Eugenio
Montale
ER DIGTNINGEN STADIG MULIG?
Tale
holdt i Det Svenske Akademi 12 december 1975
Oversat
af Mads Nyegaard Outzen
Nobelprisen
er nået til sin 75. ombæring, hvis jeg ikke er forkert
underrettet. Og hvis de videnskabsmænd og forfattere er mange,
som har fortjent denne ærefulde anerkendelse, meget mindre er
da antallet af overlevende, der endnu lever og arbejder. Nogle af
dem er til stede her, og til dem går mine hilsner og bedste
ønsker. Ifølge meget udbredte opfattelser, der skyldes
ikke altid pålidelige offertydere, skulle hele verden (eller
i det mindste den del af verden, der kan kaldes civiliseret) i år
eller i de år, der kan kaldes umiddelbart forestående,
komme til at opleve en historisk vending af enorme dimensioner. Det
drejer sig naturligvis ikke om en eskatologisk vending, om selve menneskets
endeligt, men om en ny social harmonis komme, for hvilken der kun
findes forudanelser i Utopiens uendelige territorier.
Ved
begivenhedens termin vil Nobelprisen være hundredårig,
og kun på det tidspunkt vil den kunne gøre fuldstændig
status over, i hvor høj grad Nobelstiftelsen og den dertil
knyttede Pris har bidraget til dannelsen af et nyt fælles livssystem,
det være sig den universelle Velstands eller Dårligdoms,
men det vil under alle omstændigheder være af en sådan
rækkevidde, at det, i det mindste for mange århundreder
fremover, vil gøre en ende på den mangehundredårige
voldsomme polemik omkring livets mening. Det er min mening at hentyde
til menneskets liv og ikke til fremkomsten af nogle aminosyrer, der
går nogle milliarder år tilbage, substanser der gjorde
menneskets tilsynekomst mulig og måske allerede indholdt planen
for det. Og skulle det være tilfældet, hvor er da evnerne
store hos den skjulte gud! Men det er ikke min hensigt at fjerne mig
fra emnet, og jeg spørger således mig selv, om den overbevisning
som Nobelprisens vedtægter understøtter kan retfærdiggøres,
nemlig at videnskaberne - om end ikke alle på samme niveau -
og litterære værker har bidraget til at udbrede eller
forsvare nye værdier, der i bred forstand kan kaldes humanistiske.
Svaret er uden tvivl positivt. Listen over navnene på de, der
gennem at give noget til menneskeheden, har opnået Nobelprisens
eftertragtede påskønnelse ville være lang. Men
uendeligt mere tidskrævende, nærmest umuligt, ville det
være at identificere legionen, ja hæren af de, der arbejder
for menneskeheden på uendeligt mange måder også
uden at være klar over det, og som aldrig stræber efter
en eller anden mulig pris, fordi de ikke har skrevet værker,
akter og akademiske meddelelser og aldrig har tænkt på
at få trykpressen til at gløde. Der findes uden tvivl
en hær af rene, uplettede sjæle, og det er forhindringen
(der ganske givet er utilstrækkelig) for den nyttetænkning,
der i forskelligt omfang fører over i fordærv, forbrydelse
og alle former for vold og intolerance. Akademiet i Stockholm har
flere gange sagt nej til intolerance, til den grusomme fanatisme og
til den forfølgelsestankegang, der ofte opildner de stærke
mod de svage, undertrykkerne mod de undertrykte. Dette gælder
især valget af litterære værker, værker der
til tider kan være dødbringende, men aldrig i samme grad
som den atombombe, der er den mest modne frugt på ondskabens
evige træ.
Jeg
vil ikke fortsætte ud ad denne tangent, da jeg hverken er filosof,
sociolog eller moralist.
Jeg
har skrevet digte, og det er for dette, at jeg er blevet hædret,
men jeg har også været bibliotekar, oversætter,
litteratur- og musikanmelder og endda arbejdsløs for min tilståede
mangel på troskab mod et regime, jeg ikke kunne elske. For få
dage siden fik jeg besøg af en kvindelig udenlandsk journalist,
der spurgte mig: hvordan har De kunnet dele Dem mellem så mange
forskelligartede slags virksomhed? Så og så mange timer
til lyrik, så og så megen tid til oversættelser,
så og så megen tid til kontorarbejde og så og så
megen tid til livet? Jeg forsøgte at forklare hende, at man
ikke kan planlægge et liv som man gør med et industrielt
projekt. Der er stort spillerum for det unyttige i verden, og ydermere
er en af farerne i vores tid den kommercialisering af det unyttige,
som specielt de helt unge er følsomme over for.
