KUNST ER EN BESTRÆBELSE

 

Introduktion til prosa&poesi-brevkassen i første nummer af litteratur-tidsskriftet kaLITzky (der gik ind, inden det kom ud...) - som jeg måtte brygge på, bekymre mig om, blive frustreret over - gennem 3 uger, for så at skrive det på 30 minutter dagen før deadline. Sådan er det sgu altid...


Alt, hvad et menneske gør, kan være kunst. Som Robert M. Pirsig udtrykker det i "Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel": 'Kunst er en bestræbelse af en meget høj kvalitet'.
     At vaske op kan være kunst - hvis man vasker op, mens man vasker op. Altså, hvis man bestræber sig på at forholde sig optimalt til den forhåndenliggende opgave, der består i at føre de tilsmudsede køkkenredskaber frem til en tilstand, som også tilfredstiller én, når man næste gang tilbereder og spiser sit måltid. I praksis: At vaske kalk og fedt fra glas og tallerkener og bestik, og fjerne alt fastbrændt fra gryders indre og ydre.
     De fleste mennesker erkender, at enhver bestræbelse, enhver opgave, rummer muligheden for et resultat af høj kvalitet. Men det er forbløffende, hvor mange mennesker, som melder pas overfor at opfylde deres egen vurdering af "kvalitet". Opvasken efterlades med fedtpletter, som irriterer næste gang man tager et glas eller en kniv, men man finder sig i det, fordi man tror på sine egne tanker om, at man ikke magter at opfylde alle sine personlige kvalitetsvurderinger. Men glasset er jo beskidt hver gang man vil have et glas vand. Måske ens tøj er lagt pænt sammen - men glasset er beskidt. Rent kan ikke gradbøjes.
     Der er mange mennesker, som skriver digte og prosa på denne måde. Reparerer bil. Passer sit kærlighedsforhold, sit job, sit barn. Vedligeholder vigtige opråder i sit liv på en måde, som, hårdt presset, må indrømmes ikke at leve op til egne krav. Som har for travlt med at komme videre til at lytte til sig selv. Af sted! Videre!
 
Forsøget på at skabe noget som helst, i denne brevkasse naturligt fokuseret på dét at skrive digte og prosa, handler om at savne, at længes, at mangle. Skaberen, det levende menneske, står på den ene side af en kløft, og ser over mod den anden - en afgrund af tomhed, mangel, længsel, savn, bremser den videre færd. Der må skabes en bro over afgrunden.
     Et menneske kan søge at bygge en sådan bro med ord. En konstruktion, der kan være smal som en dyreveksel eller bred som en motorvej, sirligt udsmykket som et gudetempel, monumental som en pyramide, eller funktionel som en boligblok fra 70'erne - det er fuldstændig uden betydning, hvordan den tager sig ud. Når mennesker oplever verden forskelligt, hvorfor skulle de så skabe noget ens?
     Men der er mennesker, mange mennesker, som skriver uden at skrive sig selv. Som fra det tomrum, som teksten ér før den bliver nedfældet, haster gennem skriveprocessen og ud på den anden side, som om dét at skrive ord på papir, altså selv skrifthandlingen, var formålet i sig selv: uden på noget tidspunkt at tage stilling til hvad det var for et tomrum, et behov, de fyldte ud med hvilke ord og hvilke meninger. Som i bro-metaforen kaster et reb med en krog over afgrunden, og kommer helskindet over, men uden sikkerhed for at kunne komme tilbage igen. Og uden sikkerhed for, at nogen anden vil kunne komme samme vej over, følge i den nedfældede sansnings spor.
 
Alt et menneske gør kan være kunst. Kunst er en beherskelse - beherskelse af trangen til at blive færdig med broen, så tomrummet kan krydses, og beherskelse af materialerne, som broen bygges med. En beherskelse af sit indre, og sit ydre, samtidig. Kunst kommer kun af beherskelse - når man evner at føje sig efter de forhåndenliggende opgaver, uden at øve vold på hverken dem eller sig selv. Når man lytter. Når man slapper af. Når man nyder.
     "... En bestræbelse af meget høj kvalitet" Hvem ved ikke, inderst inde, med sig selv, om det man har skabt er "godt", "tilstrækkeligt", eller "dårligt"? Alle ved det. De fleste nøjes dog med "tilstrækkeligt", og går videre gennem livet, håbende at et mirakel vil indfinde sig, som unødvendiggør den ekstra indsats, der kræves for at skabe høj kvalitet. Som gør det "godt". Men dét mirakel kommer kun af én ting: Ved at bestræbe sig - SELV! Og den som ikke bestræber sig - i det han eller hun skaber - må leve med et middelmådigt udkomme af sin skabelse - mens sjælen skriger på kvalitet.

Det ér egentlig så nemt. Vi skaber alle. Hver dag. Vi skaber løsninger. Vi vedligeholder vores liv. Stiller vores behov. Men de fleste af os begår den samme fejl: Vi nøjes med at kræve kvalitet af os selv på de områder, hvor vi føler os trygge, dygtige, erfarne. Mens resten af vore livsområder står i stampe, og gør os afhængige af tilfældigheder og såkaldt professionelle, der gerne mener de ved bedre, alene fordi de har papir på deres færdigheder.
     Mange af os, der skriver - hvad enten det er digte eller prosa - har ting liggende i skufferne, som er blevet til under forhastede omstændigheder. Vi kan tage teksterne frem af og til - ligesom vi kan se os selv trøstespise 10 dage ud af 30, eller se på oliefyret der kun tænder hver anden gang - og kaste et blik på dem og sige: Dét der kan jeg ikke reparere på. Dét der forstår jeg ikke. Jeg kender ikke mekanikken i det. Og så lægge det tilbage i skuffen, og lukke den.
     Kunst er bestræbelse. Kvalitet kommer af bestræbelse. At man arbejder med tingene. Og især arbejder med de ting, som nager én. Som ligger i skuffen og nager én. Derved vedligeholder man, og forbedrer måske, den overordnede følelse af kvalitet i sit liv.
     Gamle Pirsig havde et udtryk for nogle fysiske og emotionelle oplevelser, som kunne lægge sig i vejen for ens videre arbejde med at vedligeholde og forbedre. På glimrende dansk blev det til en "stå af-fælde". Og en af de kendteste stå af-fælder er tilmed ophøjet til mundheld, men er ikke blevet mindre væsenligt af at blive brugt: Rom blev ikke bygget på én dag. Det gælder inden for al form for skabelse - ingen, absolut INGEN, bliver en kunstner på en måned. Men alle uden undtagelse, som har kæmpet med et digt, eller en novelle, og med ét føler at den er færdig, at broen er så solid som den kan blive, kender til følelsen: "Jeg har sejret. Jeg har skabt noget, som aldrig har været". Denne følelse er kvalitet. En følelse af at mærke omfanget af kunsten - simpelt at mærke sig selv, sit inderste. Som at holde et glas op mod lyset, og tænke ved sig selv: "Det er rent".

 

 

©Kenneth Krabat
Drøsselbjerg 12.5.96