Gherasim Luca (f.1913)
Min
manglende eksistensberettigelse
(fra samlingen Héros-Limite 1953, oversat af Annie Wieth-Knudsen)
|
Den, der én gang har været efterladt af guiderne inden i Keops-Pyramiden natten over, med fornemmelsen af, eller et simpelt og ALDELES IKKE futilt håb om, at der et eller andet sted lige i nærheden er en anden vej ud end den, man kom ind af, som alle de andre så forrædderisk overgivende er passeret ud af, for at tage på restaurant, elske med den elskede, købe souvenirs, ride på kameler, samle indtryk og sand i medbragte poser, vil kende til autodoblingen af sing-song, der forhindrer én i at gå tilbage dér man kom fra, mens hjertet hamrer og fingrene famler langs de groft tilhuggede sten, og enhver snublen eller yderligere flænsning af fingerspidserne bliver akkompagneret af større eftertryk i den vrøvlevise, man lader følelserne pøse ud af munden, så man ikke bliver Flint-Hamrende SINDSSYG!! Der er ingen tvivl om for mig, at jeg ville have undværet den sidste linie - men hér kan man tale om tilblivelses-år snarere end personlig preference, personligt mål. MTV kunne næppe heller have fængslet med sin kompakte billedkommunikation for bare 25 år siden (ud over visse kunstneriske forsøg i starten af 70'erne). Og dér har samfundet altså - set med mine øjne - påkaldt sig den digteriske rundgang, tilbage til udgangspunktet, for at give digtet evig vandring ud i fremtiden, mens vi i vore dage nemt kunne have ladet det stå åbent, og ved en således "kaotisk" uafsluttethed have understreget digtets emne med stort sét samme effekt. Men hvad fanden...! Emnets eksistensberettigelse er lige så selvfølgeligt som følelsen af håbløshed, der uanset kultur, overbevisning eller køn ikke er fjernere fra den rolige, velordnede og - organiserede hverdagsvirkelighed, end at alle kan genkende den, når den kommer. Fandens til gæst. Har end ikke vin med!
|