SPROG ER SOLEN, MED MÅGE

 

sproget har givet mig morgenlys
og spot på din vågnende krop
og eftersmagen af bløde kys
før vi begge to stod op

sproget har danset sin egen sang
i sprogets melodi
men aldrig givet mig vished om
hvad jeg lige skulle til at sige

før sproget blev til
og morgenlys med
var dagen og kysset og kroppen sig selv
men vi vågnede sammen
det selvsamme sted
vi havde lagt os den foregående kvæld

og i glæden ved dagen
og lyset på hud
vi smagte på alt
og gav alting en smag
og lungerne sang
med talrige bud
på skønheden netop i dag

sproget har givet os morgenlys
og farver
og kissemisse
aftryk af læber
og rødbløde kys
og dage fyldte af stunder som disse

vi er aldrig ene
når sproget er med
vi tanker bare på ham
eller hende
og hvis solen står op
et helt andet sted
at den hverken
er mand eller kvinde

sproget gir solen
den elskede krop
uden nogen sinde at dække
for det virkeligt elskede
når solen står op
det er kun sprog
som sproget kan stække