en druknende i Sahara

døvet af spiritus
flæbende venner
udtrykte kærlighedserklæringer skønt scenen er tom
kvinder der skal vindes uden at kaste handske selv
springet
ind i to eller tre nuller landede jeg
i det gamle eller det ny
på slaget?

ingen nytårsforsætter
døden er stadig med mig
i det yderste punkt
af hver af mine svinkærinder
  fra den lige vej
ikke alene
blot ikke fælles
med nogen eller
kunst filosofi videnskab samfundskultur
og dronningens nytårstale

taler fra en brønd jeg selv har gravet
i håbet om næring tættest på kernen
her er kun vand
og himlen er en ganske lille plet
hvor sjældent fugle flyver forbi
  som jeg kan følge
her er hverken rart eller urart
blot det mindste jeg kan gøre
med maksimal brug af tid
året der tikker af sted
livet der tikker

hvad er det nu det hedder
når man for længst har fået nok
og fortaber sig i detaljer
uden betydning og vennerne
venter henne om hjørnet
med veldækket bord og klokkeslag at ankomme til
og der ikke fører nogen vej derhen
som ikke har været gået før
og man griber knoglen for at ringe
melde afbud
jeg kommer ikke fordi jeg ikke kan
jeg vil være med mig selv i det næste sekund
så jeg har noget at opleve
nej
   det er vist ikke noget
der kun er ét ord for

det er stadig den første i første totusind
det bedste der er sket i dag
jeg måtte spørge 5 gange
folk om de vidste datoen
og de grinede
som generte eller
ubehagligt tilpas over påmindelsen "så nu er der ikke mere"
men det hele findes jo i hovedet
året
vennerne
følelser håb og projektion
det nye år kommer først
når man GØR det nyt

nu er det
den første dag
i et langt årtusinde
og jeg skal holde op med at skrive jo jeg ér begejstret
og i stedet
drikke vand
og drikke vand

 

 

 

 

kenneth krabat 1.1. 2000