EN FORSIGTIGHED (med Ingvild)

 

der er sådan en forsigtighed
som kommer listende om natten
og griber fat i
   min arm
rusker mig blidt

rusker
stille og roligt

så jeg vågner
   ikke med et sæt
men klar over at nogen
vil mig noget

når jeg sætter mig op i sengen
og ser mig omkring
og lytter
lytter
jeg lytter til denne forsigtighed

og hvis jeg læner mig frem
kan jeg se ud i køkkenet
og der er et skær
   et svagt lysskær
ikke fra et searinlys
eller fra lamperne over bordet

men et gyldent afgrænset skær

og det bevæger sig
lige over gulvet
det er som om det danser

og jeg rejser mig op
kaster morgenkåben om skuldrene
og jeg bevæger mig stille og roligt
   ud i køkkenet

og på køkkengulvet
er der en lille mand
   som stråler

og da han ser mig
   begynder han at danse
han hopper op i luften
og tager sin hat af
og han vinker til mig
   mens han danser
jeg tror han danser for sig selv
   men han kan se mig

han er
   han er ikke en dværg
han er bare en meget lille mand
i et pænt jakkesæt
   med slips

han ser glad ud

"så hvorfor har du vækket mig
   hvad vil du mig?"

men han danser stadig
og lyset stråler ud fra ham
og han siger ikke noget
   han smiler bare
jeg kender ham ikke

den ganske lille mand
springer højt op i luften
og lander i mine arme
ja, det vil sige
da jeg griber efter ham
   forsvinder han
      ind!
         ind i mig
og min brystkasse fyldes med varme
   og jeg bliver let
og jeg får lyst til at danse

og jeg løfter mine ben
   og de er som om de er fulde af luft
   det er som om der noget der bærer oppe
og jeg kigger ned på mine ben
og jeg kigger på mine hænder
og de gløder

og så begynder jeg at danse midt på køkkengulvet
og det er som om rummet bliver større
   som om væggene flytter sig væk fra hinanden
og mit lillebitte køkken bliver til en balsal
og jeg svæver rundt i en dans i balsalen
   som jeg aldrig har danset før
      let som en sommerfugl

og så sidder jeg på gulvet igen
og holder fast i mig selv
og på gulvet foran mig
   ligger en lillebitte hat
og jeg tager den på hovedet
og den passer perfekt