Døgnets
nyheder 28. oktober 2000
I 1994
var poeten og poesi-formidleren Poul Borum i Radio Sokkelund. Intervieweren,
Merere Nissen, spurgte: Hvad er et digt?
Poul
Borum:
Det har
mange navne, og det er fornuftigt at vide, hvad man taler om. Normalt
taler vi om digte, og digte er poesi vers. De er skrevet på
vers, dvs. det modsatte af prosa. Ordet 'vers' kommer af det latinske
versus: Det, der vender om altså: Linjen vender om, før
den er fyldt helt ud. Så det er meget nemmere at skrive digte,
der behøver man ikke at fylde linjen helt ud!
Men det
er altså en kunstnerisk udtryksform, som man givet har haft
helt fra de ældste tider i sange, besværgelser, ritualer,
vuggesange, krigssange, kampsange og alt sådan noget. Og egentlig
har det vel altid handlet om de samme grundtemaer: Mennesker i verden,
ensomhed, kærlighed, liv død, naturen, omgivelserne
alt det, vi stadigvæk skriver digte om. Det er en kunstnerisk
udtryksform, som nogle mennesker behersker, fordi de har et kunstnerisk
talent, og som mange flere kan sætte pris på, kan opleve,
fordi det handler om noget, som vedkommer dem, og det foregår
i et sprog, som de forstår. Man skal lære konventionerne
at kende ligesom i alt andet, ligesom når man skal spille
skak, eller hvad man nu skal spille eller fodbold man
skal kende reglerne. På samme måde er der nogle elementære
ting, man skal vide om poesi, om digte. Det er en kunstnerisk
udtryksform, dvs. det er litteratur, det bruger sproget, bogstaverne,
lydene, ordene, sætningerne på en bevidst kunstnerisk
måde. Og det er jo egentlig det første argument, man
kan bruge, for at poesi er nyttig, nemlig at den bruger sproget bevidst;
og vi kan jo alle sammen blive enige om, at det er bedre at være
bevidst end ubevidst det er bedre at vide, hvad man gør,
tænke over hvordan man lever og hvordan man skal leve, osv.
Også dét medvirker poesien til. Det er derfor mennesker
har skrevet og læst poesi i alle de tusinder af år. Og
det er selvfølgelig ikke anderledes i dag.
Samtidig
er vi alle historiske væsener og det vil sige, at litteraturen
udvikler sig ikke på den måde, at den bliver bedre
men på den måde, at den hele tiden bliver anderledes;
hver gang en ny betydelig digter kommer til, ændrer han hele
litteraturen. Som den engelske digter og kritiker Eliot sagde engang:
Ethvert nyt stort værk ændrer al den foregående
litteratur, så vi læser den på en anden måde.
Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden også læser den
foregående litteratur. Der er mange specielt unge mennesker
der dyrker poesi, dyrker lyrik og så læser nogle
ganske få af deres næsten jævnaldrende. Det er utrolig
vigtigt, at man læser bredt og meget og klassikere og udenlandsk
poesi. Der er så meget at hente. Der er sådan en rigdom
i det, så man faktisk altså kunne sætte et digt
op på spejlet hver aften, og så mens man barberer sig
om morgenen hvis man hører til den del af menneskeracen,
der gør det så kunne man lære det udenad:
Så havde man dagens digt at gå rundt med i hovedet. Det
var da en meget god måde at bruge digte på, ét
til hver dag. Hvorfor skulle der ikke være det? Jeg har aldrig
set det. Men det burde kunne eksistere, og så kunne man også
gemme nogle af bladene, hvis man ville.
Digte
har en kunstnerisk funktion dvs. de har ikke nogen funktion.
De er unyttige de kan ikke bruges til noget. Men det er jo
også en moderne måde at at se det på, fordi digte
har jo selvfølgelig i andre perioder været brugt, f.eks.
belærende digte didaktisk poesi, som man kaldte det tidligere.
Og det finder man ind imellem endnu også, f.eks. i propaganda,
som vi ikke i dag anser for rigtig poesi. Men det findes også
i sange og salmer, som jo udpræget er brugspoesi, og som samtidig
det ved vi jo fra dansk litteratur kan være stor
poesi. Altså Grundtvig og Kingo, osv. Det, som gør digte
til noget specielt, er altså denne særlige brug af sproget
det er det samme sprog, som vi alle sammen taler, bare brugt
mere bevidst og ofte efter nogle helt specielle regler, som gælder
for poesien, f.eks. og først og fremmest versformen, eventuelt
med rim det har der været i mange århundreder,
og der er stadig mange, der bruger rim som er en måde
at fastholde noget på, bygge noget op, strukturere noget; men
det kan lige så godt gøres i urimede digte, som man har
gjort de sidste halvandethundrede år flere og flere digtere
gør det hvor det er selve spændingen mellem sætningen
og verslinien, som giver digtet form. Altså det, at en sætning
brydes af ved hjælp af en verslinje og der derved opstår
en anden form, som er lige så svær at beherske. Det er
lige så svært at skrive såkaldte frie vers. Og hvis
det ikke lykkes, så bliver det det, som man i 70'erne fandt
på at kalde knækprosa. Der var jo en periode dér,
hvor litteraturen ligesom domineredes, i hvert fald i det ydre
i medierne af forfattere, som mente, at det var nok at have
en hel masse at sige, og så måtte formen passe sig selv.
Men den går bare ikke. Hvis man skal beskæftige sig med
litteratur, med kunst, er man nødt til at beskæftige
sig med form. Og det spændende for digteren og for kunstneren
er jo som en anden stor digter, franskmanden Paul Valéry,
har sagt det: Det, som for andre er form, er for digteren indhold.
Det er en formel opgave, man sætter sig til, når man skriver,
og så kommer der somme tider noget ud af det, hvor man måske
overrasker sig selv ved at sige noget, man ikke vidste og ikke
vidste, at man kunne sige. På samme måde som man måske
også overrasker læseren. Vores litteraturoplevelse er
jo i det hele taget en mærkelig blanding af noget, vi genkender,
og noget nyt, vi får at vide og både det at genkende
og det at få noget nyt at vide er nogle væsentlige menneskelige
kvaliteter, som litteraturen kan give os, og som poesien kan give
os, på deres særlige måde. Hvis jeg skulle illustrere
det, så ville jeg gøre det med et digt af en stor moderne
portugisisk digter, Jorge de Sena hedder han, som døde i 1978,
og som jeg er ved at læse i øjeblikket, på svensk.
Et digt fra 1953 et kærlighedsdigt, som hedder: Fremstrakte
hænder, som handler om tja alt det ukendte,
alt det man ikke ved, og som indgår som en væsentlig del
af en kærlighedsoplevelse, af et kærlighedsforhold:
En dag talte du til mig,
og træerne døde gren for gren af
tørke.
Det var blomster, husker jeg.
Det var gader, det husker jeg også.
Og tomme
trapper.
Nej, du talte ikke til mig. Det
var mig der spurgte,
mens jeg dirrende kyssede
dig, hvor gammel du var
og hvad du hed.
Du havde intet navn,
eller havde du et,
men det var ikke dit.
Og din alder, dine hænder
i mine.
*Teksten
er Merete Nissens båndudskrift af en udsendelse i Sokkelund
Radio 1994, hvor hun fik dette lange svar på hvad et digt er.
Udskriften har tidligere været bragt i tidsskriftet Banana Split
nr. 12/13. 1997.
Som kontrast,
læs eventuelt Senturas korte oversigt over "lyrikslagteren".