Under alle omstændigheder er jeg her,
fordi jeg har skrevet digte, et absolut ubrugeligt produkt, men næsten
aldrig skadeligt - det er et af dets adelsmærker. Men det er
ikke det eneste, lyrikken er også en skaben eller en absolut
uhelbredelig og endemisk sygdom.
Jeg er her, fordi jeg har skrevet digte:
seks bind, foruden utallige oversættelser og essays. Det er
blevet sagt, at det er en sparsom produktion, måske idet man
antager, at digteren er producent af varer; og maskiner skal udnyttes
maksimalt. Heldigvis er digtningen ikke en vare. Den er noget, om
hvilket man ved meget lidt, så lidt at to filosoffer så
forskellige som den historiske idealist Croce og katolikken Gilson
er enige om at mene, at en digtningens historie er umulig.
Hvis
jeg betragter lyrikken som et objekt, mener jeg for mit vedkommende,
at den er født ud fra nødvendigheden af at tilføje
en vokal lyd (ord) til den første stammemusiks hamren. Først
meget senere kunne man på en eller anden måde nedskrive
og differentiere mellem ord og musik. Den skrevne digtning fremkommer,
men det fælles slægtskab med musikken gør sig gældende.
Lyrikken tenderer mod at åbne sig i arkitektoniske former, metrummer,
strofer, og de såkaldt lukkede former opstår. Digtningens
sande indhold er stadig lyden i de første nibelungske sagaer
og senere i de romanske. Men digtningen, der også henvender
sig til øjet, tøver ikke med at opstå sammen med
de provencalske digtere. Langsomt bliver digtningen visuel, fordi
den maler billeder. Men den er også musikalsk; den forbinder
to kunstformer i én. Naturligvis udgjordes store dele af den
digteriske synlighed af de formelle skemaer. Efter opfindelsen af
bogtrykkerkunsten bliver digtningen vertikal, den udfylder overhovedet
ikke hele det hvide rum og er rig på da capo og gentagelser.
Også visse tomrum har en værdi. Prosaen, der fylder hele
rummet, er meget anderledes og giver ingen anvisninger på sine
egne udtalemuligheder. Til dette formål kan de metriske skemaer
være et ideelt instrument for fortællekunsten, det vil
sige for romanen. Det er for eksempel tilfældet med det fortællemæssige
greb, som oktaven udgør, en form der allerede i det tidlige
1800-tal er et fossil på trods af det vellykkede Don Juan af
Byron (et episk digt, der er afbrudt midtvejs). Men mod slutningen
af 1800-tallet tilfredsstiller digtningens lukkede former ikke længere
hverken øjet eller øret. Man kan anstille den samme
betragtning over det engelske blank verse og for det frie
italienske ellevestavelsesvers. Og i mellemtiden tager maleriet store
skridt mod opløsningen af naturalismen, og malerkunstens modsvar
er øjeblikkeligt. Således, gennem en lang proces, der
ville være alt for lang at beskrive, når man til den konklusion,
at man ikke kan reproducere det sande, de virkelige objekter for på
den måde at skabe ubrugelige dubletter; men in vitro
eller in natura udstiller man, de objekter eller figurer
af hvilke Caravaggio eller Rembrandt ville have præsenteret
et faksimile, et mesterværk. På den store udstilling i
Venedig var der for nogle år siden udstillet et portræt
af en mongol: det var et emne, der var "très dégoûtant",
og hvorfor ikke? Kunsten kan retfærdiggøre alting. Hvis
det ikke lige var fordi, at man, når man nærmede sig opdagede,
at det ikke drejede sig om et portræt, men om den ulykkelige
i kød og blod. Eksperimentet blev efterfølgende afbrudt
med hård hånd, men i en strengt teoretisk sammenhæng
var det fuldstændig retfærdiggjort. Allerede i flere år
havde kritikere, der har lærestole ved universiteterne, prædiket
den absolutte nødvendighed af kunstens død, i venten
på en eller anden palingenese eller genopstandelse, som man
ikke kan skimte tegn på.
