AMMUNDSEN OG DEN BLÅ PLANET

 

da du smækker døren
og dine nøgler ligger indenfor på kommoden i entreen
letter du fra din krop
og med ét svæver du over jordkloden

du ser ned på den blå planet

du kan se den kinesiske mur
og du kan se mount everest stikke op gennem skyerne
og du ka se lysene fra Washington og new york
og du kan se flaget amundsen satte

og du kan se korsene overalt
   hvor folk er faldet
      i krig eller i sult

og du kan høre sengene knirke
   under elskendes kærtegn

---

det hele varer måske to sekunder
så står du endnu en gang
   i din krop
   foran din hoveddør
og du ved
at der ligger en nøgle inde hos naboen
så du er ikke lukket ude

og foran dine øjne svæver den blå planet
og den svæver der hele dagen
den roterer for dine øjne
men uanset hvilket kontinent der vender op imod dig
så peger Ammundsens flag på dig

og halvvejs inde i dagen tænker du:
hvad er det med det der flag?

men du finder ikke ud af det

---

men da du kommer hjem
   er din nabo hjemme
   og du får din nøgle
   og du låser dig ind i din lejlighed
   og på kommoden ligger...
ikke dine nøgler

du gennemroder din lomme din taske
dine bukselommer
og nede i foret
nede i foret på din jakke
ligger dine nøgler

og Ammundsens flag
peger stadig direkte på dig
uanset hvor meget den blå planet roterer