digtlæsninger Cirkel
John Furnival 1965
---
Havde det ikke været for
de to pictogrammer nederst til højre, havde dette konkret-digt som
digt at regne været lidt af en tam affære. Spændende, ganske
vist, derved at sproget er snævret ned til kun tre begreber: dreng,
pige og rugmark, men derefter tager den indre tegnefilm over, og så
er der som sådan ikke meget digt tilbage, digtet sét i traditionel
forstand - der er ikke meget ordligt skabende.
Men hvis man nu spørger enhver, hvad det er de ser i hovedet,
når de læser et digt, som giver noget menings- og følelsesdannende
fra sig, vil jeg tro, at det rundt regnet minder om den indre tegnefilm, som
følger af John Furnivals picto-grammatiske digt. Der er en aktør,
som gør én ting, og en aktør som gør noget andet,
og så er der en skueplads - og om digtets indhold er strengt metafysisk,
enetalende eksistentielt, ihukommende beskrivende, messiansk postulerende,
eller hvad fanden det er - altså, om skidtet bruger personer eller rene
begreber som eksistensgrundlag, er inderligt ligegyldigt; for hvem som helst
der læser det, vil alligevel undertekste det i sit helt eget sprog.
Læse det i sin helt egen hastighed. Ihukomme sine helt egne kornmarker
og piger og drenge. Og måske, men ikke nødvendigvis, som jeg
komme i tanke om Sallinger's "Catcher in the Rye"...?
Og har man nu læst omtalte bog, hvad ser man så i kornmarken?
Og har man ikke læst omtalte bog, hvad ser man SÅ i kornmarken?
Noget sker tilsyneladende i kornmarken i "Catcher in the Rye" - nu begynder
der at køre en film på den indre nethinde... Dét er digt.
Jeg siger det igen, så man ikke tror der mangler et ord, og således
misforstår min intention: Dét er digt. Det er ikke nødvendigvis
poesi, men det har former, som kan formidles, hvis man vil... via andre former,
hvis man tør: Det er blevet til. Det er begyndt at eksistere. Det kan
vokse og blive til et liv, hvis man passer og plejer det - eller det kan blive
til en abort, hvis man ikke orker give det energi, lige nu, og så ryger
filmen, genkendelsen, digtet ind på hylden igen, og afventer bedre tider.
Der skal gerne være en grund til at fortælle
sit digt videre - når man er ung og ny og lige har opdaget at der findes
en verden og et sprog og at folk på gaden reagerer, hvis man råber
pisseabe efter dem, så er man også nødt til at tro på,
at ordene i sig selv er magiske. Men med tiden viser det sig, at vi alle sammen
ikke blot beskytter os mod bestemte ord og bestemte ordsammensætninger,
og bruger afværgekneb for at forhindre dem i at komme ind og såre
os, men at der tilsyneladende ikke findes ét eneste ord, med hvilket
man kan ændre hele den verden, man har opdaget eksisterer! Og så
er man nødt til at gennemleve alskens rædselsfulde frustrationer,
alt mens følelserne finder sprog og forklaringer og forståelse
og tilgivelse, og hovedet køber alle forklaringerne og kroppen vænner
sig til forblive modtagelig i visse situationer, selv om det gør ondt,
og sindet stryger ret ind på den sjælelige top10 med et budskab
om, at man findes, og at dét er ok, og at man ikke kommer til skade,
hvis blot man lytter til sig selv, og intet er større end kærlighed,
og at kærligheden er energien som holder alting sammen, og der er ord,
som kan lave om på universet, og der er ord, som kan holde det sammen,
og det er stort sét de samme ord, og det er stort sét den samme
handling, og man kommer ikke uforandret ud af at sige nogen af dem, hverken
goddag, farvel eller på gensyn, og forandring er det samme som at dø,
og nogen gange føles det som om man ér død, og nogen
gange bliver man vækket til live igen og det er forår over det
hele og sommeren er lige på vej, og man tænker ikke en skid på
hvad man skal sige for at få noget til at ske, husker bare sin gamle
farfars ord om, at så længe man blot vågner én gang
mere end man har lagt sig til at sove, så går det nok alt sammen.
Og det er jo så evigt evigt rigtigt. Og så så forstår
man lige pludseligt det hele: Ord kan være magiske. Ord kan
forandre verden, ens egen verden. De skal bare sættes rigtigt sammen.
Kysses de rigtige steder. De er jo lige som mennesker: Behandler man
dem med respekt, kan man være sammen med dem hele livet... elsker man
dem, skal man intet mangle så længe man lever.
Et stort fund at gøre i en kornmark, var det ikke?!
Subjektivt,
Kenneth Krabat