Hvilke
slutninger kan man drage af sådanne kendsgerninger? Åbenbart
at kunsten, alle de visuelle kunster, undergår en demokratisering
i ordets værste forstand. Kunsten er produktion af forbrugsgenstande
til at bruge og smide væk i venten på en ny verden, hvor
det er lykkedes mennesket at frigøre sig af alting, også
af sin egen samvittighed. Det eksempel, jeg her er kommet med, kunne
også bringes til at omfatte den udelukkende larmende og udifferentierede
musik, som man lytter til på de steder, hvor millioner af unge
samles for at uddrive rædslen over deres ensomhed. Hvorfor mon
det civiliserede menneske, i dag mere end nogen sinde, er nået
så vidt som til at være rædselsslagen for sig selv?
Jeg
kan selvfølgelig forudse indvendingerne. Man skal ikke sammenblande
sociale sygdomme, der måske altid har eksisteret, men som kun
var lidet kendte, fordi de gamle kommunikationsmidler ikke tillod
at erkende og diagnosticere sygdommen. Men det gør indtryk,
at en form for generel apokalyptisk tankegang mod årtusindskiftet
går hånd i hånd med en stadig mere udbredt komfort;
det faktum at velfærden (hvor den eksisterer, det vil sige på
begrænsede områder af kloden) har desperationens gustne
kendetegn. Under det nuværende velfærdssamfunds så
dystre overflade er kunstformerne også tilbøjelige til
at sammenblandes, tilbøjelige til at miste deres identitet.
Massekommunikationen, radioen og frem for alt TV, har ikke uden held
forsøgt at udslette enhver mulighed for ensomhed og eftertanke.
Tidens tempo bliver hurtigere, få år gamle værker
synes ‚uddateredeé, og kunstnerens behov for at lade sig høre
bliver før eller siden til et krampagtigt behov for det aktuelle,
det umiddelbare. Heraf følger vor tids nye kunstform, forestillingen,
en optræden, der ikke nødvendigvis er forbundet med teater,
til hvilken småbidder af alle kunstformer bidrager i fællesskab
og som udvirker en slags psykisk massage på tilskueren, lytteren
eller læseren. Denne nye rodebutiks deus ex machina er instruktøren.
Hans formål er ikke kun det at koordinere sceneforberedelserne,
men også at levere intentioner til værker, der ingen intentioner
har eller har haft helt andre. Der er en stor del ufrugtbarhed i alt
dette, en umådelig mistillid til livet. I hele dette landskab
af hysterisk ekshibitionisme, hvilken plads kan man da tildele den
mest diskrete kunstform, digtekunsten? Den såkaldt lyriske digtning
er produkt og frugten af ensomhed og akkumulation. Det er den stadig
i dag, men i relativt få tilfælde. Der er derimod stadig
flere tilfælde, hvor den såkaldte digter bringer sig i
trit med de nye tider. Digtningen bliver da akustisk og visuel. Ordene
flyver i alle retninger som en granateksplosion; der eksisterer ikke
nogen egentlig betydning, men kun et verbalt jordskælv med mange
epicentre. Dechifrering er ikke nødvendig, i mange tilfælde
kan psykoanalytikeren komme til undsætning. Idet det visuelle
aspekt er fremherskende bliver digtningen også oversættelig,
og dette er en ny begivenhed i æstetikkens historie. Det betyder
ikke, at de nye digtere er skizoide. Nogle af dem kan skrive traditionelt
klassiske prosatekster og pseudo-vers blottede for enhver mening.
Der findes også en digtning, der er skrevet til at blive skreget
ud i det fri foran en begejstret folkemængde. Dette sker først
og fremmest i lande, hvor der hersker totalitære regimer. Og
sådanne atleter udi lyrisk vokalisme er ikke altid blottede
for talent. Jeg vil citere et tilfælde, og jeg undskylder, at
det også er noget, der vedrører mig personligt. Men hvis
det er sandt, viser det, at der efterhånden findes to former
for digtning side om side, hvoraf den ene er beregnet til øjeblikkeligt
forbrug og dør i det øjeblik, den fremsiges, medens
den anden kan sove og drømme trygt. En dag vil den vågne
igen, hvis den har styrken til det.
Den
sande digtning ligner visse malerier, hvis ejer er ukendt, og som
kun få indviede kender. Digtningen lever i hvert tilfælde
ikke udelukkende i bøger eller antologier til skolebrug. Digteren
kender ikke og kommer ofte aldrig til at kende sin sande modtager.
Jeg har et lille personligt eksempel. I italienske avisers arkiver
kan man finde nekrologer over mennesker, der stadig er i live og i
fuldt vigør. De kaldes krokodiller. For få år siden
opdagede jeg min egen krokodille ved Corriere della Sera, den var
underskrevet af Taulero Zulberti, kritiker, oversætter og polyglot.
