SAVNKONGEDØD

jeg blæser på mig selv og tager på træk uden dig

vandet risler om mine fødder, nu månen trækker som nu, og nu trækker jeg mig ikke længere og går ret ud i vandet, vejvist af strømmen og trækket som taler og taler og taler om hjem

sammen går vi ud ad stranden, sammen går vi hjem ad stranden, sammen går vi ind over det bølgende landskab, forladt og forladte af os. Sammen dræber vi skoven, sammen lader vi os dø, i arme af grene og ønsker om frosne dage med strøg henover isen, men frosten har i dag udspillet sig selv, og vi kan ikke dø denne dag, desværre, vi kan ikke dø

så længe jeg vandrer med dig over isen, så længe jeg vandrer i verden totalt, så længe jeg kysser og stryger og båltaler dig ind fra havet, fra dybet og månen og kosmos og Altet og uforståelighed, så længe jeg vandrer, oprejst som primat, så længe jeg ikke kryber for intethedens kongestol, så længe det endnu er dig jeg savner, og ikke savnet af dig, så længe jeg fortsat kan trodse min trods, så længe jeg tænker på os, og ikke på vi, så længe mit savn er mit og mit alene... SÅ længe

jeg savner dig jeg savner dig jeg savner os i vante hænder, og kys der aldrig dør ud - og jeg dør uden dig, jeg forsvinder i går af mangel på hér, det salvelsesfulde ved savnet har mistet magi