Søren Kierkegaard

"Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik. Det gaar ham som de Ulykkelige, der i Phalaris's Oxe langsomt piintet ved en sagte ild, deres Skrig kunne ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham, for ham løde de som sød Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igjen, det vil sige, gid nye lidelser maae martre Din Sjæl, og gid Læberne maae vedblive at være dannede som forhen; thi skriget vilde blot ængste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne træde til, de sige: det er rigtigt, saaledes skal det være efter Æsthetikens Regler. Nu det forstaar sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa Læberne. See derfor vil jeg hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene."

(uddrag af ENTEN ELLER)

Teknisk sét ikke et Digt, men med saadan en Svada burde vel ingen angribe det immanente digteriske Hjerte, der straale som smertende Stolhed af hver en liinie. Maaske ligefrem kalde det lyrik (hér som begreb, ikke som substantiv), fra én Kollega til en anden, saaledes at man ikke forveksler mig med Recensenten, Gud forbyde! Paahægte mig Udsagnet som et Svin paa Amagerbro, derved at alle maae troe mig paa mine ord, at mine Qvaler, om ingen andens, er ægte og uforfalskede.