dagensdigt2006

verdensmerten

jeg er treogfyrre år henne i livet
og det er sgu for sent med politisk lyrik
jeg sku have været der mens jeg endnu troede
at ku forandre verden
          men den gang tog jeg det for givet
          at jeg ikke fattede politik
          og lod de andre om det, selv kun indstillet på
          mit daglige livtag med smerten

så jeg blev en af de sære
udenfor vældet af løgne og løfter
i kampen om magt, der bølger hver dag
ude i de andres verden
          der var alt mulig andet at lære
          jeg gravede for eksempel åndelige grøfter
          i kamp med mig selv, hver time, hvert minut
          jeg ville vinde over smerten

kan man vinde over sig selv
uden at spejlbilledet skratter og ler
når ens veje er stier i uvejsomt terræn
i en mennesketom verden?
          og er det virkelig, egentlig held
          når man synes at have fundet hjemmet dér
          ved vejs ende, det enlige hus,
          i diskursive år alene med smerten?

selvkonverserende ventende år
uden udadrettede ambitioner
om at befamle med det svinske, det nådesløst rå
i magtens og drifternes, min natvendte, verden
          men også tid der læger sår
          og nådesløst henretter illusioner
          alenetid fri for magt, tid til at se på tanken:
          Er det bare at leve, der er smerten?

at vinde over sig selv kan ingen gøre
livet er kun et spørgsmål om tid
om end hverdagen er nok så tydeligt markeret
af en brevsprække ud til verden
          om man kan føle eller ej, er man nødt til at høre
          minimum bevidne de andres nid
          mens man venter, til man i hvert fald forstår
          at ingen i live undslipper smerten