02. august 2006
til lyden af en delt
indre stemme
der synger en fado
med en melankoli vi kun låner og ikke forstår
i hverken ord eller kultur vandrer vi
i stegende hede ud ad aquadukten
væk fra Lisboa
hånd i hånd
og med førte usikre skridt
uvante som vi er
ved smerten der medfølger passion og ved lykken
når passionen flyder frit som dét
kun kan ske langt fra hjemmet og højt oppe
over landskabet hvor vi begge tørster forfærdeligt
og sutter på sten for at stilne trangen
til hver for sig at sætte i løb for at redde livet
som vi bedst kan det alene
indre stemme
der synger en fado
med en melankoli vi kun låner og ikke forstår
i hverken ord eller kultur vandrer vi
i stegende hede ud ad aquadukten
væk fra Lisboa
hånd i hånd
og med førte usikre skridt
uvante som vi er
ved smerten der medfølger passion og ved lykken
når passionen flyder frit som dét
kun kan ske langt fra hjemmet og højt oppe
over landskabet hvor vi begge tørster forfærdeligt
og sutter på sten for at stilne trangen
til hver for sig at sætte i løb for at redde livet
som vi bedst kan det alene