GLEMSLENS JORD

jeg trækker min styrke
   fra landet under mine fødder
og fra de træer jeg omfavner på min vej
fra sten jeg samler op på jorden
fra hænder jeg trykker
   og kroppe jeg omfavner
   på min vej

forstå det hvem der kan
men det er aldrig den samme jord
og aldrig de samme træer
og aldrig de samme sten jeg samler op
ikke de samme hænder
   og de samme kroppe

jeg kan være langsom
og jeg kan være hurtig
og jeg kan bevæge mig
omkring det der stikker frem
   og det der er dybt
   og det der er højt
og jeg kan nå ind
og jeg kan røre ved
og jeg kan efterlade
og forlade
og glemme
ja det er dét
jeg kan glemme

glemslen nærer mig
og jeg går aldrig sulten
jeg har glemslen med mig
og glemslen er overalt
jeg søger den ikke
den søger ikke mig
   den finder mig!

alle finder vi dén næring
som vi kan finde

som at tælle persiennestriberne
   på en væg
og altid finde det samme antal
indtil det bliver morgen

eller som at sætte hunden fri
og opleve at den kommer tilbage når man fløjter

eller at kysse
og opdage at det ikke er mig der kysser
ikke er hende der kysser
ikke er os der kysser
men at kysset er noget der ér

jeg kan ikke undgå det faktum at jeg stå
og jeg kunne gå forbi træerne
og lade være med at tage stenene op fra jorden
jeg kunne lade være med at række min hånd frem
   eller åbne mine arme
men så var der jo ikke noget at glemme
og der ville aldrig være plads til noget nyt
   heller ikke til dig

heller ikke til dig