Han hævdede, at den store digter Majakóvskij, efter at
have læst en af mine digte oversat til russisk, skulle have
sagt: "Her er en digter, jeg kan lide. Jeg ville gerne kunne læse
ham på italiensk". Episoden er ikke usandsynlig. Mine første
vers begyndte at cirkulere i 1925, og Majakóvskij (der også
rejste til Amerika og andre steder) begik selvmord i 1930.
Majakóvskij
var en digter, der brugte pantograf og megafon. Hvis han har udtalt
disse ord, kan jeg sige, at mine digte ad snørklede og uforudsigelige
veje havde fundet deres modtager.
Man
må dog ikke tro, at jeg har en solipsistisk forestilling digtningen.
Det har aldrig været min tanke at skrive for de såkaldte
happy few. I virkeligheden er kunsten altid for alle og ingen.
Men det, der forbliver uforudsigeligt, er dens egentlige begetter,
dens modtager. Den show-kunst, massernes kunst, kunsten, der vil frembringe
en slags fysisk og psykisk massage på en hypotetisk forbruger,
har et uendeligt antal veje foran sig, fordi verdens befolkning er
i stadig vækst. Men dens grænse er det absolutte intet.
Man kan indramme og udstille et par hjemmesko (jeg har selv set mine
egne forvandlede til det), men man kan ikke udstille et landskab,
en sø eller et hvilket som helst stort natursceneri bag glas.
Den
lyriske digtning har uden tvivl nedbrudt sine grænser. Der er
også lyrik i prosaen, i al stor prosa, der ikke udelukkende
er nyttepræget eller didaskalisk. Der findes millioner, der
skriver i prosastil eller i det mindste i en stil, der tilsyneladende
er mere eller mindre prosalignende. Millioner af digtere skriver vers,
der ikke har noget at gøre med digtning. Men dette betyder
stort set ingenting. Verden vokser, og hvad dens fremtid bliver, er
der ingen, der kan udtale sig om. Men det er ikke sandsynligt, at
massekulturen med dens karakter af flygtighed og forfald ikke som
nødvendigt modangreb skulle kunne producere en kultur, der
også kan fungere som dæmning og give plads til eftertænksomhed.
Vi kan alle arbejde sammen omkring denne fremtid. Men menneskets liv
er kort, og verdens liv kan være næsten uendeligt langt.
Jeg havde tænkt mig at give min lille
tale denne titel: kan digtningen overleve i massekommunikationens
univers? Det er dette mange spørger sig selv om, men ved nærmere
eftertanke kan svaret ikke være andet end bekræftende.
Hvis man med digtning forstår den såkaldte skønlitteratur,
er det klart, at den verdensomspændende produktion vil vokse
ud over alle grænser. Hvis vi i stedet begrænser os til
den, der med skræk afviser betegnelsen produktion, den der nærmest
opstår ved et mirakel og synes at rumme en hel epoke og en fuldstændig
sproglig og kulturel situation, så må man sige, at der
ikke er nogen død mulig for digtningen.
Det er flere gange blevet bemærket,
at det lyriske sprogs modstød til det prosaiske kan betragtes
som et afgørende piskesmæld. Mærkværdigvis
har Dantes Komedie ikke affødt en prosa på samme kreative
niveau; det skete først efter århundreder. Men hvis man
studerer den franske prosa før og efter Ronsards skole, Plejaden,
vil man bemærke, at den franske prosa har mistet den slaphed,
på grund af hvilken den blev bedømt til at være
de klassiske sprog aldeles underlegen, og at den har fuldbragt et
sandt modenhedsspring. Effekten var bemærkelsesværdig.
Plejaden frembringer ikke homogene digtsamlinger som den italienske
Dolce stil nuovo (der bestemt er en af dens kilder), men den
giver os fra tid til anden sande antikviteter, der vil gå
hen og blive en del af et muligt imaginært museum for digterkunsten.
Det drejer sig om en smag, man kunne kalde nygræsk, og som Parnasset
flere hundrede år efter skal forsøge at gøre efter.
Det beviser, at den store digtekunst kan dø, genfødes,
dø igen, men at den altid forbliver en af den menneskelige
ånds højdepunkter. Vi vil sammen genlæse en sang
af Joachim Du Bellay. Denne digter, født i 1522 og død
kun femogtredive år gammel, var fættter af en kardinal,
hos hvem han levede nogle år i Rom og bragte på den måde
en dyb afsky for fordærvet ved pavehoffet med sig tilbage. Du
Bellay skrev meget og imiterede mere eller mindre vellykket digterne
af den petrarkistiske tradition. Men det digt (måske skrevet
i Rom), der er inspireret af latinske vers af Navagero, og som befæstner
hans berømmelse, er frugten af en smertefuld længsel
efter landskabet ved den søde Loire, som han havde forladt.
