end en hvilken som helst længsel mod karneval eller helligdag havde gjort det tidligere. En veritabel stormvind blev han – og alle ledige øjeblikke sidenhen, og det er ikke mange, kan jeg godt fortælle, brugte han på at forsøge at skabe et brag, som skulle være mindst lige som tordenen, men aldeles under hans kontrol.

Nu var han jo ikke dum, og for at få et indblik i hans problemløsningsproces, er her et udpluk at hans liste, hvor man tydelig kan se, at han ikke lod mange muligheder uprøvede:

kaste sten fra bjerg eller andet højt sted: Upraktisk. Man kan ikke slæbe et bjerg med sig, eller være sikker på¨at finde et højt sted, når man får lyst til et brag. Desuden får man ikke nær samme glæde af braget, som dem der står nedenfor

knuse en masse glas samtidig: Upraktisk, da jeg ikke selv har noget at smadre, og udsigterne til at jeg får råd er lange – men interessant at prøve en dag.

punktere en oppustet svineblære: Virker ikke, hvilket vist er meget heldigt. Luften bare siver ud, som den gør det når svinet er i live.

klappe hænderne hårdt sammen: Godt i en grotte, men der uden for er det mere smerte end nydelse.

klaske to metalplader sammen: Praktisk og variabelt, men trættende efter en tid.

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.