Velkommen til min
TAXA dag- og natbog

© Kenneth Krabat
1996-1997
(1997 endnu ikke html'et og uploadet)


En hyrevogn kan prajes på mange måder:

De PIFTENDE håber at fange chaufførens opmærksomhed med lyd (og skal måske lige imponere kæresten med et gennemtrængende pift. OBS: Praktiseres af begge køn). Men der er i forvejen mange andre skingre lyde i trafikken, og en chauffør vil næppe begynde at lede efter den piftende, hvis trafikken er meget tung, f.eks. i nærheden af et lyskryds. Brothers and sisters: Det skal altså virkelig være et 140dB dræberpift med triller og rulle og hele svineriet!

De NONCHELANTE stikker armen eller blot hånden ud, fuldstændig sikker i forvisningen om, at de naturligvis bliver set. Dette er ikke altid sikkert - især ikke i myldretiden. Men det ér sket, at folk med så minimal tegngivning som opkøbere ved en auktion er blevet spottet på 200 m's afstand. Taxa-aura, kunne man kalde det.

De TRAVLE er dem, der står og hopper op og ned på stedet, viftende med arme og ben, ofte med et lidende udtryk i ansigtet; de er ret nemme at se, men ikke ubetinget de mest behagelige af kunder. Det er nemlig også gerne dém, der giver chaufføren fingeren, hvis han kører forbi - desuagtet at hans FRI-skilt ér slået ned.

De GAMMELDAGS er dem, der råber "TAXA". De er nemme at høre, der er ikke noget at tage fejl af - og kombineret med en arm i vejret, er sådan en kunde ret nem at spotte. Denne type kunde har det med at opfatte taxa'en som en institution af en vis beskaffenhed hvad angår bykendskab, chaufførens vid og påklædning og vognens renhed indvendigt; overholdes kundens uudtalte forventninger til samme, udløses gerne automatisk en klækkelig sum drikkepenge efter endt tur.

De FULDE burde ikke være en kategori i sig selv, idét de gerne benytter en af ovenstående metoder til at tiltrække sig opmærksomheden. Men hvis de synligt har svært ved at blive inde på fortovet, bruger lygtepæle som forankringsplads og råber TAZZA eller lignende nonsens, vil en chauffør i mange tilfælde lade som om de ikke eksisterer, for ikke at risikere at miste flere timers indtjening som følge af spildt maveindhold inde i vognen. Derved kommer de til at høre under de USYNLIGE.

De USYNLIGE er som sagt bl.a. folk, der er for fulde til at køre med taxa. Men begrebet dækker i høj grad også over alle de mennesker, som muligvis ønsker at praje en taxa uden at kunne beslutte sig for hvordan, og muligvis ikke har opdaget behovet endnu; det vides ganske enkelt ikke. Men man ser dem overalt - de står ved gadekryds, ved kantsten, mellem parkerede biler og halvt ude på gaden - nogle har drømmende udtryk i ansigtet, som om de telepaterer, og andre ser en anelse desperate ud - og denne type fodgængere er umulige at gennemskue: Skal de krydse gaden, lægger de an til selvmord, forsøger de at ihukomme noget glemt - hvad VIL de?! Da de udgør flertallet, er de derfor pr. definition usynlige - indtil det passer dem at gøre tegn til at praje en hyrevogn, gerne på den TRAVLE facon, når de på en eller anden måde kommer til sig selv (!?).

De FASTE er dem, der ringer efter en taxa - fra en fast adresse. Det er ca. halvdelen af alle kunder. De har nu fået følgeskab af MOBILERNE - men mange chauffører er valne overfor at køre frem til en mobiltelefon-adresse, fordi disse kunder i mobilitetens troløse navn ofte bare prajer en anden taxa, hvis der kommer en ledig forbi.

Hvad gør du?