DEN KATALANSKE TRAPPE

 

da du kom ned af den katalanske trappe
sad jeg og så på dig
du havde meget højhælede sko på
og var nødt til at tage trinnene sideværts
   i en en gentagen bevægelse der fik dit skørt til at glide op
   så man kunne ane dine trusser
jeg er sikker på
   jeg er sikker på at mindst halvtreds andre mænd
   sad og så det samme som jeg
og flere af dem gjorde ansats [sic] til at rejse sig
   da du passerede dem
men da du passerede mig
rejste jeg mig
   med en bevægelse og en holdning
   som om det var mig
som om det var mig du havde ventet på

jeg rejste mig
og fulgte efter dig ned af trappen
i en afstand der indikerede at jeg var parat til at gribe dig
tage dine poser hvis du blev træt
og alle ulvene lagde sig
   og gav mig fri passage
   sikkert med et "good luck"
og jeg fulgte dig
jeg ville følge dig til din destination
   men du skulle ikke hjem
      du skulle ikke ud
du
   skulle bare gå
   promenere

da du vaklede
   greb jeg dig naturligvis
   du landede naturligt
      i min favn
   og der lå du
      og kiggede op på mig
      med et selvfølgeligt blik
      det var dét jeg var der for
         jeg skulle gribe dig
og så var der jo derfra ikke langt
   til at bære dine pakkenelliker
      til at drikke kaffe på den nærmeste café
   og gå mod dit hjem bærende på dine pakker
      med min hånd i din
      og faste skridt
         hér kommer to der hører sammen
         her kommer to der har erobret verden
         her kommer to
            med en fremtid

og ved din indgangsdør
   kyssede du mig varmt på kinden
og tog pakkerne ud af armene på mig
   låste dig ind
      og lukkede døren bag dig
og jeg gik tilbage mod den Katalanske Trappe og satte mig
   da jeg kom frem vel vidende at
     alle hanulvenes blikke var rettet mod mig:
         "hvordan så mit ansigt ud?"
         måske sad der en rest af læbestift
         måske var der en rest af parfume omkring mig
     men jeg vidste noget de ikke vidste
jeg havde levet et helt liv
   på en halv time
og jeg kunne se
   mine efterkommere
      alle mine børn og børnebørn og oldebørn og deres børn uendeligt
         sprede sig i alle retninger
         fra det punkt hvor jeg sad
         en strøm der befolkede en hel verden
            fra den Katalanske Trappe