TALER MED RÆV


Da jeg var barn
  for titusinde år siden
gik vi gennem skoven med fakler

Vi var på udkig efter en rævegrav
og ræven

Forrest gik shamanen
imellem gik den mindste dreng

Skoven var altid
  det mørkeste sted jeg kendte
selv ikke når jeg sov var det mørkere

Jeg fulgte faklen
   i hånden på shamenen
og det eneste jeg så
var det som var synligt i lyset den kastede

Vi gik i timevis gennem skoven
jeg altid bagerst

jeg vidste aldrig hvornår vi ville være fremme
eller hvornår vi skulle hjem
jeg skulle bare være tålmodig
   og ikke tale

når jeg talte
standsede shamanen op
og han vendte sig ikke om
   men jeg kunne se at han så på mig
   han slog mig

og så gik han videre

På et tidspunkt
  når vi havde gået langt
skulle vi slukke faklerne
   stå stille
      og vente

og da voksede skoven frem for mine øjne
omridset af blade
og grene
   stubbe og stammer
trådte frem for mit blik
skoven blev lysere
lugtene blev klarere
jeg kunne se mine egne hænder
jeg kunne mærke mig selv

og da ville vi ikke gå længere
   end halvtreds skridt måske
   og så ville rævegraven være der
det slog aldrig fejl

Shamanen pegede
dér er et hul
pegede
dér er et hul
pegede
dér er et hul
pegede
pegede
pegede...

Han stillede sig selv ved det første hul han havde peget på
mens den mindre dreng og jeg
   fandt stubbe og grene at stoppe i hullerne

og ved det sidste hul
   på den anden side af rævegraven
   skulle vi tænde et bål
og vifte
med skind
   så røgen drev ned gennem bålet
   ned i hullet
trængte ræven ud af sin grav
og i hænderne på shamanen
  som ventede på den anden side

Når den kom ud kæmpede den
den kæmpede for sit liv
men shamanen holdt den i favnen
og strøg den over ryggen
   og talte til den uden ord
og efter en tid
  lå den der bare stille
ikke hyptoniseret [sic]
   ikke skræmt

Og så kaldte han os hen
og vi skulle lade ræven snuse til vore fingre
og vi skulle sætte os ved siden af shamanen
og vi skulle lægge vores højre hånd
   på rævens ryg
   og vi skulle mærke at den trak vejret
og vi skulle trække vejret i samme åndedræt som den

Ræven talte indeni mig
ræven talte ikke klare ord
men den fortalte mig om skoven
den fortalte mig om dyrene i skoven
den fortalte mig om at jage
og den fortalte mig om himlen og om jorden

Og så ville shamanen sætte ræven ned på jorden igen
og den lille dreng og jeg
   blev bedt om at fjerne alle stubbe
      og forhindringer fra de andre huller
   og slukke bålet

og så ville vi gå hjemad igen

og jeg vidste at ræven så på mig
mens jeg fulgte efter den lille dreng og shamanen
jeg kunne mærke rævens blik
og jeg gengældte det
  uden at vende mig om

og halvtreds skridt længere fremme
slog shamanen ild
og vi tændte faklerne igen
og skoven forsvandt omkring os
og blev erstattet af tre
   snævre cirkler af lys