Kai Friis Møller
Vilanelle
Min Pibe,
jeg selv og min Stok -
I glæden saavel som i Vreden
De tre er mig Følgeskab nok.
To er
Selskab og tre er en Flok...
Jamen, her er Treenigheden:
Min Pibe, jeg selv og min stok.
Var jeg
sygelig vennesæl? Ok,
Jeg af Skade blev klog og Beskeden:
De tre er mig Følgeskab nok.
Af veninder
mig skuffede en Skok,
Thi ringe kun agtes i Eden
Min Pibe, jeg selv og min Stok.
Saa tak
for Laan af den Lok,
Du sendte mig, Phyllis, forleden -
De tre er mig Følgeskab nok.
Som i
Livet vi udgør en Blok,
Skal vi gladeligt sammen gå heden,
Min pibe, jeg selv og min Stok:
De tre er mig Følgeskab nok.
("Indskrifter
- udvalgte vers", 1910-1920)
Sang
Stilhed og atter Stilhed
I huset som udenom -
Men en øm Drøm vaagner i mit Hjerte
Og Stilheden er ikke tom.
Stilhed
og atter Stilhed
I Stuen, hvor Drømmene gror -
Og en grøn Gren udenfor mit Vindu
Og et lille grønt Vers på mit Bord.
("Digte", 1908-1948)
|
---
"Er der ingen
historie, er det ren teori" er mit nye barometer for om tingene hænger
ordentlig sammen. Men er "historie" både i betydningen "fortid
" og "fortælling" egentlig andet end at påstå, at
noget har eksisteret ellerkunne have eksisteret, hvis
så fremt i fald... et eller andet? Altså, et postulat om
eksistens ud fra antagelse af forestillede omstændigheder.
Det er jo ren teori!
Så, hvad fanden skal jeg med mit nye barometer?
Ud over at det lyder godt... for dét gør det!
Ja, jeg kan jo starte med at indrømme,
at det i sin opbygning er skabt til at nedgøre teori - altså
forestillingen om, at noget ville kunne være ikke-teoretisk, og
at dette i så fald ville have en betydning - og på dét
grundlag hæve forestilligen om det allerede passerede, eller forestillingen
om forestillingen at noget kan siges at ligge fast, op til Olympens
højder. Og det er da meget godt gjort af en lille sætning
med bisætning, er det ikke?
Men det er ikke det hele: Mit nye barometer
er samtidig et postulat om, at "Historie" og "teori" er kompatible modsætninger
- som sort og hvid, sol og måne. Og det er de ikke. Overhovedet
ikke! Men så længe de hænger sammen rytmisk "rigtigt",
har de en sandheds- eller gyldighedsværdi alene ved dét!
"Er der ingen historie, er det ren teori"... Det er jo sådan noget,
man ville kunne skrige på Christiansborg Slotsplads under en demo
af de mere aparte slags. Ja, det er lige før det er noget, socialpædagoger
kunne messe!
Det er som at sige: Visse hunde er nærsynede,
ingen hunde kan læse, visse hunde er nærsynede og kan ikke
læse. At antyde, at der er en sammenhæng ved at sætte
det op på en måde, der smager af logik. Men uanset hvordan
det sættes op, kan historie og teori ikke sammenlignes - for principielt
sét består de af samme stof.
De er begge virkelighedssandsynlighedsberegningsmetoder
- den ene tager sig af dét, som angiveligt ér hændt,
"fortiden", og den anden at dét, som angiveligt kun findes som
tanke, som "fremtid". Begge kan siges at være teori, men begge
kan med lige så stor ret siges at være historie. Fordi begge
er fiktion. Og derved kommer fortællingen ind som fortolkning.
Og det lyder alt sammen rigtig spændende, men hvis der ingen modsætninger
er, ophører sætningen jo med at have andet end rytmisk
værdi...!
Nej, skal man give sætningen gyldighed,
må man læse den "omvendt" og sige: Hvis det fortalte er
fortalt ud fra et af to kriterier: Nærværende findes,
eller nærværende findes ikke, må fortællingen
gerne være meget usandsynlig i forhold til dagligdagens oplevelser.
En fortælling, der forholder sig til sin egen eksistens, vil automatisk
rumme sin egen logik, sin egen eksistensberettigelse. Og som sådan
være en del af den fælles tid - præcis som et menneske,
der åbnede munden i personligt øjemed ville gøre
det. Men hvis der ikke er nogen fortælling, hvis der ikke
er en ramme, som angiver det fortaltes eksistens, er det usandsynligt,
at det kan blive en del af den fælles tid - eller ihvertfald usandsynligt
svært. Og hvad er så meningen med at overhovedet bruge tid
på at læse eller skrive det?
OK, tale til sig selv. Fint nok. Fint nok. Tale
til sig selv kan blive til stor kunst, jo, jo, tale til sig selv, kan
blive til noget alle mennesker forstår, hvis bare de vil flytte
sig en lille smule. Jo, tale til sig selv er helt i orden, for enhver
har noget at sige, og selv om ikke mange forstår tale til sig
selv, så vil der da være nogen, og det giver det eksistensberettigelse...
Ja. Og i enhver krig er der mindst to
fronter...
Altså - vil du sige noget til nogen, må
du fortælle en historie. Ellers bliver jeg sur.
|