cirkus krabat, cirka-halvvejsstatus
MENNESKER, der opholder sig i fremtiden eller fortiden, hvor alt består af opgaver og løsninger samt evig mangel på arbejdskraft, opfatter ofte nuet blot som grænseovergangen mellem tidsfornemmelsens før og efter, ikke et tidsrum, men en afsked med det hele, eller snarlig ankomst til det hele, hver dag, hver time, hvert minut bekræftet af tankernes endeløse struktur- og kontrolbestræbelser, og konsolideret af søvnens nådesløse eller barmhjertige afslutning på alle døgnets aktiviteter.
OG DOG sigter alle menneskers bestræbelser kun på samme flygtige forening af fortid og fremtid, et øjebliks, en feries eller en alderdoms fred og ro uden fordringer: Minutter, timer, dage, år uden tankernes kværnende bestræbelser på at opstille og løse scenarier, som i forestillingen kunne true livet, samlivet, indkomsten, accepten fra andre, muligheden for skabelse, tilfredshed, glæde. Den indre forening, hvor al larm hører op. Opholdet i en tid fuld af lykke.
LYKKEN findes ganske vist i nuet, men i modsætning til gængs overbevisning er nuet ikke et tidsrum, der må skabes ved at grave hul i omgivelserne, skubbe udfordringer og krav på afstand, skubbe mennesker væk, lave penge nok, lave tid nok. At være i nuet, at være NU ligger lige for, hvorsomhelst, nårsomhelst tankerne kan bringes til at høre op med at kværne - og sindet bringes til opdagelse af, at trusler ikke findes i fortid eller fremtid, men derimod i fraværet af opmærksomhed i nuet. At alle trusler i nuet er opgaver, der løses i nuet, og forsvinder, når de er løst.
NUET kan genfindes ved at søge at standse den ubedte tankestrøm, mængden af ubedte billeder og film i hovedet. Hvis ikke gennem meditation, så ved at begynde at satse på personlige kompetencer, på selvfølgelighederne, i skabelse, i samtale eller monologiseren, i udøvelse af sport, sex, før hvile, indtagelse af føde, søvn... i alle tilfælde venter nuet, freden indeni, lykken, for enden af korridoren derindtil, hvor omgivelserne er kendte, og dét at få noget, være noget, kunne noget, der endnu ikke er nået, bemestret, erfaret, ikke regnes for nødvendig. Med fokus på annammelse af nyt gennem villighed, naturlig tiltrækning, i glæde og entusiasme, vil gammelt og nyt tillige af sig selv i nuet finde sammen til en hel- og enhed.
DENNE PERSON oplevede tidligt i morges gennem bevidst opgivelse af tankestrømmen, og ved blot at lytte til en fugls morgensang, at være i nuet, et split sekund. Et øjeblik, hvor der var stille indeni. Så stille, at tanken meldte sig: Ouuupps, hér er stille!... Hvorefter tankerne kværnede derudad om, hvor stille der havde været, hvor fantastisk skræmmende fantastisk stille, der havde været, ganske nyt og uforståeligt, hvor var det dog utroligt, at verden kan opleves så rolig, når den er fuld af lyde og synsindtryk, og kroppens hjerte og blodårer helt af sig selv pumper derudaf for at fastholde livet... Hvilken fred der var i hele verden i det øjeblik...
OVENSTÅENDE er produktet af dén larm, men skrevet i skabelsens stilhed, ganske ubevidst om tid og rum, minus øjeblikkene af omgivelserne kontempleret, hvori en sovende og vågnende kæreste befandt sig, men selv en sådan frygt for at forstyrre og blive forstyrret kan bringes til hvile ved erkendelsen om, at man ikke er alene i nuet, og at det er følelsen af at være alene, trangen til at skabe det bedst mulige øjeblik, der afstedkommer tankernes kværn. Og fjerner opmærksomheden fra det bedst mulige.
OG DOG sigter alle menneskers bestræbelser kun på samme flygtige forening af fortid og fremtid, et øjebliks, en feries eller en alderdoms fred og ro uden fordringer: Minutter, timer, dage, år uden tankernes kværnende bestræbelser på at opstille og løse scenarier, som i forestillingen kunne true livet, samlivet, indkomsten, accepten fra andre, muligheden for skabelse, tilfredshed, glæde. Den indre forening, hvor al larm hører op. Opholdet i en tid fuld af lykke.
LYKKEN findes ganske vist i nuet, men i modsætning til gængs overbevisning er nuet ikke et tidsrum, der må skabes ved at grave hul i omgivelserne, skubbe udfordringer og krav på afstand, skubbe mennesker væk, lave penge nok, lave tid nok. At være i nuet, at være NU ligger lige for, hvorsomhelst, nårsomhelst tankerne kan bringes til at høre op med at kværne - og sindet bringes til opdagelse af, at trusler ikke findes i fortid eller fremtid, men derimod i fraværet af opmærksomhed i nuet. At alle trusler i nuet er opgaver, der løses i nuet, og forsvinder, når de er løst.
NUET kan genfindes ved at søge at standse den ubedte tankestrøm, mængden af ubedte billeder og film i hovedet. Hvis ikke gennem meditation, så ved at begynde at satse på personlige kompetencer, på selvfølgelighederne, i skabelse, i samtale eller monologiseren, i udøvelse af sport, sex, før hvile, indtagelse af føde, søvn... i alle tilfælde venter nuet, freden indeni, lykken, for enden af korridoren derindtil, hvor omgivelserne er kendte, og dét at få noget, være noget, kunne noget, der endnu ikke er nået, bemestret, erfaret, ikke regnes for nødvendig. Med fokus på annammelse af nyt gennem villighed, naturlig tiltrækning, i glæde og entusiasme, vil gammelt og nyt tillige af sig selv i nuet finde sammen til en hel- og enhed.
DENNE PERSON oplevede tidligt i morges gennem bevidst opgivelse af tankestrømmen, og ved blot at lytte til en fugls morgensang, at være i nuet, et split sekund. Et øjeblik, hvor der var stille indeni. Så stille, at tanken meldte sig: Ouuupps, hér er stille!... Hvorefter tankerne kværnede derudad om, hvor stille der havde været, hvor fantastisk skræmmende fantastisk stille, der havde været, ganske nyt og uforståeligt, hvor var det dog utroligt, at verden kan opleves så rolig, når den er fuld af lyde og synsindtryk, og kroppens hjerte og blodårer helt af sig selv pumper derudaf for at fastholde livet... Hvilken fred der var i hele verden i det øjeblik...
OVENSTÅENDE er produktet af dén larm, men skrevet i skabelsens stilhed, ganske ubevidst om tid og rum, minus øjeblikkene af omgivelserne kontempleret, hvori en sovende og vågnende kæreste befandt sig, men selv en sådan frygt for at forstyrre og blive forstyrret kan bringes til hvile ved erkendelsen om, at man ikke er alene i nuet, og at det er følelsen af at være alene, trangen til at skabe det bedst mulige øjeblik, der afstedkommer tankernes kværn. Og fjerner opmærksomheden fra det bedst mulige.