ARLEN I CIRKUS

Vågn op, Arlen.
Vågn op, Arlen; det er din fødselsdag.

Men Arlen sover ikke. Hun kunne godt høre mors skridt på trappen. Hun skyndte sig at lægge sig ned under dynen igen og lade som om hun sov - så mor får lov til at træde ind i rummet med morgenbakken. Og tænde stearinlysene, og hælde den varme kakao op. Og blidt ruske i hende.

Så Arlen strækker sig mmmmmmmmmmm... god... morgen... Godmorgen lille skat, siger mor, og lægger en stor pakke på dynen, på Arlens mave.

Arlen ved ikke, om hun skal se på pakken eller på den lille lagkage med de... seks lys. Pakken og lagkagen er lige store. Hun kigger på mor. Mors øjne er lidt fjerne, som om hun tænker på noget. Men da hun mærker Arlens blik på sig, smiler hun og vender tilbage: Hvad vil du helst - vil du pakke din gave op? Eller vil du have kage? Arlen vil pakke sin gave op.

Det er et prinsessekostume! Præcis som hun har ønsket sig det! Arlen kan mærke hvordan hun bliver helt varm i kinderne, og da hun hopper ud af sengen med pakken med prinsessekostumet, er hun lige ved at vælte bordet. Mor griber bakken og redder kakao og lagkage fra at ryge på gulvet, mens Arlen styrter hen foran spejlet og flår plastiken af, og hiver prinsessekostumet ud. Og klæ'r sig på.

Der er også en lille stav med, nærmest sådan en lille tryllestav, og en spids hat, med slør, så man kan pakke sig helt ind, så man kan gemme sit ansigt bag tyl. Arlen lægger slet ikke mærke til, hvad mor laver; hun finder bare sine røde sko i skabet og stiller sig hen foran det store spejl. Prinsesse Arlen.

Hun har sit prinsessekostume på hele dagen; det er lige meget, hvad mor siger, så vil Prinsesse Arlen ikke være Arlen blot. Hun bruger sin tryllestav; hun prikker mor på armen, hver gang hun ser at mor forsvinder, og så kommer mor tilbage. Men smilet er ikke lige ægte hver gang. Men hun får lov til at være prinsesse.

Og klokken fem så kommer der en taxa og henter dem. Arlen har på fornemmelsen af, hvad der skal ske, men for ikke at gøre mor ked af det, så siger hun ikke noget. Hun spørger bare: Hvor skal vi hen, mor? Hvor skal vi hen? Og hun håber på, hun selv har gættet rigtigt.

Og ganske rigtigt: De skal i cirkus. De kører ud til cirkuspladsen i Brønshøj. Og der er stopfyldt med mennesker. Arlen har sit cirkuskostume på, sin prinsesse; hun ved, hun passer lige ind; der er altid plads til en prinsesse i et cirkus.

Arlen ved ikke, hvordan det sker, men hun kommer væk fra mor. Måske er det farverne og lugtene der drager hende; måske er der bare for mange mennesker. Men pludselig er hun ved bagsiden af cirkus - og dér er en elefant. Arlen har aldrig før set en levende elefant, og hun fatter næsten ikke, at noget dyr kan være så stort, men her står den jo lige foran hende! Og dér er heste i en fold. Og der er cirkusfolk i spraglede dragter. Og der er ikke nogen, der siger noget til hende; heller ikke da hun går ind på det indhegnede område; de tænker sikkert, at cirkuset savner sin prinsesse.

Lige indenfor indhegningen får hun øje på ham.

Han er klovnen. Han er den rigtige klovn, med den store røde næse og den røde mund og det spraglede kostume og de kæmpestore sko, der er ALT for store til ham. Og hun går hen og stiller sig foran ham. Og hun ser at der er tegnet store tårer ved hans øjenvige. Hvorfor græder du, klovn, siger hun. Men han hører hende ikke, så hun går helt hen til ham og stiller sig for enden af hans store sko og kigger direkte op på ham. Og siger: Hvorfor græder du, klovn?

Hvad laver du herinde? siger klovnen. Her må du ikke være. Publikum skal være ude på den anden side af hegnet.

Men Arlen hører slet ikke på hvad han siger - stirrer som forblændet på hans sorte tårer.

Sssskal jeg få det til at gå væk, siger Arlen. Sssskal jeg får det til at holde op med at gøre ondt? Og hun løfter sin tryllestav. Og det er tydeligt at klovnen ser, at det er en rigtig tryllestav, for han spærrer sine øjne op. Og de bliver lidt bløde. De bliver faktisk meget bløde. Og han siger: Ka' du det? Jeg kan alt, siger Arlen. Jamen, så vil jeg gerne ha' det, siger klovnen.

Arlen løfter sin tryllestav og svinger den tre gange rundt i luften og placerer spidsen af den på hver af de sorte tårer, ganske forsigtigt, mens hun ønsker at han skal få det godt.

Det er næsten som om noget forlader hende. Det er som om noget flyder ud af hende; det kommer fra hendes hjerte og det flyder gennem hendes arm og op igennem tryllestaven og noget tager imod det, hun giver. Og så er det som om det bliver for meget for klovnen; han træder et skridt bagud, men kan ikke komme længere tilbage på grund af teltdugen og så er han lige ved at falde, han griber sig selv, kommer op at stå igen. Arlen kan se, at klovnen ikke ved hvad han skal sige. Men så rækker han tunge af hende. Men ikke ondt. Han rækker bare tunge, fordi han ikke ved, hvad han skal sige. Arlen ved heller ikke, hvad hun skal sige, så hun rækker også bare tunge.

Og nærmest som to magneter nærmer de to tunger sig hinanden, Arlens og klovnens. De strækker dem ud, så meget de overhovedet kan og jo mere de anstrenger sig for at strække tungen ud, desto mere er de ved at grine. Og lige før de når hinanden, så kan de næsten ikke mere - så kan de næsten ikke holde tungen udstrakt mere for bar' latter, der vil ud. Men i det samme er der en hånd, som slår ned imellem deres ansigter og rammer begge deres tunger. Og to kraftige hænder hiver fat i Arlen og hiver hende væk. Det er Arlens mor. Arlens mor væser hende i hovedet: Hvad er du laver? Hvad er det du laver, barn?!

Arlen står som fastfrosset til jorden; tryllestaven er stadig hævet i hendes hånd i luften. Hun hører hvordan hendes mor skælder klovnen ud og truer klovnen med alt muligt. Og så griber hendes mor fat i hendes hånd, trækker hende ud af indhegningen, trækker hende væk fra cirkusteltet. Arlen ved godt, hvor de skal hen, men hun spørger alligevel. Vi skal hjem - hvæser Arlens mor, og trækker af sted med Arlen.

Da de kommer ud, hvor bilerne kører, kan Arlen ikke finde sin tryllestav. Hun må have tabt den, ved klovnen, eller på vejen. Men det gør heller ikke noget, for hun har alligevel ikke lyst til at være prinsesse mere.

Arlens mor græder i taxaen på vejen hjem.

Arlen ved ikke, hvad hun skal gøre ved det; hun kan bare se på.

Så det gør hun. Sér på.