Kenneth Krabat
(1994)

NATTEN SWINGEDE LANGSOMT
"LIVSPOETIK"

En kunstner kan defineres som et menneske, der søger at inddrage helheden, de fysiske verden og menneskenes opførsel heri, i sin personlige søgen efter identitet, for så sidenhen at udsætte sig for helhedens reaktion i den hensigt at lære mere om helheden og sin egen plads deri.
            Altså et menneske, som får sit kick ved at søge at lære sig selv at kende - og derfor mere eller mindre modigt, og med større eller mindre succes, forsøger at udfordre sine omgivelsers fysiske, følelsesmæssige og mentale grænser i en kamp for at blive accepteret.
            Stop mig, og fortæl mig hvorfor , eller acceptér mig! Vis mig grænserne!

Når menneskene debaterer grænserne for hvad de vil acceptere fra en såkaldt kunstner, som på den ene eller anden måde har fået dem aftvunget en stillingtagen til en, mere eller mindre tydelig, men ihvertfald personlig model af verden, så rokker og rykker de ved disse grænser i sig selv. I mødet med personlige behov, udvider og begrænser de egne og hinandens udfoldelsesmuligheder. Og begge dele kan være meget skræmmende.
            Kunstneren.... eller shamanen, filosoffen, vækkelsesprædikanten - kært barn har mange navne... kunstneren bliver derved til menneskenes barn - ugleset, som når barnet selvisk insisterer på at bekræfte forældrenes værste forestillinger om sig selv, og forgudet, som når barnet, akkurat lige så selvisk, bekræfter forældrenes yndlingsforestillinger om egen værdi. Og generelt betragtet som den, der viser mennesket vejen mellem sig selv og de andre. Menneskenes lyskaster. Og det har også fungeret fint indtil videre.
            Men i mine øjne ligger sandheden om det enkelte menneske ikke i det enkelte menneskes forestilling om godt eller skidt, som er dét de fleste oplever, når de berøres eller rammes - af kærlighed, vold, TV-avisens rædsler eller en bog, film, teaterstykke, musikstykke osv. Sandheden ligger hverken i bekræftelsen af hadet eller kærligheden til sig selv. Sandheden om det enkelte menneske er en variabel. Og variablen er alle de andre.

Det er blevet meget populært at søge efter sig selv. Og med diverse erkendelsesfremmende teknikker til hjælp kan enhver blive sin egen kunstner, sit eget ugleséte og forgudede barn . Kampråbene gjalder: Verden ér, som JEG ser den. JEG har ansvaret for dét, JEG ser. JEG skal kunne klare mig selv i MIN EGEN verden. JEG skal elske mig selv, og har ret til kun at lukke dem ind i MIN verden, som elsker MIG.  
            Hold kæft for en gang selvcentreret mundgejl! Men det er meget forståeligt. Hvordan ellers kan vi reagere, når 3000 års overleveringer med al tydelighed viser, at dén som kender sig selv bedst, klarer sig bedst? Så må klokken da for fanden ringe på et eller andet tidspunkt: Kend dig selv, kend dig selv... man kan sikkert høre den ringe et eller andet sted i baggrunden, selv om man ikke selv er på new age- eller terapi-vognen. Kend dig selv, ja... men hvordan?

En amerikansk psykolog, jeg erindrer ikke hans navn, har i studiet af små (amerikanske, op til 4 år gamle) børn gjort den opdagelse, at et barns opfattelse af egen synlighed er afhængig af, om barnet kan se, at det bliver set. Hvilket vil sig at barnet, hvis det holder sig for øjnene, vil føle, at man "ikke kan se det". Man behøver nok ikke lave en verdensomspændende undersøgelse af 4-årige børn for at turde konkludere, at det ikke kun er amerikanske børn i den alder, som oplever verden på den måde. Hvem husker ikke "borte-tit"-legen fra sin egen barndom? Og hvad så? Hvad kan en småbørnsforsker bidrage med til klokkens bimlen?
            Jo, prøv at sige højt:

    "Synet af de andre, som ser mig, giver mig eksistens i en anden verden end i mine tanker. Når jeg bliver sét, findes jeg uden for mig selv. Dem, som jeg ser se mig, giver mig fysisk eksistens. Min fysiske eksistens afhænger af de andre. Hver enkelt, som jeg sér se mig, giver mig en særlig fysisk eksistens, som er et produkt af den, der ser mig, og det jeg er eller vil være i mine tanker."

