BOGAGENTER
I DANMARK 2002?
af
CL
Trykt
i Information 22. JANUAR 2002
Man
kender scenariet fra talrige amerikanske film. En luset forfatter
sidder ved cafébordet med en gevaldig dynge manuskriptark foran
sig, og ind kommer hans litterære agent, lignende en krydsning
mellem en giftig advokat og en slesk playboy på vej til den
næste forretningsmæssige flirt. Kan man forestille sig
et mere ånds-udpumpet billede på en person, hvis job det
er at være spydspids for forfatteren og hans interesser? Og
kan man forestille sig et lignende scenarie i Danmark? Nej vel. Men
det kommer man måske nok til. I hvert fald har forfatteren Hanne-Vibeke
Holst sammen med en lille skare af forfattere ifølge Politiken
nu indgået aftale med Nanna Sølvsteen og Lars Ringhof,
et nyt litterært agent-makkerpar i Danmark. Samarbejdet skal
sikre forfatterne i en stadig mere barsk bogverden med frie bogpriser
og kamp forlagene imellem for at holde teten på markedet. Det
er således ikke for at få flere penge, udtaler Holst til
bladet, men for at sikre sig, at hun ikke får færre penge,
end hun burde få. Og det er jo kønt og ydmygt sagt.
For selvfølgelig handler det da om
at tjene penge, hvorfra skulle agenterne ellers få deres løn.
Og hva' så, kan man videre sige, for hvad er det lige præcis,
der gør, at vi umiddelbart sympatiserer mere med forestillingen
om den fattige forfatter, end med ham eller hende, der tjener stygt
på skriverierne. Hvorfor må forfattere for en gangs skyld
ikke kunne leve og leve godt af at frembringe litterær
kunst? Forekommer det pengeklistrende poppet at få sig en litterær
agent, kan man med lige så stor ret sige, at agenteriet blot
er en formalisering af det økonomiske spil, der altid vil være
forbundet med at udgive en bog. Og en adskillelse af arbejdet i forfatter-agent-opdelingen
vil jo netop sikre, at den skrivende helt kan tage sig af det litterære,
mens agenten kan gå efter pengene, som han er ansat til at hjemhente.
Nu er det ikke, fordi Holst er kendt for at skrive stor kunst, men
snarere for at sælge mange bøger uden at der dog
heller skal være noget galt i det og det er da også
litteraturens kommercielle superliga, agenterne først og fremmest
henvender sig til. For som forhandlerled mellem forfatterne og forlagene
skal de sikre, at de skrivende får mest muligt ud af mellemværendet,
og det i nogle proportioner, hvor procenter ikke handler om hundredekrone-sedler.
Det er nu en gang sværere at overbevise eventuelle købere
om en kunstnerisk satsende digtsamling, hvis sproglige enegang det
kræver tid at fordøje og forstå, end det er for
eventuelle agenter at sælge læsestof, som tusinder af
læsere i forvejen har guffet i sig. Skal man være fræk
og hvorfor må man egentlig ikke det? kan man sige,
at agenterne vel primært skal sælge den litterære
føde, som allerede er gennemtygget af mange læsere i
forvejen og derfor lettere at nedsvælge for eventuelle købere
med indkøbsvognen under hagen. Og det er her, det økonomiske
aspekt atter kommer ind i billedet.
Det er nemlig humlen ved agentvirksomheden,
at den er et ekstra også penge led i forholdet
mellem forfatteren og forlæggeren, og at agenten jo ikke opbygger
biksen på grund af kærlighed til forfatterne, men for
at tjene penge, turde være åbenlyst. Problemet er blot,
at pengene, agenterne tjener, skal komme et sted fra, og hvis ikke
de tages fra forlagenes indtjening, hvad disse jo næppe går
med til, er agentafkastet nødt til at kommer fra en merpris
på produktet, nemlig bogen, hvilket i sidste ende går
ud over den læser, som jo ellers skulle mangedoble sig med disse
nye tider. En anden bivirkning ved det nye ekstra led så man,
da Ib Lauritzen, Danmarks agent for firmaet Bookman havde til opgave
at lancere Synnøve Søe og dennes debutbog, Fars, over
for de danske forlag. Resultatet var, at hun blev lanceret som marcipangris
med indbygget skandale, snarere end for indholdet af bogen. Anything
goes, hedder det som bekendt i markedsføringens lingo, hvor
varen først og fremmest skal tage sig godt ud. Og solgt blev
den da, men sikke en facon og sikke et cirkus! En mere frugtbar
måde at anskue en fremtidig litterær agentvirksomhed er,
at den kunne optimere måden, dansk litteratur lanceres på
i udlandet. På trods af at vi endnu har Dansk Litteratur Informationscenter
under Kulturministeriet til at tage sig af denne sag, kunne der sagtens
gøres mere for at udbrede kendskabet til dansk litteratur på
andre tidspunkter end ved særlige danish wave-agtige begivenheder,
hvor der truttes i trompet i en uge, hvorefter tømmermændene
indfinder sig. Én ting er jo at videresælge det som storsælger
i forvejen, men kunsten må være at få nye og flere
læserøjne på det, som i forvejen har et lille publikum.
Hvilket der imidlertid er få kroner i
Utvivlsomt er agentvirksomheden
kommet for at blive i Danmark, men når Hanne-Vibeke Holst siger,
hun ser agenterne som en art beskyttende gorillaer, kan man med lige
så stor ret advare om, at gorillaerne er med til at gøre
markedet omkring bøgerne, som i sidste ende skulle gavnes,
mere primitive.
cl
Direkte adgang til denne side:: http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=123877