12. april 2006
kære KK
har vi at gøre med en digter, som mere er optaget af at finde egne svar på eksistentielle spørgsmål, udformet i digte, end at udfordre sproget, dvs. litteraturen, omkring hvad der lader sig gøre at sige i forhold til samme eksistentielle spørgsmål? Altså en vægtning af overhovedet at stille spørgsmål (og evt. antyde svar), frem for at overlade til læseren - via poetisk sprogbrug at huske samme spørgsmål - at selv finde svaret?
vh,
RH
Kære RH
hvis jeg forstår dig ret, har vi at gøre med en digter, der opfatter sproget som en graver opfatter jorden, han graver op.
vh,
KK
Kære KK
denne digter synes altså, at sproget er et uundgåeligt biprodukt, blot et skridt på vejen mod det endelige hul i jorden?
vh,
RH
Kære RH,
prøv DU at grave ned i én firs, og så om vinteren! Det giver sved på panden!
vh,
KK
Kære KK
Men når hullet er gravet, skal der jo bare graves et nyt?! Og hvis jorden blot er det, digteren skal igennem for at lave hullet, så forsvinder det jo igen, eller i hvert fald hovedparten, når hullet lukkes igen!
vh,
RH
Kære RH
Jorden synker sammen under vægten af sig selv og bliver mere kompakt, når den kommer tilbage i hullet. Og dét, som ikke synker, spredes på steder, hvor jorden er sunket for meget. Eller fordeles under buskene. I øvrigt har jorden godt af at blive vendt.
vh,
KK
Kære KK
Denne digter mener altså, at 1. selve gravearbejdet er en besværlig nødvendighed for den større opgave, som 2. har ringere værdi end selve målet, der 3. straks det er nået dækkes til igen, hvorefter 4. det eneste synlige produkt, jorden, blot spredes efter for godt befindende hér og dér?
vh,
RH
Kære RH
Denne digter er uenig i 2. Det ér faktisk muligt bevidst eller ubevidst, brokkende eller i tavshed at acceptere det hårde slid, og måske ligefrem elske hvert besværligt, hårde spadestik. Ellers holder en graver jo heller ikke længe. Der er f.eks. heller ikke noget som et ”tilfældigt” spadestik. Et stik ned i jorden fjerner ingenting – det deler bare. Det hedder ”placere redskabet, vægt bag tråddet, vægt lænet på spaden efter vægtstandsprincippet med lille vægt der flytter stor tyngde, lægge balance og fysisk kraft ind bag at løfte jorden og alt efter dybden af hullet placere eller opkaste den i bunke indenfor rækkevidde af hullet, til når det skal dækkes igen, og så det næste tråd...” osv., i dét antal spadetag, der er nødvendigt for akkurat dette hul. Som vel at bemærke ikke er færdigt, før det er færdigt.
vh,
KK
Kære KK
Bliver et hul aldrig aflyst eller udsat?
vh,
RH
Kære RH
Nej, tiden går bare i stå.
vh,
KK
Kære KK
Hvad ér egentlig hullet?
vh,
RH
Kære RH
Resultatet af fjernet jord. Plads til afsked. Et glemmested. Det eneste sted det giver mening at opbevare vendt jord. Og så er der altid tempereret.
vh,
KK
Kære KK
okay, tak for svarene. Du skulle være graver.
vh,
RH
Kære RH
velbekomme.
vh,
KK
har vi at gøre med en digter, som mere er optaget af at finde egne svar på eksistentielle spørgsmål, udformet i digte, end at udfordre sproget, dvs. litteraturen, omkring hvad der lader sig gøre at sige i forhold til samme eksistentielle spørgsmål? Altså en vægtning af overhovedet at stille spørgsmål (og evt. antyde svar), frem for at overlade til læseren - via poetisk sprogbrug at huske samme spørgsmål - at selv finde svaret?
vh,
RH
Kære RH
hvis jeg forstår dig ret, har vi at gøre med en digter, der opfatter sproget som en graver opfatter jorden, han graver op.
vh,
KK
Kære KK
denne digter synes altså, at sproget er et uundgåeligt biprodukt, blot et skridt på vejen mod det endelige hul i jorden?
vh,
RH
Kære RH,
prøv DU at grave ned i én firs, og så om vinteren! Det giver sved på panden!
vh,
KK
Kære KK
Men når hullet er gravet, skal der jo bare graves et nyt?! Og hvis jorden blot er det, digteren skal igennem for at lave hullet, så forsvinder det jo igen, eller i hvert fald hovedparten, når hullet lukkes igen!
vh,
RH
Kære RH
Jorden synker sammen under vægten af sig selv og bliver mere kompakt, når den kommer tilbage i hullet. Og dét, som ikke synker, spredes på steder, hvor jorden er sunket for meget. Eller fordeles under buskene. I øvrigt har jorden godt af at blive vendt.
vh,
KK
Kære KK
Denne digter mener altså, at 1. selve gravearbejdet er en besværlig nødvendighed for den større opgave, som 2. har ringere værdi end selve målet, der 3. straks det er nået dækkes til igen, hvorefter 4. det eneste synlige produkt, jorden, blot spredes efter for godt befindende hér og dér?
vh,
RH
Kære RH
Denne digter er uenig i 2. Det ér faktisk muligt bevidst eller ubevidst, brokkende eller i tavshed at acceptere det hårde slid, og måske ligefrem elske hvert besværligt, hårde spadestik. Ellers holder en graver jo heller ikke længe. Der er f.eks. heller ikke noget som et ”tilfældigt” spadestik. Et stik ned i jorden fjerner ingenting – det deler bare. Det hedder ”placere redskabet, vægt bag tråddet, vægt lænet på spaden efter vægtstandsprincippet med lille vægt der flytter stor tyngde, lægge balance og fysisk kraft ind bag at løfte jorden og alt efter dybden af hullet placere eller opkaste den i bunke indenfor rækkevidde af hullet, til når det skal dækkes igen, og så det næste tråd...” osv., i dét antal spadetag, der er nødvendigt for akkurat dette hul. Som vel at bemærke ikke er færdigt, før det er færdigt.
vh,
KK
Kære KK
Bliver et hul aldrig aflyst eller udsat?
vh,
RH
Kære RH
Nej, tiden går bare i stå.
vh,
KK
Kære KK
Hvad ér egentlig hullet?
vh,
RH
Kære RH
Resultatet af fjernet jord. Plads til afsked. Et glemmested. Det eneste sted det giver mening at opbevare vendt jord. Og så er der altid tempereret.
vh,
KK
Kære KK
okay, tak for svarene. Du skulle være graver.
vh,
RH
Kære RH
velbekomme.
vh,
KK