Den korte Odelette des vanneurs de blé er trådt
ind i verdensdigtningens repertoire fra Sainte-Beuve til Walter Pater,
der helligede Joachim en mindeværdig skildring. Lad os forsøge
at genlæse digtet, hvis det da er muligt, fordi det drejer sig
om en komposition, hvori øjet spiller en vis rolle:
A vous
troppe legere,
qui d'aele passagere
par le monde volez,
et d'un sifflant murmure
l'ombrageuse verdure
doulcement esbranlez,
j'offre
ces violettes,
ces lis et ces fleurettes,
et ces roses icy,
ces vermeillettes roses,
tout freschement écloses,
et ces oeilletz aussi
De vostre doulce halaine
eventez ceste plaine,
eventez ce sejour,
ce pendant que j'ahanne
a mon blé, que je vanne
a la chaleur du jour.
Jeg
ved ikke, om denne Odelette er skrevet i Rom som intermezzo
under ekspeditionen af kedelige kontorgerninger. Den skylder Pater
sin nuværende overlevelse. Et digt kan finde sin fortolker med
hundreder af års mellemrum.
Men for nu at slutte er jeg svar skyldig på spørgsmålet,
der har givet denne lille tale sin overskrift. Hvilken skæbne
kan blive digtningen til del i det nuværende konsumsamfund,
der ser nye nationer og nye sprog komme til syne i den menneskelige
robots samfund? Svarene kunne være mange. Digtningen er en kunstform,
der rent teknisk er tilgængelig for alle: et stykke papir og
en blyant er nok, og les jeux sont faits. Først i
anden omgang opstår problemerne med trykning og distribution.
Branden i biblioteket i Alexandria ødelagde tre fjerdedele
af den græske litteratur. I dag ville end ikke en verdensomspændende
brand kunne få vore dages stadige strøm af lyrisk produktion
til at forsvinde. Men det drejer sig netop om en produktion, det vil
sige industrielt fremstillede produkter, der ligger under for smagens
og modens love. Det forekommer sikkert mere end sandsynligt, at Musernes
have kunne blive ødelagt af voldsomme storme. Men det synes
mig ligeså sikkert, at meget trykt papir og mange digtsamlinger
skal modstå tiden.
Sagen stiller sig anderledes, hvis man taler om en gammel lyrisk teksts
opvågnen af sin dvale, dens igangværende genskabelse,
dens åbnen sig for nye fortolkninger. Endelig er det altid tvivlsomt,
indefor hvilke grænser og begrænsninger man bevæger
sig, når man taler om digtekunst. Megen af nutidens digtning
udtrykkes i prosa. Mange af nutidens vers er i prosa og dårlig
prosa tilmed. Narrationens kunst, romanen, fra Murasaki til Proust
har frembragt store lyriske værker. Og teatret? Mange litteraturhistorier
beskæftiger sig end ikke med det, det skulle da lige være
at udfinde nogle genier, der udgør et separat kapitel. Desuden:
hvorledes forklarer man, at den gamle kinesiske digtning modstår
al oversættelse, medens den europæiske digtning er bundet
til sit oprindelige sprog? Måske kan fænomenet forklares
ved, at vi tror, vi læser Po Chü-i, og i stedet læser
vi den vidunderlige forfalsker Arthur Waley? Man kunne mangedoble
spørgsmålene med det ene resultat, at ikke kun digtningen,
men hele den kunstneriske udtrykforms verden eller den, som giver
sig ud for det, er kommet i krise, der er tæt forbundet til
den menneskelige tilstand, til vores eksisteren som menneskelige væsener,
til vores sikkerhed eller illusion om at mene os priviligerede væsener,
de eneste, der tror, at de er herrer over og besiddere af en skæbne,
som ingen andre levende skabninger kan prale af. Det er som at spørge
sig selv, om morgendagens mennesker, en morgendag der måske
er meget langt væk, vil kunne løse de tragiske modsigelser,
som man har kæmpet med lige siden Skabelsens første dag
(og om man stadig kan tale om en sådan dag, der kan udgøres
af en uendelig epoke).
Oversat fra italiensk
af Mads Nyegaard Outzen
2000