Antallet af digtere
i verden er stort, og omfanget af måder at digte verden til veje
er større endnu - ordet tilhører retteligt dén,
som bruger det. Ligesom magten. Og naturlig patese... den skal man ikke
kimse af. Med alle de måder at være menneske på, kan
der umuligt være én, som er mere rigtig.
Jeg talte med
en yngre fyr til en fest i lørdags. Han var meget optaget af,
at jeg var udgivet, og sagde: "Du er jo forfatter; forfattere... de
er jo noget særligt...?"
Javist, sagde jeg, jeg er noget
særligt. Fordi jeg gør mig til, og ved, at jeg gør
mig til - jeg kroer mig og spejler mig og kaster ord i hovedet på
enhver, som står stille længe nok til at se ud som om, de
kunne lytte - jo, jeg er noget særligt: jeg kan tale i timevis,
ansporet af et enkelt ord eller en sætning - og antage den stik
modsatte holdning, hvis nogen giver mig ret - men jeg gør det
kun, når jeg absolut skal - så, jo jo jo, jeg er
noget særligt - men jeg ved også at du er noget særligt:
Du er mit publikum, du er den lyttende, du er dødvægten
til min luftige begravelse, og hjemmet for mine hanekampspring ud i
evigheden - jeg takker dig for din tilstedeværelse ved at tale
til dig, ved at tale om ting jeg tror du behøver vide, ved at
regne dig værdig til at høre, at livet gives dén,
som vil have det, og vil du have det, må du tage det, og tager
du det er det dit. Og du vil gerne være forfatter, kan jeg forstå?
Ja, måske brugte jeg ikke præcis de ord, men - noget
derhenad.
subjektivt,
Kenneth Krabat
|