Når man så bliver lidt ældre, bliver det mere almindeligt at blive sét. Man føler sig måske en smule udsat, bliver sét for meget, er for synlig. Så begynder man at trække sig ind i sig selv. Man forsøger at gøre sig mindre synlig, mindre udsat. Man lærer nogle sociale koder, som kan simulere synlighed uden at man føler sig udsat. Man begynder at omgive sig med ting, som er produkter af ens indre forestillinger, og lader dem se på én i hverdagen i stedet for alle de andre. Man bøjer af og bøjer af for konfrontationerne, indtil dén dag, man ikke længere kan bøje af. Indtil dén dag et overlevelsesinstinkt bryder igennem og kræver sin ret: "Nu vil jeg sgu ikke længere finde mig i... det her... mere!" Og så begynder man at realisere sig selv, man begynder at lede efter den person man var, før man begyndte at bøje af, og man går længere og længere tilbage i sin erindring, men... som Jung siger... ens traumer er jo blevet gamle sammen med én, også de har udviklet sig. Man er blevet et produkt af sin usynligheds­trang, og selvfokuseringen kun næste skridt ad samme vej, væk fra de andre, væk fra synligheden.
           Og så kommer der en eller anden guru og siger: Du bestemmer selv over din verden, du kan selv sætte parametrene. Hvad vil du have, hvad vil du være? Bare gør det! Men i denne verden bliver alle de andre til det, man skal overvinde for at komme ud af sin usynlighedstrang; de bliver til forhindringer, og er de for pågående eller for krævende for én, og man føler trang til at trække sig tilbage, bekæmper man trangen og går på med krum hals, og føler man besejrer sig selv: Kom så! Hvad vil du!? Og så er det meget naturligt, at den indtrængende forsvinder og efterlader én i sejrsrus, men endnu en gang usynlig...!
            En gang til: Menneskets fysiske eksistens, jeg-bevidstheden, er et kontinuerligt forandrende produkt af de andres opmærksomhed eller mangel på samme. Med andre ord: Vi behøver hinandens opmærksomhed på hinanden for at eksistere som jeg-bevidstheder. Vi kan ikke finde os selv inde i os selv, ikke i selvgranskning, ikke i selvkritik, ikke i sejren over gløderne eller i bungeejumpet, men i at vi bliver set, vejet, bedømt. Af de andre.

Dette er hvad Magtenbølle-konceptet i yderste konsekvens handler om - sejren over frygten for at blive sét, vejet og fundet for let .
            Vi rejser alle hver for sig, men vores rejse er fælles. Der er kun én verden, men vi vurderer den forskelligt. Og har derfor forskellige rejser ud af det. Og der er intet, som kan hjælpe os, ud over vores villighed hver især til at være en del af det hele - vores villighed til at turde stå ved vores egen rejse, vores villighed til at blive bedømt for vore handlinger.
            Magtenbølle er billedet på dét, vi hver i sær ønsker at finde: trygheden, stabiliteten, roen, det uforanderlige, hjemmet. Stedet, hvor vi kan finde ro og være i fred for ALLE de andre. Men dette sted, denne tryghed, kan kun eksistere ganske kortvarigt, fordi vi vil begynde at leve mere og mere i vore indre verdener, jo længere tid vi forbliver det samme sted, og derfor vil få mindre og mindre forståelse for den omkringliggende verden. Der jo blot gør, som den altid har gjort: bekriger, elsker, myrder, udmarver, piner, drømmer, fantaserer. Hjemmet eksisterer faktisk kun fysisk indtil det øjeblik, hvor vi får lyst til at låse døren. Men i samme sekund vi beslutter os for at slå låsen fra permanent, flytter hjemmet ind i os. Der, hvor det hører til. Det rigtige hjemme: Roen og livsangstens ophør.