18. juli 2006
SPRÆNGGRAVID I ZONE TRE
det ene øjeblik står hun op
spræng-gravid og større end en hval
det næste ligger hun hen over sæderne
underneden skiltet der sikrer handicappedes ret til at sidde
og bussen er end ikke bremset eller noget
måske har hun bare lagt sig fordi hun blev træt
mennesker gør den slags
af og til lægger man sig bare ned for at tage et hvil
når man er træt
og man er ligeglad med hvor man er
eller måske befinder hun sig i en anden verden
hvor det hun ligger på ikke er to slidte bussæder
og stangen på den anden side af mellemgangen
som hun støtter den ene fod til
i hendes virkelighed en mosklædt sten eller anden høj genstand
det ér i sagens natur svært at bedømme
men hun ser ud til at slappe af
og ingen synes at bemærke noget særligt
heller ikke da hun begynder at føde
og skriger og skriger som om noget fortærer hende
og et barn dumper ud på bussens gulv med et splat
rejser sig og begynder at stepdanse og croone
der kommer altid en sporvogn og en pige til...
bedre end dirck passer og ove sprogø tilsammen
det er alt sammen så forfærdelig normalt
at jeg kommer til at spise min billet
og kort efter bliver smidt af bussen
fordi jeg ingen legitimation har på mig
så jeg kan modtage en ordentlig bøde
og så står jeg dér og venter igen
mens den lille fyrs croon hænger i vinden
og alt omkring mig busskuret skraldespanden
hængepilen og den for tidligt tændte gadelampe
synger med på refrainet som et ustemt aftenskolekor
der kommer altid en sporvogn...
tjae jeg kommer til at skulle kaste op i hånden
på chaufføren på den næste bus
men som denne rejse foreløbig er gået
kan jeg ikke se at dét skulle blive noget stort problem
i hvert fald ikke for mig
ikke lige med det samme
eller længere
det ene øjeblik står hun op
spræng-gravid og større end en hval
det næste ligger hun hen over sæderne
underneden skiltet der sikrer handicappedes ret til at sidde
og bussen er end ikke bremset eller noget
måske har hun bare lagt sig fordi hun blev træt
mennesker gør den slags
af og til lægger man sig bare ned for at tage et hvil
når man er træt
og man er ligeglad med hvor man er
eller måske befinder hun sig i en anden verden
hvor det hun ligger på ikke er to slidte bussæder
og stangen på den anden side af mellemgangen
som hun støtter den ene fod til
i hendes virkelighed en mosklædt sten eller anden høj genstand
det ér i sagens natur svært at bedømme
men hun ser ud til at slappe af
og ingen synes at bemærke noget særligt
heller ikke da hun begynder at føde
og skriger og skriger som om noget fortærer hende
og et barn dumper ud på bussens gulv med et splat
rejser sig og begynder at stepdanse og croone
der kommer altid en sporvogn og en pige til...
bedre end dirck passer og ove sprogø tilsammen
det er alt sammen så forfærdelig normalt
at jeg kommer til at spise min billet
og kort efter bliver smidt af bussen
fordi jeg ingen legitimation har på mig
så jeg kan modtage en ordentlig bøde
og så står jeg dér og venter igen
mens den lille fyrs croon hænger i vinden
og alt omkring mig busskuret skraldespanden
hængepilen og den for tidligt tændte gadelampe
synger med på refrainet som et ustemt aftenskolekor
der kommer altid en sporvogn...
tjae jeg kommer til at skulle kaste op i hånden
på chaufføren på den næste bus
men som denne rejse foreløbig er gået
kan jeg ikke se at dét skulle blive noget stort problem
i hvert fald ikke for mig
ikke lige med det samme
eller længere